fredag den 21. december 2012

Kur mod løbebåndsmonotoni!

Jeg behøver ikke løbe mere end 5 minutter på løbebåndet, før jeg kommer i tanker om, hvorfor jeg meget bedre kan lide at løbe udenfor.
Åhr, hvor ér det bare kedeligt!

Som kur mod kedsomheden var der en eller anden, der anbefalede intervaller og eftersom der er nogen der siger at minus plus minus er lig med plus, så kunne det godt lyde sandsynligt at intervaltorturen ville ophæve løbebåndsmonotonien.

Frit efter en venindes anvisninger løb jeg igår 10 intervaller á 300 meter på mellem 13 og 14 km/t (13,2 på det første og 14,2 på det sidste) og med 100 meters gang imellem hvor ganghastigheden faldt fra 6,5 til 5 km/t og jeg på den måde forlængede pauserne lidt.

Det var hårdt, men også så distraherende at jeg helt glemte hvor kedeligt det er at løbe på løbebånd og inklusiv 1200 meters opvarming og 800 meters "nedkravling"/afjogning endte jeg med at blive på løbebåndet i hele 38 minutter og 6 kilometer.


Heldigvis tæller løbebåndet selv 400 meters laps, for jeg mistede ret hurtigt orienteringen og havde ingen anelse om hvor mange intervaller jeg havde nået, før jeg fik øje på den lille lap-tæller i øverste venstre hjørne af displayet.

300 meter er en god spurte-distance, for jeg nåede kun akkurat at blive forpustet, før intervallet var slut og fik vejret sådan nogenlunde igen undeer de 100 meters gåpause, før jeg skulle starte på det næste 300 meters interval.
Den opskruede hastighed fik mig også godt frem på foden og det føltes rigtigt godt og overraskende let at holde farten.

I dag føles mine lårmuskler lige tilpas trætte og lidt ømme, især da jeg udsatte mig for Pilatesinstruktørens fremragende opfindsomhed her i eftermiddags, så jeg tror intervallerne var effektive nok, selvom de ikke føltes kvalmende hårde igår.

onsdag den 12. december 2012

Skridsikker træning

Jeg løb een tur i sneen.
Jeg må indrømme, at jeg sikkert ikke gik til sagen med den nødvendige entusiasme, men jeg klædte mig varmt på og forestillede mig, at man nok kunne finde rimeligt velryddede veje derude.
Allerede i villakvarteret kunne jeg konstatere, at der ikke blev ødslet med saltet eller slidt på sneskovlene og i stedet for knitrende lækker hvid sne, fik jeg pletvis sort is under løbeskoene.
Med et ømt knæ løb jeg forsigtigt i mine almindelige løbesko i stedet for cross-skoene fra Salomon, men jeg tvivler på at selv traktordækprofilen under dem ville have givet mig nok fornemmelse af skridsikkerhed til at jeg turde løbe almindeligt derudad.
Til gengæld kunne jeg tydeligt mærke at man helt automatisk holder vægten under kroppen og forfiner sin forfodsstil og vakse kadance for at undgå udskridninger i glat føre.

Cykelstien langs landevejen var ryddet og det gik rigtigt fint der.
Endda med temmeligt meget fart på, efter at en modkørende bus venligt trak lidt ud fra cykelstien og dermed sendte en kold og våd kaskade af sjap op ad mine ben, da den ramte driven af grå slushice midt på kørebanen.

Resten af turen gik med anstrengende glid og i meget roligt tempo, men dagen var smuk og solen skinnende mig i øjenene, så kønt var det alligevel. Men frustrerende.

Med udsigt til masser af sne og frost de kommende 14 dage, meldte jeg mig ind i det lokale fittnesscenter.
Sidste vinter trænede jeg i en af de store fitness-kæder, men det lokale center er lidt sølle og har slet ingen hold-træninger og da det eneste sjove hold jeg prøvede sidste år - sjip - tilsyneladende var helt sløjfet fra alle kædens centre i nærheden, besluttede jeg mig for at melde mig ind i det hyggelige, lokale og uafhængige center, hvor jeg også trænede i min første vinter som løber.
Og jeg havde helt glemt den følelse af seriøsitet og smittende entusiasme der er i det motionscenter, hvor man hurtigt bliver genkendt, ikke bare af det venlige og allestedsnærværende personale, men også af de andre svedende og det er lige præcis den følelse der gør det en lille smule nemmere at blive på løbebåndet en halv times tid uden at blive helt skør af monotonien.

I centeret tilbydes Pilates, hvilket jeg prøvede for første gang mandag eftermiddag på et lille hold hos en venlig instruktør, der tilpassede sværhedsgraden og informationsniveaet, så det var let for mig at være med.
Men når man nu alligevel ligger der og skal rode rundt på gulvet i en times tid, kan man jo ligeså godt give den noget gas, så jeg går stadig rundt og piver lidt over bestemte bevægelser det aktiverer ømme muskler jeg slet ikke vidste jeg havde. Og glæder mig til næste gang.


torsdag den 29. november 2012

Hvor kom vi fra?

Lige da jeg havde fået gang i det her løbenoget læste jeg at man som løber var ret sikker på at blive skadet før eller siden og godt hjulpet på vej af min sunde, naturlige dovenskab og uvillighed til at opsøge alt for meget ubehag, gik jeg derfor meget langsomt frem og forcerede ikke nogen fremskridt.

Måske er jeg siden blevet mere sløset, ihvertfald synes jeg at jeg har haft rigeligt med ondt hist og her, på den bekymrende, løbehæmmende måde, siden sommerferien.

Først et par uger med ondt i hoften, der startede med en forkert bevægelse og som blev finpudset af lidt overdreven træning på helt forkerte tidspunkter, fordi jeg jo skulle noget til det der Powerrade.

Da hoften holdt op med at gøre ondt, masede jeg på mod halvmaratonet, og da det var forbi, dampede en hel del motivation også af og jeg løb fordi jeg ville og skulle, ikke fordi jeg havde lyst.
Da motivationen vendte tilbage fik jeg ondt i knæet. For pokkerdaogså.

Ondt i knæet er nu langsomt på retur og hvis jeg tager det roligt går det fint med at løbe på det, men det er frustrerende at det ikke går væk af at jeg holder dagevis med løbepause og at det går så langsomt med at blive bedre.

Heldigvis virker de korte, langsomme ture på 5-7 kilometer også vældigt godt på humøret og nogen dage har jeg endda nået en lille smule solskin, før det er blevet sært aften-dunkelt midt på dagen og jeg bliver så søvnig af det der løjerlige aftenlys klokken 15.30.

Jeg er ellers ikke meget til bakker, men jeg har fundet en kort, passende stejl bakke, som jeg kan løbe op ad igen og igen på en herlig rundstrækning på 1600 meter. Der er helt vildt meget god løbe-trance på den rundtur, der er lige tilpas smuk og afvekslende til at man godt gider tage den et par gange eller tre. Ihvertfald dengang man ikke havde ondt bag på knæet.

Jeg har løbet en hel del fra zombierne igen med ZombiesRun!-app'en og historien er blevet endnu mere spændende og intens.
Sært nok hjælper udsigten til zombiejagterne mig med at holde farten nede, fordi jeg ved, at når zombierne kommer, skal jeg øge med omtrent 10% for at slippe fra dem. Og så skal udgangstempoet jo ikke være for voldsomt....
I praksis ender jeg nu alligevel altid med max-gas og ikke mange fornuftige tanker i hovedet, for jeg bliver hjælpeløs revet med af bippene, der indikerer at zombierne kommer tættere og tættere på. Man kan høre dem grynte lige i ens ører og det er ret ansporede for tempoet.


Forleden mødte jeg to ridepiger kort tid efter en zombiejagt og da jeg hilste på dem, var jeg på nippet til at advare dem om, at jeg lige var løbet fra en flok zombier få hundrede meter i den retning de var på vej i.
En god fantasi kan godt være lidt besværlig nogengange.

onsdag den 10. oktober 2012

The Line-up

Forleden skrev Peter Piskeben en kommentar om noget med at købe flere sko.
Nu ér Peter godtnok kendt for at være endog særdeles glad for løbesko og jeg har ingen ambitioner om at udvide min skosamling i den grad der skal til for at sammenligne sig med ham, men min flinke mand fik godtnok kaffen galt i halsen og retfærdigvis skal jeg gå til bekendelse og indrømme, at jeg ejer, holder af og bruger lidt over en meter løbesko.

Lad mig præsentere:


Fra venstre ses mine allermest trofaste følgesvende, nemlig New Balance 1080'ere i en gammel og ny udgave. Det er min 2. og 3. runde i manegen med den slags sko. Det er en neutral sko med moderat støtte og jeg købte det første par af den slags sko, da jeg havde løbet knap et år og ikke rigtigt kunne komme mig over et vrid jeg havde fået i den ene ankel, mens jeg løb i mine Ecco Biom, det fjerde par sko i rækken, mere om dem senere.
Jeg skifter mellem det nye og det gamle par 1080'ere. De nye er stadig stive og umedgørlige i snøringen, så jeg kommer tit til at snøre dem for stramt et eller andet sted og ender med en tå eller to, der sover efter tre kilometer, men det bliver hurtigt bedre. Når jeg ikke gider bakse med nye sko, løber jeg i de gamle, der kvitterer med lidt ømhed hist og her, der minder mig om, at de ér udløbne.

Så har vi det tredie par sko i rækken, New Balance 1080 igen, dennegang i en "version 2" med lave hældrop, tyndere sål og ikke meget støtte om foden.
De er meget lette og meget kontante og jeg mærker tydeligt at jeg løber anderledes og aktiverer især lægmusklerne på en helt anden måde end jeg sædvanligvis gør.
Jeg løber mest i de sko på korte ture under 8 kilometer ad gangen, skræksslagen for at forcere og ende med noget der gør rigtigt naller.

Så kom vi til Biom'erne.
Jeg var meget glad for dem i de par måneder jeg løb i dem, før jeg vred om og blev ved med at have ondt i anklen trods nedsat træningsmængde og en del tænderskæren.
Da jeg gav op og købte New Balanceskoene holdt jeg straks op med at have ondt i anklen og siden har jeg gået mange hundrede kilometer i dem og jeg er stadig meget glad for dem, selvom jeg ikke tør trænings-løbe i dem.

Det næstsidste par sko i rækken er Terra Plana sko. De har en halv centimeter sål og intet drop fra hæl til forfod overhovedet og er en "barfods"sko, der giver en meget tydelig fornemmelse af underlaget, faktisk kan man mærke hvis der er strøet salt på den asfalt man løber på.
Jeg har mest brugt dem til løbebåndsløb, for de kræver tilvænning og jeg bliver øm i læggene på ture over 4 kilometer. Til gengæld går det rasende stærkt i de her sko, jeg flyver afsted med masser af fart på uden forpust på helt magisk vis.

Til sidst ses mine trailsko fra Salomon.
De er indkøbt med henblik på snevejr om vinteren, for jeg er ikke specielt tiltrukket af frivilligt trailløb op og ned af mudrede bakker. Jeg er heller ikke særligt glad for at løbe når det er rigtigt koldt, så i praksis trækker jeg helst indenfor i den fugtige hede i motionscenteret når det er koldt nok til snevejr, så de er næsten så gode som ny, de trailsko. Men det er jo dejligt at vide at man har MULIGHEDEN hvis lysten til selv skulle melde sig.

lørdag den 6. oktober 2012

Det var de der 50 kilometer vi kom fra......

Efter de første par ture på min nye racercykel, følte jeg mig ret så overbevist om, at det der med 50 kilometer på under to timer måtte være indenfor rækkevidde, selv uden den store racercykelerfaring og trods min uprøvede cykelform.

Jeg tænkte at det mest var et spørgsmål om at lægge en rute, hvilket i høj grad også kan være sin sag skulle-jeg-hilse-og-sige og sætte to timer af til projektet, plus nogen tid til at komme i besværligt cykeltøj, lede efter mine handsker/briller/cykelhjelm og hvor meget tryk er det nu der skal være i dækkene? Finde vandflasken og mon ikke jeg hellere lige må tage en banan med? Og lommetørklæder? Virkelig irriterende når næsen løber og man får sved på cykelbrillerne og ikke har andet end syntestisk stof til at pudse briller i. for slet ikke at tale om hvor ubekvem en løbende næse er, når man ikke har et lommetørklæde. Og så til sidst ud af alt cykeltøjet for at tisse igen før start.
Okay, TRE timer, så.

Nåmen forleden var det så ret dejligt vejr, uden frådende stormvejr og jeg havde haft en aldeles fremragende dag på arbejdet og var fuld af uovervindelighed.

Oprindelig plan var faktisk bare at prøve en ny rute rundt om Arresø, der skulle spare mig for de to værste bakker undervejs.
Jeg vidste godt jeg muligvis havde misset et sving et sted, men jeg blev nu alligevel noget overrasket, da jeg passede et byskilt til Helsinge. Jeg havde ingen anelse om at jeg var cyklet SÅ langt forkert.
Jeg var godt kørende, trak glad på skuldrene besluttede mig for at forlænge turen til 50 kilometer, så jeg kunne få dét ud af verden.

Men så bippede mit ur mig en bekymret besked om at batteriet var lavt.

Jeg satte farten lidt op og tænkte på hvor ubeskriveligt surt det ville være at køre 49 kilometer før uret gik ud og snød mig for dokumentationen af milepælen.
Og så grinede jeg lidt hæst og forpustet over at jeg dagen efter havde aftalt et møde med en ph.D studerende, der skriver afhandling om brug af løberelateret elektronik.
Det ville være en helt utrolig bitter-morsom historie, hvis jeg lige netop den dag frustreret skulle vende hjem med 48,5 kilometer i mit flade GPS ur.

Jeg satte farten lidt op og nåede hjem med mine 50 kilometer på 1.53.


Jeg blev træt undervejs, men jeg synes jeg lærte noget om lange cykelture og jeg lærte min cykel og forskellige cykelstillinger meget bedre at kende.
Jeg blev også klogere på det der med at være i gang i lang tid, fordi det ikke er nær så anstrengende at cykle i to timer, som det er at løbe, så jeg kunne mere nøgternt mærke efter og konstatere de træthedssymptomer jeg stødte på.
Det tror jeg er en meget god erfaring til mine løbeture også.


fredag den 5. oktober 2012

Og i gang igen

Det blev en helt kort flirt med løbeprogrammet, for de kommanderede bip og brum viste sig i denne omgang at være mere irriterende end motiverende.

På Endomondo var der en af mine kontakter, der foreslog at jeg skulle lade løbelysten og benene bestemme tempo og distance og da jeg var færdig med at more mig over hvad det ville ende med.....lidt ligesom at sætte en meget doven ræv til at passe en køkkenhave (??!?..?) prøvede jeg alligevel og så viste det sig at det faktisk fungerede meget godt og distancerne og entusiasmen begynder igen forsigtigt at ligne noget. Jeg har lyst til at løbe igen.

Mine gode løbesko havde 1000 kilometers jubilæum for nogen tid siden, men jeg har ikke mærket nogen alvorlige slidsymptomer endnu, så jeg tøvede med at købe nye. Men da løbeshop.dk havde et rigtigt godt tilbud på blandt andet mine løbesko, slog jeg alligevel til og købte nye.

Efter den første løbetur i nye sko, hvorunder jeg kom i tanker om hvor irriterende nye løbesko er til man får justeret snøringen, undrede jeg mig lidt over, hvor meget 1000 kilometer gør ved et par sko...


Indtil jeg stillede de nye ved siden af de gamle, syntes jeg egentlig de så meget pæne ud, i betragtning af hvor langt de har løbet i al slags vejr.

Ved samme lejlighed kastede jeg et blik på et par af mine yndlingsløbestrømper, der muligvis har været med ligeså længe som løbeskoene, inklusiv timevis i vaskemaskinen...


Heldigvis er der masser af afløsere til strømperne i skufferne med løbetøj.

torsdag den 20. september 2012

Op på jernhesten

Efter Powerade -og for den sags skyld også før - har jeg haft lidt problemer med løbelysten.
Jeg tror det startede da jeg var småskadet i sommerferien netop som jeg var topmotiveret for intervallerne som et led i forberedelserne til halvmaratonet.
Det var somom at løbebegejstringen dampede lidt af, da målet om 21,1 kilometer på under to timer forsvandt i tågen mens jeg stod tilbage med ondt i hoften og skar tænder af skuffelse.

Jeg fejrede Powerade med en rask lille forkølelse, der lige knap forhindrede mig i at løbe, men som forsynede mig med masser af snot, øm hals og småfeber om eftermiddagen.

Jeg synes det er svært at komme rigtigt igang igen, men nu forsøger jeg mig med et "hold formen" program fra mit-løbeprogram.dk
Som de andre programmer på siden lægger man træninger direkte ind i sit ur, der så lystigt bipper og dikterer når man løber for stærkt eller for langsomt.
Der er masser af action i programmet, der er spækket med tempoture, fartleg, tests og intervaller, så det er meget afvekslende og der er ikke mange ture i "almindeligt tempo".
Jeg tror det kan tænde gnisten lidt igen, selvom oddsene er lidt barske, nu hvor det er temmeligt koldt og blæsende.

I dag så vinden dog fredsommelig ud, når man vel at mærke kiggede ud af et bestemt vindue i huset og det lignede rimeligt okay vejr til en cykeltur, når man omhyggeligt undlod at kigge på termometeret og tænke på ting som chillfaktor.
For at være ærlig var det temmeligt koldt og lige rigeligt blæsende, men jeg havde lyst til en hæsblæsende cykeltur og det regnede ikke, så afsted gik det over stok og sten og med en ekstra tur op og ned ad en lang bakke bare for sjov. Meget dejligt og supergodt for humøret.

Det var rigtigt koldt på maven og armene, så jeg må trække i en uldundertrøje næste gang og finde på noget med en let, vindtæt løbejakke.
Sådan en tur giver masser af ideer til ønskelisten og efter at have viklet mit snørebånd ud af den ene pedal, tror jeg også jeg er ved at være moden til at skrive cykelsko og klikpedaler på.


mandag den 10. september 2012

Powerade 2012

Jeg syntes faktisk jeg var overraskende cool ved udsigten til at løbe 21,1 kilometer i København.
Jeg har jo løbet distancen nogle gange før og selvom jeg havde haft lidt svært ved at få løbet nogle ordentligt lange ture op til dette halvmaraton, så kunne jeg jo tydeligt se på min statistik, at jeg havde løbet mange flere kilometer i alt op til dette løb, end jeg plejer ("plejer", ing), så jeg var fortrøstningsfuld alligevel og ret sikker på at stemning og selskab på løbeturen nok skulle hjælpe mig igennem.
Det gjorde det også, men på startstregen blev jeg alligevel nervøs og kom pludselig i tanker om alle mulige potentielle kriser undervejs.

Heldigvis dukkede min veninde Rikke op, netop som jeg stod og tænkte på hvor rart det havde været at dele min nervøsitet med hende til sidste års Powerade, hvor vi begge debuterede på distancen.
Hun havde meldt sig til med kort varsel i år og uden at sige noget til nogen, så det var en stor og herlig overraskelse at få øje på det kendte ansigt i mylderet af mennesker i startboksen, lige da jeg stod og tænkte på hende.

Sidste år tog hendes mand et fint billede af os med sommerfugle i maven på startstregen.


...i år fandt vi ham først efter mål og medalje og havde kun akkurat fået pusten før han tog årets Annie-og-Rikke-løber-halvmaraton-billede.


Jeg havde en fin tur.

Jeg kom lidt hurtigere end planlagt fra start, men det gik fint med både puls og forpust alligevel.
Jeg brugte samme slags gel som jeg "plejer" når jeg bruger gels, men af en eller andet grund gav gel'en mig en skvulpende og ubehagelig fornemmelse i maven og lidt kvalme, så jeg må nok tage min energi-strategi op til revision til næste gang. I stedet for gel omkring 16 kilometer tog jeg mig lidt appelsin og til min overraskelse kunne jeg sagtens spise sådan en i fuldt firspring, desværre efterlod den en noget klistret fornemmelse i munden, men det gik jo også hurtigt over.

Der var ikke så meget tju-hej og hep i gaderne som sidste år, men indslaget fra Slagkraft på hjørnet af Sølvgade og Østervoldgade kunne høres på lang afstand og var for mig fremragende distraktion på det helt rigtige sted.

Øster Allé var ligeså urimeligt lang som sidste år. Jeg troede egentlig jeg satte farten op på vej derop ad, hvilket mine lårmuskler ivrigt bekræftede mig i, men alligevel kom mål-portalen kun langsomt nærmere og jeg ændrede spurtstrategi masser af gange undervejs, til jeg tilsidst blev enig med mig selv om, at alt hurtigere end kravletempo var godkendt.


Min officielle tid blev 2.07, 30 sekunder langsommere end min officielle rekord fra Änglamarkløbet og endnu et fremragende argument for at tage fat på intervaltorturen igen, selvom dette løb blev løbet med mere overskud og bedre kontakt til min humoristiske sans og dét tæller jo også med.

onsdag den 5. september 2012

...hvis bare man siger det hurtigt.....

På søndag indtager jeg København sammen med nogle tusinde andre halvmaratonløbere og selvom jeg har set to-timers ballonen forsvinde ud mod min indre horisont, så glæder jeg mig alligevel til at løbe langt igen.

Jeg har haft det lidt svært med både form og motivation mens det har været rigtigt varmt, men jeg blev for nogen tid siden enig med mig selv om, at jeg godt kunne løbe et halvmaraton mere, med den fine stemning, musik, publikum og København som distraktion, for jeg har kæmpet mere med kedsomhed end med kondition på mine løbeture.
Og Powerade er en rigtig god turisttur rundt i byen og jeg glæder mig til at løbe der igen og tænke "sidste år, da jeg løb her" en masse gange hele vejen rundt.

Når jeg er færdig med Powerade, vil jeg give efter for lysten til at give den noget gas på min cykel

Først og fremmest skal jeg lige prøve at cykle 50 kilometer på en gang og helst på under to timer.
Og så glæder jeg mig til at kunne kaste mig i sadlen på alle de vind-fredsommelige dage jeg har lyst til, lige så længe og så langt som jeg gider, uden at skele til en løbeplan.

I sidste uge havde jeg en fridag med skønt, stille og efterårskøligt vejr, som jeg benyttede til først 10 kilometers løbetur og så 40 kilometers kuperet cykeltur i lidt frisk tempo. Jeg kan kun ét tempo på den cykel, og det er "så hurtigt som muligt".
SÅ blev jeg godtnok også træt!
Om aftenen skulle jeg cykle en kilometer over til søns skole og mine ben var så tunge, at jeg knap kunne få fart i den tunge citybike.
Dagen efter var jeg stadig træt i benene og jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har følt mig så udløbet. Dagen efter igen var jeg heldigvis frisk og en erfaring rigere med hensyn til udforskningen af restitution og træning.

Som afslutning på min ikke særligt målrettede og lidt kluntede træning op til Powerade, løb jeg i går en mellemlang tur, knap 9 kilometer, i "frivilligt tempo", altså uden at tjekke tempo på løberute og med license til forpust...eller ej, hvis jeg hellere ville løbe en afslappet tur.

Jeg havde egentlig tænkt mig en komfortabel tur hjemmefra, men på 5 kilometer opdagede jeg at der vist alligevel var ret god fart på og så blev jeg distraheret af noget meget dejligt musik på min IPod, der helt fortrængte både forpust og modvind.
Det er herligt når et stykke musik helt kan indtage ens hovede og jeg tænkte lidt på noget Kirsten skriver om "håndtering af smerten" .
At man skal lade være med at blive bange og gå i panik, hvis man bliver ramt af smerte eller ubehag (forpust og kedsomhed tæller også en lillebitte smule med som ubehag her).
Og her hjalp det her superbehagelige, fredsommelige og helt ustressende stykke musik, fremført af den inderligste, fløjlsbløde stemme altså som en ordentlig sjus, en dyb sofa og dæmpet belysning på mig og jeg blev helt fredelig indeni.

Min gennemsnitstid indikerede en ret overbevisende potentielt ny bedste tid på 10 kilometer og jeg syntes endda jeg havde løbet med stort overskud og masser af mod og humoristisk sans i behold, ikke mindst mens mit hovede var helt fuldt af doping-musik.

Hvad mon dét var for noget helt utroligt musik, siger du så og jeg giver husets teenagefinke æren for at have henledt min opmærksomhed på den her knægt fra Horsens, Kristoffer Rahbek (coverversion af Burhan G's "Søvnløs")

Det er måske ikke stor kunst, men meget inderligt og det virker vældigt overbevisende og beroligende på mig.

onsdag den 22. august 2012

20 grader er godt vejr

Jeg havde en herlig løbetur i går.

Jeg begyndte at glæde mig, da jeg småfrøs en lille bitte smule på indkøbsekspeditionen gennem den lokale gågade.

Desværre havde jeg fået varmen igen, da jeg trak i løbetøjet, men med godt med vind blev det intet sted undervejs så trykkende varmt som det ellers har været i nogen tid og jeg havde en meget god tur.

Jeg har længe forgæves forsøgt at holde pulsen stabil på ti kilometer ved at holde farten lidt nede, men på de varme dage er den alligevel stukket af og løbet i vejret efter fem kilometer, hvilket har givet mig nogle lidt for hårde og frustrerende ture med både høj puls og irriterende lav hastighed.
Men i går lykkedes det at ramme en fornuftig og behagelig arbejdspuls i løbet af en kilometer eller halvanden og så blev den der de næste knap otte kilometer, til jeg besluttede mig for at give den lidt gas på den sidste kilometer hjem.

Meget tilfredsstillende.

Selvfølgelig tilskrev jeg min cykel en lille smule af æren for successen, måske har det allerede haft en effekt at træne udholdenheden i det rigtige pulsinterval. Måske var jeg bare heldig med vejret...


mandag den 20. august 2012

Træning og restitution

Oh, det er svært at begrænse sig, når der er sådan nogle fine muligheder for det gode endorfinfix indenfor rækkevidde.

Normalt løber jeg en "lang tur" i weekenden og især nu, hvor der er ret kort tid til Powerade halvmaraton, burde jeg virkelig gøre mig umage med at få nogle kilometer i benene, men det er så frygteligt varmt at det er en plage at piske sig selv rundt derude meget længere end en times tid.
I sidste weekend oplevede jeg at blive helt overvældet af tørst og varme efter omtrent ti kilometers løbetur og havde en rigtig hård og udmattende tur.

Jeg får løbet det jeg skal alligevel, men det er så nemt at cykle!


Stadig varmt, men man bliver kølet af af vinden, så det gør ikke noget.
Pulsen kommer op på bakkerne og falder omgående igen når det går ned eller ligeud og det føles herligt at komme vidt omkring i en fart. Og lidt syret, faktisk, at ræse afsted til fjerne mål ved muskelkraft på den måde.

En gang hørte jeg noget i radioen om en dreng der boede i Frederiksværk og det var fint nok, sagde drengen, bortset fra at så boede man lige ved siden af Arresø, Danmarks største sø, og før eller siden var man nødt til at cykle rundt om den og dét var langt.
Efter min "lange" 12 kilometers løbetur i lørdags, var det min tur og så cyklede jeg rundt om Arresø i søndags.
Det VAR langt og der var en masse småbakker på Ramløsesiden, men det var fin træning i at træde til ned ad bakkerne, for en god nedkørsel kunne få mig mindst halvt op på den næste bakke og dét var værd at tage en gysende nedkørsel i rasende fart for.
På hjemturen langs Hillerødvejen (god, ny, sort asfalt, ah!) havde jeg modvind. Ikke meget, men nok til at farten gik lidt ned og jeg havde god tid til at tænke på en af områdets mest frygtindgydende bakker, en mur af asfalt og næsten en kilometer opadopadopad.
Da jeg nåede frem til den, så den endnu værre ud end den plejer at se ud fra bag rattet på en bil og jeg nåede næsten at vænne mig til tanken om at stå af og trække op af den, selvom det sikkert ville have kogt og stegt mig i varmen.
Men så sænkede jeg blikket og besluttede mig for at bakken mest var en mental styrkeprøve, for jeg havde jo hele 20 gear at angribe med....og så gik det naturligvis fint. Det gik langsomt, men jeg halede alligevel tydeligt ind på en racer-cyklist i smart, matchende tøj, så jeg bestod helt klart den bakke!

Bagefter tog vi til stranden og øl smager fabelagtigt godt efter en hav-dukkert, der bekom mig overraskende godt.


Mandag skulle så være restitutionsdag uden noget som helst anstrengende, men efter aftensmaden skulle jeg alligevel lige og man kunne jo også bare køre en helt rolig tur.....


Jeg bilder mig ind at det ikke betyder noget på restitutionen, for jeg følte mig mere forfrisket end brugt da jeg kom hjem, men jeg kan ikke rigtigt mærke hvad cyklingen gør ved mit restitutionsbehov.
Jeg føler mig ikke udmattet eller træt, men jeg sover særdeles godt om natten og føler mig sulten som en ulv!

Og så tilsidst lige et billede af min superlækre cykel i det, der engang skal blive vores kontor.



fredag den 17. august 2012

Uh! Shiny!

Jeg hentede min cykel i Vedbæk i går.
Jeg købte den hos Carina, der har fundet på Uneune.dk

Det er en cykelbutik, der henvender sig specifikt til kvinder.

Og det er ikke en helt almindelig butik, eller en "boutique", som Carina kalder det på sin hjemmeside/webshop og det er egentlig også mere end et "cykelunivers for kvinder", det er i sandhed et meget særligt sted og at alt er velovervejet og gennemtænkt er man på det rene med straks man har hilst på Carina.

Men hun og Une une er et helt kapitel og indlæg for sig, så lad mig nu først blære mig med min nye cykel.


Min cykel er en Giant Avail 1 med mange gear af den gode slags og carbonsadelpind (?) og carbonforgaffel.
Det med carbon'en skulle gøre cyklen lidt lettere og lidt "blødere" i affjedringen.

Desuden er den i stelmålene designet til en damekrop med lidt kortere overkrop, smallere skuldre og lidt længere ben end mænd og som ekstra bonus også en lidt bredere sadel, der passer bedre til en kvindebag.
De helt præcise specifikationer kan man læse via linket hvis man er nørdet nok.

Den første racercykel jeg prøvede på denne rejse var en herrecykel, der blev skruet på og indstillet så den passede til mig i sadelhøjde.
Jeg tror det er sådan det føles at ride på et helt uaffjedret kosteskaft, den var hård og afregnede hvert eneste lillebitte bump i vejen temmeligt kontant og ubarmhjertigt. Men den gav også fuld valuta for hver eneste lille anstrengelse jeg lagde i pedalerne og holddaop hvor den kunne køre stærkt!
Men den cykelbutik havde ingen dameracere og da Europas eneste damecykelbutik viste sig indenfor rækkevidde, skulle jeg naturligvis der forbi.

Der prøvede jeg også en dameracer, der var ligeså hård som herrecyklen, men et par trin oppe ad lækkerhedsstigen (og lidt længere nede i prislisten) fandt jeg min cykel, der godtnok også er stivere i det end min sofaagtige 12 kilos cityshopper fra Kvickly, men som også er superlet og hurtig.
Jeg købte selvfølgelig også en cykelhjelm. Selvom jeg aldrig før har cyklet så meget at jeg har skænket det en tanke, så føltes mine 23 km/t på den gamle cykel alligevel frygtindgydende nok til at jeg begyndte at tænke på, hvor hårdt man mon slog sig, hvis man væltede lige dér...

Min cykelhjelm er mat metallicblå og ikke spor ubehagelig at have på og det er helt fint med mig. Jeg kan ikke selv se den når jeg cykler, men jeg kan godt lide farven når jeg tager den af.

En gang brækkede jeg mit håndled og cykelture på min gamle cykel kunne faktisk hurtigt mærkes der, så jeg cykler med nogle handsker fra GribGrab, der har støtteomkring håndleddet og som måske egentlig er til styrketræning. Jeg brugte dem også da jeg gik til sjipning i vinters og også på cyklen gør de det de skal og jeg bliver ikke øm i håndleddet.

Og nej, ingen klikpedaler til mig. Ikke endnu, ihvertfald. Jeg synes tilvænningen til racercykel med gear og fart og puls og distance og KAdance er rigelig fordybelse for mig, så jeg cykler foreløbig i mine flade Biomsko, der bare kan løftes af pedalen uden fare for klampestyrt.

Straks efter hjemkomsten i går, kastede jeg mig op på cyklen og ud på en 25 kilometer tur, jeg har cyklet tidligere på min gamle cykel.
Min mand ville gerne med og demonstrede entusiastisk effekten af at "ligge på hjul".
Jeg kunne godt mærke at jeg lå i læ og blev trukket godt med bag ham, men jeg blev helt forstyrret at ikke at kunne holde øje med vejen foran mig og kæmpede en hel del med min egen kællingeagtige mening om farten, der naturligvis hele tiden skulle være lidt hurtigere eller lidt langsommere eller bare anderledes end den var.

Det meste af tiden fik jeg altså lov til at "køre" og bestemme farten og der er masser af godt puls-zen på en cykeltur. Jeg fik ikke-tænkt en masse og var gennemafstresset da vi kom hjem.

Faktisk var jeg så udcyklet at tanken om at lave mad gjorde ondt og jeg kuppede min mand til at nøjes med hurtige kulhydrater fra McD.
Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har sovet så usandsynligt godt!
I morges da vækkeuret ringede lå jeg dog lige lidt og frygtede hvor det ville gøre ondt, når jeg begyndte at bevæge mig, men til min overraskelse var jeg kun øm på de der sidde-knogler, så jeg kunne sagtens tage en rolig 17 kilometerstur efter min løbetur i eftermiddags.

onsdag den 15. august 2012

Fredsommelig, forventningsfuld løbetur.

Dagens løbetur var 5 meget fredsommelige kilometer i selskab med en kollega, der ikke har løbet i nogen tid, hvilket han begyndte at minde mig om efter 300 meter.

Jeg snakkede videre.

Efter 500 meter nævnte han vejret og kommenterede varmen og et par hundrede meter senere gik hans snørrebånd heldigvis op.

Det passede mig fint med en uanstrengende tur i dag, for i morgen er det den dag hvor jeg skal hente min racercykel og så skal der nok lige fyres noget krudt af på den jo!

Jeg glæder mig!

mandag den 13. august 2012

"Running releases more than sweat"

I dag var en af den slags dage hvor jeg godt kunne føle mig malet lidt op i et hjørne af beslutninger jeg var blevet truffet af og helt nytteløse spekulationer over ting jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.
Jeg traskede lidt hængemulet hjem fra arbejde til et hus forladt af skole-plagede børn og mand på arbejdstogt, men med en irritabel og smånæsvis håndværker siddende på taget af den skitse af en tilbygning, der egentlig godt måtte være ved at være færdig nu.

Uden at tænke for meget over det, kom jeg alligevel i løbetøjet og afsted før jeg fik smittet min hjemvendende familie med mit dårlige humør og efter knap 3 kilometers tænderskæren gik det op for mig, at jeg slet ikke var det mindste øm i min hofte mere.
Det kunne godt skyldes min ømme ryg og skulder, der pev lidt over søndagens tagpladeslæbning, men selv det løste godt op undervejs og jeg havde en dejlig tur, selvom det vist egentlig var lidt rigeligt varmt.

Resten af vejen hjem, tænkte jeg på den her reklame:


...det er så sandt som det er skrevet.

Jeg fik vist ikke løbet mig til en løsning på nogetsomhelst, jeg spekulerede heller ikke rigtigt over noget mens jeg løb, men alligevel havde jeg på magisk vis fået en smule overskud og en fornemmelse af overblik tilbage da jeg kom hjem.

Faktisk havde jeg fået så meget overblik (...) at jeg omsider ringede til cykelhandleren og bestilte denneher:


Så een af disse dage skal jeg ud og køre stærkt og langt og jeg er fuld af spændt forventning.

lørdag den 11. august 2012

Ingen grund til at begrænse sig

Jeg har cyklet lidt mere siden sidst.
Også løbet, selvfølgelig, men en rask cykeltur føles næsten "gratis" på restitutionssiden (ihvertfald i det raske tempo jeg kan præstere) og jeg føler mig frisk og godt gennembevæget når jeg kommer hjem.
Pulsen kommer op i arbejdszonen, men ikke i nærheden af der hvor det blir anstrengende nok til at forstyrre mine tomgangstanker.

Derfor har jeg også kigget lidt på racercykel på det seneste og jeg kunne godt igen skrive "hvem ville nu have troet dét", men jeg har overrasket mig selv så mange gange siden jeg første gang kom helskindet hjem fra en løbetur, at jeg er begyndt at overveje om jeg mon ender med noget triathlon. Næppe. Men jeg tør ikke længere forsværge noget som helst.

Forleden genopfriskede jeg lidt golf sammen med yngste skud på stammen.


Han går til sagen med stor iver og begejstring, og det er rigtigt hyggeligt at spille "bedste bold" (vi spiller allesammen vores bold fra det sted hvor det bedste af vores slag lander), selvom det godtnok er ynkeligt få af mine bolde der bliver spillet videre på, især når min mand spiller med.

Løbeturen i dag skulle være ugens lange og egentlig ville jeg have løbet 14 kilometer.
Det gik også godt fra start, jeg følte mig ikke helt på toppen, men det gik fint med at holde et roligt tempo.
Efter 7-8 kilometer blev jeg pludselig meget varm og omkring 9-10 kilometer var jeg vanvittigt tørstig, selvom jeg havde vand med og havde drukket småslurke af og til som jeg plejer.
Jeg bliver normalt ikke rigtigt tørstig undervejs, slet ikke når jeg løber så roligt, men jeg sørger alligevel for det meste for at drikke lidt når det er varmt og jeg løber mere end 10 kilometer.
Lige da jeg havde løbet 12 kilometer, bippede mit ur, at nu var der altså ikke mere batteri og samtidig forlod den sidste rest vilje og mod mine ben og jeg stoppede samtidig med uret og gik nogle minutter, før jeg begyndte et sæt meget omhyggelige forsøg omkring hvor langsomt man egentlig kan løbe.
Lidt før jeg var hjemme, mødte jeg resten af familien, der var cyklet mig i møde og som havde masser af vand med og så luntede vi hjemad sammen.

Jeg tror jeg drak næsten en liter vand på den sidste kilometer og en halv liter mere umiddelbart efter jeg var kommet hjem og jeg følte mig så meget ved siden af mig selv, at jeg tog mig en time på øjet uden at det dog hjalp på utilpasheden. Det føltes nærmest som influenza uden feber og her til aften har jeg stadig en rest hovedpine som minde om en rigtig mærkelig løbetur.

I morgen består træningsprogrammet af noget med at slæbe byggematerialer op til vores hus og forhåbentlig endnu en hurtig tur på den tunge city-cykel, mens jeg drømmer videre om en racercykel.
Jeg har prøvet et par forskellige hos hjælpsomme cykelhandlere og selvom der har været ret stor forskel på de racercykler jeg har prøvet, så er det samlede indtryk at er-du-SÅ-færdig hvor kan man køre vanvittigt stærkt på sådan een!
Det føles skrækindjagende og yderst tilfredsstillende at lægge lidt kræfter i pedalerne og mærke cyklen skyde fremad i rasende fart og dét må jeg absolut have mere af.

tirsdag den 31. juli 2012

Der findes ikke dårligt vejr...

Det går bedre med min ømme hofte.
Heldigvis, for jeg er virkelig overraskende dårlig til at hakke bremserne i og lade helt være med at løbe.

I dag løb jeg en tur, der skulle have været på 8 kilometer, men som blev kortet af på grund af et vildt tordenvejr med et voldsomt skybrud.
Lige da det startede nåede jeg i "læ" i skoven, men regnen kom så voldsomt at det var som at stå under en bruser, selv inde i skoven, jeg kunne slet ikke se hvor jeg løb.
Under en bro stoppede jeg for at ringe hjem og berolige min familie med at alt var vel og jeg var på vej hjem og de sad nærmest i bilen på vej ud for at finde mig og redde mig fra en trist druknedød i regnvejret, så da der var et langt åbent stykke jeg tøvede noget med at passere med lyn og torden om ørerne, aftalte vi at mødes cirka en kilometer hjemmefra.

Men smukt var det, sikke et lys, da regnen stilnede af og det begyndte at klare op.

På turen fokuserede jeg på at det først og fremmest ikke skulle gøre ondt i min hofte mens jeg løb og heldigvis var ømheden så upåtrængende at jeg kun bemærkede den fordi jeg var superopmærksom på den (ligesom i: Skrækslagen for at fremprovokere yderligere besvær med dén)

Dernæst tænkte jeg på, at min træningseffekt i følge Garmin på de seneste ture har været lidt rigelig høj, sikkert på grund af høj puls som varmen nok kan påtage sig en del af skylden for, så et af dagens mål var også at holde pulsen nede undervejs og også det gik rigtigt godt og jeg vendte hjem med stort overskud og følelsen af at have haft en dejlig løbetur.

søndag den 29. juli 2012

Nåmen så prøver vi lige noget andet

I går løb afkortede jeg ugens lange tur til ti kilometer og var fortsat temmeligt øm i hoften både under og efter løbeturen. Øv.
Det passer mig rigtigt skidt at skulle til at holde løbepause.

De seneste par løbeture har min puls været ret høj og jeg tror det ihvertfald til dels skyldes varmen, så for at få noget mindre belastende konditionstræning, besluttede jeg mig for en cykeltur i dag.
Jeg er ikke specielt begejstret for at cykle og mine udfoldelser på den tohjulede begrænser sig indenfor nyere tid til at følge børn i skole en kilometer herfra, samt cykelture til iskiosken.

I dag fyldte jeg cykelkurven med et par flasker vand, og satte afsted på min mands løberute, men i modsat retning og med planer om at møde ham med vandforsyninger to gange på hans tur på cirka 14 kilometer.

Jeg fik god fart på, men trods modvind visse steder, synes jeg det var svært at holde pulsen oppe på de lige stræk. Der er et par lange bakker på turen og der fik jeg pulsen lidt op, men den kom jo straks ned igen, når det gik ned ad bakke igen.

Det blev til omkring 25 kilometer på lidt over en time og turen føltes ikke voldsomt anstrengende. Det allerbedste er, at ømheden i hoften ikke blev værre - måske føles det endda som om det hjalp at blive varmet godt igennem uden belastning.

Det er på ingen måde en værdig erstatning for mine løbefix, men godt at vide at jeg kan rase lidt ud på cykel, hvis det skulle blive nødvendigt at skære ned på løbefronten i nogen tid.

torsdag den 26. juli 2012

Ah, ferie!

Sikke man kommer ud af rytmen af at holde ferie!

Min sidste ferieuge gik desværre med at forsøge at ignorere nogle foruroligende smerter omkring hoften, der var slemme når jeg løb, gjorde ondt når jeg gik og endda var ømt når jeg sad eller lå på siden.

Jeg udskød planerne om at genoptage intervalprogrammet efter restitutionsugen og forsøgte at holde hastigheden på nogle korte ture endnu langsommere end jeg plejer og mærkede heldigvis langsom bedring, men jeg var godtnok bekymret en uges tid, mens det slet ikke blev bedre.

Okay, allerførst forsøgte jeg at løbe det væk. Det har jeg haft god held med med de forskellige andre ømheder jeg har haft. Det hjælper næsten altid på alting at løbe en tur og stor var min rædsel, da det her bare gjorde mere ondt når jeg løb.

Nu går det meget bedre, men jeg er irriteret over at jeg ikke ved hvorfor denne lille løbeforhindring opstod, for jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for at forhindre at det sker igen og nu har jeg jo halvmaratonplaner om en måneds tid.

Jeg glæder mig, selvom mine planer om at nå under 2 timer midlertidigt er udsat. Jeg tror godtnok det er lige indenfor rækkevidde, men jeg er bare så utilbøjelig til at presse mig selv ud til den grænse. Forpust og alting. Jeg vil hellere have et dejligt løb og så må jeg jo vente til to timers grænsen er indenfor komfortzonen, det skal nok komme.

Den næste måned opgiver jeg intervallerne og fokuserer på nogen kilometer og lidt længere ture. Jeg har vist også lidt at indhente ovenpå mine to ugers ferie....


lørdag den 14. juli 2012

Halsnæsløbet 2012

Denne uge skulle være restitutionsuge og altså uden intervaller og lang tur.

I stedet løb jeg i onsdags en turisttur i København sammen med en veninde for at få en sjov tracking på Endomondo:


Og i går løb jeg, efter nogen tøven, med i Halsnæsløbet i Hundested.

Det er et kort løb på 6 - 6,5 kilometer, men ruten er meget kuperet, der er et par stride stigninger undervejs og underlaget er dels asfalt, fortov og fliser og dels grus, sti, "single track" og løst sand langs stranden (gys).

Da jeg løb turen sidste år, kom stigningerne helt bag på mig og jeg kan huske jeg tænkte på, om man mon fik en eller anden tydelig advarsel, før man besvimede eller kastede op når man havde presset sig selv ud over det alleryderste.


Ruten var lidt anderledes i år.
Efter stigningen til hvad der så må være Hundesteds NÆSThøjeste sted, gik ruten gennem en fårefold og i år fik man så lige en ekstra krap stigning med.

Jeg hader stadig bakker, men jeg er heldigvis blevet bedre til at håndtere dem siden sidste år, selvom jeg godtnok ikke var begejstret, da jeg startede på den sidste stigning og mærkede pulsen ræse i vejret med det samme.

Men så gik det heldigvis nedad igen og kort før målstregen hentede jeg endnu en løber, efter at have løbet ret alene oppe i højderne.

I år blev jeg nummer 6 blandt damerne og nummer 17 i alt og forbedringen i gennemsnitstiden i forhold til sidste år er tydelig og jeg er vældigt godt tilfreds med mig selv.


I år skal jeg nok lade være med at sværge aldrig at begive mig afsted på de bakker igen for det er en god og afvekslende rute, der udfordrer på måder, jeg ikke normalt synes det er sjovt at kaste mig ud i.


torsdag den 5. juli 2012

Pulsmåleren i løbebh'en - selvfølgelig!

Med mit nye 610 gpsur, måler jeg min indsats ud i en "training effekt", der be- eller afkræfter hvor anstrengende turen har været med et tal fra 0 til 5.
Tallet afhænger af hvor høj pulsen har været undervejs og hvor længe den har været det og når tallet er over ...ehem...3, tror jeg, så forbedrer man sin form.
Er det under, så vedligeholder man bare eller spilder sin tid, vel, hvis tallet bliver lavt nok....

Nåmen det kræver altså at man bruger pulsbæltet og det er jeg ikke udelt begejstret for, selvom det går bedre med softstrap'en end med den stive hardstrap, der både nappede og var irriterende og på alle måder havde et fortrinligt samarbejde med min indre couch-coach, der til hver en tid træder til med kommentarer om alskens ubekvemmeligheder ved det her tosseri i løbesko.

At indbygge en pulsmåler i en løbebh er et indlysende træk, når nu man alligevel er nødt til at skrue sine kvindelige former ned i sådan en, der desuden er bygget til at være både effektiv i bekæmpelsen af tyngdeloven (som vi hader) og desuden rimeligt komfortabel.

Så jeg købte en løbebh med pulsmåler.


Med i købet fulgte en håndfuld prøver på elektrolyt-drik, mere om det, når jeg har haft lejlighed til at smage på dem.

Men bh'en gør det den skal.
Jeg løber i forvejen med Purelimes løbebh'er og har været meget glad for den model og pulsmåler-udgaven vil jeg altså også gerne anbefale.

Jeg fik ingen løjerlige målinger på denne min allerførste tur, bh'en er præcis så komfortabel som den plejer at være og det er dejligt, man ikke skal lirke senderen ind undrer bh'ens elastik, men bare kan klipse den fast udenpå og så mærker man ikke mere til den.

onsdag den 4. juli 2012

Lidt mindre Kenyansk maratonløber, tak.

Jeg løb mine intervaller i frygtindgydende varme i dag.
Lidt demoraliseret, fordi jeg i går aftes kom i tanker om at denne uge teoretisk set var restitutionsuge og så satte min veludviklede ubehagssensor straks gang i forskellige alarmer, der er ligeså lette at ignorere som et 50% udsalg i løbebutikken.

Hjemme i min have ("have") gik et par håndværkere og svedte og slæbte i den udgravning, der måske engang bliver en udvidelse af mit hjem, så det føltes nærmest som en hån at snige sig afsted i løbesko til helt frivillig og ulønnet tortur i varmen.

Men det gik rigtigt godt.

Engang var der en anonym løber (navnet er redaktionen bekendt, men jeg ved ikke rigtigt om han vil stå ved det her råd), der sagde, at når han løb og følte sig lidt presset, så tænkte han bare på de der Kenyanske maraonløbere, der ufortrødent æder kilometer efter kilometer i et tempo jeg knap ville kunne løbe een kilometer i og på en måde, der ser så ubesværet ud, at man selv får lyst til at begynde at løbe om natten, når der ikke er vidner.

Og så i dag, da jeg startede mit første interval, kunne jeg ikke få det billede af den velsmurte, overlegne løbemaskine ud af hovedet, så mit løbeur hylede vredt op om at jeg skulle sætte farten ned og det KUNNE jeg bare ikke.
Samme problem på de næste to intervaller og på det sidste satte jeg lidt for sent og for langsomt og for frustreret i gang og fik alligevel bippende skæld ud i 5 minutter.

Men der var masser af overskud og det var en god interval-onsdag.

Restitutionsugen holder jeg i stedet i næste uge, hvor jeg kun planlægger korte ture i adstadigt tempo samt en sludretur med en veninde rundt på voldene omkring Kastellet, så jeg får den fine stjerneformede tracking på endomondo.





De er derude!





søndag den 1. juli 2012

Oh rædsel - ondt i knæet.

Allerede to skridt inde i weekendens lange tur, kunne jeg mærke at der var noget semi-alvorligt galt med mit ene knæ.

Jeg har i nogen tid tænkt over om det var tid til udskiftning af mine sko, men den aktuelle udgave af mine New Balance 1080'ere har kun løbet 800 kilometer, så det var lidt tidligt at mærke slidte sko i mit knæ, syntes jeg, og var ærligt talt noget bekymret.

Knæet blev ved med at være underligt ømt, men da det heller ikke blev værre end efter de første par skridt, tænkte jeg at jeg ville tage situationen op til overvejelse, hvis knæet fortsat var ømt når jeg var kommet hjem og kølet ned.

For du godeste, sikke en varm tur!

Hos os havde det regnet kraftigt om morgenen og alting dampede midt på formiddagen, da jeg satte afsted på mine 12-13 kilometer.
Første del af turen forgik i skygge i skoven og det gik an, men så kom turens drøjeste bakke og så blev det rigtigt varmt.

Heldigvis havde jeg besluttet at teste en nyopdaget lomme på låret i bukserne under et løbeskørt og det viste sig, at den lomme var helt perfekt til en lille flaske vand.


Flasken sad fast og sikkert i lommen og jeg glemte næsten jeg havde den med, så det var lige som det skulle være.

Undervejs fik jeg fyldt flasken hos en pige i en pølsevogn. Jeg kan glæde mig over selvfølgelig venlighed som hendes i lang tid og jeg ønsker hende godt vejr på alle hendes fødselsdage.

Vel hjemme glemte jeg alt om det ømme knæ, for der var jo ikke noget der gjorde ondt, da jeg holdt op med at løbe.
Ihvertfald lige til jeg bøjede knæet op under mig i sofaen og tænkte, at når noget gjorde så ondt, burde man have et blåt mærke til fremvisning og vækkelse af medynk.
Jeg kiggede nærmere på knæet og da jeg fik øje på blodsamlingen, kom jeg i tanker om hvor skidt jeg kommer ud af det med brækjern.

Hjemme hos os bygger vi om for tiden og det er styrketræning, der virkelig kan mærkes.
I går nedlagde vi et hegn og undervejs svang jeg ivrigt et brækjern, som jeg først hamrede ind i mit håndled med helt utrolig træfsikkerhed LIGE hvor jeg brækkede armen for nogle år siden.
Kort tid efter gik det ud over mit knæ, og jeg kan faktisk godt huske at det i kampens hede strejfede mig, at jeg nok ville komme til at mærke mere til det når jeg skulle ud og løbe igen. Og det gjorde jeg så.

Men hvor er jeg lettet over at det ikke var en løbeskade, men bare lidt uforsigtig omgang med værktøj, der var skyld i ømheden. Så går det jo over igen af sig selv i en fart.


...utroligt som blå mærker ikke ser NÆR så slemme ud som de føles.....

torsdag den 28. juni 2012

Ny løbemakker

For nogen tid siden blev mit Garmin Forerunner 305 løbeur meget stille i det.

I første omgang var det herligt at slippe for alt bipperiet om "yay, 1 kilometer" og "wau, 1 kilometer mere", men da jeg ville i gang med intervallerne igen, viste det sig ret frustrerende, at uret kun sagde "....." og tilmed temmeligt lavt, når jeg løb for hurtigt, for langsomt eller når intervallet var slut.

Så jeg begyndte at se mig om efter et nyt ur og endte med 610'eren, som jeg har ejet og været kisteglad for i knap tre uger nu.


Uret fylder ikke meget, slet ikke i forhold til 305'eren og selvom jeg ikke går med ur til dagligt, er 610'eren så let og behageligt, at jeg ved flere lejligheder har beholdt det på ud over løbetræningen. En enkelt gang har jeg endda brugt det som ur det meste af en regnfyldt dag på golfbanen uden at blive det mindste irriteret.
Det er pænt.

Mens jeg løber kan jeg se lige det jeg har brug for på uret.
Jeg har hovedsiden indstillet på distance, aktuel pace, gennemsnitspace og tid, men det kan man jo rette til efter behov.

Derudover har jeg en pulsside, hvor jeg kan bese gennemsnitspuls, aktuel puls og % af pulsreserven, men den side har jeg ikke brug for under løbet, det er bare data der er sjove at analysere og evaluere lidt på bagefter.
Desuden måler uret på træningseffekt, hvor man efter træning (eller undervejs, hvis man vil) får en værdi mellem 0 og 5, som skulle vise effekten af ens træning.
Foreløbig synes jeg tallene holder okay med den indsats jeg selv føler jeg har leveret og det er jo dejligt at få bekræftet at man har lavet noget og at det har en effekt på ens form.
Det kan virke motiverende og der er vistnok også noget med at man kan finde løbeprogrammer der benytter træningseffekt-værdiens, men der er jeg ikke kommet til endnu.
Jeg bruger mest tallet som et skulderklap og i en snæver vending kan 4,6 for dagens intervaller være et fremragende argument for et glas koldt hvidvin på terrassen.

Det er let og superoverskueligt at bese sin historik i uret og navigationen er intuitiv og nem med touchscreen'en i stedet for de seje, modvillige knapper på 305'en.

Og så kan uret selvfølgelig det der med den virtuelle partner samt noget med at man kan løbe om kap med sig selv på udvalgte ruter, men der er jeg slet ikke kommet til endnu.

fredag den 22. juni 2012

Ugen i mine sko

Efter mandagens fabelagtige løbetur, løb jeg også tirsdag.
Det skulle bare have været en lille tur på 5 kilometer, men efter en pludselig indskydelse, kørte jeg med min flinke mand ud i Asserbo Plantage, og løb sammen med ham derude.
Han skulle løbe langt, så efter nogen fumlen rundt med at finde vej, drejede jeg fra og vendte næsen mod parkeringspladsen (troede jeg) efter 3 kilometer.

Det er simpelthen så svært at finde rundt derude, og da jeg ikke syntes vejen forløb helt som forventet, tog jeg et kig på kortet i min iPhone og kunne konstatere at jeg var løbet to kilometer i en helt forkert retning.
Og jeg havde nøglen til bilen, som indeholdt tørt tøj, vand og min mands mobil, så med stress og panik prikkende i fingerspidserne, spænede jeg mod parkeringspladsen, mens jeg nervøst orienterede mig på mobilkortet hele tiden for ikke at tage en forkert vej.

Kan godt være jeg lige skal genoverveje de der orienteringsløbsplaner....

Jeg nåede tilbage til parkeringspladsen efter i alt knap 7 kilometer og næsten samtidig med min mand, heldigvis.
Og selvom jeg godtnok følte mig noget træt i benene tirsdag aften, men ikke øm, heldigvis, var jeg alligevel helt frisk på intervallerne torsdag, der forløb som de skulle og med godt overskud, så jeg er klar til at sætte distancen op i næste uge *gys.

I dag trak jeg i travevenlige sko igen, da vi havde et ret stort arrangement i min golfklub, hvor vi fik besøg af 90 mennesker, der gerne ville introduceres til lidt golf.
Og jeg skal lige love for at de blev "døbt" efter alle kunstens regler, da det begyndte at regne, præcis samtidig med at de blev budt velkommen over morgenmad i restauranten.

Og herefter vekslede vejret mellem støv- og styrtregn resten af dagen og det var en udfordrende opgave at piske en stemning op som entusiastisk vært under åben himmel på vores par3 bane.
Til gengæld var der rig lejlighed til at afprøve alt hvad der kunne mobiliseres af regntøj og paraplyer og det endte heldigvis med at være et fint og hyggeligt arrangement alligevel.


...når først man ér gennemblødt og vandet alligevel løber ud af snuderne på ens sko, så er det jo ligemeget og let nok at overgive sig til vejret og heldigvis var det jo ikke koldt.

I morgen er jeg inviteret på langtur sammen med min mand og hans badmintonmakker. De skal godtnok løbe længere end mig, for jeg holder mig til 10-12 kilometer til jeg har fået etableret min ekstra løbedag, men selskabet er godt, så jeg løber bare med på første del af deres tur.

mandag den 18. juni 2012

En af den gode slags.

Nogen dage virker alting bare.

Jeg havde en rigtig god dag på arbejdet, hvor der ikke manglede andet end frokost og den glemte jeg kun fordi tiden fløj afsted.

Hjemme skyndte jeg mig at spise noget og få lidt at drikke, før jeg trak i løbetøjet og nåede afsted lige før det begyndte at regne.

Efter få hundrede meter mødte jeg en særdeles rasende chihuahua, der vredt løb mig i møde og fornærmet og forskrækket veg til siden, da jeg stoppede for at undgå at falde over den.
Hunden gøede dog stadig rasende af mig og ejeren, der gik på det modsatte fortov så ud til at more sig kosteligt over sin lille vrede hunds initiativ og mod så jeg fortsatte lidt irriteret i et tempo, der tillod hunden lige akkurat at følge med så den løb jagtivrigt og i fuld fart i hælene på mig omkring 150 meter, skarpt forfulgt af sin bandende ejer, der nu morede sig knap så meget. Det gjorde jeg til gengæld.

Jeg nåede skoven, lige da de første regndråber faldt og løb i læ nogle kilometer, mens regnen tog til.
Da jeg slap skoven, blev jeg gennemblødt i løbet af få minutter, nærmest på brusebadsmåden, men regnen var lun og vinden havde lagt sig, så det var skønt og det endte med at være een af de rigtigt dejlige løbeture.

Jeg vil gerne fast løbe en ekstra dag om ugen og forsøger at udvide lidt forsigtigt i denne uge, samtidig med at jeg fortsætter med en gangs kvalitetstræning i form af Vo2max intervaller og en tur over 10 kilometer i weekenden.
Sidst jeg fulgte et lignende program, blev jeg dog til min overraskelse rigtigt træt og satte stor pris på at hver 4. uge var restitutionsuge uden intervaller og langtur, så måske er det lidt optimistisk at begynde at skrue en ekstra dag på.
Hvis det føles for anstrengende og udmattende kan jeg jo forsøge mig med en lang fredsommelig cykeltur i stedet .



lørdag den 16. juni 2012

Intervaller, kunst i skoven og en hemmelig korridor

I torsdags tog jeg fat på intervaltræningen igen.

Jeg lagde lidt forsigtigt ud med 4 gange 800 meter lige omkring smertegrænsen og det gik heldigvis rigtigt godt og ihvertfald godtnok til at jeg er helt indstillet på at tage dem op igen i næste uge.
Jeg tager lige een gang til med 800 meter før jeg skrider videre til 1000.

Fredag tvang lokkede jeg familien på travetur på en sundhedssti i nærheden og det viste sig at en børnehave havde henlagt en kunstudstilling til en kilometer af skovstien.
Det var nok mere særligt end kønt, men der var da helt usædvanlige insekter i skoven den aften.


I dag drog jeg afsted til Sundhedskorridoren i Hundested.

Det skulle være sådan en slags 10 kilometers storebror til sundhedssporene og særligt velegnet til cykelture, så jeg medbragte min datter på følgecykel.

Desværre viste det sig at turen visse steder ikke var rigtigt cykelegnet, medmindre man var udstyret med en mere terrængående cykel, ihvertfald.
Nogen steder manglede der også pile og andre steder var skiltningen så utydelig at vi løb forkert og til sidst blev det bare lidt irriterende med alle de ophold og søgen efter pile og skilte.

Vi trøstede os med, at næste gang kender vi turen og så kan det måske lade sig gøre at finde en god rytme.
Det var en ret flot og meget afvekslende rute som jeg gerne vil løbe igen uden de frustrerende afbrydelser.

onsdag den 13. juni 2012

Orienteringsløbsdebutant

I går løb jeg city-orienteringsløb i København, sammen med en veninde, der er ligeså dårlig til at finde vej som jeg er.

Løbet startede fra Kastellet, og da jeg blev hostet op af metroen på Kgs Nytorv og passerede et summende Nyhavn på vej ud og løbe, tænkte jeg godtnok på om ikke vi i stedet skulle investere vores sommeraften i noget med en fadøl ved havnen.

Men afsted kom vi og indenfor voldene på Kastellet lagde vi stærkt ud med at lede længe efter start-området.
Vi så godt et par små skilte, men var enige om, at det ville være alt for let at følge dem, når nu det var et orienteringsløbsarrangement.

Til sidst spurgte vi højst ureglementeret nogle orienteringsløbere om vej og i startfeltet var der masser af andre begyndere som os og endnu flere erfarne orienteringsløbere, der vidste præcis hvad de lavede og gerne kom med gode råd.

Afsted kom vi i den rigtige retning og det viste sig at være væsentligt nemmere at holde styr på vores placering på kortet end forventet.
Det meste af tiden havde jeg ingen anelse om hvor i byen vi befandt os, men jeg vidste præcis hvor på kortet vi var og i hvilken retning vi skulle efter den næste post og lod min veninde om at udpege seværdighederne, for hun vidste tilgengæld præcist hvor vi var i byen.


Det var en sjov måde at løbe på og vi blev overraske hver gang løbeurene bippede en kilometer mere ind, for i jagten på posterne bemærkede vi slet ikke hvor langt vi løb, det var hele tiden bare lige til anden vej på venstre hånd og næste post. Og også lidt er-du-rigtigt-klog-husk-at-kigge-os-for-før-vi-kaster-os-ud-på-kørebanen, for man blev helt opslugt af kort og hushjørner og spejdende blikke efter næste post.

Efter en intens slutspurt op ad en kort bakke kom vi lettede og lidt overraskede i mål og forsøgte at overbevise arrangørerne om, at når der var et hold med to blonde damer på, så burde de altså have en medalje hvis de kom i mål....

Vi blev nummer 6 i vores klasse, ud af 32 hold.

Jeg er ikke færdig med at løbe orienteringsløb, selvom jeg ikke er sikker på det er ligeså sjovt at løbe efter kort ude i skoven. Jeg tror man kan få lov at være med på en prøvegang eller to hos en klub i nærheden og det er jeg nok nødt til lige at give et forsøg.

søndag den 10. juni 2012

Et sundhedsspor mere

Inspireret af Kirstens kommentar fra forleden, om at bruge et sundhedsspor til at løbe omgange på, lagde jeg lørdagens løbetur ud omkring sundhedssporet på Melby Overdrev og testløb ruten i en tid, der heldigvis sikrede mig en plads i det grønne, god kondi-felt på tabellen.
Det hjalp sikkert at jeg denne gang hverken medbragte sludrende datter eller is.

Sundhedssporet i Melby er dog ikke udpræget velegnet til at løbe på, da der er rigtigt mange rødder og endda et par stykker sti med provokerende løst sand, så i dag lokkede (og tvang) jeg hele familien afsted til Hundested, for at inspicere det cirka 2,3 kilometer lange spor i Ullerød skov.



Hvis man ikke lige ved det, så ligner det her jo en helt almindelig familie i skoven.
I virkeligheden er drengen bagerst ikke en 9 årig, der modvilligt har fjernet sig fra computeren, men derimod selveste The Wizard of Awesome and the Knight of Charges. Eller det blev han ihvertfald, da hans far fandt den der pind stav til ham.
Senere på turen blev han også til The Assasin of Strangers og da han foretog et voldsomt stormangreb gennem den mudderpøl, der kort forinden nær havde nedlagt hans søster, var jeg ved at besvime af fnis ved tanken om selveste The Wizard of Awesome på rumpen i pløret.

Trods plørepølen var Hundestedruten velegnet til løbeture, komplet med et madpakkehus undervejs, hvor man kan udstationere en velvillig vandpost, hvis man skal løbe rigtigt mange omgange.
Skoven var tæt og gav god ly for blæst, så jeg er sikker på det kan blive en løberute man godt gider køre efter en gang i mellem.

torsdag den 7. juni 2012

Sundhedssporet

For at gøre den lille mand i min lånte skridttæller glad igen i dag, forsøgte jeg mig først med lidt shopping i den lokale gågade, men da den ikke slog til, drog jeg efter aftensmaden afsted til et sundhedsspor i nærheden.

Sundhedsspor er noget Naturstyrelsen har fundet på og det er meningen at sundhedssporene landet over skal virke som motivationsfaktor i bestræbelserne på at få folk til at røre sig.
Sundhedssporene er 1,5 til 2,5 kilometer lange, en distance hvor de fleste kan være med. Man kan vælge at løbe eller gå turen og hvis man tager tid, kan man bagefter aflæse sit kondital på en tavle.
Man kan læse mere henne hos Naturstyrelsen

Hvis man går, skal man give den så meget gas, at man ikke rigtigt kan nå at nyde (na)turen undervejs, ellers ender man i "dårlig kondi" kategorien.
Der ender man i øvrigt også, hvis man farer lidt vild og desuden nussede afsted og spise vaffelis undervejs.

Ja, naturligvis blev datter og jeg en lille smule væk næsten før vi kom i gang, men så fandt vi alligevel en pæl med en pil på og fandt ud af at vi var startet baglæns på turen, hvilket gjorde det til en ret sjov gåde-udfordring at tyde skiltene i bagvendt orden og vi fandt sådan nogenlunde rundt alligevel.


Meget smuk og afvekslende natur på den rute, der både går over noget hede (der vistnok hedder "overdrev" og ikke "hede" på disse kanter) og gennem forskellige slags skov.


Og sikke et fint vejr.
Og stor glæde og begejstring hver gang vi fik øje på de røde pæle, der forsikrede os om at vi havde gættet rigtigt og stadig var på rette spor.

onsdag den 6. juni 2012

...og 100 meter hæk.

...eller 12.

Jeg er ikke udpræget havemenneske, så det meste af vores have henstår som "naturgrund" og når bare jeg kan finde et sted på en nogenlunde ryddelig terrasse til en havestol, hvor jeg kan slå mig ned med en bog, så er jeg godt tilfreds.
Bortset lige fra een ting: Min spireahæk, som jeg nidkært vogter over.

Første del af hækken er sådan lidt afskærmning mod vind og blikke i den ene ende af en terrasse (vores hus ligger på toppen af en lille bakke).
Jeg købte hækplanterne for 7 år siden i en meget intim lille planteskole, hvor man virkelig fik fornemmelsen af at man adopterede gartnerens børn og da jeg ville have noget "hæk med blomster, der duftede lidt" fik jeg altså den her specielle spirea-art, sammen med historien om, at gartnerens ældste søn havde netop denne plantes latinske navn som mellemnavn (!!!).
Derfor var det også relativt nemt at købe flere af samme slags forrige år, da jeg fandt på en undskyldning for at plante noget mere hæk. Jeg bad bare om noget af den slags spirea, der hed det samme som gartnerens søn....

Jeg er meget begejstret for den her slags hæk, der tålmodigt gror og gror og bliver supertæt i en fart og kan klippes snorlige og præcist.
Hidtil er klipningen sket med håndkraft (og krampe), men SÅ lånte jeg en elektrisk hækklipper af min svigerfar og nu ønsker jeg mig noget mere hæk jeg kan klippe!


Det var sjovt, præcist og gik som lyn og torden! Projektet plejer at tage timevis, men det her tog et kvarter.
Tænk at jeg er gået glip af det. En elektrisk hækklipper.

I dag løb jeg knap ti kilometer i herligt, køligt vejr og næsten ingen vind, det var skønt.
Med i lommen havde jeg også en skridttæller som en del af et "sæt Halsnæs i Bevægelse"-projekt, som min golfklub er med i, og det med skridttælleren er så een af de opgaver min chef har valgt at uddelegere, tø hø.

Jeg er ikke helt sikker på hvad skridttællerdelen helt præcist går ud på, men den skal ihvertfald med mig ud og løbe og den har sådan en lille glad mand, der begejstret løfter armene når man runder 10.000 skridt. Smart. Nu er jeg jo nødt til at sikre mig 10.000 skridt hver eneste dag resten af ugen for at glæde den lille pixelmand, d bor i min skridttæller...

mandag den 4. juni 2012

Så må jeg hellere komme i gang med intervallerne....

I dag løb jeg knap 9 kilometer, men det holdt hårdt med at komme afsted, efter at jeg havde småfrosset på kontoret hele dagen og slet, slet ikke følte mig oplagt til at opholde mig i blæsten længere end allerhøjest nødvendigt.
Men før jeg kom på for mange undskyldninger trak jeg hastigt i lange løbetights (jeg FRØS!!) og kom afsted uden at tænke for meget over det.

Efter 500 meter havde jeg fået varmen og selvfølgelig havde jeg en fin løbetur.

Undervejs blev jeg lidt øm om læggene og skinnebenene og det var sært, for det plejer jeg ellers aldrig. Måske er det fordi jeg har kigget surt på mine løbesko, men de har kun løbet 7-800 kilometer, så det var nok bare lidt uoplagthed, der gav sig udslag i trætte ben.

Jeg glemmer altid at kigge på mit ur undervejs, så jeg tænker ikke så meget over hastigheden undervejs på turene i "frivilligt" tempo, men koncentrerer mig om at finde et tempo, der føles behageligt.
Men på de sidste kilometer løb jeg og tænkte på, at jeg jo egentlig havde en plan om at nå under to timer på et halvmaraton i år, og selvom det mål føltes indenfor rækkevidde til nytårsløbet, så synes jeg godtnok jeg er faldet af på den siden og selvom min generelle hastighed er blevet bedre, så er villigheden til at presse mig selv udover komfortgrænsen blevet en hel del mindre og det varer nok noget længere end til september, før et halvmaraton på to timer bliver "a walk in the park".

Så jeg må i gang med at øve mig i ubehag og i gang med at løbe intervallerne igen. De virker jo. Og det føles fint....bagefter.

Og som motivation til at komme i gang og ind i kampen igen, gjorde jeg en pludselig bevægelse, da jeg kom hjem fra min løbetur:

....så er startnummet ihvertfald på plads....

søndag den 3. juni 2012

Rundt og rundt om Marienlundssøen

Jeg tilbragte weekenden i Jylland sammen med min familie og havde omsider lejlighed til at løbe en tur sammen med min bror.

Han har taget flere tilløb til at komme i gang med at løbe, men er blevet bremset et par gange af skader.
Nu har han købt sig et par Ecco Biomsko, og er efter en løbebåndsløbetur på strømpesokker begyndt at arbejde lidt mere bevidst med sin løbestil og jeg krydser fingre for at han kan slippe for flere skader og forhindringer i sit løbeliv.

Og det var jo rigtigt godt løbevejr og vi tog et par ture rundt om Marielundssøen i Kolding og jeg fik taget en masse, dekorativt rystede billeder undervejs.




onsdag den 30. maj 2012

Tusind til

Jeg har haft det frygteligt ondt med varmen i de få dage den har været rigtigt gennemtrængende og sommerlig og det har pint mig, for jeg er eller meget glad for sol og sommer.
Dennegang kom den måske bare lidt for pludseligt eller hvad ved jeg, ihvertfald oplevede jeg de vildeste kvaler, både fysisk og mentalt på de varmeste dage.

Jeg kunne slet ikke finde ind i den der løbetrance, der ellers har virket som en powernap på mig og løbeturene gik mest med at bide tænderne sammen og tælle ned til jeg var hjemme.
En enkelt morgen vågnede jeg med en prikkende fornemmelse af irritation ved udsigten til at det var løbedag og dét var helt usædvanligt og uventet for mig.

Så gik der nogle dage hvor jeg fandt ud af at selskab på løbeturene virkede godt og så bevæbnede jeg mig med de dele af familien jeg kunne lokke, true eller bestikke til at gøre mig selskab og så kom jeg helskindet igennem et par ture, men følelsen af at kunne løbe lige så længe jeg gad, den var helt væk.

Men så faldt temperaturen lidt og i dag løb jeg igen alene afsted, fuld af optimisme og jeg havde en rigtigt dejlig tur i et fornuftigt tempo - selvom jeg glemte at holde øje med gpsuret undervejs - og føler mig overbevist om, at jeg er kommet godt og lidt klogere igennem min "løbeblokering".

Og så var det også i dag jeg rundede 2000 løb'ne kilometer siden jeg begyndte at tracke mine løbeture på endomondo for knap halvandet år siden.
Jeg opdagede helt tilfældigt i går, at jeg var få kilometer fra at runde endnu et rundt tal på trackingen og 2000 kilometer.....det er knageme langt.

Jeg bemærkede ikke præcis hvor de 2000 kilometer var undervejs i dag, men det må have været et sted på stien langs Arresø/Frederiksværk kanal hvor jeg løb glad og fredsommelig, med næsen fuld af duften af regnvåd skov og ferskvand fra åen og i det hele taget med alle sanser stillet ind på skov, lys, luft og duft og det trumfer jo alle spøgefulde idéer om fyrværkeri og champagne i dagens anledning.
Jeg husker tydeligt de første 1000 løb'ne kilometer i 2011, som jeg begejstret og stolt rundede en diset efterårsmorgen på et øde hjørne i et affolket sommerhuskvarter. Det var stort og jeg glæder mig til 3000.

Gad vide om jeg kan nå det i år....?



lørdag den 26. maj 2012

På løbeudflugt

Det kan være lidt svært at tage til genmæle ovenpå gæsteblog om 42,2 kilometer. Især når man mest bare har piv og tud over at det omsider er blevet sommer og det viser sig at man så ikke rigtigt kan finde ud af at løbe i den længe ventede varme.

Jeg har bakset med varme, væskebalance, lyst og motivation så jeg venter lige lidt med at hægte mig på et løbeprogram til jeg er ordentligt klar igen.

Forleden fik jeg mulighed for at løbe en tur i Grib Skov, og selvom eventyrlysten ikke rakte til mere end en ud-og-hjem tur - med skyldig hensyntagen til egne evner til at finde vej - var det en skøn tur i nyt terræn.

Og holddaop hvor var der mange bakker!!!
Det gik faktisk overhovedet ikke ligeud nogensteder undervejs på min 5 kilometers rute ud fra Kagerup station, men ustandseligt op eller ned.
Jeg endte med at fokusere på, at alle opad-bakkerne ville gå nedad på hjemvejen og det føltes faktisk ret fedt at læne sig frem og lægge kræfterne i op ad de korte, krappe stigninger, der sært nok så værre ud på afstand, end når man befandt sig for foden af dem.

Min datter var med og tog en masse billeder i slutningen af løbeturen og selvom jeg ikke er voldsomt begejstret for at få dokumenteret hver eneste kurve jeg kan fremvise i stramt, syntetisk tøj, så gav det faktisk nogle ret præcise eksempler på løbestil og kropsholdning, der heldigvis ligner det jeg arbejder henimod, selvom jeg var noget mat i koderne efter skovbakkerne.

tirsdag den 22. maj 2012

Gæsteblog af Birgitte, nybagt Maratonløber.

Mit liv med motion startede for 10 år siden da jeg mødte min noget ældre mand, som dengang var en ivrig motions-triatlet. Ivig som jeg var efter at fastholde hans interesse, og for at være en del af hans liv begyndte jeg at løbe. Halvhjertet. Og kom aldrig til at elske det.

Da vi fik vores børn og det fyldte en del var det nemt at finde på undskyldninger for hvorfor jeg ikke havde tid til at motionere.
Først for to år siden begyndte jeg at cykle til arbejde med ujævne mellemrum (bor i Farum, arbejder i København, så det bliver til 24 km. Hver vej).
Og for lidt over et år siden flyttede løberiet for alvor ind i mit liv, inspireret af min smukke veninde Annie, som i den grad har fået sin 2. ungdom gennem løb. Husker tydeligt en fest i marts 2011, hvor jeg netop havde løbet 6,5 km - min længste distance på det tidspunkt. Jeg var så stolt! Og underholdt hele bordet med min præstation!!!

Siden da har jeg langsomt fået sat hak ved 10K, 10K på under 55 min, 5K på under 25 min, og da jeg i marts gennemførte en halvmarathon på under 2 timer blev beslutningen taget: Next stop københavns marathon.

Min mand var med på ideen (læs: han kunne ikke have siddende på sig at jeg havde løbet en marathon hvis han ikke havde) og træningen gik i gang.

Jeg forholdt mig ret systematisk til udstyr mv. Prøveløb kompressionstights, afprøvede forskellige gels, bananspisning og den tshirt jeg ville løbe i. Desværre traf jeg den - skulle det vise sig - tåbelige beslutning at tage en lettere t-shirt på pga. varmen, som jeg ikke havde løbet langt i før. Stor, stor fejltagelse.



Lørdag var vi på marathonexpo og hente numre, og nappede Politikens marathontillæg, hvor der var en udførlig beskrivelse af "det sidste døgn" som vi fulgte ret slavisk. Vi havde dagen forinden påbegyndt karboladningen, som ifølge min mand var noget så kedeligt som at indtage fuldkornspasta og kogte kartofler, og ikke de hurtige søde sager, som jeg selv havde forestillet mig jeg skulle indtage. Mine tanker den dag var mest præget af bekymring for om min mand blev klar til start (han havde maveproblemer i dagene op til), og hvor ubærligt det ville være hvis han skulle melde fra og fortsætte træningen og finde et nyt løb.

Jeg sov forbavsende godt om natten, og vi stod op 5.30 for at spise morgenmad. Gik i seng igen, og stod op 7:30 og tog udstyret på. Det hele foregik i forbavsende rolig stil, og jeg synes faktisk stemningen mindede en del om den morgen, hvor vi gjorde os klar til at jeg skulle have planlagt kejsersnit med vores datter. Afklaret nervøsitet, forberedt på at der venter nogle hårde timer, men at det nok skulle gå godt det hele.



Strategierne
Jeg havde på forhånd en idé om, at jeg ville undgå at gå (for meget) undervejs, undtagen ved depoterne, hvor planen var at gå igennem og sørge for at få masser af vand. Jeg havde også en strategi om at jeg ville nøjes med at tænke frem til næste depot, og dermed spise elefanten i skiver. Og jeg havde en strategi omkring indtagelse af forplejning (vand, vand, energigel første gang v. 11,1 km. Herefter hver andet depot, og bananer ved hvert andet depot).

Strategierne holdt - men der var også ting undervejs jeg ikke havde en strategi for.

Selve løbet??
De første 15-16km var ....fantastiske. Jeg var flyvende, og måtte virkelig tvinge mig selv til at holde farten nede. Jeg holdt min plan med væskedepoterne, og blev mødt af mine heppende unger v. trianglen og søde Annie ved Torvehallerne. Jeg havde det virkelig godt. V. 7-8 km. kunne jeg mærke en begyndende vabel, og v. 16. km måtte jeg bide i det sure æble og kaste mig på fortovet foran samaritterne og bede om hjælp. Jeg fik foden tapet ind mens jeg drak vand og spiste banan og skumlende så at de fartholdere jeg havde fulgt forsvandt i horisonten. Det var først en skuffelse at se dem forsvinde, men da jeg kom op og løbe igen kunne jeg mærke at smertene i foden var helt væk, og jeg blev sgu så rørt og glad at jeg var ved at vende om og kysse de samaritter.


Da vi nåede de ca. 20 km. kunne jeg godt mærke at jeg begyndte at blive rigtig træt. Ved 25 startede den krise, der kom til at vare de næste 7 km. Jeg var træt. Helt afsindigt træt.
Ironisk nok ramte jeg på dette tidspunkt en del af ruten som jeg kender særdeles godt, da den indgår i en af mine yndlingsløberuter (langs vandet ved operaen, op mod kastellet). Jeg havde troet at den del ville blive et glædeligt gensyn. Men jeg var bare TRÆT!!! Ved væskedepotet lige før 28 km. gik det galt.
Jeg stoppede brat op ved WC'et og stod der i solen og rystede over hele kroppen. Så kom den. Kvalmen. Lynhurtigt. Og jeg nåede lige at tage tre skridt hen til et træ, hvor jeg kastede op. Overvejede panisk hvad der var den bedste strategi for at komme videre, vaklede hen og drak 2 glas vand, og tvang mig selv til at spise en energigel. Det hjalp. Jeg fik ro på kroppen igen, og gik et par 100 meter mens jeg drak et glas vand til. Og satte langsomt i løb igen.
Da Annie mødte mig ved 31 km. var jeg til hundene, men havde det dog bedre end få km. tidligere. Hun fik mig peptalket ud af at gå resten af vejen hjem, men ellers har jeg ingen ide om hvad vi talte om. Jeg husker bare at jeg tænkte at jeg nok bare var nødt til at fortsætte. Og peptalken var den helt rigtige strategi. Havde jeg fået medlidenhed var jeg begyndt at græde.
Og da jeg rundede de 32 km. kunne jeg pludselig se en ende på det. Det gik op for mig, at der var mindre end 10 km. til jeg havde gennemført en marathon.


De sidste 10 var hårde, men slet ikke på niveau med de forudgående 7 km. Ved 39 km. overhalede jeg min mand, som havde været syg to dage forinden, og var mere død end levende.
Vi løb de sidste km. sammen i et meget langsomt tempo, og da vi kom til Langebro gik vi op ad bakken hånd i hånd. Jeg var så bange for at han skulle falde om på det tidspunkt, at jeg ikke turde andet end at få ham til at gå. På toppen af langebro satte vi i løb, og løb det sidste lille stykke ind til mål sammen.

Sluttid 4 timer og 41 min. og vist nok 45 sekunder

At krydse målstregen....
På opløbsstrækningen antog opbakningen dimmensioner der nærmest fik én til at tænke på en enkeltstart på Alpe D'uez, og jeg husker at jeg følte mig helt og aldeles eufoisk og "skæv" (og tendens til snigende panik fordi jeg pludselig syntes at målstregen flyttede sig bagud...). Jeg så ingenting. Kun et flimrende brølende eufoisk hav af sammensmeltede mennesker, som heppede på MIG. Og min mand der løb ved min side. Det var SÅ STORT.


Det der med gåpauser...
Strategien omkring at undgå at gå holdt nogenlunde vand når man ser bort fra de 500 meter jeg gik sammen med min mand og at jeg tillod mig selv at gå gennem depoterne og ca 100 meter efter mens jeg drak vand. Det var noget jeg brugte meget krudt på undervejs - sjovt nok ikke mens jeg havde den store krise (hvor alting bare stod stille inde i mit hoved)- men på de sidste 10 km, og fra ca. 20-25 km. Diskuterede jeg meget med mig selv om jeg ikke snart havde fortjent en gå-pause. Jeg valgte at fokusere på at holde en "løbende" stil - altså bibevare løbebevægelsen mens jeg satte farten ned...oplevede jeg. Men når jeg kigger på mit løb på min tracking har jeg faktisk holdt et temmelig stabilt tempo, og det burde være nemt at se hvor depoterne er samt de to "dale" (besøg v. samaritter og opkasning..:-).




Opbakningen.
Opbakningen var fantastisk, det meste af vejen. At folk råbte ens navn fordi de kunne læse det på løbsnummeret var et stort plus. Det var naturligvis også fantastisk at se ungernes begejstring da de heppede på trianglen, men jeg er glad for at de ikke så mig senere i løbet, hvor jeg mildest talt ikke havde overskud til noget. Jeg var glad for børnene der lavede high 5, og dem der delte vand ud nede ved søerne. Også tak til de tilskuere der havde medbragt forstøverflaske og sprøjtede vand på os. Den var en ....omsorg som rørte mig dybt, og gjorde mig helt rørstrømsk (der skal ikke så meget til når man har løbet 37 km.). Endelig var Annies tilstedeværelse på de 31 km. Altafgørende. Jeg vidste gennem min krise, at jeg bare skulle derhen, så ville jeg "få hjælp".
Jeg aner ikke hvad vi talte om, ud over at jeg ikke fik den forventede opbakning til at gå (tak for det). Men det hjalp.


Den største overraskelse?
Var, at jeg på INTET tidspunkt overvejede at stoppe og udgå. Jeg havde forventet at det også var en diskussion jeg skulle have med mig selv, men selv da jeg kastede op var min eneste tanke hvordan jeg bedst muligt - og hurtigst muligt - kom videre.

mandag den 21. maj 2012

Der lugtede også lidt af sprød svær....

Jeg var træt i benene efter at have gået og løbet og stået i 6 timer i København i går, men en løbetur virkede som en fabelagtig metode til at få løsnet lidt op, så efter arbejde kastede jeg mig uden tøven i korte tights og løbesko og ud i solen.

Jeg så godt der stod 26 grader på termometeret i skyggen på terrassen, men det var først da jeg opdagede at der var 200 grader på de solbagte, vindstille sommerhusveje at jeg kom i tanker om at jeg måske burde have givet mig tid til at drikke lidt før løbeturen, udover de to kopper kaffe jeg havde nippet til om formiddagen på kontoret.

Pyh, det var en drøj, tung og temmeligt langsom tur og det hjalp ikke det mindste at tænke på de tusindvis af mennesker, der løb 42,2 kilometer i samme slags vejr i København i går.
Men jeg fik da tænkt lidt over det der med væskebalancen igen, og vil genoplive mine undersøgelser om væsketab i en lidt mere afdæmpet version end mine ulækre forsøg , nemlig ved at prøve at huske at veje mig før og efter varme løbeture og på den måde registrere hvad jeg mister undervejs.

I morgen - eller een af disse dage - bringer jeg et eksklusivt interview med min søndags yndlingsdebutant på maratondistancen.
Jeg har stillet hende en håndfuld spørgsmål om hvad sådan 42,2 kilometer kan betyde selvom jeg har en anelse om en del af hendes svar, glæder jeg mig til at kunne genfortælle en maratonhistorie her.



søndag den 20. maj 2012

Nykredit Copenhagen Marathon

Wau, sikke en dag.




Det er også meget spændende at være tilskuer og publikum til Copenhagen Marathon og jeg fik travet fra den ene ende af byen til den anden for både at være med til starten på Islands Brygge og for at kunne klappe begejstret undervejs og levere lidt koncentreret moralsk opbakning over 100 meter ude omkring 30 kilometer på Østerbro.

Jeg måtte kæmpe med et par rørte tud undervejs og var aldeles lamslået over tempoet og koncentrationen blandt de forreste, meget hurtige løbere, men også længere nede i feltet var modet og stoltheden ikke til at tage fejl af og på opløbsstrækningen, hvor der virkelig blev kæmpet med smerterne og mod varme og udmattelse, klappede jeg mig til en sprængt blodåre i lillefingeren i ren og skær sympati.

Godt løbet, marathonfolk!

Med mig hjem har jeg - udover hævet lillefinger, mild solskoldning, et krøllet kort og trætte fødder - en masse tanker og overvejelser som jeg er sikker på vil være gavnlige når jeg engang står der, med 42,2 kilometer foran mine fødder.

Efter løbet fik jeg lokket mine to yndlings nybagte maratonløbere til at tage knap 30 trin ned til metroen, i stedet for at vente i køen til elevatoren. Ret imponerende overtalelsesevner hvis jeg selv skal sige det.

lørdag den 19. maj 2012

Intervaller, lang tur og Cphmaraton i morgen

Min veninde skal løbe ret så langt inde i København i morgen og jeg har på påtrængende vis tilbudt min assistance som hepper og moralsk opbakning på en temmeligt insisterede måde, der ikke rigtigt kunne afslåes.
Og jeg glæder mig HELT VILDT.



Jeg har lavet en præcis plan over hvornår jeg forventer at kunne møde hende på udvalgte distancer og bevæbnet med iPhone-appen, regner jeg bestemt med at være på pletten alle vegne og få det hele med.
På billedet mangler lige et bredt udvalg af tyggegummi, pastiller og chokolade, som jeg regner med at anskaffe mig undervejs.
Er faktisk bare en lille smule bange for at 42,2 kilometer er så hårdt for deltagernes ben at jeg ender med at være den der skal køre bilen hjem fra Bredgade. Jeg er rimeligt....tøvende (pissebange) i forhold til den københavnske trafik.

Maratonløbere er usandsynligt seje og modige.

I torsdags løb jeg intervaller, af den slags hvor man løber kvalmende hurtigt, men ikke i så lang tid ad gangen (Vo2max).
Jeg havde helt glemt hvor lidt jeg bryder mig om intervaller, men dét kan man så godt sige jeg kom i tanker om.
Havde en intens indre debat om min løbefremtid ved samme lejlighed og repeterede en masse bandeord.

I dag løb jeg ugens lange tur, i denne uge dog ret så blottet for overskud og humoristisk sans, så for at mine løbesko og jeg kunne skilles som venner, sluttede den på omtrent 13 kilometer. Hvilket var planlagt, men jeg er rigtigt ked af at jeg blev i så dårligt humør undervejs.
Jeg er træt af mine sædvanlige løberuter, men heldigvis giver den lange tur jo mulighed for at man kan komme lidt udenfor de sædvanlige cirkler. I dag løb jeg så ud i en del af sommerhusområderne jeg ikke kender så godt og fortsatte ud i Asserbo plantage/Tisvilde hegn.
Plantagevejene kan være gode eller dårlige og på vej retur, efter at jeg lige var kommet nogenlunde over to kilometers "arj, jeg gider ikke løbe"-krise, skulle jeg ad et sandet og løst ridesti-spor og var på nippet til at tude af frustration over skrid, vrid og sand på det der skulle have været et herligt nedløb efter to kilometers stigning.
Dét var en træls og sur tur og jeg må vist tænke lidt over min motivation for at få det til at virke igen.