torsdag den 20. september 2012

Op på jernhesten

Efter Powerade -og for den sags skyld også før - har jeg haft lidt problemer med løbelysten.
Jeg tror det startede da jeg var småskadet i sommerferien netop som jeg var topmotiveret for intervallerne som et led i forberedelserne til halvmaratonet.
Det var somom at løbebegejstringen dampede lidt af, da målet om 21,1 kilometer på under to timer forsvandt i tågen mens jeg stod tilbage med ondt i hoften og skar tænder af skuffelse.

Jeg fejrede Powerade med en rask lille forkølelse, der lige knap forhindrede mig i at løbe, men som forsynede mig med masser af snot, øm hals og småfeber om eftermiddagen.

Jeg synes det er svært at komme rigtigt igang igen, men nu forsøger jeg mig med et "hold formen" program fra mit-løbeprogram.dk
Som de andre programmer på siden lægger man træninger direkte ind i sit ur, der så lystigt bipper og dikterer når man løber for stærkt eller for langsomt.
Der er masser af action i programmet, der er spækket med tempoture, fartleg, tests og intervaller, så det er meget afvekslende og der er ikke mange ture i "almindeligt tempo".
Jeg tror det kan tænde gnisten lidt igen, selvom oddsene er lidt barske, nu hvor det er temmeligt koldt og blæsende.

I dag så vinden dog fredsommelig ud, når man vel at mærke kiggede ud af et bestemt vindue i huset og det lignede rimeligt okay vejr til en cykeltur, når man omhyggeligt undlod at kigge på termometeret og tænke på ting som chillfaktor.
For at være ærlig var det temmeligt koldt og lige rigeligt blæsende, men jeg havde lyst til en hæsblæsende cykeltur og det regnede ikke, så afsted gik det over stok og sten og med en ekstra tur op og ned ad en lang bakke bare for sjov. Meget dejligt og supergodt for humøret.

Det var rigtigt koldt på maven og armene, så jeg må trække i en uldundertrøje næste gang og finde på noget med en let, vindtæt løbejakke.
Sådan en tur giver masser af ideer til ønskelisten og efter at have viklet mit snørebånd ud af den ene pedal, tror jeg også jeg er ved at være moden til at skrive cykelsko og klikpedaler på.


mandag den 10. september 2012

Powerade 2012

Jeg syntes faktisk jeg var overraskende cool ved udsigten til at løbe 21,1 kilometer i København.
Jeg har jo løbet distancen nogle gange før og selvom jeg havde haft lidt svært ved at få løbet nogle ordentligt lange ture op til dette halvmaraton, så kunne jeg jo tydeligt se på min statistik, at jeg havde løbet mange flere kilometer i alt op til dette løb, end jeg plejer ("plejer", ing), så jeg var fortrøstningsfuld alligevel og ret sikker på at stemning og selskab på løbeturen nok skulle hjælpe mig igennem.
Det gjorde det også, men på startstregen blev jeg alligevel nervøs og kom pludselig i tanker om alle mulige potentielle kriser undervejs.

Heldigvis dukkede min veninde Rikke op, netop som jeg stod og tænkte på hvor rart det havde været at dele min nervøsitet med hende til sidste års Powerade, hvor vi begge debuterede på distancen.
Hun havde meldt sig til med kort varsel i år og uden at sige noget til nogen, så det var en stor og herlig overraskelse at få øje på det kendte ansigt i mylderet af mennesker i startboksen, lige da jeg stod og tænkte på hende.

Sidste år tog hendes mand et fint billede af os med sommerfugle i maven på startstregen.


...i år fandt vi ham først efter mål og medalje og havde kun akkurat fået pusten før han tog årets Annie-og-Rikke-løber-halvmaraton-billede.


Jeg havde en fin tur.

Jeg kom lidt hurtigere end planlagt fra start, men det gik fint med både puls og forpust alligevel.
Jeg brugte samme slags gel som jeg "plejer" når jeg bruger gels, men af en eller andet grund gav gel'en mig en skvulpende og ubehagelig fornemmelse i maven og lidt kvalme, så jeg må nok tage min energi-strategi op til revision til næste gang. I stedet for gel omkring 16 kilometer tog jeg mig lidt appelsin og til min overraskelse kunne jeg sagtens spise sådan en i fuldt firspring, desværre efterlod den en noget klistret fornemmelse i munden, men det gik jo også hurtigt over.

Der var ikke så meget tju-hej og hep i gaderne som sidste år, men indslaget fra Slagkraft på hjørnet af Sølvgade og Østervoldgade kunne høres på lang afstand og var for mig fremragende distraktion på det helt rigtige sted.

Øster Allé var ligeså urimeligt lang som sidste år. Jeg troede egentlig jeg satte farten op på vej derop ad, hvilket mine lårmuskler ivrigt bekræftede mig i, men alligevel kom mål-portalen kun langsomt nærmere og jeg ændrede spurtstrategi masser af gange undervejs, til jeg tilsidst blev enig med mig selv om, at alt hurtigere end kravletempo var godkendt.


Min officielle tid blev 2.07, 30 sekunder langsommere end min officielle rekord fra Änglamarkløbet og endnu et fremragende argument for at tage fat på intervaltorturen igen, selvom dette løb blev løbet med mere overskud og bedre kontakt til min humoristiske sans og dét tæller jo også med.

onsdag den 5. september 2012

...hvis bare man siger det hurtigt.....

På søndag indtager jeg København sammen med nogle tusinde andre halvmaratonløbere og selvom jeg har set to-timers ballonen forsvinde ud mod min indre horisont, så glæder jeg mig alligevel til at løbe langt igen.

Jeg har haft det lidt svært med både form og motivation mens det har været rigtigt varmt, men jeg blev for nogen tid siden enig med mig selv om, at jeg godt kunne løbe et halvmaraton mere, med den fine stemning, musik, publikum og København som distraktion, for jeg har kæmpet mere med kedsomhed end med kondition på mine løbeture.
Og Powerade er en rigtig god turisttur rundt i byen og jeg glæder mig til at løbe der igen og tænke "sidste år, da jeg løb her" en masse gange hele vejen rundt.

Når jeg er færdig med Powerade, vil jeg give efter for lysten til at give den noget gas på min cykel

Først og fremmest skal jeg lige prøve at cykle 50 kilometer på en gang og helst på under to timer.
Og så glæder jeg mig til at kunne kaste mig i sadlen på alle de vind-fredsommelige dage jeg har lyst til, lige så længe og så langt som jeg gider, uden at skele til en løbeplan.

I sidste uge havde jeg en fridag med skønt, stille og efterårskøligt vejr, som jeg benyttede til først 10 kilometers løbetur og så 40 kilometers kuperet cykeltur i lidt frisk tempo. Jeg kan kun ét tempo på den cykel, og det er "så hurtigt som muligt".
SÅ blev jeg godtnok også træt!
Om aftenen skulle jeg cykle en kilometer over til søns skole og mine ben var så tunge, at jeg knap kunne få fart i den tunge citybike.
Dagen efter var jeg stadig træt i benene og jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har følt mig så udløbet. Dagen efter igen var jeg heldigvis frisk og en erfaring rigere med hensyn til udforskningen af restitution og træning.

Som afslutning på min ikke særligt målrettede og lidt kluntede træning op til Powerade, løb jeg i går en mellemlang tur, knap 9 kilometer, i "frivilligt tempo", altså uden at tjekke tempo på løberute og med license til forpust...eller ej, hvis jeg hellere ville løbe en afslappet tur.

Jeg havde egentlig tænkt mig en komfortabel tur hjemmefra, men på 5 kilometer opdagede jeg at der vist alligevel var ret god fart på og så blev jeg distraheret af noget meget dejligt musik på min IPod, der helt fortrængte både forpust og modvind.
Det er herligt når et stykke musik helt kan indtage ens hovede og jeg tænkte lidt på noget Kirsten skriver om "håndtering af smerten" .
At man skal lade være med at blive bange og gå i panik, hvis man bliver ramt af smerte eller ubehag (forpust og kedsomhed tæller også en lillebitte smule med som ubehag her).
Og her hjalp det her superbehagelige, fredsommelige og helt ustressende stykke musik, fremført af den inderligste, fløjlsbløde stemme altså som en ordentlig sjus, en dyb sofa og dæmpet belysning på mig og jeg blev helt fredelig indeni.

Min gennemsnitstid indikerede en ret overbevisende potentielt ny bedste tid på 10 kilometer og jeg syntes endda jeg havde løbet med stort overskud og masser af mod og humoristisk sans i behold, ikke mindst mens mit hovede var helt fuldt af doping-musik.

Hvad mon dét var for noget helt utroligt musik, siger du så og jeg giver husets teenagefinke æren for at have henledt min opmærksomhed på den her knægt fra Horsens, Kristoffer Rahbek (coverversion af Burhan G's "Søvnløs")

Det er måske ikke stor kunst, men meget inderligt og det virker vældigt overbevisende og beroligende på mig.