torsdag den 10. januar 2013

På kanten af iskoldt løbevejr

Jeg er ikke begejstret for at løbe i frostvejr.
Det går okay ned til omkring 4 varmegrader, men når temperaturen bliver lavere, kommer jeg tit til at tage for meget tøj på eller jeg opdager efter en kilometer at jeg har det for koldt på udsatte steder som ører, pande, fingre eller de uopvarmelige områder på lår og baller, der aldrig rigtigt bliver varme undervejs på grund af lidt rundhåndede kvindelige former dér. Ikke megen blodgennemstrømning gennem fedtdepoterne.

Jeg syntes heller ikke udsigten til en løbetur var særligt fristende, da jeg traskede hjem fra arbejde gennem frostvejret med sporadiske snefnug piskende i øjnene, men det var en løbetur jeg havde glædet mig til, den første i år, hvor jeg var helt sikker på friske ben og muskler efter at det omsider var lykkedes mig at presse en hel restitutionsdag ind mellem mine nye yoga og Pilates-tilbøjeligheder.

En chance for at mærke om sved og tænderskæren på gulvet i motionscenterets multisal mon havde gjort noget ved løbemusklerne og mit ømme knæ.

Oh, sikke en dejlig tur!
Jeg følte mig meget frisk og veloplagt på hele turen og havde masser af overskud til at løbe lidt til på småstigninger og mod-slud på et udsat sted på hjemturen tog heller ikke pippet fra mig, selvom jeg gjorde mig nogle erfaringer med at indhalere slud, som viste sig at føles koldt meget langt ned i brystet...

Og det allerbedste var det, der ikke var der: Ingen ømhed i knæet. Ikke den mindste smule.

Jeg er sikker på at Pilates og yoga har haft en gavnlig effekt på knæet og måske også på den skævhed i min ryg, der formentlig er årsagen til de småskavanker, der har indhentet mig henover efteråret, men jeg har også været lidt bekymret over hvor ondt det nogengange har gjort lige netop dér i knæet under nogen af udstrækningsøvelserne, så jeg troede måske jeg kunne være kommet til at overbelaste senerne bag på knæet yderligere med mit fitness.

Det var meget dejligt med den bekræftelse på at jeg er på rette vej og måske snart kan begynde på noget mere målrettet løbetræning igen, uden at ødelægge noget.

Men det var også en udsøgt fornøjelse at det omsider var lykkedes mig at ramme en helt perfekt påklædning til dagens anstrengelser, så jeg ikke frøs, takket være uld-tights under lette vinterløbetights og en uld-buff om ørerne på pandebåndsvis (det så ikke helt så tåbeligt ud som det lyder. Men næsten)
På strækninger med medvind, kunne jeg lyne lidt ned i refleksvesten og lukke luft ind på halsen, samt trække lidt op i ærmerne på løbejakken.


Dagens antræk, brugt, nusset og gennemblødt.
Uldbuff, løbevest (mest for at holde vinden ude, men jeg løb også lige før det blev mørkt). Tynd løbejakke, langærmet uldundertrøje (Änglamarks) og icebreakerundertrøje uden ærmer. Uldtights/shorts, vinterløbetights og Smartwool løbestrømper

Jeg elsker mine Änglamark uldbluser, der kan blive forbløffende tunge af sved, uden at man har følt sig fugtig undervejs.
Jeg overvejer at genoptage mine ulækre eksperimenter så det ikke er så irriterende at komme til at tage for meget tøj på på en løbetur. For så sveder man jo i virkeligheden for eksperimentets skyld og jo mere jo bedre og klammere.
Må hellere lige få vejet min nye uldtrøje.

mandag den 7. januar 2013

Av for Pilates!

Til min allerførste Pilatestime midt i december var der en pige, der spøgefuldt sagde noget med at hun havde hørt at efter 10 gange kunne man mærke en forskel, efter 20 gange kunne man se en forskel og efter 30 gange....havde man en ny krop (?)

Efter første gang, gik jeg glad i seng om aftenen, overrasket over ikke at være øm nogen steder. Jeg mente ellers jeg havde lagt kræfterne i og mærket en hel del niv i dovne muskler hist og her.
Om morgenen steg jeg forsigtigt ud af sengen, før jeg sejrssikkert kunne konstatere at jeg ikke var særligt øm nogen steder. Sandt at sige havde jeg forventet at blive mindet om min Pilates-debut med hver eneste bevægelse, for det havde alligevel været en lidt anstrengende times tid på gulvet i motionscenteret.

Jeg gik tilfreds på arbejde, men i løbet af formiddagen kom de snigende, mine mavemuskler.
Og de medbragte tænder og kløer og sandpapir og syre og eftermiddagen blev tilbragt på sofaen med overvejelser om hvorvidt familien ville bemærke hvis jeg drak min kaffe af et sugerør, for at undgå at komme til at spænde en mavemuskel, når jeg rakte ud efter koppen.

Men jeg stod der igen til næste Pilates-time og mellem jul og nytår fortog ømheden sig og her i starten af året har jeg med fornyet respekt og glæde kigget en hel del på mine nye mavemuskler.
En del af dem var der selvfølgelig i forvejen og jeg har da også lavet coreøvelser, lidt sporadisk, før, men jeg skal lige love for, at en hel del af dem anede jeg ikke jeg havde før jeg eksempelvis, let vantro, lavede bækkenløft med fødderne balancerende på en lille bold eller før efter en særligt udspekuleret udgave af planken (som jeg har et problematisk had/had forhold til i forvejen) med samme bold mellem knæene. Især dén øvelse kunne nok få mig til at tude en lille smule på en dårlig mavemuskel-dag.

Jeg er helt bidt af Pilates!
Det ser muligvis fjollet ud, når der ligger en hel flok fortrinsvis damer (vi har haft en enkelt mand med, men han havde vist været udsat for moderat pres for at deltage) og pruster over "pyttesmå bevægelser" og det føles også lidt løjerligt lige før det bliver så anstrengende, at hvinende muskler overdøver de sidste forbehold.

Og det virker!
Hvis jeg fortsætter på den her måde, er der nok snart nogen, der spørger om jeg er blevet Photoshoppet.....