onsdag den 28. december 2011

De sædvanlige småskavanker

Nå, så kom de alligevel.

Da jeg i tirsdags kastede mig frygtløst ud i noget udsalg sammen med en veninde, bemærkede jeg frygtsomt, at jeg vist var ved at få noget med halsen, for den føltes øm og det gjorde ondt i det øverste af brystet.
Min veninde smilede lumsk't og sagde at "aj-men-Annie, sådan får du det jo hver gang der er en uges tid til du skal løbe halvmaraton". Hm. Det havde jeg slet ikke selv tænkt på, men det er jo rigtigt, og så gik ømheden også fuldstændigt væk efter en kop kaffe.

I dag da jeg var ude og løbe og masede en del med at holde pacen omkring 6.00 og undgå forpust, sneg fornemmelsen af tyngde og mathed sig også ind på mig og fik mig til at sætte tidsmålet for lørdagens mål lidt uambitiøst omkring 2.06.

Og bagefter bestilte jeg en meget stor kagemand hos den lokale bager så jeg er klar til at få fødselsdagsgæster nå jeg er færdig med at løbe.

mandag den 26. december 2011

5 dage til min fødselsdag!

Med fem dage til fødselsdag og halvmaraton har jeg indstillet mit maratonprogram og i dag løb jeg bare en tur på lidt over syv kilometer i "frivilligt tempo".
Undervejs hørte jeg "Hippie" som lydbog og selvom de ikke ligefrem er en thriller, så blev jeg alligevel så optaget, at jeg hele tiden glemte at holde det fredelige tempo omkring 6.00 som jeg ellers havde tænkt mig og blev hele tiden overrasket, når jeg så på tempoet på mit ur.

Nåmen turen blev alligevel løbet med godt overskud.
Jeg mener ellers bestemt at jeg tidligere har mistet løbe-modet en uges tid før halvmaraton, men det kan jo nåes endnu, selvom jeg sagtens kan undvære den der følelse af håbløshed og shit-21,1-kilometer-jeg-må-være-blevet-sindssyg-tanke.
Foreløbig overvejer jeg stadig om jeg mon ikke måske kan presse mig under to timer, så modet fejler altså ingenting.

lørdag den 24. december 2011

Vi havde alligevel heller ikke skøjter med.

Som opvarmning til julefrokost, småkager, juleslik, steg, and og sovs løb jeg et par gange rundt om Marielundssøen i Barndommens land i formiddags. Vejret var skønt og mildt og mere vådt end hvidt og isen var så afgjort temmeligt usikker....


Der var massevis af medløbere i skoven og jeg fulgtes med min mand, der af sin dygtige fysioterapeut er blevet sat på et løbeprogram til langsom genoptræning, efter at han nogle måneder har været hårdt ramt af smerter under foden/omkring hælen.
Nu går det bedre med ham og meget tyder på at hans skade formentlig kan spores tilbage til nogle pronationssko han købte efter en løbestilstest. Nu er han tilbage i sine neutrale sko og hvis han kan holde sig til at gå langsomt igang igen som hans program foreskriver, så skal det nok blive fint igen.
Han veksler mellem løb og gang, så vi løb hver sin vej rundt om søen, der er cirka 1,3 kilometer rundt og mødtes på den måde to gange på hver omgang og det var en ret sjov måde at løbe sammen på.

fredag den 23. december 2011

Sammen og hver for sig

Tusind tak for tillykker med min nye bedste tid på 5.

Jeg ved næsten ikke hvad der er bedst: Min nye bedste tid eller at formtesten er overstået.

Det er rigtigt at de her formtests er aller hårdest oppe i hovedet.

Jeg tænkte også over det undervejs, for faktisk føltes både ben og åndedræt ok næsten hele vejen, men mit hovede var helt ude over stepperne i skræk, rædsel og afmagt.
Efter 500 meter begyndte jeg at tænke på hver eneste meters stigning undervejs på den planlagte rute. Var vinden ikke også imod med alle sine 2 meter i sekundet? Og hvad? Var det en lille mavekrampe? Fik jeg alligevel for meget at spise til frokost? Eller for lidt at drikke? Hov, strammede den ene sko alligevel lidt? Var dét ondt i anklen? Hvornår ér vi der?!

Fordelen - tids- og PR-mæssigt - ved at deltage i løb for mig er, at jeg løber vildt om kap som en hovedløs høne den første kilometer uden at skænke de næste fire kilometer - eller noget som helst andet for den sags skyld - een eneste tanke.
Så går der to kilometer med at finde en god plads i feltet og løbe sådan lidt overhalelses-intervaller for at holde den eller forbedre min position.
Sikke en irriterende farve t-shirt, må overhale...Arj, hvaffor et latterligt kvindeløb fra 1998 med løjerlig løbs-t-shirt? Må forbi dén også.......lige forbi to løbere mere, for at lægge lidt afstand til ham der stønneren med svensker-håret....
Og så de frygtede sidste to kilometer, hvor jeg slår mig selv hårdt i hovedet for at tro jeg er sprinter. Eller løber. For overhovedet at have taget løbesko på nogensinde. Og latterligt syntetisk tøj. Alt for varmt, sved i øjnene. Og hvor kunne det også have været hyggeligt at tilbringe sådan en eftermiddag hjemme i sofaen. Og hvor blir det sjovt at tage til tandlægen næste gang, og glæde sig over, at man i det mindste ikke er ude og løbe motionsløb.....Hvornår ér vi der? Hvor fanden er målet? Har de målt forkert, måler mit ur rigtigt og mangler der virkelig 1½ kilometer endnu?! Hvor lang tid det mon tager at gå 1½ kilometer?

Men bagefter. Når man ikke længere tænker på om den underlige smag i munden er fra lungerne, fra maven eller bare blod og når man ikke længere kæmper med kvalmen og har fået pusten igen, så var det jo en meget fed tur og en god præstation og man bærer sine ømme lår og lidt forsigtige gangart som et hædersmærke.

onsdag den 21. december 2011

Formtest og ny bedste tid på 5

På grund af decembertravlhed nåede jeg ikke ud og løbe hverken mandag eller tirsdag, så jeg havde ikke rigtigt nogen undskyldninger for at udskyde den formtest der var på løbeprogrammet for i dag.

Dagen på kontoret sluttede med en dejlig smørrebrødsfrokost, så jeg fik endda også frokost i dag og skulle altså kun kæmpe med modviljen mod ubehag og forpust undervejs, men det var nu også slemt nok og helt indtil 400 meter før jeg nåede fem kilometer, overvejede jeg bittert og sammenbidt at droppe forsøget og bare gå hjem og brænde mine løbesko ved en lille ceremoni.

Jeg havde indstillet den Virtuelle Partner i mit Forerunnerur til at løbe fem kilometer på 26 minutter og jeg havde set at det krævede et pace på 5.17 (?) et-eller-andet og det lød rigtigt ubehageligt, men de få gange jeg skelede til mit ur undervejs kunne jeg se at jeg holdt mig fint foran og så selvom det var hårdt virkede det jo supergodt på motivationen.
Jeg havde også kigget lidt på turen hjemmefra og vidste på forhånd sådan rimeligt præcist hvor "målet" ville være og det var vigtigt og godt at have i tankerne, for hold-da-op hvor blev det hårdt undervejs

Jeg kunne ikke rigtigt finde en god, flad rute uden grusveje, så en del af ruten foregik på en ret smattet grusvej, hvor jeg spænede rundt om vandpytter og satte førligheden på spil ved at ræse afsted i kanten af en stubbet mark.
Bortset fra de seneste par dages regn, var vejret dog perfekt, køligt og uden blæst.

Lige før fire kilometer slukkede jeg for mit løbemusik og fokuserede på at holde mit åndedræt under kontrol, for der følte jeg mig meget forpustet, men ikke nær så træt i benene som forventet. Det hjalp på åndedrættet og jeg tror at de to kilometes "afjogning" på vej hjem også hjalp mig af med noget af syren i musklerne, men jeg er alligevel lidt spændt på hvordan benene føles i morgen, for lige efter femkilometers-målet, da jeg satte farten ned, føltes mine lægmuskler væmmeligt tæt på krampe, bare for at fortælle, at de altså HAVDE lavet noget undervejs.

Nåmen jeg nåede det, jeg vandt og jeg tog over et minut af min gamle 5'er-bedste tid og endte på 25.19. Det lover godt for næste års målsætning om at komme under 25, men det varer nok lige lidt tid med intervallerne på programmet.

søndag den 18. december 2011

Intervaller og langtur

Det har været en lidt løjerlig løbeuge med to lange ture, en ekstra hviledag og en gang intervaller. Og en masse demotiverende overvejelser om hvorvidt det ikke snart var ved at være for koldt og blæsende. Måske skulle man se at få taget hul på den vintersæson i motionscenteret...
Foreløbig ser det nu stadig ud til at gå, men det er ikke altid så let at komme afsted, når man hundefryser de første par kilometer.

Nåmen torsdagsintervallerne var VO2max og 4 gange 1000 meter. En del af intervallerne foregik på sommerhus-grusveje og skovstier og de var ret glatte efter nogle dages regnvejr og så var det uventet udfordrende at stå fast og umuligt at tage et sving i fuld fart.
Det sidste interval strandede 100 meter for tidligt i en helt forsumpet sti og jeg var helt færdig efter at have løbet på så tungt underlag mens jeg både skulle holde fart og balance.

Men de virker, intervallerne.
Jeg har løbet dem nogenlunde trofast hver uge i 7-8 uger og kan konstatere at min "frivillige" pace, altså det tempo jeg løber i, når jeg sigter efter 10 - 12 kilometer og ikke skal nå noget, men gerne vil have pulsen lidt op alligevel, er gået ned med omtrent et sekund pr. uge.
Det er meget tilfredsstillende og gør helt afgjort intervallerne væsentligt mere behagelige at løbe!

Jeg kæmper dog stadig med en vis modvilje mod at presse mig selv, men den må jeg lige se i øjnene på onsdag, hvor der er et 5 kilometers "testløb" på mit løbeprogram. Jeg planlægger at løbe testen mod min virtuelle partner, den har tidligere vist sig ret effektiv.
Og efter testløbet vil jeg nøjes med hyggelige småture frem mod Änglamarkløbet.

I går løb jeg så ugens anden "lange" tur, der blev lidt kortere end planlagt, fordi jeg søgte ly for modvinden og tog en genvej. Til gengæld valgte jeg (frivilligt) en del bakker til og jeg glæder mig hver gang over hvor godt det går med at overvinde min modvilje mod bakker. Det udvider jo unægteligt også mit løbe-territorie en hel del, at jeg ikke skal undgå stigningerne.

mandag den 12. december 2011

Til tops

Vejret så mildt og ublæsende ud fra min kontorstol på arbejdet, så i dag skulle den lange tur løbes.

Min chef har en mening om det meste og fik hurtigt skruet en rute sammen, der hverken tog hensyn til min respekt for bakker eller for mine tilbøjeligheder til at blive væk og fare vild.
Men jeg kiggede alligevel grundigt på hans kort og besluttede mig for at tage i mod den slet skjulte udfordring.

Jeg kom også rigtigt højt til vejrs, helt sikkert byens næsthøjste punkt:


Et skridt til venstre for billedet var der et svimlende styrt ned mod strandvejen og det var heromkring jeg for vild og glemte at genstarte mit ur efter fotograferingen, så da jeg var færdig med at glide, snuble og rutsje ned ad den her skråning mod mere velkendte veje fortsatte jeg en veloplagt kilometer i god fart, før jeg fik genstartet mit ur. Dét var irriterende, for jeg havde virkelig en fin tid, ikke mindst i forhold til den helt utrolige mængde bakker den her udflugt bød på.

Jeg løb dagens 14 kilometer i mildt vintervejr, cirka 4 grader med lidt støvregn og vind, men de fleste steder løb jeg i læ og frøs kun den første kilometer til jeg blev godt varm. Så er 4 grader og regn alligevel dejligt løbevejr og det var en skøn tur.

Og dagens rigtigt dejlige overraskelse var da min mand omsider gik til bekendelse efter flere dages hemmelighedsfuldhed og bekendte at han og vores børn planlagde at give mig Änglamarkløbet i fødselsdagsgave. Med i pakken følger begge mine børn på startstregen til børneløbet på 2,5 kilometer sammen med min mand samt transport, forkælelse og hep undervejs. Oh lykke, jeg gider rigtigt godt fejre fødselsdag på dén måde!

Nu skal jeg bare lige beslutte om det ikke er dér jeg skulle se om jeg kan få den distance ned under to timer, målet synes liiiiige indenfor rækkevidde....

lørdag den 10. december 2011

Flere væltede træer

Der er stadig ret godt sus i luften derude i dag, så jeg fortrak over i skoven til en fredsommelig løbetur.

I sommers blev der fældet rigtigt mange træer, så der blev et stort, ret åbent stykke midt i skoven og i går ser det så ud til, at blæsten tog de sidste træer, der står ihvertfald ikke mange tilbage i lysningen mere.

Men kun et enkelt træ var landet hen over skovvejen og det kunne nemt forceres.


Jeg havde tanket Ipod'en op med nyt yndlingsmusik og den her er lige til at nynne med på!

My heart's a stereo
It beats for you, so listen close
Hear my thoughts in every no-oh-oh-te
Make me your radio
And turn me up when you feel low
This melody was meant for you
Just sing along to my stereo

Jeg blev i rigtigt godt humør af at nynne med på oh-oh-oh undervejs, selvom jeg godtnok blev forskrækket da jeg blev løbet op af en glad, løs hund og fik et kæmpechok, da den pludselig sprang lystigt afsted ved siden af mig.
Heldigvis var den skarpt forfulgt af en cyklist, der var helt viklet ind i jakke, hue og adskillige halstørklæder og i stedet for at følges med mig, fortsatte hunden sammen med polar-cyklisten.

Da min puls kom sig over det pludselige møde med hunden blev jeg enig med mig selv om at gøre noget frivilligt for at få pulsen ordentligt op på hyggeturen, og spurtede en lille kilometer, før jeg kom i tanker om, at man måske nok kunne tolke sådan en spurt som en slag interval - og så endda på mit eget initiativ! Rystende!

Da jeg kom hjem viste gennemsnitshastigheden sig også at være rigtig god i forhold til at jeg havde holdt mig i komfortzonen det meste af vejen, så det var en god tur.
Nu håber jeg vinden på magisk vis lægger sig, så jeg kan komme afsted på en lang tur i morgen.

torsdag den 8. december 2011

Om at løbe efter vejrudsigten

Nåmen så råbes der om storm igen, henne hos DMI så for at være sikker på ikke at gå glip af en løbetur i morgen, løb jeg en tur igen i dag.

Mit løbetøj var ikke helt tørt endnu, så det var med korte tights under lange og uden uldundertrøje men med reflexvest ovenpå jakken og så gik det jo alligevel.

Det var iskoldt, så jeg trak jakken ned over uret og glemte alt om tiden og nød turen i det kølige halvmørke. Jeg fandt en lille lækker sti-genvej som jeg måtte prøve to gange af bare begejstring og så løb jeg til sidst på kryds og tværs i veloplyst, fredsommeligt villakvarter.

Og pludselig var jeg hjemme og det var en fin tur. Cirka 5,5 kilometer i "frivilligt" tempo lige omkring 5.50, hvilket er lidt hurtigere end jeg forventede.

onsdag den 7. december 2011

Nu med vintertights

Mælkesyreintervaller...


Tre gange 1500 meter og sådan cirka midt i det andet kunne jeg godt lige ane i mine lårmuskler, hvad det var jeg trænede på.

Mine ben kender kun én intervalhastighed og den nærmer sig spurt, så jeg brugte en del tid og kræfter på at finde ned i et mere fornuftigt tempo og det var rigtigt svært at ramme.
De første to intervaller blev gennemsnitstiden for hurtig og det sidste interval var jeg ved at dø  ramte jeg indenfor et par sekunder til den langsomme side.
Kun få gange undervejs overvejede jeg en rituel afbrænding af mine løbesko og det er nok til at jeg godt tør kalde turen en succes.

Jeg blev træt mod slutningen af intervallerne og pauserne føltes kun lige akkurat lange nok til at jeg nåede at komme nogenlunde til hægterne, så jeg tænkte en hel del over om jeg mon ikke bare skulle holde mig til distancerne og droppe planerne om at forbedre hastigheden.
Det tænker jeg sådan set stadig lidt over, men det føles ret godt når de er overstået, intervallerne. Og så betyder det sært nok mindre om de egentlig virker.

mandag den 5. december 2011

I regn og slud

Mens jeg sad på kontoret sidst på formiddagen, blev det pludselig buldrende mørkt udenfor og kort efter kunne jeg måbende se til, men det vælted ned med et ordentligt læs regn og slud.
Jeg følte mig hensat til sidste år i slutningn af november, hvor lignende vejr nær havde taget løbepippet fuldstændigt fra mig da jeg løb den mest rædselsfulde tur i slud, blæst og tre graders varme.
I stedet tog jeg mod til mig og tilbragte nogle måneder i motionscenteret, men da jeg trist sad og kiggede på dagens nedbør kunne jeg godt mærke, at jeg godt vil vente lidt med at trække indendøre til bodybuilderne, selvom det bliver sværere og sværere at motivere mig til at løbe i temperaturer hvor jeg kæmper med kolde fingre og frossen næse undervejs.

Faktisk er mine ben lidt ømme efter søndagens motionsløb, men jeg endte alligevel med at kaste mig i løbetøjet og bevæbnet med handsker og en hjemmestrikket buff kom jeg alligevel afsted lige midt i en solstråle og endte med at have en herlig tur i rigtigt fint tempo og med en væsentligt bedre og lavere puls end til julestjerneløbs-torturen.

Når jeg skal afsted igen på onsdag, tror jeg nu nok jeg vælger vintertightsene, for det blev godtnok lidt koldt om lårene i 3 graders varme og temmeligt meget blæst.

søndag den 4. december 2011

Julestjerneløbet

I den forløbne uge har jeg haft lidt problemer med at nå at løbe de ture jeg gerne ville, til gengæld har jeg fået købt næsten alle mine julegaver.

Fredag var jeg til julefrokost og lad mig bare sige det sådan, at jeg ikke trives godt med årets snaps, juleøl og så meget sent i seng, så lørdag følte jeg mig helt ude af facon og var desuden hyret til en frivillig julebingo-tjans i golfklubben, der trak ud over hele eftermiddagen.

Søndag følte jeg mig godtnok stadig temmeligt dårligt rustet til at spurte ti kilometer på en "let kuperet" rute (ja, jeg tror på underdrivelsen hver gang) og jeg tror jeg ville være blevet hjemme, hvis ikke jeg havde aftalt at følges med nogen.

Selve løbet er en frisk afveksling, bortset fra at hele ruten gik enten op eller ned, ikke mange meter fredsommeligt ligeud dér.
Man løber ind midt i skoven og herfra ud og tilbage ad stierne i stjernefacon, i midten af "julestjernen" er der så et depot med vand og saftevand. Man kan løbe 5, 10 eller 15 kilometer.

Jeg lagde for hurtigt ud, fordi jeg ikke forestillede mig hvor trælse de der bakker ville være og det hævnede sig lige efter fem kilometer, hvor jeg slet ikke gad mere og endte med at gå 20 meter op ad en bakke. Jeg har ikke prøvet at gå (frivilligt) i et motionsløb før, så det var en lidt bitter pille at sluge, men efter bakken kom depotet og så ventede kun tre korte ud-og-hjem-ture og så tog jeg det roligt og så gik det alligevel.
Men det var ikke en tur jeg sådan rigtigt nød, og tiden er heller ikke ligefrem noget at prale af. Til gengæld fik je i det mindste min puls op over 190 igen. Ikke at det var noget behageligt gensyn, men så ved jeg da at den godt kan komme derop ad endnu.

I den kommende uge skal jeg have depoterne fyldt op med noget ordentlig, sund mad og passe min nattesøvn, og så er jeg nok nødt til at forsøge at slå en eller anden personlig rekord.