søndag den 31. juli 2011

Mit Løbeprogram

For en måneds tid siden faldt jeg via douruns forum over mit-loebeprogram.dk og da jeg ikke selv havde nogen særligt håndgribelige træningsplaner, tænkte jeg at jeg ville prøve et program derfra.

Jeg er generelt sådan lidt for rebelsk til uden videre at acceptere at andre skal bestemme hvordan jeg skal tilrettelægge min træning og jeg skævede kun knap til "rigtige" løbeprogrammer, da jeg selv begyndte at løbe for et lille års tid siden.
Men Mit-Løbeprogram inddrager blandt andet mit Garmin GPS-ur og jeg syntes det kunne være sjovt at bruge lidt flere af urets funktioner end tid, distance og af og til pulsmålinger, som er det eneste jeg ellers hidtil har brugt uret til.

Allerførste testtur, "Lær uret at kende", var nu en ekstremt frustrerende oplevelse, idet man løb nogle korte 200m distancer i forskellige hastigheder og derved til overflod stiftede bekendtskab med urets kommanderende bippen og beskederne "Sæt farten op!" og "Sæt farten ned!" i displayet.
Det blev meget hurtigt meget irriterende at blive hundset sådan rundt med, men eftersom de efterfølgende ture var uden så korte intervaller og hurtige temposkift, glemte jeg irritationen og "Sæt farten op/ned" blev til venlige henstillinger.....eller forslag der godt kunne overhøres.

Tempoet på de forskellige typer løbeture bliver sat efter en 5 km-tid man opgiver ved oprettelsen og i løbet af programmet er der et par "form-tests" hvor man sætter en ny 5 (eller 10) km-tid, som resten af programmet så reguleres efter.

Jeg synes selv at jeg forbedrede mig ret hurtigt på tempoet..
Den første formtest var efter to eller tre uger og jeg løb de 5 kilometer "alt hvad jeg kunne" en morgen klokken halv syv.
Da jeg var halvvejs igennem løb jeg og tænkte lidt på, at det godtnok var svært (for mig) at mobilisere entusiasme nok til rigtigt at spæne sådan mutters alene ude i skoven så tidligt om morgenen, og selvom jeg slog min tidligere rekord på 5 km føltes det lidt som en tur i komfortzonen.

Efter første formtest fik jeg nye tider på mine løbeture.
"Almindeligt tempo" til mine sædvanlige ture lå derefter på 6 - 6.10 min/km og definitionen var at tempoet skulle "føles behageligt, uden at være hyggejogging". Jeg syntes det føltes ret så hygge-jogge-agtigt, men det kan jeg jo for det meste også godt lide.
På de ture hvor der forekom "langsomt tempo", var jeg dog ved at gå ud af mit gode skind over kravle-tempoet og kunne slet ikke løbe så langsomt.

Efter min "formtest" ved løbet i går, har jeg dog fået nye tider og jeg skal rigtigtnok lige love for, at der er kommet andre fartstriber på skoene!
"Almindeligt tempo" er nu 5.40 - 5.50 og dét er der ikke ret meget "hyggejogning" over for mig endnu. Men jeg er fortrøstningsfuld, for foreløbig har programmet formået at udfordre mig uden at tage modet fra mig, og dét er alligevel en ret så hårfin balancegang.

Min første tur i mit nye "almindelige tempo" er i morgen og på grund af et presset mandagsprogram, er jeg nødt til at løbe turen om morgenen.
Før ferien elskede jeg mine morgen-løbeture, men det har mildest talt været svært at finde mit godt begravede A-menneske frem efter genstart på arbejdet, så jeg er spændt på hvor hård turen bliver i morgen tidlig, selvom jeg som altid glæder mig til min løbetur.

Test af MMS blogging via smartphone

lørdag den 30. juli 2011

Hornbækløbet - Formtest

I dag skulle jeg løbe 5 kilometer i Hornbækløbet og havde planlagt at bruge løbet som den formtest jeg skulle lave i forbindelse med min halvmaratontræning fra "Mit Løbeprogram" . Efter en formtest bliver hastighederne i løbeprogrammet ændret så de passer til ens niveau, det er meget gennemført og virker supergodt, men mere om det i "et andet afsnit".

Jeg kender slet ikke Hornbæk, men krydsede fingre for en flad rute, og det viste sig også at bortset fra en lillebitte stigning i starten - som selv ikke jeg bakke-forskrækkede tøse-løber kunne hidse mig op over - var ruten helt flad. Ud ad cykelstien ved siden af en laaaaang lige landevej gennem lidt skov, og tilbage ad grus-vandrestier langs stranden, hvor der både var skygge og vind - begge dele ret tiltrængt.

Min plan var at slå min rekord på godt 28 minutter og helst ville jeg under 27. Men et helt minut er meget på 5 kilometer på mit niveau. Løbeprogrammet - der sigter mod halvmaraton-form i slutningen af september - havde dog holdt mig en hel del tilbage, synes jeg, på både distance, men også især på hastighed på de almindelige ture, så jeg følte mig som en spændt og eksplosionsklar fjeder, da jeg snørede løbeskoene.

Havde egentlig tænkt mig at lægge roligt ud, og se hastigheden lidt an og løbe turen med lidt overskud tilbage til en spurt til sidst, men som sædvanlig blev jeg revet med af stemningen på startstregen og da jeg begyndte at tænke igen efter en kilometer med alt for høj fart, prøvede jeg at overbevise mig selv om at DETTE var den ene gang, hvor en for høj starthastighed ikke ville hævne sig senere. Ha.

På to kilometermærket tænkte jeg på, om det mon var syre jeg kunne mærke prikke let i lårene. Og om man mon godt bare kunne løbe videre med det.
Jeg har kun prøvet at syre til i benene på en 5 kilometer een eneste gang, og det var på en latterligt kuperet off-road-skovrute, hvor det eneste der fik mig til at løbe videre var tanken om at brænde mine løbesko på målstregen.

Efter to kilometer fandt jeg min plads i feltet og hægtede mig fast på en pink Erimitageløbs-tshirt foran mig, som mistede pusten omkring fire kilometer, hvor jeg løb forbi ham. Det lyder overskudsagtigt, men jeg tænkte ikke noget, ville bare gerne i mål. Alene tanken om en kæk slutspurt på det fine lille opløbsstykke gav mig prikker for øjnene, så jeg droppede idéen igen og glemte endda at se efter min tid på mål-portalen.

Mit GPS-ur var indstillet til formtesten, der inkluderede opvarmningen, så jeg havde løbet lidt i blinde, med hensyn til slut-tid og jeg havde kun kastet et enkelt blik på min pace undervejs. Følte mig dog overbevist om at jeg ihvertfald havde løbet alt hvad jeg kunne og at tiden måtte være okay.

I følge Endomondo er min tid 26.22 og dét er jo en fabelagtigt god tid for mig, så jeg håber den officielle tid ligner.
Har endda også forbedret min cooper undervejs, så jeg er ikke så let at holde ud at høre på resten af dagen.

torsdag den 28. juli 2011

Elektronik-dræberen

.....eller noget om lommer i løbetøj.

Engang i begyndelsen af december kastede jeg mig ind i mit motionscenter med blodsmag i munden allerede før jeg havde taget et skridt på løbebåndet.
Om aftenen skulle jeg til den første julefrokost med mit arbejde og var en anelse stresset ved udsigten, ikke mindst fordi aftenen bød på dans og kønsfordelingen ville være 3(damer):15(herrer) Og jeg er bare ikke særligt komfortabel med det dersens dansenoget, selvom jeg var indstillet på at tage min del af trampene over tæerne - når bare jeg lige kunne nå nogle kilometer med maxpuls på løbebåndet først.

Dét kunne jeg godt og styrtede hjem til bad og omklædning, efter først at have kastet løbetøjet i vaskemaskinen til en ventende 40 graders vask.
Det var først dagen efter jeg kom til at tænke på, hvor jeg egentlig havde lagt min Ipod efter træningen.....

En Ipod kan ikke tåle en 40 graders vask.

Siden har jeg været ekstremt forsigtig med hvor jeg lagde mit elektronik, og har aldrig siden lagt min (nye) Ipod i nogen løbetøjslommer.
Eneste elektronik-undtagelse for aldrig-i-lommen-reglen er min lillebitte mobiltelefon, som jeg altid har med af frygt for en tidlig morgen at samle en tilskadekommen op et øde sted i skoven, og så stå der uden at kunne ringe efter hjælp.

Da jeg vaskede min mands mp3 afspiller, havde han heldigvis selv givet mig sit løbetøj og kommanderet det vasket, og lommetjek er ikke med i vaske-pligten i det her hus.

I går morges løb jeg "progressiv" tur tidligt om morgenen. Det er kort fortalt noget med at en fjerdedel af turen foregår i et tempo lige over ens komfortzone.
Det var ikke nogen urimeligt hård tur, men jeg syntes godtnok det var usædvanligt svært at ryste dynen af mig og komme op og afsted.

Da jeg kom hjem, uploadede jeg turen til endomondo og Mit Løbeprogram og drak et glas vand, før jeg smed løbetøjet i vaskemaskinen, startede den og gik i bad.

Det var faktisk først efter badet jeg tænkte på hvor min mobiltelefon mon var....og kom i tanker om det.
Og efter en kvart finvask var den utilbøjelig til at kommunikere med mig, selvom jeg senere - da jeg satte sim-kortet over i en anden mobil - opdagede at jeg faktisk havde modtaget en sms cirka 10 minutter inde i vaskeprogrammet.

Jeg er ikke distræt. Jeg har bare tankerne andre steder. Åbenbart.

onsdag den 27. juli 2011

Det første skridt ud i den blå luft

Jeg begyndte at løbe i oktober/september sidste år.
Eller "løbe", ing. Det var jo ikke det jeg gjorde i begyndelsen, vel.

Først gik jeg nogle lange  ture med mine hunde i et opskruet tempo, der fik blodet til at rulle lidt mere mærkbart i mine årer og så begyndte jeg at løbe. Lidt.

I begyndelsen bare et minut ad gangen, efterfulgt af adskillige minutters indre diskussion om hvad i al verden det var jeg bød mine lunger og mine arme, stakkels ben.

Efter en måneds tid løb jeg lidt længere tid ad gangen, men stadig med lange indre diskussioner om det helt usandsynligt tåbelige jeg havde gang i.
Jeg løb (altså "løb") hver "evig eneste anden dag" og jeg var altid øm et eller andet sted.

Så begyndte det at sne i november, og jeg lukkede ørerne for min indre sofa-kartoffels forskrækkede fordomme om de tynde piger og de store bodybuildere i motionscenteret og løb mine første kilometer på løbebånd.
Det var også der jeg løb mine første fem kilometer i træk (uden gåpauser - ikke uden nærdødsoplevelser) og jeg fejrede masser af sejre og åd en hel del kameler sammen med andre endorfinjunkier deroppe, før vejret omsider blev til at løbe udenfor.

I april i år løb jeg med bævende hjerte mit første 5,5 km motionsløb og krydsede målstregen på grådens rand af forskrækket glæde over at jeg kunne.

Ifølge "Bliv løber for livet"-bogen, som jeg er meget begejstret for, skal man have sig et godt "hvorfor", når man løber, især i begyndelsen.

I starten var min grund til at løbe at jeg havde opdaget at jeg ikke kunne løbe 100 meter uden at føle mig døden nær af åndenød og jeg syntes det var lidt pinligt og ihvertfald et opnåeligt mål.
Der gik faktisk overraskende lang tid før jeg kunne løbe 100 meter, men så blev det en bestemt strækning på 3 - 400 meter jeg lige kunne se mig selv sprinte elegant henover uden at anstrenge mig til hjerteanfaldets rand og da jeg kunne dét, ville jeg jo gerne kunne løbe 3 kilometer, så 5...og et sted undervejs opdagede jeg hvad endorfiner kan gøre.

Det sædvanlige dårlige vinter-hi humør udeblev og vinterens oprivende travlhed på arbejdet bed slet ikke på min humoristiske sans.
Og jeg tabte som uovervejet bonus de fleste af de kilo, der havde kastet sig over mig, da jeg for længe siden holdt op med at ryge.

Før vejene var isfri var det ikke længere et spørgsmål om at holde fast i hvorfor jeg absolut skulle løbe, for jeg kunne slet ikke forestille mig at lade være.

Jeg kaster mig stadig med begejstring i løbeskoene hver evig eneste anden dag - mindst.
Og løb er blevet min genstart, når mit hovede er fyldt og jeg ikke kan tænke en sammenhængende tanke, min udvej, når jeg har brug for en tankestreg og lidt tid og min hjemvej, tilbage til mig selv, for jeg kan så tydeligt mærke min krop og mit allerinderste, når jeg løber lige ind i den løjerlige tilstand, der næsten altid opstår et sted undervejs på en løbetur.