Ja.
Det er min uldtshirt med 14 gram sved i.
Næste skridt er at teste min tynde uldundertrøje fra Icebreaker, den plejer næsten at kunne vrides efter en god 8'er.
lørdag den 31. marts 2012
Det ulækre eksperiment #2
Ja.
Det er min uldtshirt med 14 gram sved i.
Næste skridt er at teste min tynde uldundertrøje fra Icebreaker, den plejer næsten at kunne vrides efter en god 8'er.
fredag den 30. marts 2012
Frivillig fredagsmeditation
Oh, hvor jeg trængte til at sætte tankerne i frigear på dagens løbetur i dag og sikke det lykkedes
Vejret var ret så udsøgt. Det føltes lidt køligt da jeg løb hjemmefra, men jeg satte alligevel afsted i min uldne tshirt med en vindjakke over og det viste sig at være meget passende påklædning.
Og en god lejlighed til lidt mere dokumentation i forbindelse med mit meget ulækre eksperiment.
Vinden kom fra et andet sted end den plejer i dag, men selvom det betød modvind på nogle modbydelige lange åbne stræk, opdagede jeg det lige knap fordi jeg var helt optaget af alt det der (ikke) foregik i mit hovede.
Der hvor der var læ, for eksempel på "Den Korte Vej", var der til gengæld så overraskende varmt at jeg måtte tage mig i at krydse vejene for at holde mig i skyggen og det var dejligt at opdage sådan et sikkert tegn på lune i luften.
Og så tænkte jeg lidt på de dejlige stegende hede ture jeg løb sidste sommer og snart er det tid til milde morgenløbeture igen, hvor jeg kan have verden næsten helt for mig selv.
Jeg er som altid en lille smule træt af at løbe de samme ture igen og igen og igen. Især den sidste og den første kilometer omkring mit hjem har jeg bare set så tit at det næsten ikke er til at bære. Men undervejs kan jeg lægge en 8 - 10 kilometer igennem et sommerhusområde, der tilsyneladende byder på uudtømmelige muligheder for omveje og hvis man tager dem fra forskellige retninger, ser man også ting man aldrig har bemærket før, så det går alligevel an.
Vejret var ret så udsøgt. Det føltes lidt køligt da jeg løb hjemmefra, men jeg satte alligevel afsted i min uldne tshirt med en vindjakke over og det viste sig at være meget passende påklædning.
Og en god lejlighed til lidt mere dokumentation i forbindelse med mit meget ulækre eksperiment.
Vinden kom fra et andet sted end den plejer i dag, men selvom det betød modvind på nogle modbydelige lange åbne stræk, opdagede jeg det lige knap fordi jeg var helt optaget af alt det der (ikke) foregik i mit hovede.
Der hvor der var læ, for eksempel på "Den Korte Vej", var der til gengæld så overraskende varmt at jeg måtte tage mig i at krydse vejene for at holde mig i skyggen og det var dejligt at opdage sådan et sikkert tegn på lune i luften.
Og så tænkte jeg lidt på de dejlige stegende hede ture jeg løb sidste sommer og snart er det tid til milde morgenløbeture igen, hvor jeg kan have verden næsten helt for mig selv.
Jeg er som altid en lille smule træt af at løbe de samme ture igen og igen og igen. Især den sidste og den første kilometer omkring mit hjem har jeg bare set så tit at det næsten ikke er til at bære. Men undervejs kan jeg lægge en 8 - 10 kilometer igennem et sommerhusområde, der tilsyneladende byder på uudtømmelige muligheder for omveje og hvis man tager dem fra forskellige retninger, ser man også ting man aldrig har bemærket før, så det går alligevel an.
torsdag den 29. marts 2012
Årets første
Gad vide hvor mange kilometer der er i sådan een?
- Posted using BlogPress from my iPhone
- Posted using BlogPress from my iPhone
onsdag den 28. marts 2012
PolarPak Moflow Væskebælte
Jeg ved jo godt at jeg har uendeligt lidt tålmodighed med nyt udstyr. I virkeligheden gider jeg slet ikke forsøge at vænne mig til nye ting og opdage at et ur sidder for løst eller stramt, en pulsmåler gnaver eller det går bare ikke med den ny frisure der ikke kan sættes af vejen i en hestehale (det har virkelig været en udfordring at løse dét problem!)
Og jeg har inderligt hadet forsøgene på at løbe med væskeforsyninger, selvom jeg en overgang næsten affandt mig med et let modereret væskebælte med løse flasker fra....hm....Sportmaster tror jeg det var. Men selvfølgelig var der også alle mulige ting galt med det.
Faktisk havde jeg helt glemt min modvilje mod fornyelser, da jeg spændte det her væskebælte på forud for dagens korte løbetur. Bare lige for at prøve det på en kort distance først.
Men jeg havde ikke løbet mange skridt, før jeg var ved at gå ud af mit gode skind over de påtrængende, rytmiske vip og bump over lænden. Ei!!!!
Der er ikke nogen elastik i bæltet, så man skal stramme det til, og det skal åbenbart sidde noget tættere end man sådan lige først tror, men da jeg først havde fået styr på det, så sad det faktisk rigtigt fint og godt til og var ikke spor irriterende.
Væskeblæren kan pumpes op med luft og sættes under tryk, så man får sprøjtet vand ud i munden når man bider i det der mundstykke, men jeg turde ikke udfordre min tålmodighed med skvulp oveni bælte-frustrationerne, så det forsøgte jeg mig ikke med i denne omgang.
Det virker også fint at suge sig til en tår vand undervejs.
Slangen fra væskeblæren er ført frem foran og sidder fint fast i en lille holder. Ingen løse ender eller irriterende dasken og dinglen der heller.
Udover rummet i tasken til væskeblæren, der kan rumme 0,7 liter, er der et lille rum med god plads til en iPhone, lommetørklæder og andre fornødenheder. Hvis man afstod fra at medbringe en omfangsrig mobiltelefon, tror jeg godt man kunne have sin løbejakken deri.
I bæltets sider er der yderligere een netlomme og en mindre lynlåslomme i hver side. Passende til nøgler eller småpenge i lynlåslommerne og måske gels i netlommerne.
Supersmart og kompakt.
Jeg kan ikke udelukke at jeg bliver dødsensirriteret på det her bælte senere, men det er en ret god anbefaling at jeg stadig er glad for det efter syv kilometer i vanvittig blæst, der truede med at blæse mig helt ud af kurs flere gange undervejs.
Og jeg har inderligt hadet forsøgene på at løbe med væskeforsyninger, selvom jeg en overgang næsten affandt mig med et let modereret væskebælte med løse flasker fra....hm....Sportmaster tror jeg det var. Men selvfølgelig var der også alle mulige ting galt med det.
Faktisk havde jeg helt glemt min modvilje mod fornyelser, da jeg spændte det her væskebælte på forud for dagens korte løbetur. Bare lige for at prøve det på en kort distance først.
Men jeg havde ikke løbet mange skridt, før jeg var ved at gå ud af mit gode skind over de påtrængende, rytmiske vip og bump over lænden. Ei!!!!
Der er ikke nogen elastik i bæltet, så man skal stramme det til, og det skal åbenbart sidde noget tættere end man sådan lige først tror, men da jeg først havde fået styr på det, så sad det faktisk rigtigt fint og godt til og var ikke spor irriterende.
Væskeblæren kan pumpes op med luft og sættes under tryk, så man får sprøjtet vand ud i munden når man bider i det der mundstykke, men jeg turde ikke udfordre min tålmodighed med skvulp oveni bælte-frustrationerne, så det forsøgte jeg mig ikke med i denne omgang.
Det virker også fint at suge sig til en tår vand undervejs.
Slangen fra væskeblæren er ført frem foran og sidder fint fast i en lille holder. Ingen løse ender eller irriterende dasken og dinglen der heller.
Udover rummet i tasken til væskeblæren, der kan rumme 0,7 liter, er der et lille rum med god plads til en iPhone, lommetørklæder og andre fornødenheder. Hvis man afstod fra at medbringe en omfangsrig mobiltelefon, tror jeg godt man kunne have sin løbejakken deri.
I bæltets sider er der yderligere een netlomme og en mindre lynlåslomme i hver side. Passende til nøgler eller småpenge i lynlåslommerne og måske gels i netlommerne.
Supersmart og kompakt.
Jeg kan ikke udelukke at jeg bliver dødsensirriteret på det her bælte senere, men det er en ret god anbefaling at jeg stadig er glad for det efter syv kilometer i vanvittig blæst, der truede med at blæse mig helt ud af kurs flere gange undervejs.
Smart væskebælte og lidt om et ulækkert eksperiment
Efter et tip fra Dennis bestilte jeg for nogen tid siden et smart væskebælte med en blære i ligesom i de der rygsække.
Hos Backpackinglight.dk koster de lige under 100,- og man får en ekstra med gratis "så længe lager haves" så for omtrent 150,- fik jeg to.
Bæltet ser lidt stort ud, men det føles umiddelbart fint om livet og ikke nær så irriterende som de der elastikbælter med løse flasker i, men jeg har ikke testet bæltet i løb endnu, så det bliver spændende.
Der er ekstra lommer i og endda en vandtæt og iPhone-egnet een, så i eftermiddag tager jeg hele udstyret med på en kort tur og vender tilbage med en grundigere anmeldelse.
I mandags løb jeg en lidt længere tur og da det jo var helt forårsagtigy, omend på den luskede koldt-i-skyggen-måde, løb jeg med en uld Tshirt under løbejakken.
Jeg holder meget af uld og betragter det som et sikkert valg under noget vindtæt til den her slags halvkøligt vejr.
Da jeg kom hjem, havde jeg svedt en hel del og uldblusen føltes tung og våd. Og til min datters udelte væmmelse indgik jeg væddemål til højre og venstre om hvor meget sved der var i den, og vejede den, for at tjekke med vægten i tør tilstand.
Klamt. På alle måder.
Det viste sig - efter en dag på tørresnoren- vejede 30 gram mindre end lige efter løbeturen. Og det var egentlig mere end forventet, så forsøget fortsætter...
Hos Backpackinglight.dk koster de lige under 100,- og man får en ekstra med gratis "så længe lager haves" så for omtrent 150,- fik jeg to.
Bæltet ser lidt stort ud, men det føles umiddelbart fint om livet og ikke nær så irriterende som de der elastikbælter med løse flasker i, men jeg har ikke testet bæltet i løb endnu, så det bliver spændende.
Der er ekstra lommer i og endda en vandtæt og iPhone-egnet een, så i eftermiddag tager jeg hele udstyret med på en kort tur og vender tilbage med en grundigere anmeldelse.
I mandags løb jeg en lidt længere tur og da det jo var helt forårsagtigy, omend på den luskede koldt-i-skyggen-måde, løb jeg med en uld Tshirt under løbejakken.
Jeg holder meget af uld og betragter det som et sikkert valg under noget vindtæt til den her slags halvkøligt vejr.
Da jeg kom hjem, havde jeg svedt en hel del og uldblusen føltes tung og våd. Og til min datters udelte væmmelse indgik jeg væddemål til højre og venstre om hvor meget sved der var i den, og vejede den, for at tjekke med vægten i tør tilstand.
Klamt. På alle måder.
Det viste sig - efter en dag på tørresnoren- vejede 30 gram mindre end lige efter løbeturen. Og det var egentlig mere end forventet, så forsøget fortsætter...
tirsdag den 13. marts 2012
En af den slags dage
På nogen løbeture tusser jeg lykkeligt afsted med yndlingsmusik i ørerne og tankerne på langfart, mens jeg adspredt glæder mig over solens spil gennem trætoppe, en hårloks løjerlige kildren under mit øre og det gode følelse af yndlingsløbeblusens usandsynligt bløde stof mod mine håndled.
På den slags ture kan jeg blive helt opslugt af følelsen af dybe åndedrag, der fylder min brystkasse med luft og musklerne, der ufortrødent arbejder og bringer mig fremad.
Så føles solen ekstra lunende og lovende, duften fra grøftekanterne lover tø og grøde og lærken kan sagtens overdøve det seneste hit på min iPod.
Oh, skønne løbeture!!
På andre dage, som for eksempel i dag, kaster jeg mig gnavent i løbeskoene og konstaterer, at sjuskeri med snøringen på weekendens løbetur nu hævner sig med en øm fod.
Allerede efter et par kilometer har jeg sendt hadefulde tanker til hvem det nu er der har designet mine tights og anbragt en syning på siden af knæet, der giver mig myrekryb af irritation. Efter tre kilometer har jeg glemt syningen til fordel for frustration over at min uldundertrøje kryber lidt op og at jeg desuden er blevet kold på armene, tak, svigefulde forårssol og kortslutning i termometeret derhjemme.
Så koldt har 12 graders varme aldrig før været.
Musikken på iPod'en er helt forkert, jeg kan ikke finde en god rytme i mit løb og er ved at løbe i grøften af host og iltmangel, da jeg passerer en sommerhusgrund hvor ejeren har besluttet sig for at futte store mængder haveaffald og gummistøvler af.
En fasan og jeg skræmmer livet halvt af hinanden da vi uventet mødes på en sti og jeg mens jeg trøster mig med hvor sjovt det blir at tjekke det møde ud på min pulsmåling når jeg kommer hjem, kommer jeg i tanker om at jeg har glemt at tage pulsmåleren på.
Næsten hjemme - og endelig lidt medvind - får jeg fuld fornøjelse af den smarte, korte frisure min frisør fandt på sidst vi sås, da hvert skridt minder mig om, at mit hår er drivvådt af sved. Selvom jeg har frosset det meste af turen. Svedvådt hår går an når det kan ignoreres i en hestehale, men det krymper sig i mig for hvert vippende skridt, der minder mig om at jeg formentlig er våd fra yderst til inderst.
En følelse af inderligt ubehag, der først bliver overgået da jeg få meter hjemmefra hilser på et bestyrelsesmedlem, fra den forening hvor jeg er ansat, der køligt og velklædt er på vej til møde og lige vil vise mig noget.
Det var ikke en af de gode løbedage. Men så er det godt at man får sin humoristiske sans tilbage efter et par timer og et bad. Og noget mad.
På den slags ture kan jeg blive helt opslugt af følelsen af dybe åndedrag, der fylder min brystkasse med luft og musklerne, der ufortrødent arbejder og bringer mig fremad.
Så føles solen ekstra lunende og lovende, duften fra grøftekanterne lover tø og grøde og lærken kan sagtens overdøve det seneste hit på min iPod.
Oh, skønne løbeture!!
På andre dage, som for eksempel i dag, kaster jeg mig gnavent i løbeskoene og konstaterer, at sjuskeri med snøringen på weekendens løbetur nu hævner sig med en øm fod.
Allerede efter et par kilometer har jeg sendt hadefulde tanker til hvem det nu er der har designet mine tights og anbragt en syning på siden af knæet, der giver mig myrekryb af irritation. Efter tre kilometer har jeg glemt syningen til fordel for frustration over at min uldundertrøje kryber lidt op og at jeg desuden er blevet kold på armene, tak, svigefulde forårssol og kortslutning i termometeret derhjemme.
Så koldt har 12 graders varme aldrig før været.
Musikken på iPod'en er helt forkert, jeg kan ikke finde en god rytme i mit løb og er ved at løbe i grøften af host og iltmangel, da jeg passerer en sommerhusgrund hvor ejeren har besluttet sig for at futte store mængder haveaffald og gummistøvler af.
En fasan og jeg skræmmer livet halvt af hinanden da vi uventet mødes på en sti og jeg mens jeg trøster mig med hvor sjovt det blir at tjekke det møde ud på min pulsmåling når jeg kommer hjem, kommer jeg i tanker om at jeg har glemt at tage pulsmåleren på.
Næsten hjemme - og endelig lidt medvind - får jeg fuld fornøjelse af den smarte, korte frisure min frisør fandt på sidst vi sås, da hvert skridt minder mig om, at mit hår er drivvådt af sved. Selvom jeg har frosset det meste af turen. Svedvådt hår går an når det kan ignoreres i en hestehale, men det krymper sig i mig for hvert vippende skridt, der minder mig om at jeg formentlig er våd fra yderst til inderst.
En følelse af inderligt ubehag, der først bliver overgået da jeg få meter hjemmefra hilser på et bestyrelsesmedlem, fra den forening hvor jeg er ansat, der køligt og velklædt er på vej til møde og lige vil vise mig noget.
Det var ikke en af de gode løbedage. Men så er det godt at man får sin humoristiske sans tilbage efter et par timer og et bad. Og noget mad.
Sammendrag
Selvfølgelig løber jeg stadig alt hvad jeg kan, men der har ikke været meget at berette om mine løbeture og uden billeder at støtte sig til, er der vist slet ikke noget spændende at tilføje.
På grund af ferie har jeg været alene på kontoret og haft travlt med rigtigt mange ting, så jeg har nydt at klare tankerne og ikke tænke en eneste fornuftig tanke undervejs.
Men jeg HAR altså løbet og her kommer ugen i et selvretfærdigt sammendrag:
Tirsdag d. 6.: 8,5 kilometer lidt hurtigt. Hvis ikke jeg fokuserer på at holde hastigheden nede, så kommer jeg til at løbe lidt hurtigt. Det er jo fint nok, men jeg tror ikke det er hensigtsmæssigt når man gerne vil presse en ekstra løbedag ind i ugens løb.
Torsdag d. 8.: Knap 8 kilometer ud omkring min drengs spejderhytte. Jeg har ikke løbet derude før, hytten ligger noget afsides i et sommerhuskvarter, og det var dejligt at opdage en ny løbetur, selvom jeg havde set turen masser af gange fra det førersædet i min bil. Der var en del småbakker og jeg fik genopfrisket min modvilje mod den slags, så jeg må hellere komme i gang med at arbejde lidt med at løbe på bakker igen.
Lørdag d. 10.: Jeg trængte bare til at komme lidt ud og løb små 6 kilometer i Terra Planaerne. Jeg bliver øm i læggene når jeg løber mere end 5 kilometer i dem, men jeg tror det er et spørgsmål om muskelstyrke, så jeg forsøger fortsat at løbe en 5-6 kilometer-tur i dem hver uge og betragter det som ekstra styrketræning. Jeg lander nu også på på en mere fornuftig måde i mine almindelige løbesko nu og en tur i Terra Planaerne genopfrisker lige teknikken.
Søndag d. 11.: Dette skulle have været ugens lange tur og jeg havde planlagt 10-12 kilometer med nogle ret seje og lange bakker undervejs, men ombestemte mig undervejs og kortede turen af til 10 kilometer.
Langs en stærkt trafikeret vej, så jeg en trafikdræbt grævling. Det er godtnok et løjerligt dyr, sådan en. Vi overraskede engang en grævling, der lå og sov under et træ på golfbanen. Den snorkede højlydt, og da vi gik nærmere for at se om den var okay, vågnede den og hastede klodset bort med et fornærmet grynt.
På grund af ferie har jeg været alene på kontoret og haft travlt med rigtigt mange ting, så jeg har nydt at klare tankerne og ikke tænke en eneste fornuftig tanke undervejs.
Men jeg HAR altså løbet og her kommer ugen i et selvretfærdigt sammendrag:
Tirsdag d. 6.: 8,5 kilometer lidt hurtigt. Hvis ikke jeg fokuserer på at holde hastigheden nede, så kommer jeg til at løbe lidt hurtigt. Det er jo fint nok, men jeg tror ikke det er hensigtsmæssigt når man gerne vil presse en ekstra løbedag ind i ugens løb.
Torsdag d. 8.: Knap 8 kilometer ud omkring min drengs spejderhytte. Jeg har ikke løbet derude før, hytten ligger noget afsides i et sommerhuskvarter, og det var dejligt at opdage en ny løbetur, selvom jeg havde set turen masser af gange fra det førersædet i min bil. Der var en del småbakker og jeg fik genopfrisket min modvilje mod den slags, så jeg må hellere komme i gang med at arbejde lidt med at løbe på bakker igen.
Lørdag d. 10.: Jeg trængte bare til at komme lidt ud og løb små 6 kilometer i Terra Planaerne. Jeg bliver øm i læggene når jeg løber mere end 5 kilometer i dem, men jeg tror det er et spørgsmål om muskelstyrke, så jeg forsøger fortsat at løbe en 5-6 kilometer-tur i dem hver uge og betragter det som ekstra styrketræning. Jeg lander nu også på på en mere fornuftig måde i mine almindelige løbesko nu og en tur i Terra Planaerne genopfrisker lige teknikken.
Søndag d. 11.: Dette skulle have været ugens lange tur og jeg havde planlagt 10-12 kilometer med nogle ret seje og lange bakker undervejs, men ombestemte mig undervejs og kortede turen af til 10 kilometer.
Langs en stærkt trafikeret vej, så jeg en trafikdræbt grævling. Det er godtnok et løjerligt dyr, sådan en. Vi overraskede engang en grævling, der lå og sov under et træ på golfbanen. Den snorkede højlydt, og da vi gik nærmere for at se om den var okay, vågnede den og hastede klodset bort med et fornærmet grynt.
mandag den 5. marts 2012
Billedblues
For en måneds tid siden fik jeg en Iphone, som jeg er helt vildt glad for.
Men før havde jeg en lille bitte smartphone, som jeg let kunne have i lommen på mit løbetøj og som havde et udmærket kamera til at tage billeder af små og store oplevelser undervejs på løbeture.
Dét savner jeg, for min nye telefon er både for tung og for stor til at jeg uden videre har lyst til at tage den med og så er der bare aldig billeder med hjem.
Og dét ærgrede mig især i lørdags, da jeg over en længere strækning havde løbet og kigget på en rovfugl, der så temmeligt stor ud.
Der er en hel del rovfugle her omkring og jeg har længe kigget efter en af de havørne, der efter sigende skulle holde til omkring Arresø. Efterhånden som jeg kom tættere på kunne jeg godt se at den her fugl var en hel del større end dem jeg plejer at se jeg er ret sikker på, at dét var een af havørnene.
Da jeg stoppede for at kigge på dem, sænkede den højden lidt og tog et par runder over mit hovede, før den fløj væk med et skrig, der lød fuldstændigt som på film. Dét var fedt!
Selve løbeturen var ikke noget vildt særligt. Vejret var pragtfuldt og jeg havde tænkt mig at løbe en rolig 5'er i mineTerra Plana'er, men som altid med de sko, blev den lidt hurtigere end planlagt og det var rigtigt dumt, for dagen før havde jeg løbet en serie 800 meter intervaller,der stadig sad i benene.
Det gav mig en søndag med rigtigt ømme ben og muligheden for at toppe overdrivelsen af med 10 kilometer på rigtigt ømme ben.
Så kan jeg lære det (...) og i dag kommer ihvertfald til at foregå med ret forsigtige skridt og ømme lægge.
På vej hjem fra min havørne-tur løb jeg forbi to 8-9 årige piger, der var i gang med et kridtmaleri på en asfalteret sti.
Jeg smilede til dem og een af dem spurgte om det var min hund der var løbet væk?
Jeg svarede i forbifarten at min hund ikke var løbet væk og spekulerede resten af turen på, om pigerne mon mente at man nødvendigvis måtte jage et eller andet når man sådan spænede afsted, i stedet for at ligge på solvarm asfalt og nyde vejret med et stykke kridt på sådan en dag....
Men før havde jeg en lille bitte smartphone, som jeg let kunne have i lommen på mit løbetøj og som havde et udmærket kamera til at tage billeder af små og store oplevelser undervejs på løbeture.
Dét savner jeg, for min nye telefon er både for tung og for stor til at jeg uden videre har lyst til at tage den med og så er der bare aldig billeder med hjem.
Og dét ærgrede mig især i lørdags, da jeg over en længere strækning havde løbet og kigget på en rovfugl, der så temmeligt stor ud.
Der er en hel del rovfugle her omkring og jeg har længe kigget efter en af de havørne, der efter sigende skulle holde til omkring Arresø. Efterhånden som jeg kom tættere på kunne jeg godt se at den her fugl var en hel del større end dem jeg plejer at se jeg er ret sikker på, at dét var een af havørnene.
Da jeg stoppede for at kigge på dem, sænkede den højden lidt og tog et par runder over mit hovede, før den fløj væk med et skrig, der lød fuldstændigt som på film. Dét var fedt!
Selve løbeturen var ikke noget vildt særligt. Vejret var pragtfuldt og jeg havde tænkt mig at løbe en rolig 5'er i mineTerra Plana'er, men som altid med de sko, blev den lidt hurtigere end planlagt og det var rigtigt dumt, for dagen før havde jeg løbet en serie 800 meter intervaller,der stadig sad i benene.
Det gav mig en søndag med rigtigt ømme ben og muligheden for at toppe overdrivelsen af med 10 kilometer på rigtigt ømme ben.
Så kan jeg lære det (...) og i dag kommer ihvertfald til at foregå med ret forsigtige skridt og ømme lægge.
På vej hjem fra min havørne-tur løb jeg forbi to 8-9 årige piger, der var i gang med et kridtmaleri på en asfalteret sti.
Jeg smilede til dem og een af dem spurgte om det var min hund der var løbet væk?
Jeg svarede i forbifarten at min hund ikke var løbet væk og spekulerede resten af turen på, om pigerne mon mente at man nødvendigvis måtte jage et eller andet når man sådan spænede afsted, i stedet for at ligge på solvarm asfalt og nyde vejret med et stykke kridt på sådan en dag....
Abonner på:
Opslag (Atom)