onsdag den 22. august 2012

20 grader er godt vejr

Jeg havde en herlig løbetur i går.

Jeg begyndte at glæde mig, da jeg småfrøs en lille bitte smule på indkøbsekspeditionen gennem den lokale gågade.

Desværre havde jeg fået varmen igen, da jeg trak i løbetøjet, men med godt med vind blev det intet sted undervejs så trykkende varmt som det ellers har været i nogen tid og jeg havde en meget god tur.

Jeg har længe forgæves forsøgt at holde pulsen stabil på ti kilometer ved at holde farten lidt nede, men på de varme dage er den alligevel stukket af og løbet i vejret efter fem kilometer, hvilket har givet mig nogle lidt for hårde og frustrerende ture med både høj puls og irriterende lav hastighed.
Men i går lykkedes det at ramme en fornuftig og behagelig arbejdspuls i løbet af en kilometer eller halvanden og så blev den der de næste knap otte kilometer, til jeg besluttede mig for at give den lidt gas på den sidste kilometer hjem.

Meget tilfredsstillende.

Selvfølgelig tilskrev jeg min cykel en lille smule af æren for successen, måske har det allerede haft en effekt at træne udholdenheden i det rigtige pulsinterval. Måske var jeg bare heldig med vejret...


mandag den 20. august 2012

Træning og restitution

Oh, det er svært at begrænse sig, når der er sådan nogle fine muligheder for det gode endorfinfix indenfor rækkevidde.

Normalt løber jeg en "lang tur" i weekenden og især nu, hvor der er ret kort tid til Powerade halvmaraton, burde jeg virkelig gøre mig umage med at få nogle kilometer i benene, men det er så frygteligt varmt at det er en plage at piske sig selv rundt derude meget længere end en times tid.
I sidste weekend oplevede jeg at blive helt overvældet af tørst og varme efter omtrent ti kilometers løbetur og havde en rigtig hård og udmattende tur.

Jeg får løbet det jeg skal alligevel, men det er så nemt at cykle!


Stadig varmt, men man bliver kølet af af vinden, så det gør ikke noget.
Pulsen kommer op på bakkerne og falder omgående igen når det går ned eller ligeud og det føles herligt at komme vidt omkring i en fart. Og lidt syret, faktisk, at ræse afsted til fjerne mål ved muskelkraft på den måde.

En gang hørte jeg noget i radioen om en dreng der boede i Frederiksværk og det var fint nok, sagde drengen, bortset fra at så boede man lige ved siden af Arresø, Danmarks største sø, og før eller siden var man nødt til at cykle rundt om den og dét var langt.
Efter min "lange" 12 kilometers løbetur i lørdags, var det min tur og så cyklede jeg rundt om Arresø i søndags.
Det VAR langt og der var en masse småbakker på Ramløsesiden, men det var fin træning i at træde til ned ad bakkerne, for en god nedkørsel kunne få mig mindst halvt op på den næste bakke og dét var værd at tage en gysende nedkørsel i rasende fart for.
På hjemturen langs Hillerødvejen (god, ny, sort asfalt, ah!) havde jeg modvind. Ikke meget, men nok til at farten gik lidt ned og jeg havde god tid til at tænke på en af områdets mest frygtindgydende bakker, en mur af asfalt og næsten en kilometer opadopadopad.
Da jeg nåede frem til den, så den endnu værre ud end den plejer at se ud fra bag rattet på en bil og jeg nåede næsten at vænne mig til tanken om at stå af og trække op af den, selvom det sikkert ville have kogt og stegt mig i varmen.
Men så sænkede jeg blikket og besluttede mig for at bakken mest var en mental styrkeprøve, for jeg havde jo hele 20 gear at angribe med....og så gik det naturligvis fint. Det gik langsomt, men jeg halede alligevel tydeligt ind på en racer-cyklist i smart, matchende tøj, så jeg bestod helt klart den bakke!

Bagefter tog vi til stranden og øl smager fabelagtigt godt efter en hav-dukkert, der bekom mig overraskende godt.


Mandag skulle så være restitutionsdag uden noget som helst anstrengende, men efter aftensmaden skulle jeg alligevel lige og man kunne jo også bare køre en helt rolig tur.....


Jeg bilder mig ind at det ikke betyder noget på restitutionen, for jeg følte mig mere forfrisket end brugt da jeg kom hjem, men jeg kan ikke rigtigt mærke hvad cyklingen gør ved mit restitutionsbehov.
Jeg føler mig ikke udmattet eller træt, men jeg sover særdeles godt om natten og føler mig sulten som en ulv!

Og så tilsidst lige et billede af min superlækre cykel i det, der engang skal blive vores kontor.



fredag den 17. august 2012

Uh! Shiny!

Jeg hentede min cykel i Vedbæk i går.
Jeg købte den hos Carina, der har fundet på Uneune.dk

Det er en cykelbutik, der henvender sig specifikt til kvinder.

Og det er ikke en helt almindelig butik, eller en "boutique", som Carina kalder det på sin hjemmeside/webshop og det er egentlig også mere end et "cykelunivers for kvinder", det er i sandhed et meget særligt sted og at alt er velovervejet og gennemtænkt er man på det rene med straks man har hilst på Carina.

Men hun og Une une er et helt kapitel og indlæg for sig, så lad mig nu først blære mig med min nye cykel.


Min cykel er en Giant Avail 1 med mange gear af den gode slags og carbonsadelpind (?) og carbonforgaffel.
Det med carbon'en skulle gøre cyklen lidt lettere og lidt "blødere" i affjedringen.

Desuden er den i stelmålene designet til en damekrop med lidt kortere overkrop, smallere skuldre og lidt længere ben end mænd og som ekstra bonus også en lidt bredere sadel, der passer bedre til en kvindebag.
De helt præcise specifikationer kan man læse via linket hvis man er nørdet nok.

Den første racercykel jeg prøvede på denne rejse var en herrecykel, der blev skruet på og indstillet så den passede til mig i sadelhøjde.
Jeg tror det er sådan det føles at ride på et helt uaffjedret kosteskaft, den var hård og afregnede hvert eneste lillebitte bump i vejen temmeligt kontant og ubarmhjertigt. Men den gav også fuld valuta for hver eneste lille anstrengelse jeg lagde i pedalerne og holddaop hvor den kunne køre stærkt!
Men den cykelbutik havde ingen dameracere og da Europas eneste damecykelbutik viste sig indenfor rækkevidde, skulle jeg naturligvis der forbi.

Der prøvede jeg også en dameracer, der var ligeså hård som herrecyklen, men et par trin oppe ad lækkerhedsstigen (og lidt længere nede i prislisten) fandt jeg min cykel, der godtnok også er stivere i det end min sofaagtige 12 kilos cityshopper fra Kvickly, men som også er superlet og hurtig.
Jeg købte selvfølgelig også en cykelhjelm. Selvom jeg aldrig før har cyklet så meget at jeg har skænket det en tanke, så føltes mine 23 km/t på den gamle cykel alligevel frygtindgydende nok til at jeg begyndte at tænke på, hvor hårdt man mon slog sig, hvis man væltede lige dér...

Min cykelhjelm er mat metallicblå og ikke spor ubehagelig at have på og det er helt fint med mig. Jeg kan ikke selv se den når jeg cykler, men jeg kan godt lide farven når jeg tager den af.

En gang brækkede jeg mit håndled og cykelture på min gamle cykel kunne faktisk hurtigt mærkes der, så jeg cykler med nogle handsker fra GribGrab, der har støtteomkring håndleddet og som måske egentlig er til styrketræning. Jeg brugte dem også da jeg gik til sjipning i vinters og også på cyklen gør de det de skal og jeg bliver ikke øm i håndleddet.

Og nej, ingen klikpedaler til mig. Ikke endnu, ihvertfald. Jeg synes tilvænningen til racercykel med gear og fart og puls og distance og KAdance er rigelig fordybelse for mig, så jeg cykler foreløbig i mine flade Biomsko, der bare kan løftes af pedalen uden fare for klampestyrt.

Straks efter hjemkomsten i går, kastede jeg mig op på cyklen og ud på en 25 kilometer tur, jeg har cyklet tidligere på min gamle cykel.
Min mand ville gerne med og demonstrede entusiastisk effekten af at "ligge på hjul".
Jeg kunne godt mærke at jeg lå i læ og blev trukket godt med bag ham, men jeg blev helt forstyrret at ikke at kunne holde øje med vejen foran mig og kæmpede en hel del med min egen kællingeagtige mening om farten, der naturligvis hele tiden skulle være lidt hurtigere eller lidt langsommere eller bare anderledes end den var.

Det meste af tiden fik jeg altså lov til at "køre" og bestemme farten og der er masser af godt puls-zen på en cykeltur. Jeg fik ikke-tænkt en masse og var gennemafstresset da vi kom hjem.

Faktisk var jeg så udcyklet at tanken om at lave mad gjorde ondt og jeg kuppede min mand til at nøjes med hurtige kulhydrater fra McD.
Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har sovet så usandsynligt godt!
I morges da vækkeuret ringede lå jeg dog lige lidt og frygtede hvor det ville gøre ondt, når jeg begyndte at bevæge mig, men til min overraskelse var jeg kun øm på de der sidde-knogler, så jeg kunne sagtens tage en rolig 17 kilometerstur efter min løbetur i eftermiddags.

onsdag den 15. august 2012

Fredsommelig, forventningsfuld løbetur.

Dagens løbetur var 5 meget fredsommelige kilometer i selskab med en kollega, der ikke har løbet i nogen tid, hvilket han begyndte at minde mig om efter 300 meter.

Jeg snakkede videre.

Efter 500 meter nævnte han vejret og kommenterede varmen og et par hundrede meter senere gik hans snørrebånd heldigvis op.

Det passede mig fint med en uanstrengende tur i dag, for i morgen er det den dag hvor jeg skal hente min racercykel og så skal der nok lige fyres noget krudt af på den jo!

Jeg glæder mig!

mandag den 13. august 2012

"Running releases more than sweat"

I dag var en af den slags dage hvor jeg godt kunne føle mig malet lidt op i et hjørne af beslutninger jeg var blevet truffet af og helt nytteløse spekulationer over ting jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.
Jeg traskede lidt hængemulet hjem fra arbejde til et hus forladt af skole-plagede børn og mand på arbejdstogt, men med en irritabel og smånæsvis håndværker siddende på taget af den skitse af en tilbygning, der egentlig godt måtte være ved at være færdig nu.

Uden at tænke for meget over det, kom jeg alligevel i løbetøjet og afsted før jeg fik smittet min hjemvendende familie med mit dårlige humør og efter knap 3 kilometers tænderskæren gik det op for mig, at jeg slet ikke var det mindste øm i min hofte mere.
Det kunne godt skyldes min ømme ryg og skulder, der pev lidt over søndagens tagpladeslæbning, men selv det løste godt op undervejs og jeg havde en dejlig tur, selvom det vist egentlig var lidt rigeligt varmt.

Resten af vejen hjem, tænkte jeg på den her reklame:


...det er så sandt som det er skrevet.

Jeg fik vist ikke løbet mig til en løsning på nogetsomhelst, jeg spekulerede heller ikke rigtigt over noget mens jeg løb, men alligevel havde jeg på magisk vis fået en smule overskud og en fornemmelse af overblik tilbage da jeg kom hjem.

Faktisk havde jeg fået så meget overblik (...) at jeg omsider ringede til cykelhandleren og bestilte denneher:


Så een af disse dage skal jeg ud og køre stærkt og langt og jeg er fuld af spændt forventning.

lørdag den 11. august 2012

Ingen grund til at begrænse sig

Jeg har cyklet lidt mere siden sidst.
Også løbet, selvfølgelig, men en rask cykeltur føles næsten "gratis" på restitutionssiden (ihvertfald i det raske tempo jeg kan præstere) og jeg føler mig frisk og godt gennembevæget når jeg kommer hjem.
Pulsen kommer op i arbejdszonen, men ikke i nærheden af der hvor det blir anstrengende nok til at forstyrre mine tomgangstanker.

Derfor har jeg også kigget lidt på racercykel på det seneste og jeg kunne godt igen skrive "hvem ville nu have troet dét", men jeg har overrasket mig selv så mange gange siden jeg første gang kom helskindet hjem fra en løbetur, at jeg er begyndt at overveje om jeg mon ender med noget triathlon. Næppe. Men jeg tør ikke længere forsværge noget som helst.

Forleden genopfriskede jeg lidt golf sammen med yngste skud på stammen.


Han går til sagen med stor iver og begejstring, og det er rigtigt hyggeligt at spille "bedste bold" (vi spiller allesammen vores bold fra det sted hvor det bedste af vores slag lander), selvom det godtnok er ynkeligt få af mine bolde der bliver spillet videre på, især når min mand spiller med.

Løbeturen i dag skulle være ugens lange og egentlig ville jeg have løbet 14 kilometer.
Det gik også godt fra start, jeg følte mig ikke helt på toppen, men det gik fint med at holde et roligt tempo.
Efter 7-8 kilometer blev jeg pludselig meget varm og omkring 9-10 kilometer var jeg vanvittigt tørstig, selvom jeg havde vand med og havde drukket småslurke af og til som jeg plejer.
Jeg bliver normalt ikke rigtigt tørstig undervejs, slet ikke når jeg løber så roligt, men jeg sørger alligevel for det meste for at drikke lidt når det er varmt og jeg løber mere end 10 kilometer.
Lige da jeg havde løbet 12 kilometer, bippede mit ur, at nu var der altså ikke mere batteri og samtidig forlod den sidste rest vilje og mod mine ben og jeg stoppede samtidig med uret og gik nogle minutter, før jeg begyndte et sæt meget omhyggelige forsøg omkring hvor langsomt man egentlig kan løbe.
Lidt før jeg var hjemme, mødte jeg resten af familien, der var cyklet mig i møde og som havde masser af vand med og så luntede vi hjemad sammen.

Jeg tror jeg drak næsten en liter vand på den sidste kilometer og en halv liter mere umiddelbart efter jeg var kommet hjem og jeg følte mig så meget ved siden af mig selv, at jeg tog mig en time på øjet uden at det dog hjalp på utilpasheden. Det føltes nærmest som influenza uden feber og her til aften har jeg stadig en rest hovedpine som minde om en rigtig mærkelig løbetur.

I morgen består træningsprogrammet af noget med at slæbe byggematerialer op til vores hus og forhåbentlig endnu en hurtig tur på den tunge city-cykel, mens jeg drømmer videre om en racercykel.
Jeg har prøvet et par forskellige hos hjælpsomme cykelhandlere og selvom der har været ret stor forskel på de racercykler jeg har prøvet, så er det samlede indtryk at er-du-SÅ-færdig hvor kan man køre vanvittigt stærkt på sådan een!
Det føles skrækindjagende og yderst tilfredsstillende at lægge lidt kræfter i pedalerne og mærke cyklen skyde fremad i rasende fart og dét må jeg absolut have mere af.