mandag den 27. februar 2012

Stille februar

Jeg har kigget på min endomondo-statistik og konstateret at der ikke er blevet løbet imponerende mange kilometer i februar, men det er jo også fordi de fleste af dem ikke har flyttet mig ud af stedet, fordi de er blevet løbet på løbebånd, hvor løbelivet er frygteligt ensformigt og kedeligt og hver kilometer føles som to.

Heldigvis kan man alle mulige andre ting i sådan et motionscenter, så min endomondo-kalender for februar ser alligevel travl og effektiv ud.


Jeg dør en lille smule indeni af at mine sjippe-seancer er illustreret af en mand, der bare står stille og at min badminton-ydmygelse fra i onsdags, der kun lige akkurat har sluppet taget i visse armmuskler, også bare er den der mand. Der står stille. For sådan føltes det bestemt ikke, mens det stod på, skulle jeg hilse og sige!

I søndags løb jeg en god tur, der strakte sig ivrigt mod en hurtig 10'er, udenfor fordi vejret råbte på mig allerede før jeg fik dynen væk fra øjnene. Jeg var bestemt ikke alene derude og en del af turen krydsede en ung mountain-biker mine mudrede stier igen og igen, før jeg rystede ham af på noget tør, jævn asfalt.
Sommerhusvejene summede ikke ligefrem af liv på trods af solen, men lidt motorsavs-aktivitet var der dog og masser af andre løbere, der havde smidt huer og handsker og missede overraskede mod solen sammen med mig.
Det er helt utroligt hvad sol i øjnene og en venlig vind i ryggen kan gøre for humør og entusiasme og dét var i sandhed en ganske særlig, herlig søndag i løbeskoene.

I dag skulle jeg lige have brændt lidt energi af og eftersom vejret hævnede sig med sne, blev det 3 hurtige kilometer i Terra Planaer på løbebåndet og en halv times bjergetape på motionscyklen med en god Podcast fra "Sundhed på P1" i ørerne. Det var helt vildt god underholdning til cykeltrivialiteterne, så bagefter tog jeg en kort genopfriskning af hvorfor jeg hader crosstraineren. Og det var heller ikke så galt, så den er jeg nødt til lige at give en chance til, tror jeg.

torsdag den 23. februar 2012

D-vitaminer og masser af dem!

I tirsdags løb jeg en lille, hurtig og hård tur i Terra Plana'erne.
Der var god fart på, men også en del vind (jeg hader modvind endnu mere end bakker) og jeg blev ret hurtigt træt.
Det er underligt at det nogengange er sådan, men så er der ikke andet at gøre end at glæde sig over at turen er overstået, når man er hjemme igen.

I går havde min mand lokket mig til at afløse til badminton, hvor han hver onsdag spiller sammen med to andre mænd og en elite-spiller-dame i et tempo og på et niveau, der sender ham hjem på hænder og knæ og med en ret så forsigtig måde at bevæge sig rundt på dagen efter.
Mine badmintonevner begrænser sig til lidt tjatteri med børnene om sommeren, hvor det meste af tiden går med at samle fjerbolden op, så jeg var noget bekymret.
Heldigvis var der yderligere forfald i kliken, så vi endte med en hyggelig double med en af de faste spillere og hans teenagedatter, der var ligeså urutineret som jeg, men i dag har jeg været øm de særeste steder og været ret opmærksom på hver eneste bevægelse med min ketcher-arm. Men i går var det sjovt!

I dag trak jeg i mine almindelige New Balance-sko med planer om en længere tur end den seneste måned har budt på. Jeg må hellere se at komme lidt mere vidt omkring med tanke på mine halvmaratonplaner omkring Lillebælt til maj, men mine lægmuskler beder mig venligt, men bestemt om lige at tage det lidt roligt med Terra Plana-skoene, så på med noget mere støddæmpning, ihvertfald et par gange om ugen.

Jeg prøvede at holde fast i forfods-vanerne, men på ujævne stier og smattede sommerhus-veje var det svært at holde stilen og jeg landede længere tilbage på foden. Det var en fin tur, der var lang nok til lidt fordybelse og det var sjovt at eksperimenter mere med løbestilen i almindelige sko. Det gik rigtigt godt, men jeg løber hurtigere i Terra Plana-skoene!

Jeg ønsker mig en mellemting mellem mine almindelige sko og Terra Planaerne som for eksempel New balance Minimus, men jeg tror nok jeg har overskredet sko-budgettet for de næste par år, så det må lige vente nogle kilometer.

søndag den 19. februar 2012

Glat føre, men dejligt vejr

Vejrudsigten havde et lidt luftigt løfte om noget forårsagtigt på programmet for i dag, så jeg glædede mig til løbetur udenfor.
Målet var 5 kilometer, men turen blev lidt længere, fordi det er længe siden jeg har løbet ruten og jeg havde husket distancen forkert.
Det gik fint alligevel, selvom det måske er en forcering af optrapningen af min nye løbestil og nul støddæmpning i skoene.
I morgen skal mine ben nok fortælle mig om overdrivelsen kunne tilgives eller ej.
Jeg løb løbebåndsintervaller igår (ja, man kan godt komme til at bryde sig endnu mindre om løbebåndsløb end jeg gjorde i forvejen) og benene var lidt ømme før turen, men jeg håber naivt på en mild straf. 

Lige da jeg satte i løb føltes det  faktisk fuldstændigt som den der lethed når man sætter sig op på en cykel og træder i pedalerne. Sådan lidt "Wau, det føles LET det her!". Jeg fandt straks en god kadance og med vinden i ryggen føltes det nærmest som om jeg fløj afsted, herligt.

Jeg havde valgt en tur med både grusveje, stier og asfalt for at prøve forskellige underlag og det var fint de fleste steder, men enkelte steder var der stadig en masse is og vand og meget glat.

Jeg trippede fint igennem, mens min mand på sin tur var knap så heldig og vendte hjem med vådt tøj efter en dukkert i en is-vandpyt.


Heldigvis havde han ikke slået sig, og ærgrede sig kun lidt over at de FINE NYE løbesko, der var et rigtigt godt kup på udsalg i sportsbutikken i går, var blevet beskidte. Men så behøver han da ikke bekymre sig om dét mere, tøhø.

I morgen aften er der sjip! Men så tror jeg også nok jeg har betalt for vinterferiens fastelavnsboller, rødvin, bøffer og sushi-orgie.


torsdag den 16. februar 2012

Ud igen

Jeg gik en tur i skoven med husets hunde i dag i selskab med min dreng, der holdt tempoet på et temmeligt fredsommeligt niveau, fordi han løb og legede og gled og havde en fest undervejs.

Det var lige akkurat tøvejr og undervejs fik jeg rigtigt meget lyst til at løbe en tur udenfor, selvom jeg egentlig havde givet mig selv en hviledag efter en hård og træls tur på løbebåndet i går.

Tanken om at trække i mine flade, tyndsålede TerraPlana løbesko og udsætte dem for "udenfor" fik det til at krympe sig en lille smule i mig af bekymring, for selvom jeg synes det går godt med dem på løbebåndet, virkede det stadig lidt sært at løbe i dem "rigtigt". Udenfor.

Efter lidt rastløs traven rundt derhjemme, trak jeg alligevel tøvende i tøjet og var klar til både at fryse og til at vende om fordi det med forfodsløb bare var for svært udenfor. Den rute jeg havde planlagt havde masser af muligheder for at afkorte eller forlænge, så jeg trippede udenfor i mine "sutsko".

Det føltes helt klart underdress'et, mens jeg kæmpede mig op ad en sne- og isklædt græsbakke for at komme op til noget tør asfalt, lidt som om jeg havde glemt at tage sko på. Men det var dejligt at slippe for følelsen af at kunne vrikke om på de "høje" løbesko, for jeg kunne tydeligt mærke, at jeg var helt tæt på underlaget.

Det var superspændende at stå på asfalten og sætte i gang. I hemmelighed håbede jeg naturligvis lidt på samme overvældende oplevelse som første gang i strømpesokker på løbebånd, og det var lige hvad jeg fik.

Jeg havde medbragt mit up-tempo løbemusik til at finde den gode, høje kadance og så gik det jo helt af sig selv og det føltes helt vildt fedt.
Jeg kunne tydeligt mærke når jeg løb hvor der var strøet salt eller når jeg løb på revner i vejen, men slet ikke på den ubehagelige måde, det var nærmere distraherende på den pudsige måde, alle de ting jeg pludselig kunne mærke med mine fødder.

Jeg syntes det føltes lidt langsomt i starten, men et hurtigt blik på gps-uret påstod at tempoet var godt, til min overraskelse endda lidt højt, så jeg fortsatte fortrøstningsfuldt og endte med en tur på 4 kilometer i et tempo, der er ret højt for mig, så det er nok meget godt jeg ikke løb længere, selvom jeg ikke følte mig overbelastet undervejs.

Jeg tror ikke det bliver så let at sætte tempoet ned igen, for når jeg skal holde en høj kadance, og når jeg løber på den her forfods-facon, så GÅR det ligesom bare stærkt. Så jeg må skride forsigtig frem når jeg sætter distancen op i stedet, det kommer nok alligevel til at tage lidt tid at komme med igen, efter en måneds tid eller to med max. 5 kilometer ad gangen indendøre.

lørdag den 11. februar 2012

Disclaimer

Jeg fniser lidt over den her advarsel, hver gang jeg sveder på motionscyklerne i fitnesscenteret.


.....stop straks hvis du føler smerte, besvimer, bliver svimmel eller forpustet. 

Så kan det godt tage utroligt lang tid at cykle et par kilometer.....

fredag den 10. februar 2012

Videre på flade sko

Jeg løber stadig indendørs og der sker jo ikke så meget på sådan et løbebånd, men jeg har haft god tid til at finde mig til rette i Terra Plana Neo-skoene, som jeg stadig er vildt begejstret for, bortset fra lidt størrelses-blues.
De passer ved første øjekast/skridt sådan set meget godt, men tæerne bliver bare så glade for al den gode plads, at når man har løbet tre kilometer og foden måske er gledet lidt frem i skoene, så bliver det alligevel vildt irriterende hvis tæerne kan ramme skoene ude foran og jeg er taget hjem fra motionscenteret med let ømme negle et par gange.

Jeg har brugt de tyndest mulige løbesokker uden at det hjælap og da det desværre viste sig, at det jeg troede var en prøv-den-og-hvis-ikke-den-passer-sender-du-den-bare-retur-garanti fra den webshop hvor skoene var købt ikke gjaldt hvis man havde bevæget sig rundt i skoene, brugte jeg nogen tid på lede efter en anden forretning der solgte samme model, eftersom jeg lige havde givet 750,- for at finde ud af hvor jeg ihvertfald skulle købe sko igen.
Men nu er de på vej og heldigvis kan jeg godt løbe i de "små" mens jeg venter.



fredag den 3. februar 2012

Med 13,5 km/t på Richter-skalaen

I dag løb jeg 5 kilometer i mine TP Neo'er på løbebåndet.
Jeg har en fornemmelse af at jeg måske går for hurtigt frem, men det føles fint og jeg ville bare gerne op på 5, så jeg ikke længere skal skifte sko undervejs.
Hvis jeg begynder at blive øm, kan jeg jo sætte distancen ned igen.

I mit motionscenter kommer der en flok gymnasie-piger, der passer godt på mit aller mest fordomsfulde billede af teenagere. De sidder tit i omklædningsrummet i en lille flok og stirrer helt tomt og slukket ud i luften. Uden at tale sammen, uden at prikke på mobiler, de sidder bare og sumper. De ser ikke ud til at vente på nogen og de ser heller ikke utilfredse eller utålmodige ud, bare sært slukkede.

Nåmen så lige da jeg var startet og løb fredsommeligt afsted med 10 kilometer i timen, helt alene på et af centerets fem løbebånd, stillede de fire zombie-piger sig pludselig op på løbebåndene rundt om mig uden et ord og uden at se på hinanden. Så startede de samtidig hver deres løbebånd og skruede direkte op på 13,5 kilometer i timen og HAMREDE derudad!
Jeg greb min vandflaske, da den blev skubbet op af flaskeholderen af vibrationerne fra løbebåndene omkring mig og det føltes fuldstændigt som at stå midt i en flok bissende, fuldvoksne køer, selvom ingen af pigerne kan have vejet over 50 kilo. Sikke en larm! 
Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller være bekymret for hvem af dem, der først ødelagde et eller andet i sine ben, men inden jeg nåede at beslutte mig, stoppede de allesammen gispende deres løbebånd og forsvandt ned i styrketræningsafdelingen.

Det føles somom man løber meget, meget stille i sine flade sko efter den slags selskab...

torsdag den 2. februar 2012

And the sinner is...

I tirsdags, efter mandagens sjip, konstaterede jeg lettet at jeg sært nok ikke var øm efter mandagens prøvelser og trak i mine nye ("dem har jeg da haft længe!!") støvler og gik på arbejde.

Hælene på de her støvler er lige på grænsen for hvor høje sko jeg stabler mig op på en hel dag og da jeg trak dem af om eftermiddagen var mine lægge velkendt løbe-agtigt ømme, men det ér altså støvlernes skyld, ikke mine gode, flade Neo'er.


Så ved vi dét, og i går tog jeg 4 kilometer i Neo'erne før min hold-time med "styrketræning med bold".

Det var en sær oplevelse.
Det meste af timen gik med forholdsvis komfortabel fjollen rundt med bold og så enkelte bold-involverende øvelser, der bare var så mega-hårde at jeg forventede klapsalver for at klare een gentagelse. Eller. Det hedder vel ikke gentagelse, når man kun kan lave øvelsen een gang.

Timen sluttede med en lille simpel sjov øvelse, hvor man skulle balancere på hænder og knæ på bolden. Dét var svært og man bruger bare en masse muskler allevegne mens man forsøger, helt uden at opdage det, så i dag har jeg købt sådan en bold.
Den er i stuen ved siden af balancebrættet og vi laver alle sammen en masse undercover-styrketræning når man lige skal balancere lidt eller vippe lidt rundt på bolden når man går forbi. Snedigt.