Meget mere sjip.

I går var jeg til Quick-sjip i et andet center end første gang, og jeg skal lige love for, at der er forskel på instruktører og intensiteten fra det ene center til det andet.

Jeg ved ikke hvordan det virker i virkeligheden, men det var lidt som om at de to instruktører bare havde fået at vide at de skulle stå for en (halv) time, hvori der skal indgå et sjippetov, og så har de hver især fundet på noget ud fra det.

Instruktøren i går var fuldstændigt nådesløs, ikke een eneste lillebitte pause var der, det var fuldt knald på i samtlige 25 minutter. Heldigvis med en rutinemæssig formaning om at passe på sig selv, men hvis man havde brug for en pause, havde man bare som minumum at "gå på stedet" og holde sig i bevægelse, ikke noget med at stå stille på usolidarisk vis!!

Jeg fulgte godt med, især i første del af lektionen, men efterhånden som jeg blev træt, blev de mere tekniske hop-frem-og-tilbage og den slags, rigtigt svære at følge med til og jeg tænkte en del over idéen med benbeskyttere.
Timen blev sluttet af med fem minutters vanvittigt tempo og hård teknik, som jeg slap igennem uden sjippetov - og det var benhårdt alligevel.

Men selvfølgelig skal jeg have mere! Der er lang ventetid til det her hold - og med rette, for instruktøren var rigtigt god, og centeret var superfedt, men jeg håber på at kunne komme på holdet igen efter vinterferien.

Til forskel fra min første time er jeg desuden slet ikke øm-dagen-efter nogensteder dennegang! Herligt!

Nu med puls

I dag tog jeg mit løbeur med i motionscenteret, for at dokumentere min puls, mens jeg løb afsted uden at komme nogen vegne.

Nej, det var IKKE fordi jeg var bange for at fare vild på løbebåndet...

Jeg løb 3 kilometer med barfodsskoene og 3 kilometer i mine almindelige løbesko og skiftede efter 17 minutter.

Med barfodsskoene løb jeg 10.5 - 11.5 km/t og med de almindelige løbesko løb jeg 10.5 - 12.5 km/t.
Hvis jeg vil sammenligne min puls i de to forskellige slags sko skal jeg naturligvis skride anderledes til værks, og det vil jeg lige eksperimentere lidt med.

Først skal jeg lige se om mine lægge brokker sig over dagens udvidelse af distancen i barfodssko.
På løbebåndet idag føltes de nemlig ømme næsten helt fra starten og efter en hel restitutionslørdag kan jeg ikke skyde skylden på andet end at der må være noget jeg gjorde forkert i dag eller et eller andet der kommer til at tage lidt længere tid.

Lidt om løbemusik

Jeg havde lidt ømhed i læggene onsdag efter min sjippe-debut, men ikke på en alarmerende måde.
Til gengæld havde jeg faktisk glemt at jeg brækkede håndleddet for et par år siden og jeg havde ikke skænket det en tanke, at sjipning jo også foregår en hel del i netop dér. Så jeg blev faktisk lidt forskrækket, da jeg vågnede om natten med en lille hævelse og et frygteligt ømt håndled.
Heldigvis gik smerterne væk i løbet af dagen, hvor jeg holdt håndleddet varmt og senere smuttede jeg forbi sportsbutikken efter noget håndledsstøtte til næste gang.

Torsdag løb jeg på løbebåndet igen, stadig vildt begejstret for mine nye løbesko.
Helt tilfældigt faldt jeg ind i takten til et par af numrene på min Ipod og det er så fedt når musikken understøtter en kadence, der føles rigtigt godt.
Jeg følte mig let som en fjer og det føltes superlet at holde en fart der vistnok plejer at føles lidt anstrengende i mine almindelige løbesko. Men nu blir det jo heller ikke til mange kilometer ad gangen i de her nye sko, så det er svært at sammenligne. Bortset fra i dag, hvor jeg cyklede lidt før jeg løb, så plejer jeg jo at starte i barfodsskoene, så naturligvis er benene helt friske dér.

Da jeg kom hjem tjekkede jeg antal "beat pr minut" på mine nye yndlings-løbesange og fandt mere musik med samme tempo og det har jeg med stor entusiasme testet i dag.

Så jeg har blandt andet løbet til Gym Class Heroes igen:



Og Thomas Holm - ret sjovt at løbe og tænke på hans krumspring i videoen.



og en gammel yndlings med The Cure. Så kan man løbe dér og tænke på at sætte fødderne blødt som en kat.



For at undgå at komme til at overdrive noget har jeg besluttet kun at løbe 2 kilometer ad gangen i mine udæmpede TerraPlana-sko, men det føles højst utilfredsstillende at indstille udfoldelserne, når det føles somom man først lige er kommet i gang.
Normalt synes jeg ikke det kan gå hurtigt nok med at komme "ud af kroppen" og ind i en ordentlig løbe-trance når man løber på løbebånd, fordi det er så kedeligt og man har så god tid til at fokusere på ømme muskler og sved og forpust.
I mine nye sko er jeg helt opslugt af hvordan kroppen finder ind i en god rytme og tilsyneladende ved hvad den skal gøre, helt af sig selv. Det er fedt og meget svært at stoppe igen når jeg når op på 2 kilometer. Og jeg er rigtigt spændt på hvad der sker, når jeg engang kan begynde at sætte lidt tempo på.

Hop! Hop!

I dag har været en lidt skræmmende dag, for i dag var den dag hvor jeg havde meldt mig til det første fitness-hold nogensinde og så i et helt nyt center jeg aldrig havde besøgt før.

Sjipning - hvor svært kan det være?
Min søn troede han havde hørt forkert da jeg fortalte hvad jeg skulle og kommenterede projektet med en tør bemærkning om, at arj-mor, du ved da godt hvordan man sjipper?!?

Jeg ved godt hvordan man sjipper, men jeg ved ingenting om hvordan de der hold fungerer og frygtede da helt sikkert en sadistisk instruktør på speed og faktisk blev jeg en lille smule bange mens jeg varmede op med en kilometers løbebåndsløb til lyden af høj, taktfast musik og en særdeles bestemt kommando-stemme fra holdtræningsrummet. *gys*

Efter lidt indledende klumren og snublen rundt i sjippetov, fik jeg en god fornemmelse af det og SÅ kørte det bare derudaf.
Instruktøren var....ikke sød, nej, men heller ikke det mindste sur eller streng og når folk trak sig og holdt lidt uautoriseret pause, skældte hun ikke ud.
Selv sjippede jeg mig selv over benene med jævne mellemrum når det blev rigtigt hårdt og efter den lille udkludringspause fik jeg hurtigt pusten og kunne klø på igen.

Det føltes som fin konditionstræning og en hel del sjovere end crosstræneren. Mange muskler blev aktiveret og jeg havde god gavn af mit fokus på kropsholdning og den instinktive, fjedrende landing på forfoden, der er en del af det dersens barfods-løb.
Jeg synes tiden og sveden var rigtigt godt givet ud, og jeg skal helt klart have mere af dét!

Undervejs var der to indlagte "pauser" med lidt bold-styrketræning, der heldigvis føltes pærenemt og helt afslappende efter min grundige core-træning hjemme på stuegulvet, så jeg er omgående blevet stor fan af bold-træning og det er det næste hold jeg skal prøve.

Jeg er fan!

I dag kom de, mine Vivobarefoot Terra Plana Neo (ikke særligt svært at huske hvis man bare husker på vivobarefootterraplananeo) og 20 minutter senere snørede jeg dem lidt skeptisk nede i mit motionscenter.

Der er jo mere støtte i mine løbestrømper og sålen er bare et tyndt stykke gummi i samme fasthed som....daggammelt tyggegummi.

Tæerne er ret meget overladt til sig selv - ingen følelse af at der er noget der samler tropperne dér heller.

Men de virker!

Måske er det alligevel følelsen af "noget under fødderne", ihvertfald føltes det helt ubesværet at løbe i dem og jeg havde en helt klar fornemmelse af at lande kattepote-agtigt fremme på foden, rulle tilbage på hælen og afsted igen og det føltes helt rigtigt. Den lidt skrækslagne frygt i mit hovede for at knalde hælen hårdt i underlaget var fuldstændigt forduftet, for selvom gummiet under mine fødder næppe kunne dæmpe en solid hællanding, så giver det alligevel den følelse af sikkerhed, der gjorde at jeg slappede helt af og lod mine ben finde ud af resten, og de ved jo tydeligvis godt hvad de skal.

Jeg plejer ikke at løbe mere end 1½ kilometer ad gangen i strømpesokker, ikke mindst fordi der ved hvert skridt kommer sådan et lille skrid mellem sokken og huden under mine fødder, der minder mig om, at man godt kunne få en vabel af friktionen hvis man blev ved for længe, men dén fornemmelse var helt væk med de her sko på, selvom jeg havde løbesokker på i dem.

Så jeg fortsatte lige lidt længere end sædvanligvis og kom vist også til at sætte farten lidt op, bare for at prøve det, før jeg omsider kom igennem med mine formaninger om ikke at overdrive og huske at skride langsomt frem, men så havde jeg alligevel løbet 2½ kilometer i de nye sko og det føltes som om jeg lige var begyndt.

Bagefter skiftede jeg til almindelige løbesko og løb lidt mere med en god fornemmelse af at teknikken fulgte med over i de almindelige sko og jeg tror nok dagens tur var den bedste løbebåndsløbetur nogensinde.

En herlig søndag og en løbetur udenfor

På løbebåndet, når jeg har taget sko på efter strømpesok-delen af min træning, har jeg tit tænkt på, at det er svært at holde fast i at lande fremme på foden når man har almindelige sko på fødderne, men i dag da jeg var ude og løbe UDENFOR i mine almindelige sko, kunne jeg tydeligt mærke at der var noget galt. Eller ihvertfald helt anderledes.

Det ene ben foran det andet er ikke noget der kræver stor koncentration og i starten af turen var jeg optaget af at vælge musik på Ipoden og tænke over om jeg havde tøj nok på - der var kun 2 graders varme.
Og så var der desuden lidt sjap-glat på vejene og jeg måtte hurtigt planlægge en lille omvej, da den grusvej jeg havde tænkt mig at løbe på, var oversvømmet af slush-ice-sjap. Så kom der en bakke og en cykelklub jeg skulle holde mig klar af og først ret langt væk hjemmefra, lagde jeg mærke til at noget var sært.
Der var en mærkelig lyd og jeg slukkede for musikken for at finde ud af hvor den kom fra og opdagede at det var mine fødder, der sagde en helt anden lyd end de plejer og først da blev jeg opmærksom på at jeg alligevel har taget noget med over i mine almindelige løbesko fra strømpesok-seancerne.

Det blev til små 10 kilometers løbetur i komfortzonen, hvor jeg nød vejret - selv da det begyndte at sne ret så meget - og naturen.
Nogengange kan det sikkert være rigtigt godt med noget løbebåndstrummerum til at sætte udendørsløbeturene lidt i perspektiv.

Løbebåndsbetragtninger

Det er svært at piske en stemning op omkring løbebåndsløb, selvom guderne skal vide at man har utroligt god og uforstyrret tid til at tænke over sagerne, mens man løber der uden at komme ud af stedet.

Det er dejligt at løbe i motionscenteret på denne årstid, fordi det er pivende koldt udenfor og man slipper for den indre diskussion om hvorvidt man skal risikere forfrysningerne på en kommende løbetur.
Man får rig mulighed for at arbejde på den mentale del af at acceptere sveden når man bliver varm, for dét bliver man derinde i den airconditionerede maskincirkulerede luft. Og det kan man jo glæde sig over når man til sommer igen aser rundt i varmen udenfor og krydser vejen på jagt efter et par meters skygge...
Der kan gå timevis før jeg fryser igen efter en halv time på løbebåndet.

Heldigvis giver løbebånd og fitnesscenter mig mulighed for at prøve nogle ting jeg ikke plejer, som for eksempel  at undersøge det her barfodsløb lidt nærmere i strømpesok-versionen.

Nåe ja, jeg har bestilt nogle barfodsløbesko så jeg kan fortsætte ud af dén tangent udenfor uden at bekymre mig om alle de ting jeg ikke har lyst til at træde på ude i den vilde natur. Og jeg glæder mig til at prøve dem af både inde og ude.

Jeg starter seancen på løbebåndet med en kilometers roligt strømpesok-løb, tager sko på og gir den noget mere gas og slutter med en spurt når jeg slet ikke kan holde trummerummen ud mere og vil gøre hvad som helst for at blive færdig i en fart.

Løbebåndet viser km/t, så det er svært at regne gennemsnitstider ud mens jeg løber og det viser sig, at 12 km/t ikke føles nær så hårdt som 5 min./ km.

Jeg planlægger stadig at løbe nogle dage i træk på løbebåndet for at kompensere for min modvilje mod at løbe mere end en halv times tid ad gangen der, og så lægge en lidt længere tur udenfor i weekenderne.

Derudover skal jeg prøve det der sjipning og hvis dét er sjovt får jeg måske mod på at prøve andre fitness-centerhold.

Styrketræningen klarer jeg hjemme - i stedet for i motionscenterets styrketræningsrum, der findes lidt afsides i kælderen sammen med omklædningsrummene og som har været temmeligt testostron-beklumret de gange jeg er gået forbi. 

Fysioterapeutens input til nyttige øvelser sammen med en balance-plade og min egen tortur med den der planke-øvelse tager kun kort tid og jeg har gennemført mit lille S/M program hver dag (dog ikke altid uden at bande) siden starten af december og begynder omsider at kunne mærke fremgangen i form af mærkbart bedre core-muskler. Det giver lyst til at blive ved når man kan mærke at det virker.

Ud i vejret

Fra den ene yderlighed til den anden, i dag stod jeg op til en uendeligt høj, lyseblå vinterhimmel og strålende solskin.
Selvom der stadig mangler at blive gjort noget ved det der blæsevejr så kaldte vejret på mine løbesko og det blev til en lille tur på 8 kilometer.
Jeg ville egentlig gerne have løbet noget længere, men droppede mine faste ture - hvor jeg kender distancerne helt præcist - for at undgå modvinden på åbne stræk, for de fire grader bed godt i kinder og næse trods vintersolen og så blev det altså ikke til mere.

Men en dejlig tur var det og et ordentligt skud D-vitamin lige i blodet, herligt.

Op på løbebåndet

Det ville ligesom ikke rigtigt blive ordentligt lyst i morges, vel?
Da jeg sad ved mit skrivebod på kontoret i morges og kastede et let desperat blik ud af vinduet på udkig efter indkommende opgaver jeg kunne løse, før jeg var nødt til at se på revisionsmapperne, undrede jeg mig over, at det var så mørkt at det nærmest så ud somom jeg var mødt en time for tidligt.
En times tid senere (jeg var stadig ikke kommet i gang med revisionsmapperne) stod regn og slud ned i gården i en vinkel, der afspejlede den storm, som ivrigt ruskede i stråtaget og selvom solen rent faktisk også skinnede i 20 minutter efter frokost, så blev min krop tung af modvilje hver gang jeg tænkte på at trække i løbetøjet.

Vel hjemme kiggede jeg lidt på mails og vejrudsigter og priser på de lokale motionscentre og endte med at lokke min mand til - på dagskort-basis - at træde over tærsklen til sådan et sted for allerførste gang i sit liv.

Løbebåndene stod supertæt og med front mod en væg.
En lille smule ubehageligt med det svedende og opmærksomme publikum man dermed fik bag sig, men ubehaget blev hurtigt trængt i baggrunden af den overvældende monotoni og kedsomhed, der overvældede mig, da jeg var færdig med at tælle hvor mange ord, stavelser og bogstaver der var i det opslag om at benytte indendørssko, som hang på væggen 1½ meter fra min næsetip.

Jeg startede med at løbe en forholdsvis langsom kilometer i strømpesokker og det føltes præcis ligeså herligt som til løbestilsanalysen i går.
Så tog jeg løbesko på, satte farten op og løb 4 kilometer mere.

Jeg synes man sveder helt vildt meget i et motionscenter hvor luften står helt stille, men det gav et effektivt endorfinkick, selvom løbeturen ikke blev så lang.
Jeg tror jeg vil have svært ved at løbe langt eller intervaller på løbebånd, men det er ikke så slemt at holde et højt pace på kortere distancer, som for eksempel 4-5 kilometer, så hvis jeg rykker indendøre er det nok det jeg vil fokusere på. Og så at løbe oftere måske, eller svede lidt på en motionscykel bagefter.
Jeg har set der er et sjippe-hold i et motionscenter i nærheden, det kunne også være rigtigt sjovt at prøve.

Men jeg har ikke meldt mig ind endnu, bare lige haft en prøve-gang, selvom vejret godtnok sælger motionscenter-aktiviteterne ret godt for tiden...

Løbetilsanalyse

I dag har jeg fået lavet en løbestilsanalyse hos Hillerød Fysioterapi Center.

Den primære årsag var at jeg godt kunne tænke mig en uvildig og ikke salgsafhængig vurdering af mit behov for pronationsstøtte, især efter mit seneste par løbesko, som så rigtige ud på filmen i løbebutikken, men som bare har føltes helt forkerte ude på løbeturene.

For år tilbage havde jeg problemer med en skævhed i bækkenet og jeg dyrkede gymnatisk og lavede løjerlige øvelser i nogen tid og så gik symptomerne væk og jeg har ikke rigtigt tænkt over det siden - jeg troede måske det var gået væk - men fysioterapeuten så det ret hurtigt og selvom han heldigvis mente jeg virkede fint bevægelig og smidig, så slår skævheden igennem i den måde jeg løber på.

Da han sagde det - og jeg selv kunne se det på den film han optog - gav det forklaringen på de småting jeg har stiftet bekendtskab med på ømhedsfronten, for det var tydeligt at se de lidt uheldige belastninger. Man kunne faktisk se skævheden helt op i skulderen, jeg bevæger den ene side lidt stift i forhold til den anden.

Heldigvis var der ikke mange ting at rette på og jeg er godt hjulpet med det styrketræningsprogram jeg fik med derfra. Det ligner lidt det jeg laver i forvejen bare med flere gentagelser og variationer.

Dagens store aha-oplevelse var dog at løbe i strømpesokker på løbebåndet.
SÅ kan man sørme mærke hvordan man sætter fødderne i underlaget og jeg er meget overrasket over hvordan mine ben helt af sig selv ændrede på løbestilen og fandt den mindst belastende måde at løbe på. Det var ikke sådan at jeg lige skulle hamre hælen i underlaget først for at opdage at det ikke var så smart, det undgik fødderne helt af sig selv.
Jeg tror faktisk ikke jeg KUNNE have landet på hælen, selv hvis jeg havde forsøgt.
Jeg var ellers mildest talt noget skeptisk overfor at skulle udsætte mine ben for barfodsløb uden forudgående tips til hvodan mn skulle gøre, men min krop vidste præcis hvordan den skulle gøre.
Det føltes fuldstændigt fantastisk, selvom jeg var lidt forskrækket over projektet inde i hovedet.
Jeg løb 6-800 meter i strømpesokker med 10 km/t og jeg var helt trist over at skulle snøre skoene på bagefter.

Så løb jeg lidt - stadig ret langsomt - i mine almindelige New Balance løbesko og til sidst i mine Ecco Biom som jeg elsker, men som jeg ikke har løbet i, siden jeg fik et lille vrid i anklen i sommers og blev ved med at være øm indtil jeg skiftede til de almindelige New Balance løbesko.

Fysioterapeuten, der ikke lægger skjul på at han er stor tilhænger af naturlig løbestil og gerne i bare fødder, var glad for at se Biom-skoene og skruede kækt op for farten på løbebåndet, så jeg endte med en spurt, lidt ukomfortabelt i Biom'erne, som jeg ikke har løbet i længe og som helt afgjort aktiverer lægmusklerne på en helt anden måde end New Balance'erne gør.

Men det var rigtigt rart at løbe i dem igen og jeg er glad for at have fået opbakning til at bruge dem i min løbetræning igen sammen med almindelige løbesko.
Og så skal jeg vist også have købt mig nogen af de der HELT minimalistiske sko, så jeg kan prøve lidt mere af det dersens barfodsløb udenfor, uden at tage skridtet fuldt ud og sætte mine bare fødder direkte på jorden.

Op i fart igen

Efter de tre halvmaratons jeg har løbet har jeg haft umanerligt svært ved at komme op i tempo igen.

Ikke fordi det har gjort ondt nogensteder, men de første to - tre løbeture efter HM er jeg bare blevet hurtigt forpustet så snart jeg forsøgte at presse farten op over mit fredsommelige langturstempo og selvom pulsen egentlig ikke er røget så højt op som forpust og ubehag kunne antyde, så er de første par ture bare anstrengende og frustrerende.

Også dennegang, hvor jeg blev bremset en ekstra dag af en mild forkølelse.

Men i dag var første tur i ordentlig tempo uden at det føltes uoverkommeligt og sikke en dejlig tur!

Jeg valgte af en eller anden grund at løbe min "hårde tur", der byder på bakker og - når vinden er som i dag - en meget lang strækning over helt åbne marker med vinden ret imod. Og jeg er endnu dårligere til modvind end til bakker.....

Men det var alligevel en god tur, dejligt at mærke min krops samarbejdsvilje igen og lade tankerne strække ud i fuld fart over de indre ødemarker. Om man så må sige.

Midt på en af bakkerne er der en jernbaneoverskæring og nogengange er man heldig at få sig en lille pustepause dér, mens toget kører forbi.

Og på sådan et minuts pause, mens jeg fumlede med kameraet, kom pulsen så langt ned, at jeg blev verdens herre igen og kunne spurte op ad resten af bakken og nyde at have vinden i ryggen, selvom der var læ på hjemvejen gennem sommerhuskvarteret.

Jeg endte med en meget tilfredsstillende tid der fint matcher mine planer om at arbejde på hastigheden de kommende to-tre måneder.

Jeg har tilmeldt mig Sydkystmaraton'ets halvmaratondistance i marts og der VIL jeg altså under de der to timer!

Restitutionstortur

I går havde jeg sådan lidt....ondt i hovedet, ing, så jeg nøjedes med en rask gåtur med hundene, men i dag spiste jeg masser af kransekagrester til frokost på kontoret og kastede mig i løbeskoene sammen med min mand da jeg fik fri.

Han havde masser af elendige undskyldninger for at udsætte starten på sit løbeår med endnu en dag, men afsted kom han og begyndte ret hurtigt at brokke sig over mit temmeligt fredsommelige tempo.
Efter et par kilometer løb han hjemad, dikteret af sit meget fornuftige genoptræningsprogram, og jeg fortsatte fem kilometer sammen med Peter Øvig Knudsen og hans stærkt hypede Hippier på min Ipod.

Jeg startede med at have de sædvanlige problemer med, at mine sko - de nye, som jeg aldrig rigtigt er kommet til at holde af - enten sad for løst eller sad for løst, samtidig med at de var snørret for stramt et sted og stoppede for blodtilførslen. Det tog lang tid og mange om-bindinger før jeg accepterede en lidt løs fornemmelse og vi kom afsted.

Efter 800 meter tøede musklerne op og jeg fik halte-ondt i hoften og den ene balle og efter 1,5 kilometer var det væk. Sært.
Herefter føltes mine ben bare tunge og selvom min puls ikke blev så høj, så var det en anstrengende tur og jeg følte mig godt brugt, trods det frustrerende lave tempo.
Sådan plejer det vist også at være på de første par ture efter et halvmaraton og turen i dag blev noget længere end jeg plejer at løbe som første-tur-efter-halvmaraton, men den milde ømhed i musklerne fik jeg heldigvis løbet væk.

På vej forbi en lokal rideskole, hvor der altid plejer at være en masse løse - men helt fredelige -  hunde, fik jeg øje på en gul gummibold midt på grusvejen og tænkte at der nok var en hund der havde glemt den, så da jeg løb forbi, gav jeg den et beslutsomt puf ind i siden af vejen, så den søde hund ikke skulle få sin bold kørt over.

Det var der jeg opdagede at bolden ikke var lavet af gummi, men af jern og den vejede formentlig 2 - 3 kilo og var noget utilbøjelig til at flytte sig.

Jeg humpede et par skridt, mens jeg skrækslagent forudså hvordan dén historie ville lyde på skadestuen hvis noget skulle vise sig at være brækket. Jeg tror ikke det gik så galt og jeg kunne sagtens løbe den sidste kilometer hjem, men min storetånegl er begyndt at blive blå.
Tåen ved siden af fik et lille skrub af en lidt for løs sko i lørdags, så jeg håber på hurtig heling af blå negle, ellers blir der vist ikke meget sandal-år til mig i år.

Årets sidste løbetur

Sikke en dejlig fødselsdag jeg havde igår!

Vi purrede vores søde børn klokken 7 - altså, jeg skulle jo forestille at sove - og så vækkede de mig med fødselsdagssang og gaver på sengen.

Så spiste vi en god løbe-venlig morgenmad og kørte til Østerbro i tæt tåge.

Jeg fulgtes med mand og børn over startstregen, men få skridt senere vinkede jeg farvel og fortsatte alene.

Det var et fint løb med en herligt flad rute på skiftevis stier, asfalt og fortov og det var dejligt med det afvekslende underlag.

Men det var overraskende dræbende at løbe den samme rute 8 gange.

Jeg holdt min pace lige omkring 6 og der var mange rigtigt hurtige løbere med på alle distancerne, så da jeg havde overhalet og var undsluppet børne-løberne efter første omgang brugte jeg anden omgang på at prøve at finde ind i et godt tempo. Jeg løb for stærkt, for jeg blev hele tiden overhalet af de hurtigere løbere og af de, der ikke skulle løbe så langt og jeg blev hele tiden trukket med af deres tempo.

Efter fire omgange blev det rigtigt ensformigt og de sidste fire omgange var jeg ved at krepere ved tanken om at skulle løbe den samme tur fire gange mere.

Bortset fra i målområdet var der ikke mange tilskuere (det var også megakoldt at stå stille, tror jeg) og efter de første to omgange så jeg ikke flere sjove udklædninger, før 11.00-starten gik og jeg igen fik fornøjelsen af børneløbernes peptalkende coach-forældre. Det var sjovt. De fleste børn gik næsten lige så højt op i løbet som deres forældre og jeg er slet ikke i tvivl om, at for et par stykker af de helt små, var de 2,5 kilometer deres egen lille Ironman.

Jeg overvejede at tænde for min lydbog, men var bange for at gå helt i stå og tanken om musik, gjorde mig egentlig bare endnu mere irriteret, så de sidste to runder talte jeg kilometer ned og så frem til den lille ektra halvmaraton-sløjfe på 1,1 kilometer før mål.

Sluttiden blev 2.06.25 og det er godkendt, men uden klapsalver.

På målstregen blev jeg modtaget af min søde familie og på vej hjem i bilen, opdagede jeg at det jeg troede var en cola i goodiebaggen fra Änglamark i virkeligehden var en øl! Og helt sikkert een af de bedste øl jeg nogensinde har drukket!

Jeg synes det var et overraskende anstrengende løb, men mest inde i mit hovede.

Jeg fik lidt problemer med at løbe i mine gamle sko, for efter løbet kunne jeg godt mærke at det måske havde været lidt hårdt for benene og at skoene nok ér helt "udløbne". Nu er skoene så godt som pensionerede og i januar vil jeg bestille en løbestilsanalyse hos min mands dygtige fysioterapeut og så købe mig et par nye sko.

Efter løbet sprang jeg hurtigt i bad og så gik eftermiddagen med en overraskende, men aldeles udsøgt og dejlig mængde fødselsdagsgæster, kagemand og kaffe og så lige et par timers madlavning og middagsgæster.

Selvom jeg godtnok blev helt ekstremt træt i benene, især af at stå og lave mad, så kørte det fint på en blanding af endorfiner, kaffe og champagne og jeg var gennemglad, da jeg ryddede et lille hjørne på sofabordet, lagde benene op og drak en terrasse-kold øl med min bror før vi lukkede festen klokken 4.