onsdag den 31. august 2011

Mit næste halvmaraton

Nu mindede Dennis mig lige om Eventløbet, der er et nyt stort anlagt byløb i Horsens i starten af oktober.....lige når jeg er rigtigt færdig med mit halvmaraton-løbeprogram!

Jeg har kigget på løbet tidligere - mine forældre bor i Kolding, så det er jo ikke umuligt langt væk i forhold til et pitstop hos dem - men jeg havde slet ikke bemærket at det lå så godt til mit løbeprogram.

Så nu har jeg meldt mig til og glæder mig vældigt.

tirsdag den 30. august 2011

"Almindeligt tempo"

Dagens træning var 8 kilometer i "Almindeligt tempo".

Jeg har haft lidt kvaler med at holde mit "Almindelige tempo" mellem 5.47 og 5.57 siden halvmaratonet. Jeg kan ikke rigtigt huske hvor hårdt det føltes før, men efter har jeg følt at det var frygteligt hurtigt, og faktisk skrev jeg i weekenden til mit-løbeprograms support for at få sat min formtest-tid endnu mere op.

I dag har jeg skrevet til dem igen for at få dem til at lade være med at pille ved noget, for det går jo alligevel okay.

Tempoturen forleden holdt sig næsten indenfor målene og skred kun få sekunder på det sidste interval, så hvis jeg kan acceptere at komme ind lidt i underkanten af mine pace-intervaller af og til, så går det fint alligevel. Lidt presset, men altså....jeg er jo temmeligt doven, så det er nok det der skal til.

Det er dog ganske vist, at jeg vil være lidt forsigtig når jeg skal løbe formtest til "Venindeløbet" om små 14 dage. Løbeprogramssupporten dør af grin, hvis jeg skal have rettet min formtest ned igen efter dén.....

Nåmen turen i dag gik helt forrygende godt, efter en lidt irriterende start hvor jeg først ikke rigtigt kunne finde ud af at komme afsted og derefter vendte om efter 100 meter efter en regnjakke fordi det begyndte at regne og desuden blæste og var for koldt til vådt løbetøj. Få minutter efter afsted igen - nu med regnjakke. 100 meter efter holdt det op med at regne!

Heldigvis faldt jeg for nylig for en supersnedig, prikket løberegnjakke fra Nike og jeg blir til stadighed forundret over hvor smart den er skruet sammen til løb.
Den kan pakkes sammen til at fylde næsten ingenting, den er helt vandtæt og alligevel bliver man ikke "dugget" og våd af kondens indeni den.
Og når man så med min sans for timing fremmaner solskinsvejr så snart man tager den på, kan man lige lyne lidt op nedefra og lidt ned oppefra og krænge den ned og binde ærmerne om livet. Og så mærker man ikke mere til dén.

Jeg har fundet en ny løberute gennem nye, ukendte sommerhuskvarterer og det giver lidt ekstra motivation med den lille variation, men gosh! hvor kan man blive træt af de der veje til og fra udgangspunktet som man løber igen og igen og igen.

mandag den 29. august 2011

Dobbelt tempotur

I går bød programmet på to gange tre kilometer tempotur.
Jeg kan godt lide tempoturene, det føles som at strække ud og få fyret lidt ekstra krudt af, men jeg var alligevel en lille smule bekymret for denne, fordi jeg godt kunne mærke en vis....nedsat hastighed i benene på fredagens løbetur.

Det gik alligevel fint nok. Især første tempo-stræk, som jeg løb langs en lang, lige landevej. Jeg kan godt blive rigtigt irriteret over at løbe lige dér ellers, fordi trafikken larmer sådan, men i går blev jeg så optaget af at holde tempoet, at jeg helt glemte at være sur på bilerne.

Anden del af tempoturen startede i et sommerhuskvarter, hvor jeg først skulle passere en temmeligt trafikeret vej. Det er svært både at undgå at sætte hastigheden ned OG slippe over uden at blive kørt ned, men jeg spænede lidt langs med vejen til der var fri bane, før jeg satte over og ind på en smal vej, hvor jeg ret hurtigt var nødt til at løbe gennem et brændenælde-bed, for at lade en bil passere.
Kort efter skulle jeg - stadig i fuld fart - gennem to stykker med "single track": Smalle stier, der efter weekendens skybrud var ret så mudrede. Og så lige lidt stiv modvind for at føje spot til skade.

Heldigvis var de sidste tre kilometer slut lige da jeg drejede op ad vores vej og mødte datter, der havde været ude at gå, så jeg havde en ret god undskyldning for at lade afjogningen bestå af slentrende (ikke slingrende!) spadseren det sidste stykke vej hjem.

fredag den 26. august 2011

Tilbage til løberutinerne

Selvom jeg ikke bemærkede nogen særlig ømhed efter min rigtigt lange løbetur i søndags, har det alligevel taget noget tid at komme tilbage til normal løberutine.

Jeg besluttede at "trappe op" på samme måde som jeg trappede ned før halvmaratonen, nemlig med to korte løbeture på omkring 5 kilometer i særdeles fredsommeligt tempo.

Det gik fint, ingen ømhed nogensteder, men holddaop hvor var der bare INGEN fart i benene.

I går løb jeg den sidste "restitutionstur" sammen med den kollega, der veloplagt gennemførte sit debutmaraton på Samsø på 5 timer og 13 minutter. Han havde haft bundet sine sko forkert og for stramt og det havde han stadig nogen gener efter, men bortset fra det var han vist også ovre den værste ømhed, selvom han ikke ligefrem pressede på for at få mere fart på undervejs.

I dag tog jeg så fat på mit løbeprogram igen og løb 8 kilometer lidt hurtigere.
Jeg havde stadig lidt problemer med at holde farten helt så høj (altså "høj") som jeg egentlig havde tænkt mig, men undskylder mig med.......mjae, mon ikke jeg stadig kan påkalde mig lidt træthed efter i søndags? Udover dét blæste det meget og der hvor der var læ var der urimeligt varmt og lummert.
Under alle omstændigheder var jeg kun 6 sekunder langsommere end den gennemsnitspace jeg skulle have ramt, så det skulle være muligt at komme tilbage til en fornuftig hastighed.
Det føles bare så fristende og behageligt at falde tilbage i det rolige tempo hvor man bare kan lunte afsted forevigt....eller ihvertfald 21,1 kilometer, tøhø.

I Oktober er jeg rigtigt færdig med mit halvmaratonprogram, og jeg vil gerne nå (mindst) et halvmaraton mere i år, så jeg må igang med at se på løbskalendere.

mandag den 22. august 2011

Debut på 21,1

Det var ikke svært at komme ud af sengen søndag morgen, men det var svært at få noget morgenmad i maven, for appetitten var veget til fordel for en stor flok sommerfugle og kun rædslen for at løbe tør for sukker i musklerne undervejs fik mig til at klemme en ostemad og en banan ned sammen med et stort glas vand og en kop kaffe.

Vejret var dejligt og det var en smuk formiddag der mødte os på den lidt stille Øster Allé da vi nåede frem til start omkring klokken 10, for at have god tid til at parkere bil, tisse af og finde det rigtige sted i startfeltet.

Startfeltet var rigtigt god skiltet, så det var let at finde min plads lige under skiltet med "Forventet sluttid 2.15", hvor jeg også fandt Rikke, der også skulle løbe sit første halvmaraton.
Vi var begge lidt lammede af skræk, selvom jeg synes vi ser heeeelt cool'e ud på det billede Rikkes mand fik knipset, før jeg kom i tanker om at protestere.


Jeg havde højtideligt sværget at jeg ville holde farten nede helt fra starten og følge mine fartholdere hele vejen, men allerede da startskuddet lød, og ingen af os bagerst i feltet havde taget så meget som eet skridt, tog jeg lige et halvt skridt ind foran fartholderne. Og så snart vi kunne løbe, lagde jeg dem bag mig, selvom jeg virkelig, virkelig prøvede at tage det roligt.
Det gik skidt med at løbe ordentligt langsomt, men da tempoet stadig føltes behageligt efter 5 kilometer tænkte jeg ikke mere over det og det var da også bare noget med at jeg løb 6.15 i stedet for 6.25.
Nogengange - særligt i starten - blev jeg optaget af liiiige at overhale ham eller hende foran mig og sådan kan man let komme til at skrue sin fart i vejret, så det tænkte jeg en del over at undgå undervejs.

Det var simpelthen så skønt at løbe igennem København og se de steder man normalt kun ser fra sin bil mens man holder i kø i myldretidstrafik.
Jeg er blottet for stedsans, men havde studeret ruten grundigt undervejs og holdt øje med vejskilte undervejs, så det var kun ganske kort - nede omkring Magasin - at jeg sådan rigtigt mistede orienteringen. Ikke at der var fare for at fare vild eller blive væk, men jeg ville alligevel gerne lægge rigtigt mærke til turen og genkende stederne.
Heldigvis viste det sig bagefter at Tor Rønnow også havde løbet Powerade Halvmaraton og han er jo super flink til at tage billeder undervejs og dele sin oplevelse med os andre, så jeg har genoplevet hele turen på Douruns forum.

Jeg havde medbragt min Ipod, men kun til "nødstilfælde" hvis det skulle gå hen og blive rigtigt hårdt og surt eller kedeligt at løbe så langt og længe, men jeg regnede egentlig med at føle mig godt underholdt undervejs og jeg ville gerne have det hele med og nyde turen.
Og det gjorde jeg!
Der var en rigtigt god stemning og undervejs på hele ruten var der en hel del tilskuere - og folk der bare ventede på at passere gaden - og alle vegne blev der klappet og heppet og det var helt fantastisk't at high-five adskillige turister på Langelinie samt en entusiastisk lille dreng undervejs.

Jeg var meget bekymret for det der med at "gå sukkerkold" undervejs, og da det samtidig var rigtigt varmt ville jeg prøve at gå igennem væskedepoterne for at være sikker på at få drukket noget undervejs. Jeg havde også medbragt en energi-gel som jeg skulle drikke vand til, så det var vigtigt at jeg tog mig tid til at ramme munden.
I første depot gik den plan rigtigt dårligt. Jeg styrtede bare lige igennem, greb en kop vand og kastede den nærmest bare i ansigtet, så der fik jeg cirka en halv mundfuld vand. Jeg var ikke tørstig, så pyt med det, men jeg var klar over at jeg nok skulle tage mig lidt mere sammen ved andet depot, hvor jeg også skulle have en mundfuld klistret sukker-gel skyllet ned.
Kort før andet væskedepot tog jeg min mundfuld varmt sukker (ydr!), men kunne stadig ikke finde ud af at gå mere end to skridt i depotet, så jeg fik kun to mundfulde vand og et skvulp i næsen. Og så havde jeg den blandede fornøjelse af en klistret fornemmelse i munden den næste kilometer, fordi jeg ikke havde fået skyllet gel'en ordentlig ned.
Klog af skade og tør i munden gik jeg roligere gennem tredie depot og drak næsten en hel kop vand til min mundfuld gel og så fungerede det fint derfra.

Jeg oplevede heldigvis slet ikke den der følelse af at miste al energi og mod som jeg stiftede bekendtskab med på min 16 kilometers tur og ved 12 kilometermærket følte jeg mig stadig fuldstændigt uovervindelig.
Et par gange fik jeg kuldegysninger undervejs, men det var af bevægelse og begejstring over det hele.

Op til 17 kilometermærket havde jeg forventet at det ville blive hårdt, også fordi vi der løb tilbage ad samme rute som på udturen, så jeg havde bedt min søde mand og selvudnævnte "Couch-Coach" tage opstilling der og det var SÅ dejligt at se ham stå der, selvom han godtnok så så bekymret ud, at jeg måtte mobilisere mit allermest overskudsagtige smil for at berolige ham. Jeg nåede ikke at se om det virkede og kort tid efter kom jeg i vejen for 2.15 fartholderne, der til min frustration passerede mig. Jeg hang på med lidt skrammer på moralen, hvorefter jeg løb fra dem i væskedepotet og begyndte at få ondt af mig selv.

Jeg fiskede Ipoden frem og forsøgte mig med lidt musik til distraktion, men jeg følte mig brugt og syntes pludselig at de sidste to kilometer var frygteligt langt.

På de sidste 5 kilometer var der desuden en hel del løbere der var drysset omkuld og fik vand og hjælp af læger og tilskuere. Enkelte blev afhentet af ambulancer og det var rigtigt ubehageligt og skræmmende at se halvt bevidstløse sportstrænede mænd i deres bedste alder være gået i brædderne på den måde.
Man når lige at tænke over om det nu også er helt forsvarligt det man selv laver.
Heldigvis var der masser af læger tilstede på cykel langs hele ruten, så alle blev hjulpet og man følte sig godt passet på.

Jeg kunne godt huske hvor langt der havde været nedad (NEDad) Øster Allé og den sidste kilometer føltes som en sej kamp, jeg havde ikke engang overskud til at se op og smile tilbage til alle dem, der klappede og heppede, før på de allersidste 100 meter (de hårdeste 10 kilometer jeg nogensinde har løbet) hvor jeg dog formåede at vinke til min mand og løfte armene af begejstring da jeg omsider løb over målstregen.

Fantastisk følelse! Havde jeg haft en dråbe ekstra væske i kroppen, ville jeg sikkert have grædt en lille smule dér.

30 sekunder efter fik jeg en medalje om halsen og så var jeg frisk og ved godt mod igen.
Jeg bukkede mig ned og pillede min chip af skoen, mens jeg undrede mig over at jeg kunne dét, men det gik fint nok, jeg var ikke øm nogensteder, selvom jeg godtnok havde fornemmelsen af en lurende mega-krampe i læggene.

Jeg havde frygtet smerter i knæ og hofter undervejs, men jeg mærkede ingenting til mine knæ - de blev først lidt ømme bagefter og her dagen derpå, men ikke noget dramatisk - og kun en smule ømhed i hoften undervejs og i dag.
Ingen muskelømhed, krampen i læggene blev ikke til noget og fornemmelsen var væk efter køreturen hjem.
Billigt og heldigt sluppet, synes jeg.

Og tiden! 2.14.29
Det er jeg meget godt tilfreds med, men allermest tilfreds er jeg med at det var en rigtigt god oplevelse som jeg godt kunne tænke mig at gentage.

torsdag den 18. august 2011

Aller-allersidste løbetur før første halvmaraton

Du godeste, 21,1 kilometer er jo faktisk ret så langt, når man sådan får god tid til at tænke over det!

Tirsdag løb jeg 5 langsomme kilometer uden den helt store entusiasme, men i det tempo jeg har forestillet mig jeg kan holde i de ni kvarter jeg skal løbe på søndag.
I dag løb jeg en kort tur på 4,5 kilometer sammen min en kollega, der har tilmeldt sig Samsø maraton på lørdag. Det var sådan en slags generalprøve på løbetøj og udstyr for mit vedkommende og så beregnet på at få en rar lille løbetur helt blottet for anstrengelse og ubehag og blev også en god tur.
Selvom tempoet var urimeligt langsomt og der endda var indlagte gåpauser, så var det fint nok.

Jeg er superspændt på mit maratonløb og som tiden nærmer sig går jeg og er ekstremt opmærksom på om ikke mit knæ er lidt ømt, var det en krampe i min fod og huh? Har jeg nu ikke lidt feber?!
Faktisk synes jeg jeg har haft en smule ømhed i mit knæ, men da vi løb gjorde det overhovedet ikke ondt, så det ér simpelthen noget jeg bilder mig ind.

Jeg har været meget bekymret for at genleve det der med at løbe tør for sukker, som jeg prøvede da jeg løb 16 kilometer for 14 dage siden, og har prøvet mig frem med energidrik og gels.
Af en eller anden grund kunne jeg slet ikke forliges med mit væskebælte, som jeg ellers har løbet fint med tidligere. Pludselig kan jeg ikke længere finde et behageligt sted at sætte det og når jeg trak det ned omkring hoften hvor det før føltes rart, føltes det nu somom det sad for fast og jeg blev øm.
Så følte jeg mig faktisk pludselig lidt presset af den manglende tid til at eksperimentere.
Jeg ved jeg ikke bare kan drikke den Powerade, der bliver serveret i væskedepoterne, for der er tilsat kunstige sødestoffer som jeg får en gevaldig mavepine af, men jeg er endt med at finde mig tilrette med en koncentreret gel, der skal indtages sammen med lidt vand, men som ikke fylder meget og som har skruelåg, så man kan nøjes med en lille mundfuld pr. væskedepot.
Det er hvinende sødt, men det glider fint ned og jeg får ingen mavepine af det.
Jeg tog mig en ordentlig smagsprøve i går eftermiddags på tom mave og virkelig udkørt efter arbejde for at se om jeg kunne fremprovokere noget mavepine, men jeg blev bare aldeles speedet så dét tegner lovende.

Nu står den på en lille udflugt til sportsexpo efter startnummer i morgen, det bliver syret og dejligt at få dét i orden.

Jeg har foræret mig en ny t-shirt fra Nike - Sphere, tror jeg linien hedder. Jeg har i forvejen en langærmet løbebluse fra den linie og stoffet er superlet og tyndt. T-shirten har desuden en stor halsåbning, det kan jeg rigtigt godt lide og med dén sidste detalje stikker den min yndlingsløbe-T fra Craft, som jeg ellers altid foretrækker.

Nye løbesokker fra Falke har jeg også givet mig selv, så med pasta og alt det hvide brød jeg har lyst til (det hedder kulhydratloading, ikke "usund mad") resten af ugen, kan jeg teoretisk set bare læne mig tilbage og slappe af og glæde mig til på søndag.

søndag den 14. august 2011

Sidste lange tur før halvmaraton

I dag trådte jeg så helt ud af mit rigtige træningsprogram, og løb den sidste lange tur - 12 kilometer -  før Powerade København halvmaraton.

Det var en temmeligt hård tur, jeg synes mine ben holdt op med at være friske 100 meter efter at jeg følte mig ordentligt varm, så moralen var knagme lav da jeg kom hjem.
Men så kom jeg i tanker om min hurtige 10 kilometer (ny PR) i fredags - den havde jeg faktisk glemt alt om mens jeg løb derude og bandede for mig selv i dag - og måske var det den der stadig sad lidt i mine halvtunge ben.

Jeg forsøgte mig også med at drikke energidrik undervejs og ydr, hvor blir man klistret i munden af dét.
Min plan er selv at medbringe energidrik som jeg "kender" og ved min mave godt kan tåle, og så forsyne mig med et par mundfulde vand ved depoterne. Normalt drikker jeg ikke ret meget undervejs og jeg har tidligere ikke medbragt andet end vand. Men jeg har heller aldrig løbet længere end 16 kilometer, og dér løb jeg ihvertfald tør for sukker!

I dag blev jeg dog også ekstremt irriteret på mit væskebælte, så jeg ved ikke rigtigt. Måske skulle jeg prøve at se om jeg kan få fat på noget af det der Powerade der blir serveret i depoterne og se hvordan dét virker. Jeg har hørt det godt kan være lidt hårdt ved maven.

Jeg tager to - tre små ture på omkring 5 kilometer i løbet af næste uge og håber jeg er frisk og fyldt af energi og løbelyst på søndag. På de små ture må jeg så også lige medbringe væskebælte og se om ikke jeg kan forlige mig med det igen, for det ville jo være praktisk at have med.

fredag den 12. august 2011

8 km progressivt løb plus to for at blære mig

Jeg har flyttet rundt i mit halvmaratonprogram efter alle kunstens regler med henblik på at løbe den famøse distance allerede om en uges tid istedet for om en måned og i dag bød programmet på den sidste progressionstur før de store 21,1

Jeg kan ellers rigtigt godt lide progressionsturene.
Princippet er at distancen deles op i fire lige store dele. Første del løbes ret langsomt, anden del i almindeligt friskt tempo, tredie del sådan ret så hurtigt og fjerde del er "afjogning" i det langsomme tempo igen.
Jeg har det tit lidt svært med at løbe langsomt nok i første og sidste interval og det hurtige interval er lige så hurtigt, at jeg lige når at overveje at brænde mine løbesko før det er forbi. Men det er en god tur, der flytter lidt på ens grænser.

I dag havde jeg rigtigt svært ved at følge med op i det hurtige tempo, men jeg nåede til min overraskelse lige akkurat ind i tidsintervallet. I virkeligheden ville jeg faktisk også hellere løbe en lidt længere tur i roligt tempo, så da mine 8 kilometers progressionsløb var overstået, tog jeg lige en lille omvej hjem og fik turen op på lige over 10 kilometer.
Så lykkedes det mig også samtidig at slå min mands 10 kilometer PR. Gælder jo om at sørge for at han bliver ved med at have noget at løbe efter, ing?

Dagens omvej gik forbi et lokalt supermarked.
Jeg har løbet tværs over Amalienborg slotsplads og forbi den lille havfrue i turist-myldretid uden at folk har gloet så meget som i dag ude foran købmanden.

Måske var det min flotte neon-grønne/gule løbe tshirt?



Man blir faktisk en lille smule svimmel hvis man ser direkte på den når solen skinner....tøhø

onsdag den 10. august 2011

En dramatisk udvikling i løbeprogrammet

I går løb jeg en tur med en kollega, der gerne vil gennemføre sit første maraton på Samsø d. 21. august.

Vi har "fulgtes" lidt ad i vores løbetræning og startede næsten samtidig i efteråret, men han har grebet løbetræningen an på en helt anden måde end jeg har og har kastet sig meget hurtigere og langt mere dumdristigt og stædigt over udfordringerne og har således også langt mere erfaring med overbelastningsskader end jeg har.
I går satte han tempoet på en kort - og ikke alt for hurtig - tur, der sågar bød på et par intervaller med rask gang i stedet for løb. Det er på samme måde han har tænkt sig at gennemføre sit maraton: Fredsommeligt tempo og så er han ikke bekymret for at gå lidt undervejs.

Jeg har det helt anderledes. Når jeg løber, så LØBER jeg og jeg vil ikke ned og gå undervejs, medmindre der er noget alvorligt galt. Så hellere løbe kortere distancer. Og bruge længere tid på at forberede sig.

Men nu har tingene altså lagt sig sådan tilrette, at jeg alligevel ender med at forcere mit løbeprogram og med hjertet i halsen planlægger at løbe Spartas Powerade halvmaraton d. 21. august.

Det er en måned tidligere end mit løbeprogram er planlagt til, men efter at have tænkt grundigt over det og efter blandt andet at have genlæst beretningen fra en jeg kender, der hele to gange har gennemført broløbet uden forudgående intensiv træning og uden efterfølgende langvarige gener, så besluttede jeg mig for at lukke øjnene og få dén milepæl hakket af på listen.

Det er en nær bekendt, der sammen med en lille flok veninder tilmeldte sig Powerade halvmaraton tidligt på året som motivation for noget målrettet træning. Hun har nu pådraget sig en knæskade, som forhindrer hende i selv at deltage.
Og så spurgte hun om jeg ville overtage hendes nummer, lige efter at jeg endnu engang misundeligt havde kigget lidt på Powerade-hjemmesiden og overvejet hvilket løb jeg skulle debutere i.

Oh - hvor ér det spændende og skræmmende!

Dagens løbetur gik langs med kanalen der går fra Arresø og gennem Frederiksværk. Der var læ for stormvejret og helt idyllisk - se selv lidt rystet mobil-billede:


Jeg løb også lidt rundt i Arresødal-parken, hvor der var rigtigt dejligt - ihvertfald indtil jeg kom til at tænke lidt på den blotter, der en overgang havde skræmt pæne damer derude. Så var der faktisk pludselig ret øde, og jeg kom til at tænke på min veninde, der engang var blevet spurgt om hun da så ikke var bange for at løbe rundt helt alene derude i skoven? Hvortil hun havde svaret: "Nej, der er sgu da ikke noget at være bange for så længe man er alene!"
I dag var jeg ihvertfald helt alene i skoven og mødte først andre mennesker da jeg på vej ud af skoven - og så ender man altså nærmest midt i byens gågade - mødte en lille flok ældre mennesker på vej på skovtur.

Dejlig tur - 8 kilometer i et frisk tempo, der virkede fantastisk opkvikkende på en fridag hvor jeg ellers følte mig lidt flad før jeg kom afsted.


Livet set fra løbebåndet #2

Der er ikke meget at underholde sig med, når man tramper afsted på løbebåndet som jeg gjorde en hel del i vinters.

I mit motionscenter vender løbebåndene sådan at man har udsigt over træningslokalet, men for det meste skruer jeg højt op for min Ipod, indstiller blikket på uendeligt og lægger kræfterne i den indre diskussion om hvad i alverden det er man laver der. Skulle man ikke hellere sætte sig lidt? Var der ikke kaffe ude i receptionen ved de der dybe sofaer?...og så videre i dén dur.

En dag i januar, var der en af bodybuilderne der lagde an til noget med vægte på sådan en ehem...løftebænk (?) lige foran mig, og da jeg vagt havde registreret at han traskede frem og tilbage i mit synsfelt en ti minutters tid, kunne jeg ikke lade være med at kigge efter hvad han lavede.

Han satte vægte på en vægtstang. Så fjernede han nogen igen og placerede nogle nye. Så sad han lidt på bænken og tog en tår af sin energi-drik, før han pludselig rejste sig, tørrede sig i ansigtet med sit håndklæde og gik ud af mit synsfelt Så kom han tilbage. Sad lidt på bænken, kontrollerede vægtene. Skiftede et par vægte ud og sad lidt igen....Efter lidt tid gik det op for mig at han slet ikke havde løftet den der vægtstang med vægte på een eneste gang, men da jeg havde løbet 5 kilometer var der gået en halv times tid (32 minutter og 23 sekunder tøhø) og den muskuløse dreng havde stadig ikke løftet andet end sin energidrik.

Bare det var ligeså let at løbetræne....

søndag den 7. august 2011

Debut på 16 kilometer

I dag skulle jeg løbe 16 kilometer for første gang, og faktisk havde jeg en lille smule spændte sommerfugle i maven før dagens tur.

Vi kørte afsted til svigermor, der bor 12 kilometer væk og mens mand og børn drak kaffe og sodavand, løb jeg hjemad.

Der var et par små-bakker undervejs som jeg havde betragtet med en vis bekymring, men jeg løb forholdsvis langsomt og havde ikke nogen problemer med dem og undrede mig undervejs over hvor let det var at undgå forpust, ved bare at holde hastigheden lidt nede under det tempo jeg foretrækker at løbe mine sædvanlige 6 - 10 kilometer ture i.
Det var fedt. Jeg kan stadig tydelig huske hvordan det føltes når man havde løbet sig så forpustet, at man blev helt øm i ribben og mavemuskler bagefter og jeg troede aldrig jeg skulle blive sådan een, der kunne løbe afsted og stadig synge med på mit yndlingsløbemusik efter 5 kilometer og en rådden bakke.

Jeg havde medbragt vand til turen, og havde sørget for at drikke mig godt "velhydreret" aftenen før og om formiddagen havde jeg også gjort en indsats for at få noget vand indenbords før afgang.
Når jeg løber mere end 8 kilometer på en varm dag, medbringer jeg altid vand. Jeg drikker sjældent ret meget, men en lille kølig mundfuld kan også gøre underværker. Jeg har et billigt væskebælte, hvor jeg har pillet to holdere af, så der er plads til to små drikkeflasker, der hver holder lidt over en deciliter væske. Jeg plejer kun at bruge den ene flaskeholder, men i dag havde jeg medbragt to, selvom jeg ikke rigtigt troede det ville blive nødvendigt.
Jeg drak heller ikke ret meget på de første 12 kilometer, men derefter fandt jeg desværre ud af hvad "sukkerkold" betyder.

Jeg begyndte at småfryse lidt, jeg følte mig sulten og kort efter forsvandt også det gode humør, så de sidste 4 kilometer var dels en temmeligt ophedet indre diskussion om hvor meget kredit man egentligt skal have sparet op på sin indre karmakonto, for at byde sin krop en fuldstændigt uhørt omvej på vej hjem efter 12 kilometers løb og dels lidt overvejelser omkring energidrik eller sukker/saftevand til min næste lange tur til at lukke munden på min indre sofa-coach.

Heldigvis blev jeg ikke fysisk dårlig, men jeg drak ligeså meget vand på de sidste fire kilometer, som på de første 12, mest for at få fornemmelsen af "noget i maven" for jeg blev vitterlig rigtigt hundesulten.

Bortset fra dét var det en fantastisk dejlig tur! En time og 40 minutter er lang tid i sit eget selskab, men den slags alene-tid er det jo heller ikke så tit man kan finde tid og lejlighed til.

Min flinke mand havde betragtet projektet med en vis bekymring og havde flere gange foreslået vand- og moraldepoter undervejs, så jeg tog billeder med min mobil og sendte dem til ham undervejs, så han kunne se hvor jeg var kommet til. Det viser sig at min mobil tager overraskende gode billeder, men det bedste billede var alligevel det her, da jeg kom hjem:

fredag den 5. august 2011

Når det smitter....

Noget af det dejligste ved at løbe er, når løbelysten smitter.

Jeg fik selv lyst til at løbe første gang for år tilbage, da en veninde med glød i blikket fortalte om sine løbeture. Jeg købte sko og startede og lagde for hårdt ud og overanstrengte mig og holdt op igen, indtil jeg så startede igen sidste år.

I begyndelsen af min løbeopstart sidste år, kiggede min mand forundret på mig, når jeg sammenbidt kastede mig i løbeskoene og ud i alt slags vejr. Og han kiggede ikke mindre rystet på mig, da jeg begyndte at pakke tasken og køre i motionscenteret da sneen faldt. Men efter forårets første løb, hvor han var chauffør for mig og fik en ordentlig dosis begejstring i den forbindelse, blev også han nysgerrig og satte i gang og forleden løb, luntede og gik jeg en lille tur med husets døtre på 13 og 16 år samt min særdeles magelige søn på 8 år, der tog turen på cykel.


Selvom mine løbeture er mine egne egoistiske frirum hvor jeg kan tænke mine egne tanker, så er det også dejligt at følges med nogen en gang i mellem og mærke deres spirende løbeglæde.




Første tur med nyt tempo

Jeg tror jeg er ved at være lidt træt af morgenturene igen efter et par drøje morgener hvor jeg har været utilfreds med både tempoet og løberuten.....udover den sædvanlige vantro over det latterlige tidspunkt (klokken 6).

Men i morges gik det overraskende fint med at komme afsted og efter en aftale med mig selv om en lille variation på rutens allerkedeligste strækning, gik det også rigtigt godt, selvom jeg endte med at mangle 200 meter i forhold til mit løbeprograms planer da jeg kom hjem.
OG så glemte jeg også at stoppe uret, da jeg var hjemme og påbegyndte opstigningen (vi bor på en lille, stejl bakke) så på "papiret" var turen ikke så stor en succes som den føltes. Ikke i forhold til løbeprogrammet, ihvertfald.
Men i mit hovede fik jeg styr på mangt og meget på dén gode fredagsmorgentur.

Den nye hastighed passer mig rigtigt godt.
Jeg kan godt nyde turen undervejs, samtidig med at tempoet er en udfordring. Det er lige tilpas.

Nu er det weekend og jeg har god tid til den planlagte "lange tur" på 16 kilometer, der hører til i denne træningsuge. I virkeligheden først om et par dage, men jeg har ikke tid til sådan en lang tur på en hverdag i næste uge, så jeg skubber lidt rundt med brikkerne i programmet igen.

Det betyder også at jeg kan planlægge min lange tur sammen med et andet hemmeligt og løjerligt mål for sommeren, nemlig at følges - i bil - med min familie til en nærliggende sommerferieby, vinke farvel til dem ved iskiosken, hvor de spiser is, mens jeg løber hjem.
Min løbetur "hjem" skal lige udvides med en lille ekstra sløjfe på 3-4 kilometer, men altså, jeg kan vældigt godt lide tanken og jeg synes det er SÅ cool at være een der har løbet hjem fra en af vores yndlings iskiosker også selvom jeg er nødt til at opfinde en omvej og selvom jeg ikke rigtigt ved hvornår og hvorfor dén tossede idé har formet sig i mit hovede.

torsdag den 4. august 2011

Justering af forventningerne

Onsdag var tid til tempotur i mit nye, skrækindjagende tempo. Med tre kilometer tempotur i spurt-hastighed.

Jeg havde ikke givet op på forhånd, men da tempo-intervallet nærmede sig kunne jeg godt mærke, at dét kom ikke til at lykkes, tempoet var en hel del for hurtigt.
I stedet fortsatte jeg i "almindeligt tempo", der føltes hurtigt og anstrengende nok.

Lidt nedslående tur, så vel hjemme kontaktede jeg mit-loebeprogram og fik justeret mine tider til noget der ser mere fornuftigt ud.
Min formtest er blevet sat til 40 sekunder langsommere end fantomtiden fra Hornbækløbet og det betyder at mit "almindelige tempo" skal være mellem 5.47 og 5.57.
Jeg plejer at kunne løbe en behagelig omend ikke fuldstændigt komfortabel tur i det tempo, så det bliver fint, tror jeg og starter i morgen med 8 kilometers morgentur i det tempo.

Mit løbeprogram er tilrettelagt med skiftevis tre og fire dage i hver træningsuge og af og til med en pause på to dage mellem løbeturene.
Jeg bliver noget rastløs hvis jeg ikke får mit løbe-fix hver "evig eneste anden dag", så jeg løber bare hver anden dag og det passer fint til både energiniveau og programmet alligevel, selvom datoerne i programmet naturligvis skrider.
For at passe de lange eller mere krævende ture ind i resten af mit liv, har jeg også af og til flyttet lidt rundt med rækkefølgen på turene hen over ugen, også uden problemer.

Jeg sørger naturligvis for at undgå flere tempo- eller progressive ture i træk og mærker efter hvad min krop mener om mine justeringer. For det meste råber den dog bare på flere endorfiner, så foreløbig har jeg ikke haft nogen problemer med at justere lidt på programmet.

onsdag den 3. august 2011

Sådan kan man også lære nye mennesker at kende

Jeg var i skoven og løbe en herlig forårsmorgen, hvor vejret var mildt og stierne fri for is og næsten usmattede. Man lærer at sætte pris på teknikken bag velanlagte stier, der lader smeltevand løbe væk i en fart, så man kan færdes på dem i løbesko uden at skride rundt og uden at få våde tæer. Der føles nørdet, at tænke så meget over et underlag af jord og grus, men man har virkelig god tid med sine tanker, når man løber 5 kilometer i skoven.

Nåmen ud og hjem ad samme vej er ret svært at forene med mit temperament, så på vej hjemad blev jeg fristet af en endnu uafprøvet sti der løb i genvejsretning, og så snuppede jeg den.
Det føltes som et rigtigt heldigt træk, da skoven uventet åbnede sig i en køn lysning med hestefold, så pyt med at den brede, velanlagte skovsti blev til en snæver, let mudret ridesti.
Da ridestien stoppede i en overiset vandpyt i sø-størrelse følte jeg mig ikke helt så heldig, men det viste sig at isen godt kunne bære mig, så jeg listede over og fortsatte - nu på gennemsmattet sti - langs en grøft og hen over en intermistisk bro, og befandt mig pludselig i noget tyndt skov for enden af en villabaghave. Men uden mere sti. Der stod jeg lidt desorienteret og anede ikke hvor jeg var, mens det dæmrede for mig at den eneste vej var tilbage til der hvor jeg kom fra.

Men så trådte en dame ud i sin baghave, og vinkede til mig med sin morgenkaffe og inviterede mig til at springe over hegnet og krydse gennem hendes have, for ellers skulle man meget langt i den ene og den anden retning for at komme ud til....njae, jeg ved ikke rigtigt hvor hun troede jeg var på vej hen og jeg var faret så meget vild at jeg ikke rigtigt hørte efter, men bare tænkte på hvor utroligt akavet det føltes at forcere en villabaghave på sin løbetur. Herefter forklarede hun mig meget hjælpsomt og præcist hvor jeg var, og jeg spurgte lidt mere om vej, for ikke at afsløre, at det netop gik op for mig at jeg boede 200 meter derfra.

Jeg tror ikke jeg behøver teste dén skovsti igen....

tirsdag den 2. august 2011

Livet set fra Løbebåndet #1

Oppe i mit motionscenter, hvor jeg tilbragte en hel del tid i vinters, er der en ung, kvindelig instruktør.
Hun er megahøj, slank, smuk og med langt, lyst hår. Man kan godt blive lidt bange for hende, men det var hende der viste mig hvilke knapper jeg skulle trykke på på løbebåndet da jeg startede og selvom jeg har hørt hende skælde lidt ud over sløv indsats og manglende motivation hos de motionister hun laver træningsprogrammer for, så ér hun i virkeligheden rigtigt sød og rar.
Cool og sej, men mest flink.

Oppe i mit motionscenter kunne man vinteren igennem også møde en lille hær af aldrende herrer, der formentlig er blevet jaget derop af deres læger eller koner.

Af og til trasker nogen af dem rundt i hælene på en instruktør, der sætter dem igang med nye træningsprogrammer, som de så senere følger i deres egen udgave, ved at gå fra den ene maskine, hvor de netop har diskuteret kommunal udstykningspolitik, til den næste maskine, hvor de kort vender Helle T versus Løkke R og så over til de maveøvelseshjørnet, hvor de taler lidt om udenrigspolitik. De løfter meget sjældent noget. Hvis de havde boet i Spanien, havde de været dem der sad under træerne i parken og spillede Backgammon dagen lang.

Men inden man begynder på "styrketræningen" skal man jo "varme op", og for de herrer består opvarmningen tit af at sidde lidt på en motionscykel.
Og når smukke-kvindelige-instruktør går gennem lokalet tæt fulgt af et nytårsforsæt, der skal introduceres til personligt træningsprogram, eller bare slendrer igennem for at se om alle klør på og har styr på det, så er det klart, at samtlige aldrende herrer for en tid tier og ser efter hende.

Først troede jeg det var for at nyde synet af ynde og skønhed, men forleden sad jeg på en motionscykel ved siden af en herre, der havde medbragt et hvalpet barnedrengebarn på kanten af puberteten. Og da instruktør var udenfor hørevidde krympede den flinke bedstefar sig, gøs lidt

mandag den 1. august 2011

Nyt "almindeligt" tempo

Stod tidligt op i morges for at nå dagens løbetur.
I løbet af natten havde jeg flere gange lidt bekymret konstateret at jeg godtnok stadig var lidt øm og stiv i lægmusklerne, men klokken 6 sprang ("sprang" *suk*) jeg ud af sengen og i løbeskoene.

Mit nye "almindelige" tempo på 5.40 - 5.50 havde taget pippet lidt fra mig allerede før jeg startede, for jeg synes det lyder frygteligt hurtigt og anstrengende, så jeg besluttede mig i sidste sekund for at løbe en ny ud-og-hjem-rute, for at slippe for den sædvanlige 8 kilometerstur som jeg kender alt, alt, ALT for godt.

Ud-og-hjem-ruten var også demoraliserende kedelig, men jeg skruede op for musikken og lagde kræfterne i. Jeg besluttede at en hastighed i underkanten af det forlangte tidsinterval også ville være i orden og godt halvvejs tænkte jeg på, hvordan jeg mon kunne få sat tempoet i programmet lidt ned.
Men jeg glemte helt at kigge på uret for at tjekke, nok mest fordi jeg var bange for at jeg løb endnu langsommere end jeg troede.

Og da jeg så kom hjem viste det sig at min gennemsnitstid over 8 kilometer var 4 sekunder for hurtig!
Yay!
Faktisk har jeg holdt mig på den hurtige side af intervallet hele vejen og dét var jo en dejlig opmuntring, for selvom turen føltes hård, tog den ikke helt mdet fra mig og jeg ér klar igen, til 3 kilometers indlagt tempotur i min 8 kilometer-tur på onsdag.
Men jeg må hellere få overvejet nogle nye ruter (eller en meget spændende roman på Ipod'en) før jeg går ud af mit gode skind af kedsomhed på min gamle rute.