torsdag den 29. november 2012

Hvor kom vi fra?

Lige da jeg havde fået gang i det her løbenoget læste jeg at man som løber var ret sikker på at blive skadet før eller siden og godt hjulpet på vej af min sunde, naturlige dovenskab og uvillighed til at opsøge alt for meget ubehag, gik jeg derfor meget langsomt frem og forcerede ikke nogen fremskridt.

Måske er jeg siden blevet mere sløset, ihvertfald synes jeg at jeg har haft rigeligt med ondt hist og her, på den bekymrende, løbehæmmende måde, siden sommerferien.

Først et par uger med ondt i hoften, der startede med en forkert bevægelse og som blev finpudset af lidt overdreven træning på helt forkerte tidspunkter, fordi jeg jo skulle noget til det der Powerrade.

Da hoften holdt op med at gøre ondt, masede jeg på mod halvmaratonet, og da det var forbi, dampede en hel del motivation også af og jeg løb fordi jeg ville og skulle, ikke fordi jeg havde lyst.
Da motivationen vendte tilbage fik jeg ondt i knæet. For pokkerdaogså.

Ondt i knæet er nu langsomt på retur og hvis jeg tager det roligt går det fint med at løbe på det, men det er frustrerende at det ikke går væk af at jeg holder dagevis med løbepause og at det går så langsomt med at blive bedre.

Heldigvis virker de korte, langsomme ture på 5-7 kilometer også vældigt godt på humøret og nogen dage har jeg endda nået en lille smule solskin, før det er blevet sært aften-dunkelt midt på dagen og jeg bliver så søvnig af det der løjerlige aftenlys klokken 15.30.

Jeg er ellers ikke meget til bakker, men jeg har fundet en kort, passende stejl bakke, som jeg kan løbe op ad igen og igen på en herlig rundstrækning på 1600 meter. Der er helt vildt meget god løbe-trance på den rundtur, der er lige tilpas smuk og afvekslende til at man godt gider tage den et par gange eller tre. Ihvertfald dengang man ikke havde ondt bag på knæet.

Jeg har løbet en hel del fra zombierne igen med ZombiesRun!-app'en og historien er blevet endnu mere spændende og intens.
Sært nok hjælper udsigten til zombiejagterne mig med at holde farten nede, fordi jeg ved, at når zombierne kommer, skal jeg øge med omtrent 10% for at slippe fra dem. Og så skal udgangstempoet jo ikke være for voldsomt....
I praksis ender jeg nu alligevel altid med max-gas og ikke mange fornuftige tanker i hovedet, for jeg bliver hjælpeløs revet med af bippene, der indikerer at zombierne kommer tættere og tættere på. Man kan høre dem grynte lige i ens ører og det er ret ansporede for tempoet.


Forleden mødte jeg to ridepiger kort tid efter en zombiejagt og da jeg hilste på dem, var jeg på nippet til at advare dem om, at jeg lige var løbet fra en flok zombier få hundrede meter i den retning de var på vej i.
En god fantasi kan godt være lidt besværlig nogengange.