Overskudsintervaller

I forrige uge besluttede jeg jo, at dagens Vo2max-intervaller ikke skulle forlænges til 1000 meter, selvom mit løbeprogram fra løbesiden.dk ellers mente det var på tide.

Jeg syntes det var strengt, eftersom jeg lige var begyndt at mærke noget spirende overskud og selvtillid ved de der intervaller, så i dag udvidede jeg på uautoriseret vis lige programmet med en ekstra uge, for at kunne tage 4 gange 800 meter med et pace på 5.00 og en puls der helst skulle op omkring 90-98%

Det gik supergodt, jeg blev forpustet og presset, men slet ikke til snuble-grænsen som i starten. Og jeg kan også godt se, at min puls kun lige akkurat kommer op over ca. 92% så det ér nok på tide at justere på længden af intervallerne og det er også okay.

I dag var en dejlig interval-tur. Havde aldrig troet jeg skulle komme til at skrive dét, men det gik altså bare supergodt.

Jeg stoppede min Ipod-musik under intervallerne, for at kunne høre mit urs "sæt farten ned!"-bip, for jeg kommer let til at spæne alt hvad jeg kan - og det kan jeg jo ikke holde til særligt længe. Det går til gengæld fint når jeg holder hastigheden omkring 5.00 og det hjælper urets ivrige bipperi med.
Uden musikken var jeg også mere opmærksom på mit åndedræt og fandt let ind i en godt rytme, der fungerede rigtigt godt, så jeg først mærkede en snert af den lede interval-udmattelse på de sidste 46 meter af det sidste interval. Ja, helt præcist, for jeg kiggede på mit ur!

Det rigtigt fede er jo også at se på pulskurven når man kommer hjem og bemærke, at pulsen falder næsten lige så hurtigt som den stiger. Godtnok et helt nyt billede i forhold til lige da jeg begyndte at løbe, og min puls knp nåede at falde i mine gå-pauser.

...ironisk nok er den her puls- og fartgraf faktisk fra 21. november 2011, hvor det længste jeg kunne løbe uden pause var knap 8 minutter. Oh glæde og begejstring over alt det ens krop kan hvis man bare spørger den om den gider!