mandag den 31. oktober 2011

1000 km i 2011

Engang i februar kiggede jeg på min kilometer-statistik på endomondo og erklærede forsigtigt, at det kunne være sejt at løbe 1000 kilometer i år.

Det virkede ret vildt dengang, hvor jeg løb omkring 15 kilometer om ugen og selvom målet i løbet af sommeren begynde at se lidt mere overkommeligt ud var det alligevel et helt særligt øjeblik derude i dag.


På et tåget hjørne i et fugtigt og affolket sommerhuskvarter rundede jeg 1000 kilometer løbet i 2011.


Konceptstrikket maratonløbeprogram

På et tidspunkt nævnte jeg konceptstrikkeri.
Ikke at det ellers har meget praktisk med løb at gøre, men jeg besluttede mig jo for at strikke mit maratonprogram og definerede farverne ud fra pulszoner og træningens art og i dagevis (nattevis) drømte jeg om komplicerede udregninger af maskeantal og farveforløb og i efterårsferien gik det løs.

Men hold-da-op det er langt, sådan et løbeprogram og på 12. uge fylder det ret meget i skødet foran tv og yndlingsserier om aftenen. Men sjovt, dét er det og jeg har overvejet at undersøge hvor lang tid det tager at strikke en kilometer på tørklædet i forhold til at løbe den ude i virkeligheden. Interval-strik og mælkesyretærskel-strik.


"You never count your money while you're sitting at the table" og jeg måler nødig et halstørklæde før jeg ikke gider strikke mere på det, for sådan et kan ikke rigtigt blive for langt. Men dt betyder at jeg ikke helt ved hvor langt det her maratonprogram er endnu. Langt. Jeg binder knuder på dte for at tæmme det og katten kan ikke længere mase sig op på skødet sammen med det.

Jeg havde forestillet mig noget i buff-længde, 50 cm eller sådan, men det ser ud til jeg må strikke mig et meget kort begynderprogram hvis jeg vil have den så kort...

søndag den 30. oktober 2011

Sillebroløbet

5 kilometer i Frederikssund i dag, desværre uden at nærme mig min PR, selvom jeg havde tænkt mig at slå den.

Jeg har ikke rigtigt løbet de korte, hurtige distancer siden Powerrade Halvmaraton, men jeg er begyndt på intervaller (så småt, jaja) og mit almindelige komfort-tempo er også blevet hurtigere siden jeg løb min hurtigste 5'er, så jeg troede egentlig bare jeg skulle give den noget gas og så ville tiden blive god (bedre).
Det blev den ikke.

På ruten skulle vi holde tilbag for biler et par steder undervejs og bortset fra at det tog lidt tid, synes jeg også det var enormt frustrerende og ødelagde rytme og koncentration.
Ruten var omtrent 100 meter kortere end mit gps-ur målte 5 kilometer til at være, så for at få en tid jeg kunne sammenligne på 5 kilometer, måtte jeg løb lidt tilskuerslalom og tage de sidste par meter på vejen bag ved målet. Og det blev så ikke ligefrem i spurt...

Men det der i sidste ende ødelagde det for mig var selvfølgelig mig selv.

Da jeg satte min hurtigste tid til Hornbækløbet var det ret så ubehageligt og jeg løb virkelig ALT hvad jeg kunne og havde absolut ikke mere at give på noget tidspunkt undervejs. Det gjorde ondt allevegne, mine ben blev tunge som bly og jeg var helt lammet i lårene i to dage efter.
I dag kunne jeg sagtens huske hvordan dét havde føltes og ventede og frygtede det tidspunkt hvor det blev så hårdt. Og så holder man jo lidt igen, jeg gør ihvertfald, og så bliver resultatet jo derefter, også selvom jeg godt nok opdagede at jeg ikke anstrengte mig så meget som jeg kunne ude omkring 3 kilometer.

Men så ved jeg da i det mindste hvad jeg skal arbejde med og jeg skal selvføgelig nok få slået den PR!

lørdag den 29. oktober 2011

Jeg kan godt!

Jeg får ikke så tit set fjernsyn, men forleden aften så jeg lige eet minut af det der nye BS og pigebasserne-program mens fjernkontrolholderen zappede forbi og jeg var halvt optaget af noget andet.

Egentlig besluttede jeg at vi ikke kunne lide ham der BS dengang han kommanderede rundt med Anja og Bubber med en blanding af sarkasme og hånlig overlegenhed.
Hvis jeg havde været Anja havde jeg sparket ham hårdt over skinnebenet og hvis jeg havde været BS havde jeg skubbet Bubber ud fra et højt sted.
De udsendelser blev jeg særdeles irriteret over.

Men så så jeg den anden serie om BS og drenge-basserne og så ham tale til drengene på det udgangspunkt de befandt sig på og møde dem med motivation og konstruktive råd på det sted de var rent mentalt (og fysisk) og da jeg så hvordan hans irriterende, tålmodige vedholdenhed omsider tændte små glimt af forståelse og stolthed i de her drenges øjne, måtte jeg alligevel lukke munden på min indre BS-skeptiker.

Forleden, i de få minutter programmet kunne holde familie-zapperens opmærksomhed fanget, så man en ung pige iført træningstøj og hvalpefedt. Hun befandt sig på jorden og havde netop forsøgt sig med noget armbøjnings-agtigt og skulle nu lave 20 mavebøjninger.
Hun forsøgte uden entusiasme lidt halvhjertet at sætte sig op.
"Jeg kan ikke", sagde hun.

Og så fulgte en lille BS-prædiken om hvad det gør ved een når man siger, at man ikke kan.
"Hver gang du siger at du ikke kan, skal din underbevidsthed fortælle dig fem gange at du GODT kan, så hvis du har det sådan at du tror du ikke kan, så skal du i det mindste holde det inde i dig selv og nøjes med at tænke det".

....og så blev der zappet videre og jeg så ikke hvordan peptalken umiddelbart virkede, men jeg gætter på at den ikke havde anden effekt end at pigen lærte at holde lidt BS-forbandelser inde i sig selv, for det er nok ikke godt tv hvis moralen virker med det samme.

Og jeg vil bare sige at det er rigtigt!
Det er let at overbevise sig selv om at man ikke kan et-eller-andet, men hvis man ligeså indædt og stædigt siger til sig selv at man GODT kan, så kan man også godt. Eller man ender ihvertfald med at tro på det.

Og hvis der er noget man skal eller gerne vil - ind til millitæret som de her pige-basser for eksempel - så kan man lige så godt hjælpe sig selv med lidt indre opmuntring og tro på at man nok skal nå frem, så bliver opgaven og vejen til målet meget nemmere.

Eller i det allermindste, hvis alt andet glipper, kan man få sig en god, sund latter over sine egen stålsatte optimisme, hvis det viser sig at man endnu engang alligevel har kastet sig ud i noget uden blik for egne begrænsninger.


fredag den 28. oktober 2011

Langsom løbetur

Jeg øver mig stadig i at løbe langsomt.
Det er ikke så let, når man gerne vil være så effektiv som muligt, men jeg forsøger at tænke på at løbe i en time i stedet for at tænke på at løbe en bestemt distance. Men det er ikke så let når jeg nu kender mine løbeture supergodt og ved præcis hvor kilometermærkerne er.

I dag blev jeg hjulpet på vej af en  P1 podcast med Bente Klarlund Pedersen. Hun er fuld af kloge ord og formår i de her foredrag at præsentere dem med en underfundig humor der helt tager den skingre klang af sundhedsprædikant og af og til strejfede mine tanker alligevel væk fra podcasten og ind i det der sære land hvor man ender når en løbetur er allerbedst oppe i hovedet. Det indre møntvaskeri, hvor man er helt frisk og meget klarerer i hovedet bagefter selvom man egentlig ikke synes man har tænkt på noget.

Undervejs tænkte jeg også lidt "Løft! Løft! Løft!" efter at have læst lidt om løbestilPeters blog. Og det føltes glimtvis somom jeg fik fat på noget rigtigt og eftersom jeg havde god tid til at eksperimentere - og det hjalp med at fjerne fokus fra hastigheden - havde jeg en del sjov ud af at gøre mig umage med at løfte fødderne og være opmærksom på affjedring og bøjede knæ.
Jeg synes godt tonen omkring løbestile kan blive lidt sært skarp og næsten helt religiøs og Peters blog er den første jeg har set med en mere afslappet og humoristisk tilgang, så nu håber jeg faktisk lidt på en poserunning-introduktion et sted i nærheden i løbet af vinteren.

torsdag den 27. oktober 2011

Kom sne! Kom mudder! Kom an!

I dag kom mine Salomon SpeedCross2'ere! 
Og jeg er ikke længere det mindste beklemt over at jeg rev et par medløbere med i faldet, da jeg faldt over det her gode tilbud hos May-britt, for det er sørme fede sko!


Jeg har ingen erfaring med track-sko, eller den slags sko med sådan en skridsikker traktordæk-agtig sål under (hedder det track-sko?), men sålen føles umiddelbar fin, behagelig og sikker og resten af skoen er simpelthen superlækker. 
Det føles nærmest som at tage en tyk strømpe på og give sin fod en krammer, fuldstændigt ligesom mine Ecco Biom som jeg er meget glad for.
Der er lidt pronationsstøtte i svangen, måske lidt mere end i mine almindelige løbesko, til gengæld er der ikke meget støtte i resten af skoen, udover i hælen, hvor foden holdes godt fast.
Snørre-systemet er sådan en wire man bare trækker til og låser og dét var ellers ikke noget jeg havde meget fidus til, men det virker jo præcis som det skal og meget lettere end mit sædvanlige roderi med snørrebånd og dobbeltsløjfer. Her haler man bare til og stramningen fordeler sig fint ned over hele foden og så putter man resten af wiren ind i en lille lomme i fløsen. Altså den der lap under snørren. Det hed fløsen da jeg var barn.
Mon ikke jeg skal en tur i skoven een af disse dage og løbe lidt rundt i noget mudder?

onsdag den 26. oktober 2011

Top 1 over dagens irriterende ting



Næsten ingen strøm på Ipod'en da jeg var klar i løbesko og ny-ankommet løbejakke fra Lillebælt halvmaraton.

I stedet fik jeg fornøjelsen af rytmen fra mit åndedræt og lyden af mine skridt og faktisk var det slet ikke så tosset endda. Det hjalp mig også til at holde fokus på det der med at holde hastighed og puls nede, så det gik lidt bedre end det plejer at gøre, selvom det ikke var så vigtigt på dagens tur, der kun var på 8 kilometer.

Jeg synes godt jeg kan mærke at intervallerne er hårdere for kroppen end almindelige løbeture i frivilligt tempo, hvor opskruet dette så end måtte være. Og at det tager længere tid at komme rigtigt til kræfter igen.
Ihvertfald føltes dagens ret rolige løbetur næsten ligeså hård som tidligere tiders ture med 20 sekunder/km hurtigere pace og jeg kan ikke finde andre forklaringer på at mine seneste løbeture har været lidt mere anstrengnde end de "plejede" at være før jeg nedkaldte intervallerne over mit løbeliv.

Fik jeg nævnt Lillebælt Halvmaraton-jakken? Ja, dét gjorde jeg vist!
Min flinke mand gav mig jo en VIP-billet til Lillebælt og med i købet fulgte så den her løbejakke, der kom med posten i dag.
Jakken er fra Geyser, som jeg ikke har andre erfaringer med, men det kan godt tænkes jeg skal have det, for jakken er ret så lækker.
Jeg ville have brugt min Nike-regnjakke i dag, for den er helt vindtæt og man holder varmen vældigt godt i den selvom den er helt tynd og let. Desværre er den HELT vindtæt, så der bliver lidt drivhusagtigt i den i løbet af 3 kilometers tid. Geyserjakken har ventilation på ryggen og den er næppe vandtæt, men den holder fint den isnende vind væk fra knoglerne uden drivhuseffekten, så dén er jeg glad for.

Der er et lille motionsløb i nærheden i weekenden som jeg overvejer at melde mig til bare lige for at snuppe det der formentlig bliver årets sidste mulighed for at løbe mig i smadder på en femmer.

tirsdag den 25. oktober 2011

Vintersko til sne og sjap

May-britt er vældigt god til at videreformidle gode tips og tilbud og jeg er let at friste, så jeg har netop på May-britts anbefaling bestilt et par af de her Salomon Speedcross 2 sko, der forhåbentlig kan hjælpe mig ud og løbe i sne når den tid kommer.

Sidste år havde vi månedsvis (tre, for at være præcis), hvor det ikke var til at færdes ude i normalt fodtøj på grund af sne, is, mudder og pløre, men i år håber jeg på at kunne mande mig op til at løbe udenfor vinteren igennem. Og nu er jeg ihvertfald bvæbnet med udstyr til tæerne!

mandag den 24. oktober 2011

Tilbage til intervallerne

Så løb jeg tør for efterårsferie.
En del af den foregik på Falster og selvfølgelig havde jeg løbeskoene med. Det er altid sjovt at løbe nye steder, og selvom vejret var koldt og ret så blæsende, fik jeg mig et par meget dejlige løbeture på Det Falsterske Dige og det er fortsat en opgave at finde ud af hvad passende påklædning til dagens vejr-udfordring skal være.

Jeg hader at fryse og samtidig med at min fedtprocent på tilfredsstillende vis er raslet ned siden sidste år ved denneher tid, er der jo også røget noget isolering og det er svært at regne ud hvor meget tøj der skal til.
Foreløbig har jeg fundet ud af at min helt vand- og vindtætte Nike-løberegnjakke er rigtig god til at holde på varmen og nem at lyne ned og rulle sammen om livet når den bliver for tæt og varm.

Nåmen i dag fik jeg i allerhøjeste grad varmen, da programmet stod på "mælkesyretærskel-intervaller". 
De er på 1200 meter og altså noget længere end Vo2-max'erne, men heldigvis også knap 30 sekunder langsommere og et pace på 5.30 er ikke urimeligt, så det var ikke nær så hårdt som sidst.

Det blæste rigtigt meget, så jeg løb over i skoven, hvor der næsten altid er læ. Desværre skygger træerne også for noget satellit-modtagelse, så det var rigtigt svært at finde og holde tempoet stabilt. Meget irriterende at løbe og kigge så meget på uret, jeg er nødt til at finde ud af at programmere nogle bip ind i det til at hjælpe mig lidt på rette spor.


Flot er der ellers ovre i skoven på denne tid, selvom jeg ikke havde så meget overskud til at nyde farveeksplosionen. På vej hjemad efter det sidste interval havde jeg dog ork til lige at tage et billede af skovens  mest besynderlige træ, der er sådan to - eller måske tre - bøgetræer der er vokset op meget tæt på hinanden og nu er helt flettet ind i hinanden.


mandag den 17. oktober 2011

Vo2max

Omsider kom jeg afsted på den første rigtige tur i følge mit maraton-løbeprogram.

Intervaller. Vo2max.

Først små to kilometers opvarmning, der bestod af særdeles fredsommeligt løb, der holdt pulsen sådan rimeligt nede.
Så 4 gange 800 meter med et pace på 5.00.
Det er sådan på kanten af spurt for mig og 800 meter viser sig at være sådan cirka den distance jeg kan holde hastigheden uden at få lyst til at tude. Så var der tre minutters pause til at få pulsen ned igen og i pauserne endte jeg med at gå de sidste tre gange for at få pulsen ordentligt ned - og få lyst til at løbe igen.

Selvom jeg godtnok syntes det var urimeligt hårdt undervejs og naturligvis bandede fælt over intervaller - pft , latterlig idé! - så gennemførte jeg til min overraskelse dem allesammen! De første tre løb jeg godtnok lidt for hurtigt, fordi jeg slet ikke kunne ramme tiden i mit ur, og det sidste interval gik en lillebitte smule langsommere end 5.00 fordi jeg lynhurtigt blev forpustet.

Til gengæld nød jeg for en gangs skyld afjognings-delen, hvor jeg omsider fik ro nok til at lade tankerne vandre, og jeg skal da også lige love for, at den gode følelse af at have brugt kroppen også lod sig mærke da jeg kom hjem i bad efter turen - herligt!

søndag den 16. oktober 2011

Lidt mere om passende påklædning

Sikke en dejlig løbetur i efterårssolskin i dag!

Temperaturen sagde 15 grader - målt på østvendt mur i solen, så jeg tænkte at det nok var væsentligt koldere i skyggen, og tog min nye, langærmede undertrøje fra Kari Traa på under en løbe t-shirt.

Det var også meget koldt i skyggen, men i solen var det varmt, så det var ikke nogen nem påklædningsdag. Det ser dog ud til at tippet med en stramtsiddende langærmet t-shirt under den almindelige t-shirt fungerer rigtigt godt uden at blive for varmt. Glimrende undskyldning for at ønske mig mere Kari Traa i julegave, det er superlækkert design og kvalitet.

Skulle egentlig have løbet nogle lange intervaller i dag, men havde lidt forskellige virkelig gode undskyldninger for at lade dem vente til i morgen. I stedet løb jeg en fredsommelig tur på knap 6 kilometer og uj hvor var de bare PÆNT derude i dag!


For lige at strejfe lidt udenfor løbe-emnet, så har jeg netop læst om den seneste strikkedille: Konceptstrik.
Det går ud på for eksempel at strikke foreksempel en sweater ud fra nogle regler omkring farveskift. Sådan cirka, jeg har ikke studeret det så grundigt, men een jeg kender er begyndt at strikke sit træningsår ud fra data fra Endomondo. Hun både går, cykler, svømmer og løber og så har hun givet hver udfoldelse en farve og så - tror jeg - hun strikker en ret-rille for hver kilometer. Sjov idé.
Jeg har besluttet mig for at strikke mit maratonprogram fra Løbesiden og så bliver farverne bestemt efter de pulszoner man skal befinde sig i - og så den type løb man skal løbe. Det blir sjovt at blande de to interesser i et halstørklæde.

lørdag den 15. oktober 2011

Efterårsferiedage

Jeg begyndte min efterårsferie med 5 kilometer i "frivilligt" tempo, og både ben og motivation er stadig helt i top, så jeg er klar til at gå i gang med et nyt løbeprogram, der helst skulle ende med at bringe mig i maratonform i løbet af vinteren.
Heldigvis er der god tid og god plads i programmet til "frivillige" løbeture og afstikkere til løbebånd i tilfælde af endnu en sne-vinter - for jeg løber altså ikke nogen lange træningsture på løbebånd i motionscenteret.

Sidste år blev jeg slået hjem og sendt i motionscenter for første gang i mit liv af en løbetur i slud og +2 grader, i år håber jeg at jeg er bedre forberedt og eftersom jeg stadig synes korte tights er rigeligt i 10 graders varme, så synes jeg der er en hel del tøj at fylde på, før jeg er nødt til at trække indenfor i år. Måske er jeg også blevet lidt mindre pivet.

I dag indbød vejret til mere udfoldelse udenfor, så hele familien drog afsted på cykel mod Hyllingebjerg, et stykke strand i det nordsjællandske:


Der var lange trapper ned mod vandet - 104 trin på den trappe vi valgte. Det får alligevel pulsen lidt op, når man insisterer på at tage dem op i løb.

Omkring 14 kilometer blev det til. Og med en lille pause hos Liseleje-iskiosken på vej hjem, er det også let at lokke de søde børn med igen en anden gang.

torsdag den 13. oktober 2011

"Dagen derpå"

....eller for mit vedkommende: Et par dage efter.

Jeg løb første restitutionstur af to i går og det gik fint.
Så vidt jeg husker kunne jeg slet ikke komme op i fart igen efter mit første halvmaraton, så jeg satte mig bare et tempo jeg syntes føltes godt, og lod være med at pine mig selv med at kigge på uret, for jeg havde godtnok på fornemmelsen at det ikke gik så stærkt.
Jeg endte alligevel med en gennemsnitspace på 6 og det er noget hurtigere end efter Powerade.

Det var meget dejligt at løbe og konstatere at jeg ikke var øm nogen alarmerende steder og mærke musklerne løse op af at blive brugt igen.

tirsdag den 11. oktober 2011

Som at være der selv

Arrangørerne bag eventløbet har lavet en lille film om den rute jeg løb 2 gange i søndags, man kan se den lige her og det tager de herrer hele respektindgydende 25 minutter at køre hele ruten.

Det er dejligt at gense turen og høre hvor mange gange de siger "...og så kommer der lige en lille stigning...." - for så føler jeg mig rigtig dygtig og sej over at have løbet turen (to gange) uden at pive.

Jeg gik en rask tur med hundene i dag, i stedet for at løbe en tur. Og præcis halvvejs på turen konstaterede jeg, at mine sko havde lavet en monstervabel i min hæl. Efter to kilometer, utroligt. Øv. Godt mine løbesko er venligere mod mine fødder....

søndag den 9. oktober 2011

Soduko!

Det var jo et helt tal-magisk't løb:
9.10.11 klokken 12.


Eventløbet i Horsens er en ny idé, løbet har ikke været afviklet før, men man kan ikke sige andet end at arrangørerne ihvertfald havde ambitionerne på plads og herfra hvor jeg ser det, klappede alting ret så godt på dagen.

Der var lagt op til velforsynede depoter (tjek) og masser af dem (absolut). En varieret rute (inclusiv bakker, jo-tak *suk*) og masser af hjælpere (bestemt!).

Jeg var - ligesom sidst - ret nervøs før start og endnu engang i tvivl om hvorvidt jeg ikke igen havde mistet fornemmelsen for egne begrænsninger. Men jeg følte mig godt forberedt og da først starten var gået, forsvandt også sommerfuglene i maven.

Efter den indledende lille bakke gik det nedad og jeg løb og talte lidt med en mand jeg havde genkendt som fartholder fra Powerrade i København. Så følte man sig jo næsten som en garvet maratonløber, når man sådan kunne løbe der og sludre med en man havde fulgtes med på distancen før.

Ruten var en 10,5 km rundtur som man skulle løbe to gange og jeg noterede mig stigninger, fald og depotplaceringer så jeg vidste hvad jeg havde i vente til anden omgang. Det gik lidt stærkt fra start og omkring 5 kilometer havde man løbet langt ad en lige strækning med modvind (modvind er endnu værre end bakker!) og jeg vidste at jeg havde en del "opad" til gode og indledte en ret opslidende indre samtale om hvor tåbeligt det også var at skulle til at løbe så langt og så på sådan en kedelig strækning.

Men så kom gågaderne heldigvis og masser af depoter og sving og bakker op og ned og hjælpere der alle vegne gik helt over gevind i entusiasme og begejstring og så glemte jeg diskussionen og resten af løbet gik fint.

Løbet bød også på en lille rundtur gennem Horsens Statsfængsel og det var ret sjovt at løbe igennem der (og blive lukket ud igen uden problemer, tøhø) og kigge på bygningerne og vinduerne og tænke på at det engang har været et rigtigt fængsel. Det virkede ikke særligt stort, synes jeg ikke. Jeg havde ihvertfald troet at det ville være meget større.

Efter fængslet ventede bare lige en lille bakke til, så var man tilbage ved Casa Arena og start og begyndte anden runde med at tage startbakken heeeelt fra bunden af og op. Ved starten af bakken hilste jeg igen på mine forældre og min bror - jeg vinkede også til dem nede omkring 5. kilometer - og jeg følte mig vældigt kæk og lovede at komme tilbage om en times tid.
På vej op ad bakken mærkede jeg dog lidt til noget forpust og mindede mig selv om at tage den med ro i håb om at holde pulsen i skak.

Anden omgang gik rigtigt godt. Den lange, lige strækning var stadig kedelig, kold og med modvind, men jeg glædte mig til gågaderne og læ og hyggede mig alligevel.
Efter gågaderne, på vej op ad de små, krappe bakker op mod fængslet, var et par hårde typer med fuldskæg og tatoveringer på al synlig hud, rykket ud på fortovet med et plastikhavebord, som de havde dækket op med nogle øl de havde åbnet og stillet op i bedste depot-stil sammne med et skilt der indbød til pause og optankning. På min smilende forespørgsel om hvorvidt det var et officielt væskedepot, blev jeg begejstret budt på en øl, hvilket jeg godtnok måtte afslå og så fik jeg et par opmuntrende ord med på vejen i stedet for. De var sjove og jeg morede mig længe over de muntre gutter.

På anden omgang var de begejstrede heppere fra første runde blevet endnu mere ophidsede og gik helhjertet ind for sagen med hep, high-five og slagsange. De var simpelthen guld værd!

Omkring fængslet begyndte jeg at tænke om jeg mon ikke snart løb tør for energi og entusiasme, men da jeg til min overraskelse opdagede at jeg kun havde 1½ kilometer hjem, satte jeg farten op og havde masser af overskud til resten af vejen også og endda til noget slutspurt langs med Casa Arena og rundt om plænen på stadionet - herligt! Det føltes rigtigt fint at mærke at jeg ikke var helt flad og presset da jeg løb i mål på 2:10:38.
Knap 100 meter til målstregen - der spurtes og overhales =)
Udenfor stadionet var der muffins (yay!), vand og et æble og så gik det hjemad til et dejligt bad!


I dag (mandag) er jeg lidt øm i lårene, men slet ikke alarmerende. Lige efter løbet var mine knæ ømme, men det kan måske også have hængt sammen med korte tights og så den virkelig kolde vind. Jeg frøs forfærdeligt før start og blev iskold igen næsten straks efter mål og jeg tænker at det godt kan have gjort det lidt ekstra hårdt for knæene.

Men jeg er altså stadig ikke færdig med at løbe halvmaraton! Jeg skal lige have fundet mig et løb på flad rute og så skal den altså have noget gas og løbes på under to timer....

lørdag den 8. oktober 2011

Klar!

Løbsnummer og totalt fed løbs tshirt afhentet i dag. Dejligt at slippe for at tænke på det i morgen. På vej tilbage kiggede min bror og jeg lige lidt på ruten og den så heldigvis ikke så kuperet ud som frygtet.

onsdag den 5. oktober 2011

Korte, langsomme ture

I går nussede jeg afsted på en kort tur i fredsommeligt tempo.

Det er jo fint nok, man blir jo alligevel varm af turen og den gode fornemmelse i kroppen får man jo også alligevel, selvom det går forholdsvis stilfærdigt og man ikke løber så langt.

Jeg kan godt huske fra lige før Powerrade, at det kan være svært at piske en god fornemmelse op, for ligeså snart jeg tænker det mindste "pyh - forpust", bliver jeg lammet af skræk ved tanken om at løbe 21,enmilliard kilometer om et par dage.
Det kan ligesom lige tage toppen af begejstringen.

I går løb jeg også med pulsbælte - det nye soft-strap pulsbælte er ikke det mindste ubehageligt at have på, så jeg kan jo ligeså godt indsamle informationerne og nørkle med dem.

Min max-puls er ret så høj. Omkring 198.
I sommers løb jeg et kuperet motionsløb på 5,5 kilometer og selvom jeg overvejede at grine hysterisk (eller kaste op) over at det bare blev VED med at gå opad (og jeg HADER bakker!!), så havde jeg et godt løb og det er faktisk stadig eet af de bedste løb jeg har deltaget i.
Bagefter var jeg ret overrasket over, at jeg de sidste par kilometer havde løbet med pulsen over 190, for selvom jeg havde været forpustet, så havde jeg slet ikke følt mig så presset som min puls antydede.

Jeg ved godt at puls er noget helt individuelt og at jeg ikke kan sammenligne løbefællers komfort-arbejdspuls 140 med min egen på 170, men selv når jeg regner og finder pulszoner og procenter, så synes jeg stadig det går fint ved 85%, mens min puls kun burde nå derop, når jeg virkelig går til den.

Det bliver spændende at se hvordan den arter sig på søndag.

Jeg håber på en bedre tid end sidst, men føler mig også lidt forskrækket over at mine forventninger nu er steget til mere end bare at gennemføre og nyde.
Det tempo jeg havde tænkt mig at holde føles fint nok på 10 kilometer, men mon det er for hurtigt til 21?
Foreløbig plan er at løbe rigtigt langsomt (6.15) den første omgang og så sætte lidt mere fart på den sidste omgang hvis jeg kan. Jeg håber det er nok til at slå 2.14 fra Powerrade.

Og ellers er det også ligemeget! Aftenen skal nemlig tilbringes hjemme i mors køkken (og fars vinkælder) og så har man jo på en måde allerede vundet, ikk?

mandag den 3. oktober 2011

Søndagsløbetur

Efter en ekstra dags pause lørdag var det ekstra skønt at trække i løbetøjet søndag eftermiddag.

Jeg havde besluttet mig for bare at løbe sådan som det føltes behageligt og ikke lade pulsmålingerne bestemme noget.
Mine næste løbeture har jeg tænkt mig at holde i et tempo, der er lidt langsommere end det falder mig helt naturligt på mine sædvanlige ture, så jeg lagde lidt frisk fra start på en ikke urimeligt bakket rute og håbede at jeg kunne holde et godt, raskt tempo på turen. Det gik fint.


Sikke et vejr!
Næsten en lille smule for varmt og en lillebitte brise ville have været dejlig, men sikke en nydning alligevel!

Efter 5 kilometer begyndte jeg at tænke på om jeg ikke skulle tage den sidste kilometer lidt langsommere, men så kom der lige to yndlings uptempo sange på Ipoden og så kunne jeg alligevel godt lige give den lidt ekstra gas.

Det er overraskende at denne tur kun viser 4 pulsslag mere end den foregående i betragtning af at hastigheden er så meget højere, det må være fordi turen var en god kilometer kortere.
Til gengæld føltes denneher tur meget bedre, så jeg må nok arbejde lidt med mit temperament før jeg finder ud af at løbe langsomt.

søndag den 2. oktober 2011

Cykeltur til Hundested

Lørdagens fabelagtige vejr sendte hele familien afsted på cykeltur til Hundested til frokost sammen med farmor på Halsnæs Bryghus. Sådan en tur - inklusiv fadøl og en temmeligt voldsom sandwich med laksesalat - lagde lige en dæmper på løbelysten, så løbeturen blev udskudt til søndag.


Det var en dejlig cykeltur i adstadigt tempo, men så kunne vi jo også allesammen være med og det var rigtigt hyggeligt.

Der er omtrent 12 kilometer til Hundested, og efter frokosten splittede vi hovedfeltet op, så jeg tog toget halvvejs hjem sammen med cykler og børn og min mand cyklede langs Kattegat og over Liseleje hjem.

---------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg har stadig problemer med kommentarfunktionen - af een eller anden grund kan jeg ikke kommentere på mine indlæg. Jeg prøver lige at se om jeg kan finde ud af hvad der er galt, men indtil da er det altså ikke min udprægede dovenskab der forhindrer mig i at svare på kommentarer.