onsdag den 28. december 2011

De sædvanlige småskavanker

Nå, så kom de alligevel.

Da jeg i tirsdags kastede mig frygtløst ud i noget udsalg sammen med en veninde, bemærkede jeg frygtsomt, at jeg vist var ved at få noget med halsen, for den føltes øm og det gjorde ondt i det øverste af brystet.
Min veninde smilede lumsk't og sagde at "aj-men-Annie, sådan får du det jo hver gang der er en uges tid til du skal løbe halvmaraton". Hm. Det havde jeg slet ikke selv tænkt på, men det er jo rigtigt, og så gik ømheden også fuldstændigt væk efter en kop kaffe.

I dag da jeg var ude og løbe og masede en del med at holde pacen omkring 6.00 og undgå forpust, sneg fornemmelsen af tyngde og mathed sig også ind på mig og fik mig til at sætte tidsmålet for lørdagens mål lidt uambitiøst omkring 2.06.

Og bagefter bestilte jeg en meget stor kagemand hos den lokale bager så jeg er klar til at få fødselsdagsgæster nå jeg er færdig med at løbe.

mandag den 26. december 2011

5 dage til min fødselsdag!

Med fem dage til fødselsdag og halvmaraton har jeg indstillet mit maratonprogram og i dag løb jeg bare en tur på lidt over syv kilometer i "frivilligt tempo".
Undervejs hørte jeg "Hippie" som lydbog og selvom de ikke ligefrem er en thriller, så blev jeg alligevel så optaget, at jeg hele tiden glemte at holde det fredelige tempo omkring 6.00 som jeg ellers havde tænkt mig og blev hele tiden overrasket, når jeg så på tempoet på mit ur.

Nåmen turen blev alligevel løbet med godt overskud.
Jeg mener ellers bestemt at jeg tidligere har mistet løbe-modet en uges tid før halvmaraton, men det kan jo nåes endnu, selvom jeg sagtens kan undvære den der følelse af håbløshed og shit-21,1-kilometer-jeg-må-være-blevet-sindssyg-tanke.
Foreløbig overvejer jeg stadig om jeg mon ikke måske kan presse mig under to timer, så modet fejler altså ingenting.

lørdag den 24. december 2011

Vi havde alligevel heller ikke skøjter med.

Som opvarmning til julefrokost, småkager, juleslik, steg, and og sovs løb jeg et par gange rundt om Marielundssøen i Barndommens land i formiddags. Vejret var skønt og mildt og mere vådt end hvidt og isen var så afgjort temmeligt usikker....


Der var massevis af medløbere i skoven og jeg fulgtes med min mand, der af sin dygtige fysioterapeut er blevet sat på et løbeprogram til langsom genoptræning, efter at han nogle måneder har været hårdt ramt af smerter under foden/omkring hælen.
Nu går det bedre med ham og meget tyder på at hans skade formentlig kan spores tilbage til nogle pronationssko han købte efter en løbestilstest. Nu er han tilbage i sine neutrale sko og hvis han kan holde sig til at gå langsomt igang igen som hans program foreskriver, så skal det nok blive fint igen.
Han veksler mellem løb og gang, så vi løb hver sin vej rundt om søen, der er cirka 1,3 kilometer rundt og mødtes på den måde to gange på hver omgang og det var en ret sjov måde at løbe sammen på.

fredag den 23. december 2011

Sammen og hver for sig

Tusind tak for tillykker med min nye bedste tid på 5.

Jeg ved næsten ikke hvad der er bedst: Min nye bedste tid eller at formtesten er overstået.

Det er rigtigt at de her formtests er aller hårdest oppe i hovedet.

Jeg tænkte også over det undervejs, for faktisk føltes både ben og åndedræt ok næsten hele vejen, men mit hovede var helt ude over stepperne i skræk, rædsel og afmagt.
Efter 500 meter begyndte jeg at tænke på hver eneste meters stigning undervejs på den planlagte rute. Var vinden ikke også imod med alle sine 2 meter i sekundet? Og hvad? Var det en lille mavekrampe? Fik jeg alligevel for meget at spise til frokost? Eller for lidt at drikke? Hov, strammede den ene sko alligevel lidt? Var dét ondt i anklen? Hvornår ér vi der?!

Fordelen - tids- og PR-mæssigt - ved at deltage i løb for mig er, at jeg løber vildt om kap som en hovedløs høne den første kilometer uden at skænke de næste fire kilometer - eller noget som helst andet for den sags skyld - een eneste tanke.
Så går der to kilometer med at finde en god plads i feltet og løbe sådan lidt overhalelses-intervaller for at holde den eller forbedre min position.
Sikke en irriterende farve t-shirt, må overhale...Arj, hvaffor et latterligt kvindeløb fra 1998 med løjerlig løbs-t-shirt? Må forbi dén også.......lige forbi to løbere mere, for at lægge lidt afstand til ham der stønneren med svensker-håret....
Og så de frygtede sidste to kilometer, hvor jeg slår mig selv hårdt i hovedet for at tro jeg er sprinter. Eller løber. For overhovedet at have taget løbesko på nogensinde. Og latterligt syntetisk tøj. Alt for varmt, sved i øjnene. Og hvor kunne det også have været hyggeligt at tilbringe sådan en eftermiddag hjemme i sofaen. Og hvor blir det sjovt at tage til tandlægen næste gang, og glæde sig over, at man i det mindste ikke er ude og løbe motionsløb.....Hvornår ér vi der? Hvor fanden er målet? Har de målt forkert, måler mit ur rigtigt og mangler der virkelig 1½ kilometer endnu?! Hvor lang tid det mon tager at gå 1½ kilometer?

Men bagefter. Når man ikke længere tænker på om den underlige smag i munden er fra lungerne, fra maven eller bare blod og når man ikke længere kæmper med kvalmen og har fået pusten igen, så var det jo en meget fed tur og en god præstation og man bærer sine ømme lår og lidt forsigtige gangart som et hædersmærke.

onsdag den 21. december 2011

Formtest og ny bedste tid på 5

På grund af decembertravlhed nåede jeg ikke ud og løbe hverken mandag eller tirsdag, så jeg havde ikke rigtigt nogen undskyldninger for at udskyde den formtest der var på løbeprogrammet for i dag.

Dagen på kontoret sluttede med en dejlig smørrebrødsfrokost, så jeg fik endda også frokost i dag og skulle altså kun kæmpe med modviljen mod ubehag og forpust undervejs, men det var nu også slemt nok og helt indtil 400 meter før jeg nåede fem kilometer, overvejede jeg bittert og sammenbidt at droppe forsøget og bare gå hjem og brænde mine løbesko ved en lille ceremoni.

Jeg havde indstillet den Virtuelle Partner i mit Forerunnerur til at løbe fem kilometer på 26 minutter og jeg havde set at det krævede et pace på 5.17 (?) et-eller-andet og det lød rigtigt ubehageligt, men de få gange jeg skelede til mit ur undervejs kunne jeg se at jeg holdt mig fint foran og så selvom det var hårdt virkede det jo supergodt på motivationen.
Jeg havde også kigget lidt på turen hjemmefra og vidste på forhånd sådan rimeligt præcist hvor "målet" ville være og det var vigtigt og godt at have i tankerne, for hold-da-op hvor blev det hårdt undervejs

Jeg kunne ikke rigtigt finde en god, flad rute uden grusveje, så en del af ruten foregik på en ret smattet grusvej, hvor jeg spænede rundt om vandpytter og satte førligheden på spil ved at ræse afsted i kanten af en stubbet mark.
Bortset fra de seneste par dages regn, var vejret dog perfekt, køligt og uden blæst.

Lige før fire kilometer slukkede jeg for mit løbemusik og fokuserede på at holde mit åndedræt under kontrol, for der følte jeg mig meget forpustet, men ikke nær så træt i benene som forventet. Det hjalp på åndedrættet og jeg tror at de to kilometes "afjogning" på vej hjem også hjalp mig af med noget af syren i musklerne, men jeg er alligevel lidt spændt på hvordan benene føles i morgen, for lige efter femkilometers-målet, da jeg satte farten ned, føltes mine lægmuskler væmmeligt tæt på krampe, bare for at fortælle, at de altså HAVDE lavet noget undervejs.

Nåmen jeg nåede det, jeg vandt og jeg tog over et minut af min gamle 5'er-bedste tid og endte på 25.19. Det lover godt for næste års målsætning om at komme under 25, men det varer nok lige lidt tid med intervallerne på programmet.

mandag den 19. december 2011

søndag den 18. december 2011

Intervaller og langtur

Det har været en lidt løjerlig løbeuge med to lange ture, en ekstra hviledag og en gang intervaller. Og en masse demotiverende overvejelser om hvorvidt det ikke snart var ved at være for koldt og blæsende. Måske skulle man se at få taget hul på den vintersæson i motionscenteret...
Foreløbig ser det nu stadig ud til at gå, men det er ikke altid så let at komme afsted, når man hundefryser de første par kilometer.

Nåmen torsdagsintervallerne var VO2max og 4 gange 1000 meter. En del af intervallerne foregik på sommerhus-grusveje og skovstier og de var ret glatte efter nogle dages regnvejr og så var det uventet udfordrende at stå fast og umuligt at tage et sving i fuld fart.
Det sidste interval strandede 100 meter for tidligt i en helt forsumpet sti og jeg var helt færdig efter at have løbet på så tungt underlag mens jeg både skulle holde fart og balance.

Men de virker, intervallerne.
Jeg har løbet dem nogenlunde trofast hver uge i 7-8 uger og kan konstatere at min "frivillige" pace, altså det tempo jeg løber i, når jeg sigter efter 10 - 12 kilometer og ikke skal nå noget, men gerne vil have pulsen lidt op alligevel, er gået ned med omtrent et sekund pr. uge.
Det er meget tilfredsstillende og gør helt afgjort intervallerne væsentligt mere behagelige at løbe!

Jeg kæmper dog stadig med en vis modvilje mod at presse mig selv, men den må jeg lige se i øjnene på onsdag, hvor der er et 5 kilometers "testløb" på mit løbeprogram. Jeg planlægger at løbe testen mod min virtuelle partner, den har tidligere vist sig ret effektiv.
Og efter testløbet vil jeg nøjes med hyggelige småture frem mod Änglamarkløbet.

I går løb jeg så ugens anden "lange" tur, der blev lidt kortere end planlagt, fordi jeg søgte ly for modvinden og tog en genvej. Til gengæld valgte jeg (frivilligt) en del bakker til og jeg glæder mig hver gang over hvor godt det går med at overvinde min modvilje mod bakker. Det udvider jo unægteligt også mit løbe-territorie en hel del, at jeg ikke skal undgå stigningerne.

mandag den 12. december 2011

Til tops

Vejret så mildt og ublæsende ud fra min kontorstol på arbejdet, så i dag skulle den lange tur løbes.

Min chef har en mening om det meste og fik hurtigt skruet en rute sammen, der hverken tog hensyn til min respekt for bakker eller for mine tilbøjeligheder til at blive væk og fare vild.
Men jeg kiggede alligevel grundigt på hans kort og besluttede mig for at tage i mod den slet skjulte udfordring.

Jeg kom også rigtigt højt til vejrs, helt sikkert byens næsthøjste punkt:


Et skridt til venstre for billedet var der et svimlende styrt ned mod strandvejen og det var heromkring jeg for vild og glemte at genstarte mit ur efter fotograferingen, så da jeg var færdig med at glide, snuble og rutsje ned ad den her skråning mod mere velkendte veje fortsatte jeg en veloplagt kilometer i god fart, før jeg fik genstartet mit ur. Dét var irriterende, for jeg havde virkelig en fin tid, ikke mindst i forhold til den helt utrolige mængde bakker den her udflugt bød på.

Jeg løb dagens 14 kilometer i mildt vintervejr, cirka 4 grader med lidt støvregn og vind, men de fleste steder løb jeg i læ og frøs kun den første kilometer til jeg blev godt varm. Så er 4 grader og regn alligevel dejligt løbevejr og det var en skøn tur.

Og dagens rigtigt dejlige overraskelse var da min mand omsider gik til bekendelse efter flere dages hemmelighedsfuldhed og bekendte at han og vores børn planlagde at give mig Änglamarkløbet i fødselsdagsgave. Med i pakken følger begge mine børn på startstregen til børneløbet på 2,5 kilometer sammen med min mand samt transport, forkælelse og hep undervejs. Oh lykke, jeg gider rigtigt godt fejre fødselsdag på dén måde!

Nu skal jeg bare lige beslutte om det ikke er dér jeg skulle se om jeg kan få den distance ned under to timer, målet synes liiiiige indenfor rækkevidde....

lørdag den 10. december 2011

Flere væltede træer

Der er stadig ret godt sus i luften derude i dag, så jeg fortrak over i skoven til en fredsommelig løbetur.

I sommers blev der fældet rigtigt mange træer, så der blev et stort, ret åbent stykke midt i skoven og i går ser det så ud til, at blæsten tog de sidste træer, der står ihvertfald ikke mange tilbage i lysningen mere.

Men kun et enkelt træ var landet hen over skovvejen og det kunne nemt forceres.


Jeg havde tanket Ipod'en op med nyt yndlingsmusik og den her er lige til at nynne med på!

My heart's a stereo
It beats for you, so listen close
Hear my thoughts in every no-oh-oh-te
Make me your radio
And turn me up when you feel low
This melody was meant for you
Just sing along to my stereo

Jeg blev i rigtigt godt humør af at nynne med på oh-oh-oh undervejs, selvom jeg godtnok blev forskrækket da jeg blev løbet op af en glad, løs hund og fik et kæmpechok, da den pludselig sprang lystigt afsted ved siden af mig.
Heldigvis var den skarpt forfulgt af en cyklist, der var helt viklet ind i jakke, hue og adskillige halstørklæder og i stedet for at følges med mig, fortsatte hunden sammen med polar-cyklisten.

Da min puls kom sig over det pludselige møde med hunden blev jeg enig med mig selv om at gøre noget frivilligt for at få pulsen ordentligt op på hyggeturen, og spurtede en lille kilometer, før jeg kom i tanker om, at man måske nok kunne tolke sådan en spurt som en slag interval - og så endda på mit eget initiativ! Rystende!

Da jeg kom hjem viste gennemsnitshastigheden sig også at være rigtig god i forhold til at jeg havde holdt mig i komfortzonen det meste af vejen, så det var en god tur.
Nu håber jeg vinden på magisk vis lægger sig, så jeg kan komme afsted på en lang tur i morgen.

torsdag den 8. december 2011

Om at løbe efter vejrudsigten

Nåmen så råbes der om storm igen, henne hos DMI så for at være sikker på ikke at gå glip af en løbetur i morgen, løb jeg en tur igen i dag.

Mit løbetøj var ikke helt tørt endnu, så det var med korte tights under lange og uden uldundertrøje men med reflexvest ovenpå jakken og så gik det jo alligevel.

Det var iskoldt, så jeg trak jakken ned over uret og glemte alt om tiden og nød turen i det kølige halvmørke. Jeg fandt en lille lækker sti-genvej som jeg måtte prøve to gange af bare begejstring og så løb jeg til sidst på kryds og tværs i veloplyst, fredsommeligt villakvarter.

Og pludselig var jeg hjemme og det var en fin tur. Cirka 5,5 kilometer i "frivilligt" tempo lige omkring 5.50, hvilket er lidt hurtigere end jeg forventede.

onsdag den 7. december 2011

Nu med vintertights

Mælkesyreintervaller...


Tre gange 1500 meter og sådan cirka midt i det andet kunne jeg godt lige ane i mine lårmuskler, hvad det var jeg trænede på.

Mine ben kender kun én intervalhastighed og den nærmer sig spurt, så jeg brugte en del tid og kræfter på at finde ned i et mere fornuftigt tempo og det var rigtigt svært at ramme.
De første to intervaller blev gennemsnitstiden for hurtig og det sidste interval var jeg ved at dø  ramte jeg indenfor et par sekunder til den langsomme side.
Kun få gange undervejs overvejede jeg en rituel afbrænding af mine løbesko og det er nok til at jeg godt tør kalde turen en succes.

Jeg blev træt mod slutningen af intervallerne og pauserne føltes kun lige akkurat lange nok til at jeg nåede at komme nogenlunde til hægterne, så jeg tænkte en hel del over om jeg mon ikke bare skulle holde mig til distancerne og droppe planerne om at forbedre hastigheden.
Det tænker jeg sådan set stadig lidt over, men det føles ret godt når de er overstået, intervallerne. Og så betyder det sært nok mindre om de egentlig virker.

mandag den 5. december 2011

I regn og slud

Mens jeg sad på kontoret sidst på formiddagen, blev det pludselig buldrende mørkt udenfor og kort efter kunne jeg måbende se til, men det vælted ned med et ordentligt læs regn og slud.
Jeg følte mig hensat til sidste år i slutningn af november, hvor lignende vejr nær havde taget løbepippet fuldstændigt fra mig da jeg løb den mest rædselsfulde tur i slud, blæst og tre graders varme.
I stedet tog jeg mod til mig og tilbragte nogle måneder i motionscenteret, men da jeg trist sad og kiggede på dagens nedbør kunne jeg godt mærke, at jeg godt vil vente lidt med at trække indendøre til bodybuilderne, selvom det bliver sværere og sværere at motivere mig til at løbe i temperaturer hvor jeg kæmper med kolde fingre og frossen næse undervejs.

Faktisk er mine ben lidt ømme efter søndagens motionsløb, men jeg endte alligevel med at kaste mig i løbetøjet og bevæbnet med handsker og en hjemmestrikket buff kom jeg alligevel afsted lige midt i en solstråle og endte med at have en herlig tur i rigtigt fint tempo og med en væsentligt bedre og lavere puls end til julestjerneløbs-torturen.

Når jeg skal afsted igen på onsdag, tror jeg nu nok jeg vælger vintertightsene, for det blev godtnok lidt koldt om lårene i 3 graders varme og temmeligt meget blæst.

søndag den 4. december 2011

Julestjerneløbet

I den forløbne uge har jeg haft lidt problemer med at nå at løbe de ture jeg gerne ville, til gengæld har jeg fået købt næsten alle mine julegaver.

Fredag var jeg til julefrokost og lad mig bare sige det sådan, at jeg ikke trives godt med årets snaps, juleøl og så meget sent i seng, så lørdag følte jeg mig helt ude af facon og var desuden hyret til en frivillig julebingo-tjans i golfklubben, der trak ud over hele eftermiddagen.

Søndag følte jeg mig godtnok stadig temmeligt dårligt rustet til at spurte ti kilometer på en "let kuperet" rute (ja, jeg tror på underdrivelsen hver gang) og jeg tror jeg ville være blevet hjemme, hvis ikke jeg havde aftalt at følges med nogen.

Selve løbet er en frisk afveksling, bortset fra at hele ruten gik enten op eller ned, ikke mange meter fredsommeligt ligeud dér.
Man løber ind midt i skoven og herfra ud og tilbage ad stierne i stjernefacon, i midten af "julestjernen" er der så et depot med vand og saftevand. Man kan løbe 5, 10 eller 15 kilometer.

Jeg lagde for hurtigt ud, fordi jeg ikke forestillede mig hvor trælse de der bakker ville være og det hævnede sig lige efter fem kilometer, hvor jeg slet ikke gad mere og endte med at gå 20 meter op ad en bakke. Jeg har ikke prøvet at gå (frivilligt) i et motionsløb før, så det var en lidt bitter pille at sluge, men efter bakken kom depotet og så ventede kun tre korte ud-og-hjem-ture og så tog jeg det roligt og så gik det alligevel.
Men det var ikke en tur jeg sådan rigtigt nød, og tiden er heller ikke ligefrem noget at prale af. Til gengæld fik je i det mindste min puls op over 190 igen. Ikke at det var noget behageligt gensyn, men så ved jeg da at den godt kan komme derop ad endnu.

I den kommende uge skal jeg have depoterne fyldt op med noget ordentlig, sund mad og passe min nattesøvn, og så er jeg nok nødt til at forsøge at slå en eller anden personlig rekord.

onsdag den 30. november 2011

4 gange 1000

I dag var interval-dag igen.

Det er ikke fordi jeg pludselig er kommet til at elske intervallerne, men jeg synes faktisk jeg havde en god nær-overskuds-oplevelse med dem sidste gang, så det kom bag på mig da min indre sofa-kartoffel begyndte at køre undskyldnings-båndet i mit hovede allerede i formiddags.

Det må være fordi intervallerne var vokset 200 meter siden sidst og SÅ stort overskud synes jeg heller ikke jeg havde da jeg løb 800 meter-udgaven i sidste uge.

For i det mindste at undgå at løbe på tom mave, gav jeg et frokost-franskbrød på kontoret og slugte tre stykker med smørreost og en halvhjertet undskyldning om, at jeg jo også skulle ud og løbe.

Jeg forlængede intervallerne i mit ur, men det var først da jeg var gået i gang at jeg kom i tanker om, at jeg også skulle have forlænget pauserne. Jeg kom lidt skævt i gang og glemte at starte træningen i uret efter opvarmingen, men afsted gik det og rigtigt fint, endda.

I fortsættelse af mit undskyldnings-bånd, kørte jeg godtnok en lille indre "måske skulle man nøjes med 3 gange 1000 meter, især nu hvor jeg har glemt at forlænge pauserne i  programmet"-tale, men jeg kom fint igang med det fjerde interval også og selvom det var anstrengende, så gik det meget bedre end jeg havde frygtet og jeg følte mig udfordret, men ikke overvældet.

Jeg tror dog jeg skal regulere min max-puls lidt ned, for efter jeg har skiftet pulsmåler har jeg svært ved at komme tættere på min tidligere målte maxpuls end 6-8 slag under.
Jeg har tænkt mig at løbe stærkt til 10 kilometers julestjerneløb på søndag og så se hvor høj min puls er på blodsmags-grænsen i en konkurrence, hvis jeg kan overvinde mig selv og lægge lidt pres på.

tirsdag den 29. november 2011

Nu med forhindringsløb

Efter den gode interval-tur i onsdags løb jeg en kort tur torsdag og planlagde en lang tur i weekenden, indtil jeg kom i tanker om det der storm. Så blev den lange tur udsat til mandag og jeg løb bare en lille tur lørdag.

Ser fint ud på endomondo-oversigten, og her kan man ikke engang se, at nogen af de her ture er intervaller! Det ville kun være rimeligt, hvis de var markeret med rødt, ing?


Nåmen i går ville jeg så ud på en lidt længere tur, og havde planlagt en rute jeg ikke havde løbet før. Jeg synes godt det kan være kedeligt at løbe de samme ruter igen og igen, især når man ved man skal løbe en times tid eller halvanden, så min nye langturs-strategi er at komme afsted ad nogle ruter, hvor jeg ikke har løbet før. Og man kan jo komme ret vidt omkring.

Mandagens tur gik gennem skoven og kanalen ud til Arresø og op gennem Brederød. Der er nogle lange seje bakker undervejs og dem var jeg så fokuseret på, at jeg helt havde glemt at det havde været stormvejr, så det kom helt bag på mig, at der var væltet en hel del skov langs med kanalen, dette træ var bare det første af flere.


Det var et kæmpestort bøgetræ, der simpelthen var splintret ud over skråning og skovbund og en del af kronen var så endt på stien, men her kunne man sagtens smyge sig igennem. Længere fremme ad stien lå træstammer tværs hen over stien, så man måtte klatre over og under og det var faktisk meget sjovt.

Men så kom bakkerne og var præcis så rædselsfulde som frygtet. Desuden matchede de modvinden til fuldkommenhed, så jeg både løb mod tyngdeloven og mod vinden.

Til gengæld blev jeg belønnet med en storslået udsigt over byen og fjorden da jeg omsider var kommet til tops, og så fulgte et langt nedløb hvor jeg fik vejret og den humoristiske sans tilbage.
Efter sådan en omgang bakker, føltes resten af løbeturen, jo som den rene slentretur og jeg satte farten op på de sidste to kilometer for at være forpustet når jeg kom hjem og dét blev jeg. 

Jeg endte med knap 14 kilometer, en god følelse (trods bakkerne) og et fornuftigt gennemsnits-pace, der ikke er urealistisk på 21,1 kilometer, men stadig lige knap godt nok til at komme under 2 timer på halvmaraton, medmindre jeg får arbejdet lidt med min modvilje mod at presse mig selv ud over komfortgrænserne. Jeg håber at kunne forsøge mig lidt med det til motionsløbet på søndag.

onsdag den 23. november 2011

Overskudsintervaller

I forrige uge besluttede jeg jo, at dagens Vo2max-intervaller ikke skulle forlænges til 1000 meter, selvom mit løbeprogram fra løbesiden.dk ellers mente det var på tide.

Jeg syntes det var strengt, eftersom jeg lige var begyndt at mærke noget spirende overskud og selvtillid ved de der intervaller, så i dag udvidede jeg på uautoriseret vis lige programmet med en ekstra uge, for at kunne tage 4 gange 800 meter med et pace på 5.00 og en puls der helst skulle op omkring 90-98%


Det gik supergodt, jeg blev forpustet og presset, men slet ikke til snuble-grænsen som i starten. Og jeg kan også godt se, at min puls kun lige akkurat kommer op over ca. 92% så det ér nok på tide at justere på længden af intervallerne og det er også okay.

I dag var en dejlig interval-tur. Havde aldrig troet jeg skulle komme til at skrive dét, men det gik altså bare supergodt.

Jeg stoppede min Ipod-musik under intervallerne, for at kunne høre mit urs "sæt farten ned!"-bip, for jeg kommer let til at spæne alt hvad jeg kan - og det kan jeg jo ikke holde til særligt længe. Det går til gengæld fint når jeg holder hastigheden omkring 5.00 og det hjælper urets ivrige bipperi med.
Uden musikken var jeg også mere opmærksom på mit åndedræt og fandt let ind i en godt rytme, der fungerede rigtigt godt, så jeg først mærkede en snert af den lede interval-udmattelse på de sidste 46 meter af det sidste interval. Ja, helt præcist, for jeg kiggede på mit ur!

Det rigtigt fede er jo også at se på pulskurven når man kommer hjem og bemærke, at pulsen falder næsten lige så hurtigt som den stiger. Godtnok et helt nyt billede i forhold til lige da jeg begyndte at løbe, og min puls knp nåede at falde i mine gå-pauser.


...ironisk nok er den her puls- og fartgraf faktisk fra 21. november 2011, hvor det længste jeg kunne løbe uden pause var knap 8 minutter. Oh glæde og begejstring over alt det ens krop kan hvis man bare spørger den om den gider!

tirsdag den 22. november 2011

Det er mørkt derude!

I weekenden kom jeg i tanker om, at hvis jeg gerne vil løbe halvmaraton på min fødselsdag nytårsaftensdag i år, så måtte jeg nok hellere begynde på nogen lidt længere ture igen.
Normalt når jeg løber lidt længere ture, så slår jeg bare to af mine almindelige ture sammen og løber sådan en sløjfe omkring mit hjem, men til lørdagens tur havde jeg kigget på et kort og udset mig en længere rundstrækning gennem nye territorier.

Ruten gik blandt andet omkring min datters gamle børnehave, der allerede lå megalangt væk dengang vi kørte derud i bil så da jeg løb forbi til fods blev jeg ramt af et ordentligt puf af ærefrygt over at se mig selv være løbet hele vejen derud. Og det føles så herligt hver gang jeg bliver overrasket over mig selv på den måde, det minder mig om at alting kan lade sig gøre.



Jeg havde målt ruten ud til at være 10 kilometer, sådan løseligt på endomondo, men i virkeligheden var der 12, så det blev til lige over en times god løbetur. 

Mandag havde jeg et travlt eftermiddagsprogram, så jeg kom først ud og løbe omkring klokken 16 og *bum* 15 minutter senere var det nærmest buldrende mørkt!

Jeg troede jeg havde styr på hvilke stier der var oplyste, men det holdt ikke helt stik i virkeligheden og eftersom jeg ser halvskidt i mørke, foregik en del af turen nærmest halvt i blinde.
Det var ikke så rart på distancer med ujævne fortov, men faktisk meget fedt resten af vejen og sammen med lidt november-aftentåge, forstærkede det følelsen af at have det hele for mig selv.



torsdag den 17. november 2011

Noget om at få vejret

Efter en meget travl dag på arbejdet, sprang jeg uden tøven i løbeskoene og ud i vejret.
Jeg løb på stierne over golfbanen og vinkede til greenkeeperkollegaer, der kørte på kryds og tværs og vinterklargjorde banens vandingssystem.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg tænkte på undervejs, men da jeg kom hjem kunne jeg faktisk knap huske turen og det er med at nyde det med at slappe af og lade tankerne vandre, for i weekenden står den igen på en tur med intervaller, oh gys!

Og så har jeg netop meldt mig til 10 kilometer julestjerneløb i Hillerød.
Løbet er en tradition for et par løbere jeg kender og skulle vist være ganske særligt usædvanligt hyggeligt, så det glæder jeg mig til.

onsdag den 16. november 2011

Gravhøje i horisonten

Brrrr, det var KOLDT at gå mine få hundrede meter hjem fra arbejde i dag og tanken om at trække i løbetøjet virkede ikke så tillokkende. Jeg havde frosset om fingrene hele dagen, så jeg gravede mine løbehandsker frem fra bunden af kommoden.

Til gengæld for kulden var det jo smukt og klart og helt vindstille, så jeg løb afsted på min "modvindstur" over åbne marker og det var en sand fornøjelse i dag uden vind til at slå skår i glæden.


Jeg frøs for meget til at hive ned i handsken og op i ærmet for at bese mit løbeur de første par kilometer og så glemte jeg det og løb selvfølgelig lidt for stærkt.
Især på sidste del af turen hvor mit "løbebånd" på Ipoden blandede sig frem til "Jorden er giftig" i udgaven med Sys Bjerre fra "Toppen af Poppen"
I noget af omkvædet synger hun noget med "....og baby gå lidt ned i knæ....." og selvom jeg godtnok også har set musikvideoen til Joey Moes udgave af sangen, så tænkte jeg alligevel på Peters løbetip om at bøje knæene når man løber og unde sig selv den ekstra affjedring af aflasning af både knæ og hoftebøjer.
Det er faktisk bare rigtigt svært at lade være med at sætte fart på når man gør det, jeg føler nærmest jeg flyver afsted, så det er helt bestemt en teknik jeg gerne vil arbejde lidt videre med, måske på de intervaller jeg skal have fat på igen een af disse dage.

tirsdag den 15. november 2011

November

Jeg plejer at tage fat på november med et resigneret indre suk og Henrik Nordbrandt:

“Året har 16 måneder: November
              december, januar, februar, marts, april
              maj, juni, juli, august, september
              oktober, november, november, november, november.”


Jeg har aldrig været særligt begejstret for de her mørke måneder - bortset fra december som jeg enten formår at nyde i fulde drag eller suser igennem i en tåge af selvpåført juletravlhed - men da jeg begyndte at løbe sidste år skete der også noget biokemisk i mig, der fuldstændigt fritog mig for det mørke-tungsind og den lyst til at gå i hi, der plejer at ramme mig i november og følge mig til langt ind i marts.

Og i år synes jeg vi har været usædvanligt heldige med vejret og lykkeligt fri for iskold regn og slud, så det er svært at blive ved med at være rigtigt sur på den der november. 
Lidt dekorativ tåge nogen dage, men det er blevet opvejet af de klare dage med fuldt blus på den blege vintersol.

Foreløbig har der ikke været nogen problemer med at komme ud og løbe, for det sværeste at komme ud i er slud, der også sendte mig hovedkuls i motionscenteret sidste år, og endnu er der vist ikke slud i sigte, så jeg krydser fingre for masser af gode løbeture ude i vejret endnu i år.

Mandag løb jeg 9 kilometer, lidt for hurtigt i forhold til det langsomme tempo jeg burde følge, men jeg ignorerede uret undervejs og koncentrerede mig om at "tænke mit" og nyde turen.
Min søn fejrede sin fødselsdagsnat, natten til mandag, med høj feber og ondt i halsen og eftersom han halvsov det meste af natten på mig i dén anledning, forudså jeg noget feber og halsbetændelse til mig selv også, og så skulle jeg bare lige skynde mig at nå at løbe en rigtigt god tur først.

Men jeg er ikke blevet syg endnu, så jeg når nok også en tur i morgen!

søndag den 13. november 2011

Lidt om løbeselskab

I mandags løb jeg rundt om søerne med en veninde og i går fulgtes jeg med en af vores naboer på en løbetur på 8 kilometer.
Denne nabo er rigtig hurtig på 5 kilometer, men vil gerne sætte sine træningsdistancer lidt op og hun synes det er hyggeligere at løbe sammen med nogen. Og lettere at komme afsted hvis man har lavet en aftale med nogen om at løbe sammen.

Det var også en meget hyggelig tur og holddaop hvor kan man alligevel få talt om mange ting, selvom man er forpustet og får sved i øjenene. Og på een eller anden måde endte vi også med at holde et overraskende højt tempo i forhold til hvor meget luft vi havde at snakke med.
Jeg tror jeg ville have følte mig lidt forpustet, hvis jeg havde løbet turen i det tempo alene, men med selskab gik det bare så stærkt og pludselig var vi hjemme igen uden at jeg egentlig havde nået at tænke på om det føltes anstrengende eller ej.

Og sådan går det jo næsten altid når jeg løber sammen med nogen, der gider snakke undervejs.

Lige da jeg begyndte at løbe kunne jeg dog ikke forestille mig at jeg nogensinde skulle få lyst til at have vidner til mine lunger og mit hjertets panikslagne kamp for at få lidt ilt til hjernen og til mine forpinte muskler. Jeg var sikker på at "snakketempo" var en skrøne, opfundet af en eller anden snobbet og sadistisk løbetosse og jeg kunne ikke begribe hvad man dog gjorde i en løbeklub. Udover måske at skiftes til at bære hjertestarteren.

Nu går det heldigvis bedre og jeg er blevet meget glad for at følges med nogen. Faktisk synes jeg af og til godt at løbeturen kan føles lidt kedelig eller lang når jeg løber alene, især når min indre "Couch-Coach" begynder at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor jeg ikke sidder i sofaen og læser, men i stedet spæner rundt i stiv kuling og regnvejr.
Men for det meste, når jeg løber alene, falder jeg ligesom indad i mine egne tanker og finder tit mig selv i samme sindstilstand som den man kommer i, lige før man falder i søvn. Og når jeg kommer hjem, føler jeg mig frisk og "genstartet" som efter en powernap.
Det kan jeg altså ikke når man løber sammen med nogen, ihvertfald ikke de snakketræer jeg plejer at følges med, så selvom jeg holder meget af godt selskab på mine løbeture, så er det også dejligt at løbe alene.

Et af mine aller, aller bedste løbeøjeblikke er stadig en morgentur tidligt på sommeren, hvor jeg nærmest halvsov de først tre kilometer og pludselig fandt mig selv helt alene i verden og jeg var fuldstændigt uovervindelig og gennem-glad, mens jeg løb rundt i skoven og mine sovende sommerhuskvarterer og det var somom jeg havde hele verden for mine løbesko-beklædte fødder.
Tanken om den slags øjeblikke kan sagtens få mig ud at løbe i regnvejr, også selvom jeg ikke er forpligtet af en aftale om løbeselskab.

fredag den 11. november 2011

Tag dén, Virtuelle Partner!!!

I går ville jeg lige løbe en kort tur så langsomt jeg overhovedet kunne.

Men så skulle jeg lige se hvordan den virkede, den der virtuelle partner, som mit Garmin ur kan.
Egentlig sært at jeg ikke rigtigt har eksperimenteret med den før, men jeg havde en idé om at den måske kunne motivere og vejlede mig lidt når jeg en af disse dage vil løbe et lille testløb og forsøge at slå min PR på 5 kilometer, efter det ret nedslående løb i Frederikssund for et par uger siden.

Jeg indstillede partneren til at løbe 5 kilometer på 30 minutter, det skulle jeg nok kunne gøre sådan rimeligt komfortabelt. Men allerede efter 500 meter var jeg superfokuseret på mit forspring på 45 meter og lidt overrasket over at jeg allerede følte mig en smule forpustet. Ihvertfald til jeg konstaterede at jeg også løb noget nær syretærskel-tempo, så kunne jeg bedre forstå mit påtrængende åndedræt.

Efter en kilometer var det stadig ikke lykkedes mig at sætte farten ned (men jeg havde øget mit forspring betragteligt!!!) og jeg var simpelthen nødt til at trykke mig væk fra den skærm på uret, hvor jeg kunne se mit forspring i forhold til min virtuelle løbemakker for at finde ned i et mere fornuftigt tempo.

Jeg har aldrig betragtet mig selv som konkurrencemenneske, men mine fem kilometer blev løbt i et behersket, men alligevel halvstresset tempo fordi jeg bare ikke ville risikere at tabe til den lille figur i mit ur!!

Heldigvis viste det sig - da jeg havde spurtet de sidste 150 meter op ad bakken mod vores hus - at uret spillede en lille munter fanfare og skrev "Du vandt!" da jeg rundede de fem kilometer med en føring på to minutter og det var en overraskende sød sejr. Over en lille figur i mit GPS-ur.....*suk*.

 Klar til at få baghjul igen??!! *ond latter*



onsdag den 9. november 2011

Frivillig fridag

I går bad jeg min chef om en fridag i dag og fik den uden tøven.

Jeg har haft travlt på det seneste og nogengange kan man godt fornemme at man måske læner sig op ad en gang forkølelse eller det der er værre, hvis ikke man lige sætter tempoet en smule ned. Og en fridag uden planlagte opgaver at fylde den med, var lige hvad jeg trængte til

Meget sjovt lidt senere at læse indlægget hos Kirsten om egen-omsorg, for det er nok det sådan en lidt uovervejet og helt uplanlagt fridag er. God tid til ikke at lave noget.

I løbet af langsom morgenmad formede der sig dog alligevel en plan om en ekspedition ind til Kaiser Sport for at købe et par nye løbesko som supplement og senere efterfølger til mine "gamle" løbesko, som jeg har løbet 6-700 kilometer i hen over forår og sommer.
Jeg har brug for nogen pronationsstøtte, men er ikke glad for alt for stive sko, så det er svært at finde gode kompromiser mellem komfort og fornuft og det tog da også lige en lille kilometer på løbebåndet at finde frem til noget der virkede.

Men altså, nye løbesko.
Det er dejligt at vide at de er nye og gode og passer og holder og støtter der hvor de skal, men hvor føles de bare NY og lidt fremmede på fødderne, til man lige får strammet og snørret rigtigt og ikke skal starte helt fra bunden hver gang man tager dem på.

Jeg tog dem på på dagens løbetur, stadig bare i "roligt/frivilligt tempo" og det gik fint, bortset fra lidt snurren under forfoden fordi jeg naturligvis havde bundet dem for stramt, og adskillige stop for at regulere på snørringen. Og så tænkte jeg naturligvis så meget på hvordan de føltes at jeg glemte at se på farten og løb lidt vel stærkt, så det endte med at blive en ret anstrengende tur alligevel.
Men jeg mærkede ingenting til de småklager fra det ene knæ jeg har haft de seneste par uger og ingen forværring af ømheden på ydersiden af den ene fod, så jeg er sikker på jeg er på rette vej med mine nye sko. Når jeg altså får styr på snørrebåndene.
I morgen tager jeg en kort tur på 5 kilometer i de gamle sko og så må vi se hvad jeg vælger til lørdagens lidt længere snakketur, som jeg har aftalt med en nabo.

mandag den 7. november 2011

Rundt om søerne

Jeg tilbragte slutningen af sidste uge i Korsør til årsmøde i min klubsekretær-forening og det var et superkoncentreret døgn med masser af snak, netværk, inspiration og mad og drikke så jeg udsatte lige løbeturen en dag og lørdag løb jeg en tur sammen med min mand.

Han har haft problemer med ondt i hælen, så tempoet skulle holdes nede og for at aflede ham fra at fokusere på tempoet, der var alt for ueffektivt efter hans smag, sludrede jeg løs det bedste jeg havde lært, så han ikke kunne få luft til at brokke sig over tempoet. Snedigt. Og effektivt. Så gav vi den lidt gas på de sidste kilometer i stedet og havde en god tur.

Så fik jeg også lige trænet lidt snakke-tempo til i dag, hvor min gode veninde havde inviteret mig på kaffe på sit kontor, men først efter den klassiske Københavner-løbetur rundt om søerne.


Sidste efterår læste jeg en bog af Niels Lunde fra Politiken, der trænede sig op til at løbe først Friløbet og derefter et maraton. Han købte sko i Marathon Sport, der ligger lige ud til søerne, og fik et lille kort over søerne med.
Det smarte er jo at man kan tage een eller flere søer alt efter hvor langt man kan eller vil løbe. Men jeg mente bestemt bare at der var urimeligt langt rundt om de der søer. Som i 10 kilometer. Men det viste sig til min overraskelse, at der kun er 6,3 kilometer hele vejen rundt om dem alle sammen.

Det er lidt ligesom med ens barndomshave, der var enormt og uendeligt stor, men når man så genser den når man selv er blevet større, så er den slet ikke så imponerende alligevel. Og nu hvor jeg er sådan een der let kan løbe vældigt langt, så er distancen rundt om søerne heller slet ikke så imponerende længere

Men en god tur var det! Selvom jeg nok ville blive lidt bims af alle de lyskryds, fodgængere og VILDE cyklister, hvis jeg skulle løbe derinde omkring søerne til hverdag.

Jeg har lige opdaget at mit løbeprogram - som jeg følger lidt løst og med et par ekstra ture i frivilligt tempo - foreskriver "restitutionsuge" i denne uge, så ingen oprivende intervaller før i næste uge. I stedet er de så blevet forlænget til 1000 meter, så jeg overvejer at indsætte en uge med 800 meters intervaller, først bare lige for at mærke hvordan det føles at løbe dem alle færdige med en lille smule overskud.
Fordi jeg fortjener det, ing.

onsdag den 2. november 2011

På rette spor

Vo2max intervaller igen i dag, denne gang med styr på tider og tempi i mit Garmin-ur, hvilket lettede for en del af frustrationerne.
Jeg er ikke pludselig kommet til at elske den her slags træning, men det har helt klart potentiale og måske blir vi alligevel engang venner.


De to første intervaller foregik på lige landevej og faktisk helt uden blodsmag og livslede undervejs.
De to sidste intervaller foregik på nogle lidt ujævne sommerhus-grusveje, hvor jeg måtte fokusere en lille smule på ujævnt underlag og risikoen for at glide i de rigelige mængder farvestrålende, visne blade, men det var først på det sidste interval jeg følte mig ligeså mørbanket som sidste gang jeg løb de her korte intervaller.

mandag den 31. oktober 2011

1000 km i 2011

Engang i februar kiggede jeg på min kilometer-statistik på endomondo og erklærede forsigtigt, at det kunne være sejt at løbe 1000 kilometer i år.

Det virkede ret vildt dengang, hvor jeg løb omkring 15 kilometer om ugen og selvom målet i løbet af sommeren begynde at se lidt mere overkommeligt ud var det alligevel et helt særligt øjeblik derude i dag.


På et tåget hjørne i et fugtigt og affolket sommerhuskvarter rundede jeg 1000 kilometer løbet i 2011.


Konceptstrikket maratonløbeprogram

På et tidspunkt nævnte jeg konceptstrikkeri.
Ikke at det ellers har meget praktisk med løb at gøre, men jeg besluttede mig jo for at strikke mit maratonprogram og definerede farverne ud fra pulszoner og træningens art og i dagevis (nattevis) drømte jeg om komplicerede udregninger af maskeantal og farveforløb og i efterårsferien gik det løs.

Men hold-da-op det er langt, sådan et løbeprogram og på 12. uge fylder det ret meget i skødet foran tv og yndlingsserier om aftenen. Men sjovt, dét er det og jeg har overvejet at undersøge hvor lang tid det tager at strikke en kilometer på tørklædet i forhold til at løbe den ude i virkeligheden. Interval-strik og mælkesyretærskel-strik.


"You never count your money while you're sitting at the table" og jeg måler nødig et halstørklæde før jeg ikke gider strikke mere på det, for sådan et kan ikke rigtigt blive for langt. Men dt betyder at jeg ikke helt ved hvor langt det her maratonprogram er endnu. Langt. Jeg binder knuder på dte for at tæmme det og katten kan ikke længere mase sig op på skødet sammen med det.

Jeg havde forestillet mig noget i buff-længde, 50 cm eller sådan, men det ser ud til jeg må strikke mig et meget kort begynderprogram hvis jeg vil have den så kort...

søndag den 30. oktober 2011

Sillebroløbet

5 kilometer i Frederikssund i dag, desværre uden at nærme mig min PR, selvom jeg havde tænkt mig at slå den.

Jeg har ikke rigtigt løbet de korte, hurtige distancer siden Powerrade Halvmaraton, men jeg er begyndt på intervaller (så småt, jaja) og mit almindelige komfort-tempo er også blevet hurtigere siden jeg løb min hurtigste 5'er, så jeg troede egentlig bare jeg skulle give den noget gas og så ville tiden blive god (bedre).
Det blev den ikke.

På ruten skulle vi holde tilbag for biler et par steder undervejs og bortset fra at det tog lidt tid, synes jeg også det var enormt frustrerende og ødelagde rytme og koncentration.
Ruten var omtrent 100 meter kortere end mit gps-ur målte 5 kilometer til at være, så for at få en tid jeg kunne sammenligne på 5 kilometer, måtte jeg løb lidt tilskuerslalom og tage de sidste par meter på vejen bag ved målet. Og det blev så ikke ligefrem i spurt...

Men det der i sidste ende ødelagde det for mig var selvfølgelig mig selv.

Da jeg satte min hurtigste tid til Hornbækløbet var det ret så ubehageligt og jeg løb virkelig ALT hvad jeg kunne og havde absolut ikke mere at give på noget tidspunkt undervejs. Det gjorde ondt allevegne, mine ben blev tunge som bly og jeg var helt lammet i lårene i to dage efter.
I dag kunne jeg sagtens huske hvordan dét havde føltes og ventede og frygtede det tidspunkt hvor det blev så hårdt. Og så holder man jo lidt igen, jeg gør ihvertfald, og så bliver resultatet jo derefter, også selvom jeg godt nok opdagede at jeg ikke anstrengte mig så meget som jeg kunne ude omkring 3 kilometer.

Men så ved jeg da i det mindste hvad jeg skal arbejde med og jeg skal selvføgelig nok få slået den PR!

lørdag den 29. oktober 2011

Jeg kan godt!

Jeg får ikke så tit set fjernsyn, men forleden aften så jeg lige eet minut af det der nye BS og pigebasserne-program mens fjernkontrolholderen zappede forbi og jeg var halvt optaget af noget andet.

Egentlig besluttede jeg at vi ikke kunne lide ham der BS dengang han kommanderede rundt med Anja og Bubber med en blanding af sarkasme og hånlig overlegenhed.
Hvis jeg havde været Anja havde jeg sparket ham hårdt over skinnebenet og hvis jeg havde været BS havde jeg skubbet Bubber ud fra et højt sted.
De udsendelser blev jeg særdeles irriteret over.

Men så så jeg den anden serie om BS og drenge-basserne og så ham tale til drengene på det udgangspunkt de befandt sig på og møde dem med motivation og konstruktive råd på det sted de var rent mentalt (og fysisk) og da jeg så hvordan hans irriterende, tålmodige vedholdenhed omsider tændte små glimt af forståelse og stolthed i de her drenges øjne, måtte jeg alligevel lukke munden på min indre BS-skeptiker.

Forleden, i de få minutter programmet kunne holde familie-zapperens opmærksomhed fanget, så man en ung pige iført træningstøj og hvalpefedt. Hun befandt sig på jorden og havde netop forsøgt sig med noget armbøjnings-agtigt og skulle nu lave 20 mavebøjninger.
Hun forsøgte uden entusiasme lidt halvhjertet at sætte sig op.
"Jeg kan ikke", sagde hun.

Og så fulgte en lille BS-prædiken om hvad det gør ved een når man siger, at man ikke kan.
"Hver gang du siger at du ikke kan, skal din underbevidsthed fortælle dig fem gange at du GODT kan, så hvis du har det sådan at du tror du ikke kan, så skal du i det mindste holde det inde i dig selv og nøjes med at tænke det".

....og så blev der zappet videre og jeg så ikke hvordan peptalken umiddelbart virkede, men jeg gætter på at den ikke havde anden effekt end at pigen lærte at holde lidt BS-forbandelser inde i sig selv, for det er nok ikke godt tv hvis moralen virker med det samme.

Og jeg vil bare sige at det er rigtigt!
Det er let at overbevise sig selv om at man ikke kan et-eller-andet, men hvis man ligeså indædt og stædigt siger til sig selv at man GODT kan, så kan man også godt. Eller man ender ihvertfald med at tro på det.

Og hvis der er noget man skal eller gerne vil - ind til millitæret som de her pige-basser for eksempel - så kan man lige så godt hjælpe sig selv med lidt indre opmuntring og tro på at man nok skal nå frem, så bliver opgaven og vejen til målet meget nemmere.

Eller i det allermindste, hvis alt andet glipper, kan man få sig en god, sund latter over sine egen stålsatte optimisme, hvis det viser sig at man endnu engang alligevel har kastet sig ud i noget uden blik for egne begrænsninger.


fredag den 28. oktober 2011

Langsom løbetur

Jeg øver mig stadig i at løbe langsomt.
Det er ikke så let, når man gerne vil være så effektiv som muligt, men jeg forsøger at tænke på at løbe i en time i stedet for at tænke på at løbe en bestemt distance. Men det er ikke så let når jeg nu kender mine løbeture supergodt og ved præcis hvor kilometermærkerne er.

I dag blev jeg hjulpet på vej af en  P1 podcast med Bente Klarlund Pedersen. Hun er fuld af kloge ord og formår i de her foredrag at præsentere dem med en underfundig humor der helt tager den skingre klang af sundhedsprædikant og af og til strejfede mine tanker alligevel væk fra podcasten og ind i det der sære land hvor man ender når en løbetur er allerbedst oppe i hovedet. Det indre møntvaskeri, hvor man er helt frisk og meget klarerer i hovedet bagefter selvom man egentlig ikke synes man har tænkt på noget.

Undervejs tænkte jeg også lidt "Løft! Løft! Løft!" efter at have læst lidt om løbestilPeters blog. Og det føltes glimtvis somom jeg fik fat på noget rigtigt og eftersom jeg havde god tid til at eksperimentere - og det hjalp med at fjerne fokus fra hastigheden - havde jeg en del sjov ud af at gøre mig umage med at løfte fødderne og være opmærksom på affjedring og bøjede knæ.
Jeg synes godt tonen omkring løbestile kan blive lidt sært skarp og næsten helt religiøs og Peters blog er den første jeg har set med en mere afslappet og humoristisk tilgang, så nu håber jeg faktisk lidt på en poserunning-introduktion et sted i nærheden i løbet af vinteren.

torsdag den 27. oktober 2011

Kom sne! Kom mudder! Kom an!

I dag kom mine Salomon SpeedCross2'ere! 
Og jeg er ikke længere det mindste beklemt over at jeg rev et par medløbere med i faldet, da jeg faldt over det her gode tilbud hos May-britt, for det er sørme fede sko!


Jeg har ingen erfaring med track-sko, eller den slags sko med sådan en skridsikker traktordæk-agtig sål under (hedder det track-sko?), men sålen føles umiddelbar fin, behagelig og sikker og resten af skoen er simpelthen superlækker. 
Det føles nærmest som at tage en tyk strømpe på og give sin fod en krammer, fuldstændigt ligesom mine Ecco Biom som jeg er meget glad for.
Der er lidt pronationsstøtte i svangen, måske lidt mere end i mine almindelige løbesko, til gengæld er der ikke meget støtte i resten af skoen, udover i hælen, hvor foden holdes godt fast.
Snørre-systemet er sådan en wire man bare trækker til og låser og dét var ellers ikke noget jeg havde meget fidus til, men det virker jo præcis som det skal og meget lettere end mit sædvanlige roderi med snørrebånd og dobbeltsløjfer. Her haler man bare til og stramningen fordeler sig fint ned over hele foden og så putter man resten af wiren ind i en lille lomme i fløsen. Altså den der lap under snørren. Det hed fløsen da jeg var barn.
Mon ikke jeg skal en tur i skoven een af disse dage og løbe lidt rundt i noget mudder?

onsdag den 26. oktober 2011

Top 1 over dagens irriterende ting



Næsten ingen strøm på Ipod'en da jeg var klar i løbesko og ny-ankommet løbejakke fra Lillebælt halvmaraton.

I stedet fik jeg fornøjelsen af rytmen fra mit åndedræt og lyden af mine skridt og faktisk var det slet ikke så tosset endda. Det hjalp mig også til at holde fokus på det der med at holde hastighed og puls nede, så det gik lidt bedre end det plejer at gøre, selvom det ikke var så vigtigt på dagens tur, der kun var på 8 kilometer.

Jeg synes godt jeg kan mærke at intervallerne er hårdere for kroppen end almindelige løbeture i frivilligt tempo, hvor opskruet dette så end måtte være. Og at det tager længere tid at komme rigtigt til kræfter igen.
Ihvertfald føltes dagens ret rolige løbetur næsten ligeså hård som tidligere tiders ture med 20 sekunder/km hurtigere pace og jeg kan ikke finde andre forklaringer på at mine seneste løbeture har været lidt mere anstrengnde end de "plejede" at være før jeg nedkaldte intervallerne over mit løbeliv.

Fik jeg nævnt Lillebælt Halvmaraton-jakken? Ja, dét gjorde jeg vist!
Min flinke mand gav mig jo en VIP-billet til Lillebælt og med i købet fulgte så den her løbejakke, der kom med posten i dag.
Jakken er fra Geyser, som jeg ikke har andre erfaringer med, men det kan godt tænkes jeg skal have det, for jakken er ret så lækker.
Jeg ville have brugt min Nike-regnjakke i dag, for den er helt vindtæt og man holder varmen vældigt godt i den selvom den er helt tynd og let. Desværre er den HELT vindtæt, så der bliver lidt drivhusagtigt i den i løbet af 3 kilometers tid. Geyserjakken har ventilation på ryggen og den er næppe vandtæt, men den holder fint den isnende vind væk fra knoglerne uden drivhuseffekten, så dén er jeg glad for.

Der er et lille motionsløb i nærheden i weekenden som jeg overvejer at melde mig til bare lige for at snuppe det der formentlig bliver årets sidste mulighed for at løbe mig i smadder på en femmer.

tirsdag den 25. oktober 2011

Vintersko til sne og sjap

May-britt er vældigt god til at videreformidle gode tips og tilbud og jeg er let at friste, så jeg har netop på May-britts anbefaling bestilt et par af de her Salomon Speedcross 2 sko, der forhåbentlig kan hjælpe mig ud og løbe i sne når den tid kommer.

Sidste år havde vi månedsvis (tre, for at være præcis), hvor det ikke var til at færdes ude i normalt fodtøj på grund af sne, is, mudder og pløre, men i år håber jeg på at kunne mande mig op til at løbe udenfor vinteren igennem. Og nu er jeg ihvertfald bvæbnet med udstyr til tæerne!

mandag den 24. oktober 2011

Tilbage til intervallerne

Så løb jeg tør for efterårsferie.
En del af den foregik på Falster og selvfølgelig havde jeg løbeskoene med. Det er altid sjovt at løbe nye steder, og selvom vejret var koldt og ret så blæsende, fik jeg mig et par meget dejlige løbeture på Det Falsterske Dige og det er fortsat en opgave at finde ud af hvad passende påklædning til dagens vejr-udfordring skal være.

Jeg hader at fryse og samtidig med at min fedtprocent på tilfredsstillende vis er raslet ned siden sidste år ved denneher tid, er der jo også røget noget isolering og det er svært at regne ud hvor meget tøj der skal til.
Foreløbig har jeg fundet ud af at min helt vand- og vindtætte Nike-løberegnjakke er rigtig god til at holde på varmen og nem at lyne ned og rulle sammen om livet når den bliver for tæt og varm.

Nåmen i dag fik jeg i allerhøjeste grad varmen, da programmet stod på "mælkesyretærskel-intervaller". 
De er på 1200 meter og altså noget længere end Vo2-max'erne, men heldigvis også knap 30 sekunder langsommere og et pace på 5.30 er ikke urimeligt, så det var ikke nær så hårdt som sidst.

Det blæste rigtigt meget, så jeg løb over i skoven, hvor der næsten altid er læ. Desværre skygger træerne også for noget satellit-modtagelse, så det var rigtigt svært at finde og holde tempoet stabilt. Meget irriterende at løbe og kigge så meget på uret, jeg er nødt til at finde ud af at programmere nogle bip ind i det til at hjælpe mig lidt på rette spor.


Flot er der ellers ovre i skoven på denne tid, selvom jeg ikke havde så meget overskud til at nyde farveeksplosionen. På vej hjemad efter det sidste interval havde jeg dog ork til lige at tage et billede af skovens  mest besynderlige træ, der er sådan to - eller måske tre - bøgetræer der er vokset op meget tæt på hinanden og nu er helt flettet ind i hinanden.


mandag den 17. oktober 2011

Vo2max

Omsider kom jeg afsted på den første rigtige tur i følge mit maraton-løbeprogram.

Intervaller. Vo2max.

Først små to kilometers opvarmning, der bestod af særdeles fredsommeligt løb, der holdt pulsen sådan rimeligt nede.
Så 4 gange 800 meter med et pace på 5.00.
Det er sådan på kanten af spurt for mig og 800 meter viser sig at være sådan cirka den distance jeg kan holde hastigheden uden at få lyst til at tude. Så var der tre minutters pause til at få pulsen ned igen og i pauserne endte jeg med at gå de sidste tre gange for at få pulsen ordentligt ned - og få lyst til at løbe igen.

Selvom jeg godtnok syntes det var urimeligt hårdt undervejs og naturligvis bandede fælt over intervaller - pft , latterlig idé! - så gennemførte jeg til min overraskelse dem allesammen! De første tre løb jeg godtnok lidt for hurtigt, fordi jeg slet ikke kunne ramme tiden i mit ur, og det sidste interval gik en lillebitte smule langsommere end 5.00 fordi jeg lynhurtigt blev forpustet.

Til gengæld nød jeg for en gangs skyld afjognings-delen, hvor jeg omsider fik ro nok til at lade tankerne vandre, og jeg skal da også lige love for, at den gode følelse af at have brugt kroppen også lod sig mærke da jeg kom hjem i bad efter turen - herligt!

søndag den 16. oktober 2011

Lidt mere om passende påklædning

Sikke en dejlig løbetur i efterårssolskin i dag!

Temperaturen sagde 15 grader - målt på østvendt mur i solen, så jeg tænkte at det nok var væsentligt koldere i skyggen, og tog min nye, langærmede undertrøje fra Kari Traa på under en løbe t-shirt.

Det var også meget koldt i skyggen, men i solen var det varmt, så det var ikke nogen nem påklædningsdag. Det ser dog ud til at tippet med en stramtsiddende langærmet t-shirt under den almindelige t-shirt fungerer rigtigt godt uden at blive for varmt. Glimrende undskyldning for at ønske mig mere Kari Traa i julegave, det er superlækkert design og kvalitet.

Skulle egentlig have løbet nogle lange intervaller i dag, men havde lidt forskellige virkelig gode undskyldninger for at lade dem vente til i morgen. I stedet løb jeg en fredsommelig tur på knap 6 kilometer og uj hvor var de bare PÆNT derude i dag!


For lige at strejfe lidt udenfor løbe-emnet, så har jeg netop læst om den seneste strikkedille: Konceptstrik.
Det går ud på for eksempel at strikke foreksempel en sweater ud fra nogle regler omkring farveskift. Sådan cirka, jeg har ikke studeret det så grundigt, men een jeg kender er begyndt at strikke sit træningsår ud fra data fra Endomondo. Hun både går, cykler, svømmer og løber og så har hun givet hver udfoldelse en farve og så - tror jeg - hun strikker en ret-rille for hver kilometer. Sjov idé.
Jeg har besluttet mig for at strikke mit maratonprogram fra Løbesiden og så bliver farverne bestemt efter de pulszoner man skal befinde sig i - og så den type løb man skal løbe. Det blir sjovt at blande de to interesser i et halstørklæde.

lørdag den 15. oktober 2011

Efterårsferiedage

Jeg begyndte min efterårsferie med 5 kilometer i "frivilligt" tempo, og både ben og motivation er stadig helt i top, så jeg er klar til at gå i gang med et nyt løbeprogram, der helst skulle ende med at bringe mig i maratonform i løbet af vinteren.
Heldigvis er der god tid og god plads i programmet til "frivillige" løbeture og afstikkere til løbebånd i tilfælde af endnu en sne-vinter - for jeg løber altså ikke nogen lange træningsture på løbebånd i motionscenteret.

Sidste år blev jeg slået hjem og sendt i motionscenter for første gang i mit liv af en løbetur i slud og +2 grader, i år håber jeg at jeg er bedre forberedt og eftersom jeg stadig synes korte tights er rigeligt i 10 graders varme, så synes jeg der er en hel del tøj at fylde på, før jeg er nødt til at trække indenfor i år. Måske er jeg også blevet lidt mindre pivet.

I dag indbød vejret til mere udfoldelse udenfor, så hele familien drog afsted på cykel mod Hyllingebjerg, et stykke strand i det nordsjællandske:


Der var lange trapper ned mod vandet - 104 trin på den trappe vi valgte. Det får alligevel pulsen lidt op, når man insisterer på at tage dem op i løb.

Omkring 14 kilometer blev det til. Og med en lille pause hos Liseleje-iskiosken på vej hjem, er det også let at lokke de søde børn med igen en anden gang.

torsdag den 13. oktober 2011

"Dagen derpå"

....eller for mit vedkommende: Et par dage efter.

Jeg løb første restitutionstur af to i går og det gik fint.
Så vidt jeg husker kunne jeg slet ikke komme op i fart igen efter mit første halvmaraton, så jeg satte mig bare et tempo jeg syntes føltes godt, og lod være med at pine mig selv med at kigge på uret, for jeg havde godtnok på fornemmelsen at det ikke gik så stærkt.
Jeg endte alligevel med en gennemsnitspace på 6 og det er noget hurtigere end efter Powerade.

Det var meget dejligt at løbe og konstatere at jeg ikke var øm nogen alarmerende steder og mærke musklerne løse op af at blive brugt igen.

tirsdag den 11. oktober 2011

Som at være der selv

Arrangørerne bag eventløbet har lavet en lille film om den rute jeg løb 2 gange i søndags, man kan se den lige her og det tager de herrer hele respektindgydende 25 minutter at køre hele ruten.

Det er dejligt at gense turen og høre hvor mange gange de siger "...og så kommer der lige en lille stigning...." - for så føler jeg mig rigtig dygtig og sej over at have løbet turen (to gange) uden at pive.

Jeg gik en rask tur med hundene i dag, i stedet for at løbe en tur. Og præcis halvvejs på turen konstaterede jeg, at mine sko havde lavet en monstervabel i min hæl. Efter to kilometer, utroligt. Øv. Godt mine løbesko er venligere mod mine fødder....

søndag den 9. oktober 2011

Soduko!

Det var jo et helt tal-magisk't løb:
9.10.11 klokken 12.


Eventløbet i Horsens er en ny idé, løbet har ikke været afviklet før, men man kan ikke sige andet end at arrangørerne ihvertfald havde ambitionerne på plads og herfra hvor jeg ser det, klappede alting ret så godt på dagen.

Der var lagt op til velforsynede depoter (tjek) og masser af dem (absolut). En varieret rute (inclusiv bakker, jo-tak *suk*) og masser af hjælpere (bestemt!).

Jeg var - ligesom sidst - ret nervøs før start og endnu engang i tvivl om hvorvidt jeg ikke igen havde mistet fornemmelsen for egne begrænsninger. Men jeg følte mig godt forberedt og da først starten var gået, forsvandt også sommerfuglene i maven.

Efter den indledende lille bakke gik det nedad og jeg løb og talte lidt med en mand jeg havde genkendt som fartholder fra Powerrade i København. Så følte man sig jo næsten som en garvet maratonløber, når man sådan kunne løbe der og sludre med en man havde fulgtes med på distancen før.

Ruten var en 10,5 km rundtur som man skulle løbe to gange og jeg noterede mig stigninger, fald og depotplaceringer så jeg vidste hvad jeg havde i vente til anden omgang. Det gik lidt stærkt fra start og omkring 5 kilometer havde man løbet langt ad en lige strækning med modvind (modvind er endnu værre end bakker!) og jeg vidste at jeg havde en del "opad" til gode og indledte en ret opslidende indre samtale om hvor tåbeligt det også var at skulle til at løbe så langt og så på sådan en kedelig strækning.

Men så kom gågaderne heldigvis og masser af depoter og sving og bakker op og ned og hjælpere der alle vegne gik helt over gevind i entusiasme og begejstring og så glemte jeg diskussionen og resten af løbet gik fint.

Løbet bød også på en lille rundtur gennem Horsens Statsfængsel og det var ret sjovt at løbe igennem der (og blive lukket ud igen uden problemer, tøhø) og kigge på bygningerne og vinduerne og tænke på at det engang har været et rigtigt fængsel. Det virkede ikke særligt stort, synes jeg ikke. Jeg havde ihvertfald troet at det ville være meget større.

Efter fængslet ventede bare lige en lille bakke til, så var man tilbage ved Casa Arena og start og begyndte anden runde med at tage startbakken heeeelt fra bunden af og op. Ved starten af bakken hilste jeg igen på mine forældre og min bror - jeg vinkede også til dem nede omkring 5. kilometer - og jeg følte mig vældigt kæk og lovede at komme tilbage om en times tid.
På vej op ad bakken mærkede jeg dog lidt til noget forpust og mindede mig selv om at tage den med ro i håb om at holde pulsen i skak.

Anden omgang gik rigtigt godt. Den lange, lige strækning var stadig kedelig, kold og med modvind, men jeg glædte mig til gågaderne og læ og hyggede mig alligevel.
Efter gågaderne, på vej op ad de små, krappe bakker op mod fængslet, var et par hårde typer med fuldskæg og tatoveringer på al synlig hud, rykket ud på fortovet med et plastikhavebord, som de havde dækket op med nogle øl de havde åbnet og stillet op i bedste depot-stil sammne med et skilt der indbød til pause og optankning. På min smilende forespørgsel om hvorvidt det var et officielt væskedepot, blev jeg begejstret budt på en øl, hvilket jeg godtnok måtte afslå og så fik jeg et par opmuntrende ord med på vejen i stedet for. De var sjove og jeg morede mig længe over de muntre gutter.

På anden omgang var de begejstrede heppere fra første runde blevet endnu mere ophidsede og gik helhjertet ind for sagen med hep, high-five og slagsange. De var simpelthen guld værd!

Omkring fængslet begyndte jeg at tænke om jeg mon ikke snart løb tør for energi og entusiasme, men da jeg til min overraskelse opdagede at jeg kun havde 1½ kilometer hjem, satte jeg farten op og havde masser af overskud til resten af vejen også og endda til noget slutspurt langs med Casa Arena og rundt om plænen på stadionet - herligt! Det føltes rigtigt fint at mærke at jeg ikke var helt flad og presset da jeg løb i mål på 2:10:38.
Knap 100 meter til målstregen - der spurtes og overhales =)
Udenfor stadionet var der muffins (yay!), vand og et æble og så gik det hjemad til et dejligt bad!


I dag (mandag) er jeg lidt øm i lårene, men slet ikke alarmerende. Lige efter løbet var mine knæ ømme, men det kan måske også have hængt sammen med korte tights og så den virkelig kolde vind. Jeg frøs forfærdeligt før start og blev iskold igen næsten straks efter mål og jeg tænker at det godt kan have gjort det lidt ekstra hårdt for knæene.

Men jeg er altså stadig ikke færdig med at løbe halvmaraton! Jeg skal lige have fundet mig et løb på flad rute og så skal den altså have noget gas og løbes på under to timer....