4 gange 1000

I dag var interval-dag igen.

Det er ikke fordi jeg pludselig er kommet til at elske intervallerne, men jeg synes faktisk jeg havde en god nær-overskuds-oplevelse med dem sidste gang, så det kom bag på mig da min indre sofa-kartoffel begyndte at køre undskyldnings-båndet i mit hovede allerede i formiddags.

Det må være fordi intervallerne var vokset 200 meter siden sidst og SÅ stort overskud synes jeg heller ikke jeg havde da jeg løb 800 meter-udgaven i sidste uge.

For i det mindste at undgå at løbe på tom mave, gav jeg et frokost-franskbrød på kontoret og slugte tre stykker med smørreost og en halvhjertet undskyldning om, at jeg jo også skulle ud og løbe.

Jeg forlængede intervallerne i mit ur, men det var først da jeg var gået i gang at jeg kom i tanker om, at jeg også skulle have forlænget pauserne. Jeg kom lidt skævt i gang og glemte at starte træningen i uret efter opvarmingen, men afsted gik det og rigtigt fint, endda.

I fortsættelse af mit undskyldnings-bånd, kørte jeg godtnok en lille indre "måske skulle man nøjes med 3 gange 1000 meter, især nu hvor jeg har glemt at forlænge pauserne i  programmet"-tale, men jeg kom fint igang med det fjerde interval også og selvom det var anstrengende, så gik det meget bedre end jeg havde frygtet og jeg følte mig udfordret, men ikke overvældet.

Jeg tror dog jeg skal regulere min max-puls lidt ned, for efter jeg har skiftet pulsmåler har jeg svært ved at komme tættere på min tidligere målte maxpuls end 6-8 slag under.
Jeg har tænkt mig at løbe stærkt til 10 kilometers julestjerneløb på søndag og så se hvor høj min puls er på blodsmags-grænsen i en konkurrence, hvis jeg kan overvinde mig selv og lægge lidt pres på.

Nu med forhindringsløb

Efter den gode interval-tur i onsdags løb jeg en kort tur torsdag og planlagde en lang tur i weekenden, indtil jeg kom i tanker om det der storm. Så blev den lange tur udsat til mandag og jeg løb bare en lille tur lørdag.

Ser fint ud på endomondo-oversigten, og her kan man ikke engang se, at nogen af de her ture er intervaller! Det ville kun være rimeligt, hvis de var markeret med rødt, ing?

Nåmen i går ville jeg så ud på en lidt længere tur, og havde planlagt en rute jeg ikke havde løbet før. Jeg synes godt det kan være kedeligt at løbe de samme ruter igen og igen, især når man ved man skal løbe en times tid eller halvanden, så min nye langturs-strategi er at komme afsted ad nogle ruter, hvor jeg ikke har løbet før. Og man kan jo komme ret vidt omkring.

Mandagens tur gik gennem skoven og kanalen ud til Arresø og op gennem Brederød. Der er nogle lange seje bakker undervejs og dem var jeg så fokuseret på, at jeg helt havde glemt at det havde været stormvejr, så det kom helt bag på mig, at der var væltet en hel del skov langs med kanalen, dette træ var bare det første af flere.

Det var et kæmpestort bøgetræ, der simpelthen var splintret ud over skråning og skovbund og en del af kronen var så endt på stien, men her kunne man sagtens smyge sig igennem. Længere fremme ad stien lå træstammer tværs hen over stien, så man måtte klatre over og under og det var faktisk meget sjovt.

Men så kom bakkerne og var præcis så rædselsfulde som frygtet. Desuden matchede de modvinden til fuldkommenhed, så jeg både løb mod tyngdeloven og mod vinden.

Til gengæld blev jeg belønnet med en storslået udsigt over byen og fjorden da jeg omsider var kommet til tops, og så fulgte et langt nedløb hvor jeg fik vejret og den humoristiske sans tilbage.
Efter sådan en omgang bakker, føltes resten af løbeturen, jo som den rene slentretur og jeg satte farten op på de sidste to kilometer for at være forpustet når jeg kom hjem og dét blev jeg. 

Jeg endte med knap 14 kilometer, en god følelse (trods bakkerne) og et fornuftigt gennemsnits-pace, der ikke er urealistisk på 21,1 kilometer, men stadig lige knap godt nok til at komme under 2 timer på halvmaraton, medmindre jeg får arbejdet lidt med min modvilje mod at presse mig selv ud over komfortgrænserne. Jeg håber at kunne forsøge mig lidt med det til motionsløbet på søndag.

Overskudsintervaller

I forrige uge besluttede jeg jo, at dagens Vo2max-intervaller ikke skulle forlænges til 1000 meter, selvom mit løbeprogram fra løbesiden.dk ellers mente det var på tide.

Jeg syntes det var strengt, eftersom jeg lige var begyndt at mærke noget spirende overskud og selvtillid ved de der intervaller, så i dag udvidede jeg på uautoriseret vis lige programmet med en ekstra uge, for at kunne tage 4 gange 800 meter med et pace på 5.00 og en puls der helst skulle op omkring 90-98%

Det gik supergodt, jeg blev forpustet og presset, men slet ikke til snuble-grænsen som i starten. Og jeg kan også godt se, at min puls kun lige akkurat kommer op over ca. 92% så det ér nok på tide at justere på længden af intervallerne og det er også okay.

I dag var en dejlig interval-tur. Havde aldrig troet jeg skulle komme til at skrive dét, men det gik altså bare supergodt.

Jeg stoppede min Ipod-musik under intervallerne, for at kunne høre mit urs "sæt farten ned!"-bip, for jeg kommer let til at spæne alt hvad jeg kan - og det kan jeg jo ikke holde til særligt længe. Det går til gengæld fint når jeg holder hastigheden omkring 5.00 og det hjælper urets ivrige bipperi med.
Uden musikken var jeg også mere opmærksom på mit åndedræt og fandt let ind i en godt rytme, der fungerede rigtigt godt, så jeg først mærkede en snert af den lede interval-udmattelse på de sidste 46 meter af det sidste interval. Ja, helt præcist, for jeg kiggede på mit ur!

Det rigtigt fede er jo også at se på pulskurven når man kommer hjem og bemærke, at pulsen falder næsten lige så hurtigt som den stiger. Godtnok et helt nyt billede i forhold til lige da jeg begyndte at løbe, og min puls knp nåede at falde i mine gå-pauser.

...ironisk nok er den her puls- og fartgraf faktisk fra 21. november 2011, hvor det længste jeg kunne løbe uden pause var knap 8 minutter. Oh glæde og begejstring over alt det ens krop kan hvis man bare spørger den om den gider!

Det er mørkt derude!

I weekenden kom jeg i tanker om, at hvis jeg gerne vil løbe halvmaraton på min fødselsdag nytårsaftensdag i år, så måtte jeg nok hellere begynde på nogen lidt længere ture igen.

Normalt når jeg løber lidt længere ture, så slår jeg bare to af mine almindelige ture sammen og løber sådan en sløjfe omkring mit hjem, men til lørdagens tur havde jeg kigget på et kort og udset mig en længere rundstrækning gennem nye territorier.

Ruten gik blandt andet omkring min datters gamle børnehave, der allerede lå megalangt væk dengang vi kørte derud i bil så da jeg løb forbi til fods blev jeg ramt af et ordentligt puf af ærefrygt over at se mig selv være løbet hele vejen derud. Og det føles så herligt hver gang jeg bliver overrasket over mig selv på den måde, det minder mig om at alting kan lade sig gøre.

Jeg havde målt ruten ud til at være 10 kilometer, sådan løseligt på endomondo, men i virkeligheden var der 12, så det blev til lige over en times god løbetur. 

Mandag havde jeg et travlt eftermiddagsprogram, så jeg kom først ud og løbe omkring klokken 16 og *bum* 15 minutter senere var det nærmest buldrende mørkt!

Jeg troede jeg havde styr på hvilke stier der var oplyste, men det holdt ikke helt stik i virkeligheden og eftersom jeg ser halvskidt i mørke, foregik en del af turen nærmest halvt i blinde.

Det var ikke så rart på distancer med ujævne fortov, men faktisk meget fedt resten af vejen og sammen med lidt november-aftentåge, forstærkede det følelsen af at have det hele for mig selv.

Noget om at få vejret

Efter en meget travl dag på arbejdet, sprang jeg uden tøven i løbeskoene og ud i vejret.
Jeg løb på stierne over golfbanen og vinkede til greenkeeperkollegaer, der kørte på kryds og tværs og vinterklargjorde banens vandingssystem.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg tænkte på undervejs, men da jeg kom hjem kunne jeg faktisk knap huske turen og det er med at nyde det med at slappe af og lade tankerne vandre, for i weekenden står den igen på en tur med intervaller, oh gys!

Og så har jeg netop meldt mig til 10 kilometer julestjerneløb i Hillerød.
Løbet er en tradition for et par løbere jeg kender og skulle vist være ganske særligt usædvanligt hyggeligt, så det glæder jeg mig til.

Gravhøje i horisonten

Brrrr, det var KOLDT at gå mine få hundrede meter hjem fra arbejde i dag og tanken om at trække i løbetøjet virkede ikke så tillokkende. Jeg havde frosset om fingrene hele dagen, så jeg gravede mine løbehandsker frem fra bunden af kommoden.

Til gengæld for kulden var det jo smukt og klart og helt vindstille, så jeg løb afsted på min "modvindstur" over åbne marker og det var en sand fornøjelse i dag uden vind til at slå skår i glæden.



Jeg frøs for meget til at hive ned i handsken og op i ærmet for at bese mit løbeur de første par kilometer og så glemte jeg det og løb selvfølgelig lidt for stærkt.

Især på sidste del af turen hvor mit "løbebånd" på Ipoden blandede sig frem til "Jorden er giftig" i udgaven med Sys Bjerre fra "Toppen af Poppen"

I noget af omkvædet synger hun noget med "....og baby gå lidt ned i knæ....." og selvom jeg godtnok også har set musikvideoen til Joey Moes udgave af sangen, så tænkte jeg alligevel på Peters løbetip om at bøje knæene når man løber og unde sig selv den ekstra affjedring af aflasning af både knæ og hoftebøjer.

Det er faktisk bare rigtigt svært at lade være med at sætte fart på når man gør det, jeg føler nærmest jeg flyver afsted, så det er helt bestemt en teknik jeg gerne vil arbejde lidt videre med, måske på de intervaller jeg skal have fat på igen een af disse dage.

November

Jeg plejer at tage fat på november med et resigneret indre suk og Henrik Nordbrandt:

“Året har 16 måneder: November
              december, januar, februar, marts, april
              maj, juni, juli, august, september
              oktober, november, november, november, november.”

Jeg har aldrig været særligt begejstret for de her mørke måneder - bortset fra december som jeg enten formår at nyde i fulde drag eller suser igennem i en tåge af selvpåført juletravlhed - men da jeg begyndte at løbe sidste år skete der også noget biokemisk i mig, der fuldstændigt fritog mig for det mørke-tungsind og den lyst til at gå i hi, der plejer at ramme mig i november og følge mig til langt ind i marts.

Og i år synes jeg vi har været usædvanligt heldige med vejret og lykkeligt fri for iskold regn og slud, så det er svært at blive ved med at være rigtigt sur på den der november. 

Lidt dekorativ tåge nogen dage, men det er blevet opvejet af de klare dage med fuldt blus på den blege vintersol.

Foreløbig har der ikke været nogen problemer med at komme ud og løbe, for det sværeste at komme ud i er slud, der også sendte mig hovedkuls i motionscenteret sidste år, og endnu er der vist ikke slud i sigte, så jeg krydser fingre for masser af gode løbeture ude i vejret endnu i år.

Mandag løb jeg 9 kilometer, lidt for hurtigt i forhold til det langsomme tempo jeg burde følge, men jeg ignorerede uret undervejs og koncentrerede mig om at "tænke mit" og nyde turen.

Min søn fejrede sin fødselsdagsnat, natten til mandag, med høj feber og ondt i halsen og eftersom han halvsov det meste af natten på mig i dén anledning, forudså jeg noget feber og halsbetændelse til mig selv også, og så skulle jeg bare lige skynde mig at nå at løbe en rigtigt god tur først.

Men jeg er ikke blevet syg endnu, så jeg når nok også en tur i morgen!

Lidt om løbeselskab

I mandags løb jeg rundt om søerne med en veninde og i går fulgtes jeg med en af vores naboer på en løbetur på 8 kilometer.
Denne nabo er rigtig hurtig på 5 kilometer, men vil gerne sætte sine træningsdistancer lidt op og hun synes det er hyggeligere at løbe sammen med nogen. Og lettere at komme afsted hvis man har lavet en aftale med nogen om at løbe sammen.

Det var også en meget hyggelig tur og holddaop hvor kan man alligevel få talt om mange ting, selvom man er forpustet og får sved i øjenene. Og på een eller anden måde endte vi også med at holde et overraskende højt tempo i forhold til hvor meget luft vi havde at snakke med.
Jeg tror jeg ville have følte mig lidt forpustet, hvis jeg havde løbet turen i det tempo alene, men med selskab gik det bare så stærkt og pludselig var vi hjemme igen uden at jeg egentlig havde nået at tænke på om det føltes anstrengende eller ej.

Og sådan går det jo næsten altid når jeg løber sammen med nogen, der gider snakke undervejs.

Lige da jeg begyndte at løbe kunne jeg dog ikke forestille mig at jeg nogensinde skulle få lyst til at have vidner til mine lunger og mit hjertets panikslagne kamp for at få lidt ilt til hjernen og til mine forpinte muskler. Jeg var sikker på at "snakketempo" var en skrøne, opfundet af en eller anden snobbet og sadistisk løbetosse og jeg kunne ikke begribe hvad man dog gjorde i en løbeklub. Udover måske at skiftes til at bære hjertestarteren.

Nu går det heldigvis bedre og jeg er blevet meget glad for at følges med nogen. Faktisk synes jeg af og til godt at løbeturen kan føles lidt kedelig eller lang når jeg løber alene, især når min indre "Couch-Coach" begynder at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor jeg ikke sidder i sofaen og læser, men i stedet spæner rundt i stiv kuling og regnvejr.
Men for det meste, når jeg løber alene, falder jeg ligesom indad i mine egne tanker og finder tit mig selv i samme sindstilstand som den man kommer i, lige før man falder i søvn. Og når jeg kommer hjem, føler jeg mig frisk og "genstartet" som efter en powernap.
Det kan jeg altså ikke når man løber sammen med nogen, ihvertfald ikke de snakketræer jeg plejer at følges med, så selvom jeg holder meget af godt selskab på mine løbeture, så er det også dejligt at løbe alene.

Et af mine aller, aller bedste løbeøjeblikke er stadig en morgentur tidligt på sommeren, hvor jeg nærmest halvsov de først tre kilometer og pludselig fandt mig selv helt alene i verden og jeg var fuldstændigt uovervindelig og gennem-glad, mens jeg løb rundt i skoven og mine sovende sommerhuskvarterer og det var somom jeg havde hele verden for mine løbesko-beklædte fødder.
Tanken om den slags øjeblikke kan sagtens få mig ud at løbe i regnvejr, også selvom jeg ikke er forpligtet af en aftale om løbeselskab.

Tag dén, Virtuelle Partner!!!

I går ville jeg lige løbe en kort tur så langsomt jeg overhovedet kunne.

Men så skulle jeg lige se hvordan den virkede, den der virtuelle partner, som mit Garmin ur kan.
Egentlig sært at jeg ikke rigtigt har eksperimenteret med den før, men jeg havde en idé om at den måske kunne motivere og vejlede mig lidt når jeg en af disse dage vil løbe et lille testløb og forsøge at slå min PR på 5 kilometer, efter det ret nedslående løb i Frederikssund for et par uger siden.

Jeg indstillede partneren til at løbe 5 kilometer på 30 minutter, det skulle jeg nok kunne gøre sådan rimeligt komfortabelt. Men allerede efter 500 meter var jeg superfokuseret på mit forspring på 45 meter og lidt overrasket over at jeg allerede følte mig en smule forpustet. Ihvertfald til jeg konstaterede at jeg også løb noget nær syretærskel-tempo, så kunne jeg bedre forstå mit påtrængende åndedræt.

Efter en kilometer var det stadig ikke lykkedes mig at sætte farten ned (men jeg havde øget mit forspring betragteligt!!!) og jeg var simpelthen nødt til at trykke mig væk fra den skærm på uret, hvor jeg kunne se mit forspring i forhold til min virtuelle løbemakker for at finde ned i et mere fornuftigt tempo.

Jeg har aldrig betragtet mig selv som konkurrencemenneske, men mine fem kilometer blev løbt i et behersket, men alligevel halvstresset tempo fordi jeg bare ikke ville risikere at tabe til den lille figur i mit ur!!

Heldigvis viste det sig - da jeg havde spurtet de sidste 150 meter op ad bakken mod vores hus - at uret spillede en lille munter fanfare og skrev "Du vandt!" da jeg rundede de fem kilometer med en føring på to minutter og det var en overraskende sød sejr. Over en lille figur i mit GPS-ur.....*suk*.

 Klar til at få baghjul igen??!! *ond latter*

Frivillig fridag

I går bad jeg min chef om en fridag i dag og fik den uden tøven.

Jeg har haft travlt på det seneste og nogengange kan man godt fornemme at man måske læner sig op ad en gang forkølelse eller det der er værre, hvis ikke man lige sætter tempoet en smule ned. Og en fridag uden planlagte opgaver at fylde den med, var lige hvad jeg trængte til

Meget sjovt lidt senere at læse indlægget hos Kirsten om egen-omsorg, for det er nok det sådan en lidt uovervejet og helt uplanlagt fridag er. God tid til ikke at lave noget.

I løbet af langsom morgenmad formede der sig dog alligevel en plan om en ekspedition ind til Kaiser Sport for at købe et par nye løbesko som supplement og senere efterfølger til mine "gamle" løbesko, som jeg har løbet 6-700 kilometer i hen over forår og sommer.
Jeg har brug for nogen pronationsstøtte, men er ikke glad for alt for stive sko, så det er svært at finde gode kompromiser mellem komfort og fornuft og det tog da også lige en lille kilometer på løbebåndet at finde frem til noget der virkede.

Men altså, nye løbesko.
Det er dejligt at vide at de er nye og gode og passer og holder og støtter der hvor de skal, men hvor føles de bare NY og lidt fremmede på fødderne, til man lige får strammet og snørret rigtigt og ikke skal starte helt fra bunden hver gang man tager dem på.

Jeg tog dem på på dagens løbetur, stadig bare i "roligt/frivilligt tempo" og det gik fint, bortset fra lidt snurren under forfoden fordi jeg naturligvis havde bundet dem for stramt, og adskillige stop for at regulere på snørringen. Og så tænkte jeg naturligvis så meget på hvordan de føltes at jeg glemte at se på farten og løb lidt vel stærkt, så det endte med at blive en ret anstrengende tur alligevel.
Men jeg mærkede ingenting til de småklager fra det ene knæ jeg har haft de seneste par uger og ingen forværring af ømheden på ydersiden af den ene fod, så jeg er sikker på jeg er på rette vej med mine nye sko. Når jeg altså får styr på snørrebåndene.
I morgen tager jeg en kort tur på 5 kilometer i de gamle sko og så må vi se hvad jeg vælger til lørdagens lidt længere snakketur, som jeg har aftalt med en nabo.

Rundt om søerne

Jeg tilbragte slutningen af sidste uge i Korsør til årsmøde i min klubsekretær-forening og det var et superkoncentreret døgn med masser af snak, netværk, inspiration og mad og drikke så jeg udsatte lige løbeturen en dag og lørdag løb jeg en tur sammen med min mand.

Han har haft problemer med ondt i hælen, så tempoet skulle holdes nede og for at aflede ham fra at fokusere på tempoet, der var alt for ueffektivt efter hans smag, sludrede jeg løs det bedste jeg havde lært, så han ikke kunne få luft til at brokke sig over tempoet. Snedigt. Og effektivt. Så gav vi den lidt gas på de sidste kilometer i stedet og havde en god tur.

Så fik jeg også lige trænet lidt snakke-tempo til i dag, hvor min gode veninde havde inviteret mig på kaffe på sit kontor, men først efter den klassiske Københavner-løbetur rundt om søerne.

Sidste efterår læste jeg en bog af Niels Lunde fra Politiken, der trænede sig op til at løbe først Friløbet og derefter et maraton. Han købte sko i Marathon Sport, der ligger lige ud til søerne, og fik et lille kort over søerne med.

Det smarte er jo at man kan tage een eller flere søer alt efter hvor langt man kan eller vil løbe. Men jeg mente bestemt bare at der var urimeligt langt rundt om de der søer. Som i 10 kilometer. Men det viste sig til min overraskelse, at der kun er 6,3 kilometer hele vejen rundt om dem alle sammen.

Det er lidt ligesom med ens barndomshave, der var enormt og uendeligt stor, men når man så genser den når man selv er blevet større, så er den slet ikke så imponerende alligevel. Og nu hvor jeg er sådan een der let kan løbe vældigt langt, så er distancen rundt om søerne heller slet ikke så imponerende længere

Men en god tur var det! Selvom jeg nok ville blive lidt bims af alle de lyskryds, fodgængere og VILDE cyklister, hvis jeg skulle løbe derinde omkring søerne til hverdag.

Jeg har lige opdaget at mit løbeprogram - som jeg følger lidt løst og med et par ekstra ture i frivilligt tempo - foreskriver "restitutionsuge" i denne uge, så ingen oprivende intervaller før i næste uge. I stedet er de så blevet forlænget til 1000 meter, så jeg overvejer at indsætte en uge med 800 meters intervaller, først bare lige for at mærke hvordan det føles at løbe dem alle færdige med en lille smule overskud.

Fordi jeg fortjener det, ing.

På rette spor

Vo2max intervaller igen i dag, denne gang med styr på tider og tempi i mit Garmin-ur, hvilket lettede for en del af frustrationerne.
Jeg er ikke pludselig kommet til at elske den her slags træning, men det har helt klart potentiale og måske blir vi alligevel engang venner.

De to første intervaller foregik på lige landevej og faktisk helt uden blodsmag og livslede undervejs.
De to sidste intervaller foregik på nogle lidt ujævne sommerhus-grusveje, hvor jeg måtte fokusere en lille smule på ujævnt underlag og risikoen for at glide i de rigelige mængder farvestrålende, visne blade, men det var først på det sidste interval jeg følte mig ligeså mørbanket som sidste gang jeg løb de her korte intervaller.