tirsdag den 9. juli 2013

Tudsegamle nyheder #2

Længe siden sidst, siger du? Dét tror jeg nok! Men der er sket masser af ting så jeg må bare begynde et sted.....

Da jeg begyndte i motionscenteret sidste efterår gjorde jeg mig så positive erfaringer med Pilates at jeg efter nogen tid også fik samlet mig mod til at melde mig til et yogahold.

Jeg var ret bekymret for indviklede semi-religiøse seancer og de allerførste ti minutters erfaring med yogaen bekræftede faktisk også mine forskrækkede fordomme da timen blev indledt med at ligge fladt på ryggen og et-eller-andet-med-at-slappe-af til klimprende musik med fuglefløjt og lyden af bølgeskvulp.
Er ikke sikker på det med bølgeskvulpet, men jeg var lamslået fra top til tå og heldigvis for det, for ellers ville jeg muligvis have prikket mig selv hårdt i øjet for at have indladt mig på sådan noget langhåret fjolleri.

Uh, mærkeligt!

Jeg var småstresset og superspændt på hvad jeg havde rodet mig ud i, så ikke meget afslapning på min yogamåtte, men da instruktøren begyndte at forklare os ind i de forskellige stillinger, blev jeg helt opslugt og koncentreret og slap på den måde alligevel af med en hel del af de spændinger jeg havde haft før timen.

"Aaah, løber...." konstaterede min første instruktør tørt, da jeg forpint og koncentreret forsøgte at sætte hælene i gulvet i hendes absolutte favorittorturmetode "det omvendte V" eller "Hundestillingen"


"Løbere og cykelryttere bakser altid med den der", forsikrede hun mig om, så stor var min begejstring den dag, jeg efter grundig opvarmning, for første gang forbløffet mærke mine hæle i underlaget i den stilling.

Jeg er meget imponeret over hvor meget man kan strække sener og muskler ud og hvor naller man egentlig kan affinde sig med at det gør, når bare man lige giver sig lidt tid og koncentrerer sig.

Jeg har en medium-dårlig balance og jeg hoppede i starten rutinemæssigt kluntet rundt når vi kom til de stillinger hvor man skulle balancere på eet ben. Indtil den dag den skrappe yogainstruktør hvast fikserede mig med et strengt blik og forklarede at balanceøvelserne var en særligt god øvelse hvis man havde vanskeligt ved at fokusere på det man var igang med! (!!!! Blev der sagt!).
Siden gjorde jeg mig meget umage for at koncentrere mig om at være til stede i de helt umulige eetbensstillinger og jeg er i al beskedenhed blevet ret så skrap til at være til stede og holde balancen.
Faktisk også en ret god øvelse til kontorbrug, når man er ved at piske en stemning op med overspringshandlinger, fordi der venter en opgave man ikke har lyst til at gå i gang med. (Hvis man da er den type og hvis man skulle støde på den slags....hmhm)

Det er også sært, at det godt kan gøre rigtigt ondt (det er det en af instruktørerne med et smil kalder "den gode yogasmerte") mens man er helt viklet ind i en yogastilling og så lige så snart man slipper den, forsvinder ømheden og det er kun efter særligt anstrengende timer med den allerskrappeste yogalærer, at jeg bliver øm nogensteder bagefter og stadig føles musklerne ømme på en fornuftig måde.

Jeg havde problemer med mit knæ, da jeg startede på yoga i januar og nu er knæproblemerne helt overstået.
Yoga har også hjulpet på andre småskavanker og jeg mærker tydeligt at mine løbemuskler har vældigt godt af den intensive udstrækning, så jeg kan ikke rigtigt beslutte mig for at holde motionscenter-sommerferie i år.

Hvis du har lyst til at prøve, så gør det!
Alle siger, at det er de stillinger der er allersværest og hårdest som man får mest D af, så jeg plejer at trøste mig med, at når jeg føler mig rigtigt kluntet, er det fordi det VIRKER!

Men det allerbedste er, at yoga redder dagen igen og igen.
Uanset hvor stresset, frustreret, rasende, træt eller trist jeg er før yogatimerne, så er jeg altid meget lettere om hjertet når jeg går.

Den hemmelige yoga-time ting, der sjældent bliver afsløret for begyndere på tærsklen til den første time er, at det kan være snedigt at medbringe et let tæppe, udover yogamåtte og sådan et bånd til at holde i hvis du ikke kan nå dine tæer eller til støtte i indviklede eller anstrengende stillinger. Det er ikke nødvendigt med måtte og bånd hvis du træner i et center dog, der har de den slags, men tæppet, det skal man altså selv have med. Det bruger man under afspændingen bagefter yogatimen, hvor man let kan komme til at fryse når man ligger stille.



søndag den 7. juli 2013

Tudsegamle nyheder #1

Længe siden sidst, siger du? Dét tror jeg nok! Men der er sket masser af ting så jeg må bare begynde et sted.....

For længe, længe siden reagerede jeg på et indlæg på et løbeforum, hvor en PhD. studerende søgte interviewpersoner til sin afhandling om løberelateret elektronik.

Det blev til et par meget interessante samtaler og fik mig til at tænke over en masse ting i forbindelse med mine løbeambitioner.

Sidst vi mødtes fortalte hun mig om en feature i endomondo jeg knap kendte og som jeg ihvertfald ikke har benyttet mig af, nemlig den, hvor man sætter sig et mål.


Når man så løber med endomondos flinke audiocoach i ørerne, fortæller hun undervejs hvor langt man har løbet og hvor længe samt hvor hurtigt man har løbet den seneste kilometer, gennemsnitspace og sidst men ikke mindst: Forventet sluttid.
Sluttiden bliver så vidt jeg kan regne ud, beregnet ud fra ens seneste omgangstid og ikke udfra gennemsnitstiden og det er måske lidt forvirrende og misvisende især over de længere distancer, men på de kortere er det særdeles motiverende og jeg fik løbet nogle ret hurtige, korte ture lige da jeg havde opdaget den indbyggede endomondopacer.
Faktisk er det helt umuligt at ignorere, hvis man har sat målet til for eksempel fem kilometer og coachen siger at man ligger til en sluttid på 27 minutter og 15 sekunder efter to kilometer. Så kan man også godt mase den ned under 27, tænker man.
Når hun så, efter 4 kilometer fortæller at man ligger til en sluttid på 26.50, skal man da også lige se om man kan komme under 26.30.
Og så har man løbet en progressiv tur i opskruet tempo helt uden at opdage det, men sejren føles sød, når man kaster sig over den usynlige målstreg og audiocoachen tørt konstaterer at "you have reached your goal: Five kilometers in 26 minutes 21 seconds" *yay*

Efter nogen tid blev det dog lidt problematisk at løbe alle mine ture omkap med mig selv, så i øjeblikket løber jeg sjældent med en endomondomål, bortset fra de enkelte lange ture hvor jeg føler mig veloplagt nok til at blive mindet om hvad min halvmaratontid KUNNE blive.



mandag den 18. marts 2013

Endnu et skridt ind i holdtræningsjunglen

"Mave-balle-lår".

Man tænker på lidt småtykke, dovne piger og midaldrende damer, ikk?
I virkeligheden var holdet fyldt med frygtindgydende, toptrimmede, slanke unge kvinder, der gav mig en fornemmelse af at jeg måtte være gået forkert.
Jeg kan ikke sige jeg ikke var blevet advaret, for en på mit Pilates-hold sagde engang at mandagens mave-balle-lår-instruktør var superskrap og at det var intens og anstrengende workout.

Det passer ikke.
Det var psykohårdt.

MBL-holdet varer en halv time og ligger lige efter Pilates og eftersom jeg nu tydeligt kan se at coretræningen fra Pilates har gjort respektindgydende ting ved mine kilometertider, følte jeg mig klar til at gå skridtet videre og tage lidt risiko for ømme muskler igen.

Det viser sig at den halve times intense MBLtræning var delt op i intervaller af 40 sekunders træning og 20 sekunders "stående pause". At pausen skulle være stående virkede helt indlysende de første 15 minutter, herefter var jeg ikke helt fri for lyst til liiiiige at ligge lidt ned i de der 20 sekunders pause...

Men det var sjovt og intenst og helt sikkert effektivt.
Selvom holdet kun varer en halv time, er man jo ikke kommet for ikke at lave noget og så er det jo tilfredsstillende at blive både forpustet og få sved i øjnene i løbet af de første 10 minutter.
Og med lidt selvironi kan man også fnise lidt, når man er i tvivl om hvorvidt man kan træde koblingen ud, når man kører hjem.

Jeg er spændt på hvordan mine lår føles i morgen.

I det mindste føler jeg mig nu så pryglet i resten af kroppen, at jeg overhovedet ikke kan mærke mit ømme knæ mere....

tirsdag den 19. februar 2013

LEAN-løbetræning

Jeg blev jo helt grebet af både yoga og pilates i mit motionscenter, men fire ugentlige timer deroppe fylder alligevel lidt i træningsskemaet, så jeg syntes det var vildt svært at nå løbetræningen ved siden af også. Især efter at have løbet 12 kilometer lige efter en søndagsyoga på yogabløde muskler og helt flade batterier.

Omsider fandt jeg på at pakke løbetøjet i en lånt løberygsæk og løbe de 2,5 kilometer til motionscenteret.
Dét fungerer supergodt!

Jeg prøver at løbe nogenlunde roligt derop, men 2,5 kilometer er ikke ret langt og det er svært at lade være med at mase en lille smule på, når turen er så kort.
Jeg sørger for at være fremme i lidt god tid, så jeg lige kan nå at svede færdigt og få lidt at drikke mens jeg klæder om og så møder jeg supervelopvarmet til pilates og yoga.



Til yogatimerne er der omgående effekt af de varme muskler og jeg kommer meget længere ud i strækkene end før. Oh glæde (og mild overraskelse) når man uden anstrengelse og hjælpe-bælte kan strække benene i vejret og nå sine tæer!

Efter timerne trækker jeg i løbetøjet igen, hvis jeg har løbet i min uldne bluse er den både tør og velduftende igen efter en time, og så løber jeg hjem igen.
På hjemturen kan jeg så løbe så stærkt jeg gider og har overskud til og på den måde kan de to overskueligt kilometer godt udvikle sig til et langt interval eller tempoløb uden at jeg hader det det mindste.

Helt dobbelt win-win-agtigt.

Efter at have været forkølet et par uger er jeg omsider ved at have fået vejret igen og nu er det endnu tydeligere at mærke lidt ekstra hastighed og overskud i mit løb i forhold til før transportløb til motionscenteret og coretræningen i pilatestimerne og jeg er spændt på at mærke lidt mere efter resultaterne.


torsdag den 10. januar 2013

På kanten af iskoldt løbevejr

Jeg er ikke begejstret for at løbe i frostvejr.
Det går okay ned til omkring 4 varmegrader, men når temperaturen bliver lavere, kommer jeg tit til at tage for meget tøj på eller jeg opdager efter en kilometer at jeg har det for koldt på udsatte steder som ører, pande, fingre eller de uopvarmelige områder på lår og baller, der aldrig rigtigt bliver varme undervejs på grund af lidt rundhåndede kvindelige former dér. Ikke megen blodgennemstrømning gennem fedtdepoterne.

Jeg syntes heller ikke udsigten til en løbetur var særligt fristende, da jeg traskede hjem fra arbejde gennem frostvejret med sporadiske snefnug piskende i øjnene, men det var en løbetur jeg havde glædet mig til, den første i år, hvor jeg var helt sikker på friske ben og muskler efter at det omsider var lykkedes mig at presse en hel restitutionsdag ind mellem mine nye yoga og Pilates-tilbøjeligheder.

En chance for at mærke om sved og tænderskæren på gulvet i motionscenterets multisal mon havde gjort noget ved løbemusklerne og mit ømme knæ.

Oh, sikke en dejlig tur!
Jeg følte mig meget frisk og veloplagt på hele turen og havde masser af overskud til at løbe lidt til på småstigninger og mod-slud på et udsat sted på hjemturen tog heller ikke pippet fra mig, selvom jeg gjorde mig nogle erfaringer med at indhalere slud, som viste sig at føles koldt meget langt ned i brystet...

Og det allerbedste var det, der ikke var der: Ingen ømhed i knæet. Ikke den mindste smule.

Jeg er sikker på at Pilates og yoga har haft en gavnlig effekt på knæet og måske også på den skævhed i min ryg, der formentlig er årsagen til de småskavanker, der har indhentet mig henover efteråret, men jeg har også været lidt bekymret over hvor ondt det nogengange har gjort lige netop dér i knæet under nogen af udstrækningsøvelserne, så jeg troede måske jeg kunne være kommet til at overbelaste senerne bag på knæet yderligere med mit fitness.

Det var meget dejligt med den bekræftelse på at jeg er på rette vej og måske snart kan begynde på noget mere målrettet løbetræning igen, uden at ødelægge noget.

Men det var også en udsøgt fornøjelse at det omsider var lykkedes mig at ramme en helt perfekt påklædning til dagens anstrengelser, så jeg ikke frøs, takket være uld-tights under lette vinterløbetights og en uld-buff om ørerne på pandebåndsvis (det så ikke helt så tåbeligt ud som det lyder. Men næsten)
På strækninger med medvind, kunne jeg lyne lidt ned i refleksvesten og lukke luft ind på halsen, samt trække lidt op i ærmerne på løbejakken.


Dagens antræk, brugt, nusset og gennemblødt.
Uldbuff, løbevest (mest for at holde vinden ude, men jeg løb også lige før det blev mørkt). Tynd løbejakke, langærmet uldundertrøje (Änglamarks) og icebreakerundertrøje uden ærmer. Uldtights/shorts, vinterløbetights og Smartwool løbestrømper

Jeg elsker mine Änglamark uldbluser, der kan blive forbløffende tunge af sved, uden at man har følt sig fugtig undervejs.
Jeg overvejer at genoptage mine ulækre eksperimenter så det ikke er så irriterende at komme til at tage for meget tøj på på en løbetur. For så sveder man jo i virkeligheden for eksperimentets skyld og jo mere jo bedre og klammere.
Må hellere lige få vejet min nye uldtrøje.

mandag den 7. januar 2013

Av for Pilates!

Til min allerførste Pilatestime midt i december var der en pige, der spøgefuldt sagde noget med at hun havde hørt at efter 10 gange kunne man mærke en forskel, efter 20 gange kunne man se en forskel og efter 30 gange....havde man en ny krop (?)

Efter første gang, gik jeg glad i seng om aftenen, overrasket over ikke at være øm nogen steder. Jeg mente ellers jeg havde lagt kræfterne i og mærket en hel del niv i dovne muskler hist og her.
Om morgenen steg jeg forsigtigt ud af sengen, før jeg sejrssikkert kunne konstatere at jeg ikke var særligt øm nogen steder. Sandt at sige havde jeg forventet at blive mindet om min Pilates-debut med hver eneste bevægelse, for det havde alligevel været en lidt anstrengende times tid på gulvet i motionscenteret.

Jeg gik tilfreds på arbejde, men i løbet af formiddagen kom de snigende, mine mavemuskler.
Og de medbragte tænder og kløer og sandpapir og syre og eftermiddagen blev tilbragt på sofaen med overvejelser om hvorvidt familien ville bemærke hvis jeg drak min kaffe af et sugerør, for at undgå at komme til at spænde en mavemuskel, når jeg rakte ud efter koppen.

Men jeg stod der igen til næste Pilates-time og mellem jul og nytår fortog ømheden sig og her i starten af året har jeg med fornyet respekt og glæde kigget en hel del på mine nye mavemuskler.
En del af dem var der selvfølgelig i forvejen og jeg har da også lavet coreøvelser, lidt sporadisk, før, men jeg skal lige love for, at en hel del af dem anede jeg ikke jeg havde før jeg eksempelvis, let vantro, lavede bækkenløft med fødderne balancerende på en lille bold eller før efter en særligt udspekuleret udgave af planken (som jeg har et problematisk had/had forhold til i forvejen) med samme bold mellem knæene. Især dén øvelse kunne nok få mig til at tude en lille smule på en dårlig mavemuskel-dag.

Jeg er helt bidt af Pilates!
Det ser muligvis fjollet ud, når der ligger en hel flok fortrinsvis damer (vi har haft en enkelt mand med, men han havde vist været udsat for moderat pres for at deltage) og pruster over "pyttesmå bevægelser" og det føles også lidt løjerligt lige før det bliver så anstrengende, at hvinende muskler overdøver de sidste forbehold.

Og det virker!
Hvis jeg fortsætter på den her måde, er der nok snart nogen, der spørger om jeg er blevet Photoshoppet.....