The Line-up

Forleden skrev Peter Piskeben en kommentar om noget med at købe flere sko.
Nu ér Peter godtnok kendt for at være endog særdeles glad for løbesko og jeg har ingen ambitioner om at udvide min skosamling i den grad der skal til for at sammenligne sig med ham, men min flinke mand fik godtnok kaffen galt i halsen og retfærdigvis skal jeg gå til bekendelse og indrømme, at jeg ejer, holder af og bruger lidt over en meter løbesko.

Lad mig præsentere:


Fra venstre ses mine allermest trofaste følgesvende, nemlig New Balance 1080'ere i en gammel og ny udgave. Det er min 2. og 3. runde i manegen med den slags sko. Det er en neutral sko med moderat støtte og jeg købte det første par af den slags sko, da jeg havde løbet knap et år og ikke rigtigt kunne komme mig over et vrid jeg havde fået i den ene ankel, mens jeg løb i mine Ecco Biom, det fjerde par sko i rækken, mere om dem senere.
Jeg skifter mellem det nye og det gamle par 1080'ere. De nye er stadig stive og umedgørlige i snøringen, så jeg kommer tit til at snøre dem for stramt et eller andet sted og ender med en tå eller to, der sover efter tre kilometer, men det bliver hurtigt bedre. Når jeg ikke gider bakse med nye sko, løber jeg i de gamle, der kvitterer med lidt ømhed hist og her, der minder mig om, at de ér udløbne.

Så har vi det tredie par sko i rækken, New Balance 1080 igen, dennegang i en "version 2" med lave hældrop, tyndere sål og ikke meget støtte om foden.
De er meget lette og meget kontante og jeg mærker tydeligt at jeg løber anderledes og aktiverer især lægmusklerne på en helt anden måde end jeg sædvanligvis gør.
Jeg løber mest i de sko på korte ture under 8 kilometer ad gangen, skræksslagen for at forcere og ende med noget der gør rigtigt naller.

Så kom vi til Biom'erne.
Jeg var meget glad for dem i de par måneder jeg løb i dem, før jeg vred om og blev ved med at have ondt i anklen trods nedsat træningsmængde og en del tænderskæren.
Da jeg gav op og købte New Balanceskoene holdt jeg straks op med at have ondt i anklen og siden har jeg gået mange hundrede kilometer i dem og jeg er stadig meget glad for dem, selvom jeg ikke tør trænings-løbe i dem.

Det næstsidste par sko i rækken er Terra Plana sko. De har en halv centimeter sål og intet drop fra hæl til forfod overhovedet og er en "barfods"sko, der giver en meget tydelig fornemmelse af underlaget, faktisk kan man mærke hvis der er strøet salt på den asfalt man løber på.
Jeg har mest brugt dem til løbebåndsløb, for de kræver tilvænning og jeg bliver øm i læggene på ture over 4 kilometer. Til gengæld går det rasende stærkt i de her sko, jeg flyver afsted med masser af fart på uden forpust på helt magisk vis.

Til sidst ses mine trailsko fra Salomon.
De er indkøbt med henblik på snevejr om vinteren, for jeg er ikke specielt tiltrukket af frivilligt trailløb op og ned af mudrede bakker. Jeg er heller ikke særligt glad for at løbe når det er rigtigt koldt, så i praksis trækker jeg helst indenfor i den fugtige hede i motionscenteret når det er koldt nok til snevejr, så de er næsten så gode som ny, de trailsko. Men det er jo dejligt at vide at man har MULIGHEDEN hvis lysten til selv skulle melde sig.

Det var de der 50 kilometer vi kom fra......

Efter de første par ture på min nye racercykel, følte jeg mig ret så overbevist om, at det der med 50 kilometer på under to timer måtte være indenfor rækkevidde, selv uden den store racercykelerfaring og trods min uprøvede cykelform.

Jeg tænkte at det mest var et spørgsmål om at lægge en rute, hvilket i høj grad også kan være sin sag skulle-jeg-hilse-og-sige og sætte to timer af til projektet, plus nogen tid til at komme i besværligt cykeltøj, lede efter mine handsker/briller/cykelhjelm og hvor meget tryk er det nu der skal være i dækkene? Finde vandflasken og mon ikke jeg hellere lige må tage en banan med? Og lommetørklæder? Virkelig irriterende når næsen løber og man får sved på cykelbrillerne og ikke har andet end syntestisk stof til at pudse briller i. for slet ikke at tale om hvor ubekvem en løbende næse er, når man ikke har et lommetørklæde. Og så til sidst ud af alt cykeltøjet for at tisse igen før start.
Okay, TRE timer, så.

Nåmen forleden var det så ret dejligt vejr, uden frådende stormvejr og jeg havde haft en aldeles fremragende dag på arbejdet og var fuld af uovervindelighed.

Oprindelig plan var faktisk bare at prøve en ny rute rundt om Arresø, der skulle spare mig for de to værste bakker undervejs.
Jeg vidste godt jeg muligvis havde misset et sving et sted, men jeg blev nu alligevel noget overrasket, da jeg passede et byskilt til Helsinge. Jeg havde ingen anelse om at jeg var cyklet SÅ langt forkert.
Jeg var godt kørende, trak glad på skuldrene besluttede mig for at forlænge turen til 50 kilometer, så jeg kunne få dét ud af verden.

Men så bippede mit ur mig en bekymret besked om at batteriet var lavt.

Jeg satte farten lidt op og tænkte på hvor ubeskriveligt surt det ville være at køre 49 kilometer før uret gik ud og snød mig for dokumentationen af milepælen.
Og så grinede jeg lidt hæst og forpustet over at jeg dagen efter havde aftalt et møde med en ph.D studerende, der skriver afhandling om brug af løberelateret elektronik.
Det ville være en helt utrolig bitter-morsom historie, hvis jeg lige netop den dag frustreret skulle vende hjem med 48,5 kilometer i mit flade GPS ur.

Jeg satte farten lidt op og nåede hjem med mine 50 kilometer på 1.53.


Jeg blev træt undervejs, men jeg synes jeg lærte noget om lange cykelture og jeg lærte min cykel og forskellige cykelstillinger meget bedre at kende.
Jeg blev også klogere på det der med at være i gang i lang tid, fordi det ikke er nær så anstrengende at cykle i to timer, som det er at løbe, så jeg kunne mere nøgternt mærke efter og konstatere de træthedssymptomer jeg stødte på.
Det tror jeg er en meget god erfaring til mine løbeture også.

Og i gang igen

Det blev en helt kort flirt med løbeprogrammet, for de kommanderede bip og brum viste sig i denne omgang at være mere irriterende end motiverende.

På Endomondo var der en af mine kontakter, der foreslog at jeg skulle lade løbelysten og benene bestemme tempo og distance og da jeg var færdig med at more mig over hvad det ville ende med.....lidt ligesom at sætte en meget doven ræv til at passe en køkkenhave (??!?..?) prøvede jeg alligevel og så viste det sig at det faktisk fungerede meget godt og distancerne og entusiasmen begynder igen forsigtigt at ligne noget. Jeg har lyst til at løbe igen.

Mine gode løbesko havde 1000 kilometers jubilæum for nogen tid siden, men jeg har ikke mærket nogen alvorlige slidsymptomer endnu, så jeg tøvede med at købe nye. Men da løbeshop.dk havde et rigtigt godt tilbud på blandt andet mine løbesko, slog jeg alligevel til og købte nye.

Efter den første løbetur i nye sko, hvorunder jeg kom i tanker om hvor irriterende nye løbesko er til man får justeret snøringen, undrede jeg mig lidt over, hvor meget 1000 kilometer gør ved et par sko...


Indtil jeg stillede de nye ved siden af de gamle, syntes jeg egentlig de så meget pæne ud, i betragtning af hvor langt de har løbet i al slags vejr.

Ved samme lejlighed kastede jeg et blik på et par af mine yndlingsløbestrømper, der muligvis har været med ligeså længe som løbeskoene, inklusiv timevis i vaskemaskinen...


Heldigvis er der masser af afløsere til strømperne i skufferne med løbetøj.