fredag den 21. december 2012

Kur mod løbebåndsmonotoni!

Jeg behøver ikke løbe mere end 5 minutter på løbebåndet, før jeg kommer i tanker om, hvorfor jeg meget bedre kan lide at løbe udenfor.
Åhr, hvor ér det bare kedeligt!

Som kur mod kedsomheden var der en eller anden, der anbefalede intervaller og eftersom der er nogen der siger at minus plus minus er lig med plus, så kunne det godt lyde sandsynligt at intervaltorturen ville ophæve løbebåndsmonotonien.

Frit efter en venindes anvisninger løb jeg igår 10 intervaller á 300 meter på mellem 13 og 14 km/t (13,2 på det første og 14,2 på det sidste) og med 100 meters gang imellem hvor ganghastigheden faldt fra 6,5 til 5 km/t og jeg på den måde forlængede pauserne lidt.

Det var hårdt, men også så distraherende at jeg helt glemte hvor kedeligt det er at løbe på løbebånd og inklusiv 1200 meters opvarming og 800 meters "nedkravling"/afjogning endte jeg med at blive på løbebåndet i hele 38 minutter og 6 kilometer.


Heldigvis tæller løbebåndet selv 400 meters laps, for jeg mistede ret hurtigt orienteringen og havde ingen anelse om hvor mange intervaller jeg havde nået, før jeg fik øje på den lille lap-tæller i øverste venstre hjørne af displayet.

300 meter er en god spurte-distance, for jeg nåede kun akkurat at blive forpustet, før intervallet var slut og fik vejret sådan nogenlunde igen undeer de 100 meters gåpause, før jeg skulle starte på det næste 300 meters interval.
Den opskruede hastighed fik mig også godt frem på foden og det føltes rigtigt godt og overraskende let at holde farten.

I dag føles mine lårmuskler lige tilpas trætte og lidt ømme, især da jeg udsatte mig for Pilatesinstruktørens fremragende opfindsomhed her i eftermiddags, så jeg tror intervallerne var effektive nok, selvom de ikke føltes kvalmende hårde igår.

onsdag den 12. december 2012

Skridsikker træning

Jeg løb een tur i sneen.
Jeg må indrømme, at jeg sikkert ikke gik til sagen med den nødvendige entusiasme, men jeg klædte mig varmt på og forestillede mig, at man nok kunne finde rimeligt velryddede veje derude.
Allerede i villakvarteret kunne jeg konstatere, at der ikke blev ødslet med saltet eller slidt på sneskovlene og i stedet for knitrende lækker hvid sne, fik jeg pletvis sort is under løbeskoene.
Med et ømt knæ løb jeg forsigtigt i mine almindelige løbesko i stedet for cross-skoene fra Salomon, men jeg tvivler på at selv traktordækprofilen under dem ville have givet mig nok fornemmelse af skridsikkerhed til at jeg turde løbe almindeligt derudad.
Til gengæld kunne jeg tydeligt mærke at man helt automatisk holder vægten under kroppen og forfiner sin forfodsstil og vakse kadance for at undgå udskridninger i glat føre.

Cykelstien langs landevejen var ryddet og det gik rigtigt fint der.
Endda med temmeligt meget fart på, efter at en modkørende bus venligt trak lidt ud fra cykelstien og dermed sendte en kold og våd kaskade af sjap op ad mine ben, da den ramte driven af grå slushice midt på kørebanen.

Resten af turen gik med anstrengende glid og i meget roligt tempo, men dagen var smuk og solen skinnende mig i øjenene, så kønt var det alligevel. Men frustrerende.

Med udsigt til masser af sne og frost de kommende 14 dage, meldte jeg mig ind i det lokale fittnesscenter.
Sidste vinter trænede jeg i en af de store fitness-kæder, men det lokale center er lidt sølle og har slet ingen hold-træninger og da det eneste sjove hold jeg prøvede sidste år - sjip - tilsyneladende var helt sløjfet fra alle kædens centre i nærheden, besluttede jeg mig for at melde mig ind i det hyggelige, lokale og uafhængige center, hvor jeg også trænede i min første vinter som løber.
Og jeg havde helt glemt den følelse af seriøsitet og smittende entusiasme der er i det motionscenter, hvor man hurtigt bliver genkendt, ikke bare af det venlige og allestedsnærværende personale, men også af de andre svedende og det er lige præcis den følelse der gør det en lille smule nemmere at blive på løbebåndet en halv times tid uden at blive helt skør af monotonien.

I centeret tilbydes Pilates, hvilket jeg prøvede for første gang mandag eftermiddag på et lille hold hos en venlig instruktør, der tilpassede sværhedsgraden og informationsniveaet, så det var let for mig at være med.
Men når man nu alligevel ligger der og skal rode rundt på gulvet i en times tid, kan man jo ligeså godt give den noget gas, så jeg går stadig rundt og piver lidt over bestemte bevægelser det aktiverer ømme muskler jeg slet ikke vidste jeg havde. Og glæder mig til næste gang.