onsdag den 30. maj 2012

Tusind til

Jeg har haft det frygteligt ondt med varmen i de få dage den har været rigtigt gennemtrængende og sommerlig og det har pint mig, for jeg er eller meget glad for sol og sommer.
Dennegang kom den måske bare lidt for pludseligt eller hvad ved jeg, ihvertfald oplevede jeg de vildeste kvaler, både fysisk og mentalt på de varmeste dage.

Jeg kunne slet ikke finde ind i den der løbetrance, der ellers har virket som en powernap på mig og løbeturene gik mest med at bide tænderne sammen og tælle ned til jeg var hjemme.
En enkelt morgen vågnede jeg med en prikkende fornemmelse af irritation ved udsigten til at det var løbedag og dét var helt usædvanligt og uventet for mig.

Så gik der nogle dage hvor jeg fandt ud af at selskab på løbeturene virkede godt og så bevæbnede jeg mig med de dele af familien jeg kunne lokke, true eller bestikke til at gøre mig selskab og så kom jeg helskindet igennem et par ture, men følelsen af at kunne løbe lige så længe jeg gad, den var helt væk.

Men så faldt temperaturen lidt og i dag løb jeg igen alene afsted, fuld af optimisme og jeg havde en rigtigt dejlig tur i et fornuftigt tempo - selvom jeg glemte at holde øje med gpsuret undervejs - og føler mig overbevist om, at jeg er kommet godt og lidt klogere igennem min "løbeblokering".

Og så var det også i dag jeg rundede 2000 løb'ne kilometer siden jeg begyndte at tracke mine løbeture på endomondo for knap halvandet år siden.
Jeg opdagede helt tilfældigt i går, at jeg var få kilometer fra at runde endnu et rundt tal på trackingen og 2000 kilometer.....det er knageme langt.

Jeg bemærkede ikke præcis hvor de 2000 kilometer var undervejs i dag, men det må have været et sted på stien langs Arresø/Frederiksværk kanal hvor jeg løb glad og fredsommelig, med næsen fuld af duften af regnvåd skov og ferskvand fra åen og i det hele taget med alle sanser stillet ind på skov, lys, luft og duft og det trumfer jo alle spøgefulde idéer om fyrværkeri og champagne i dagens anledning.
Jeg husker tydeligt de første 1000 løb'ne kilometer i 2011, som jeg begejstret og stolt rundede en diset efterårsmorgen på et øde hjørne i et affolket sommerhuskvarter. Det var stort og jeg glæder mig til 3000.

Gad vide om jeg kan nå det i år....?



lørdag den 26. maj 2012

På løbeudflugt

Det kan være lidt svært at tage til genmæle ovenpå gæsteblog om 42,2 kilometer. Især når man mest bare har piv og tud over at det omsider er blevet sommer og det viser sig at man så ikke rigtigt kan finde ud af at løbe i den længe ventede varme.

Jeg har bakset med varme, væskebalance, lyst og motivation så jeg venter lige lidt med at hægte mig på et løbeprogram til jeg er ordentligt klar igen.

Forleden fik jeg mulighed for at løbe en tur i Grib Skov, og selvom eventyrlysten ikke rakte til mere end en ud-og-hjem tur - med skyldig hensyntagen til egne evner til at finde vej - var det en skøn tur i nyt terræn.

Og holddaop hvor var der mange bakker!!!
Det gik faktisk overhovedet ikke ligeud nogensteder undervejs på min 5 kilometers rute ud fra Kagerup station, men ustandseligt op eller ned.
Jeg endte med at fokusere på, at alle opad-bakkerne ville gå nedad på hjemvejen og det føltes faktisk ret fedt at læne sig frem og lægge kræfterne i op ad de korte, krappe stigninger, der sært nok så værre ud på afstand, end når man befandt sig for foden af dem.

Min datter var med og tog en masse billeder i slutningen af løbeturen og selvom jeg ikke er voldsomt begejstret for at få dokumenteret hver eneste kurve jeg kan fremvise i stramt, syntetisk tøj, så gav det faktisk nogle ret præcise eksempler på løbestil og kropsholdning, der heldigvis ligner det jeg arbejder henimod, selvom jeg var noget mat i koderne efter skovbakkerne.

tirsdag den 22. maj 2012

Gæsteblog af Birgitte, nybagt Maratonløber.

Mit liv med motion startede for 10 år siden da jeg mødte min noget ældre mand, som dengang var en ivrig motions-triatlet. Ivig som jeg var efter at fastholde hans interesse, og for at være en del af hans liv begyndte jeg at løbe. Halvhjertet. Og kom aldrig til at elske det.

Da vi fik vores børn og det fyldte en del var det nemt at finde på undskyldninger for hvorfor jeg ikke havde tid til at motionere.
Først for to år siden begyndte jeg at cykle til arbejde med ujævne mellemrum (bor i Farum, arbejder i København, så det bliver til 24 km. Hver vej).
Og for lidt over et år siden flyttede løberiet for alvor ind i mit liv, inspireret af min smukke veninde Annie, som i den grad har fået sin 2. ungdom gennem løb. Husker tydeligt en fest i marts 2011, hvor jeg netop havde løbet 6,5 km - min længste distance på det tidspunkt. Jeg var så stolt! Og underholdt hele bordet med min præstation!!!

Siden da har jeg langsomt fået sat hak ved 10K, 10K på under 55 min, 5K på under 25 min, og da jeg i marts gennemførte en halvmarathon på under 2 timer blev beslutningen taget: Next stop københavns marathon.

Min mand var med på ideen (læs: han kunne ikke have siddende på sig at jeg havde løbet en marathon hvis han ikke havde) og træningen gik i gang.

Jeg forholdt mig ret systematisk til udstyr mv. Prøveløb kompressionstights, afprøvede forskellige gels, bananspisning og den tshirt jeg ville løbe i. Desværre traf jeg den - skulle det vise sig - tåbelige beslutning at tage en lettere t-shirt på pga. varmen, som jeg ikke havde løbet langt i før. Stor, stor fejltagelse.



Lørdag var vi på marathonexpo og hente numre, og nappede Politikens marathontillæg, hvor der var en udførlig beskrivelse af "det sidste døgn" som vi fulgte ret slavisk. Vi havde dagen forinden påbegyndt karboladningen, som ifølge min mand var noget så kedeligt som at indtage fuldkornspasta og kogte kartofler, og ikke de hurtige søde sager, som jeg selv havde forestillet mig jeg skulle indtage. Mine tanker den dag var mest præget af bekymring for om min mand blev klar til start (han havde maveproblemer i dagene op til), og hvor ubærligt det ville være hvis han skulle melde fra og fortsætte træningen og finde et nyt løb.

Jeg sov forbavsende godt om natten, og vi stod op 5.30 for at spise morgenmad. Gik i seng igen, og stod op 7:30 og tog udstyret på. Det hele foregik i forbavsende rolig stil, og jeg synes faktisk stemningen mindede en del om den morgen, hvor vi gjorde os klar til at jeg skulle have planlagt kejsersnit med vores datter. Afklaret nervøsitet, forberedt på at der venter nogle hårde timer, men at det nok skulle gå godt det hele.



Strategierne
Jeg havde på forhånd en idé om, at jeg ville undgå at gå (for meget) undervejs, undtagen ved depoterne, hvor planen var at gå igennem og sørge for at få masser af vand. Jeg havde også en strategi om at jeg ville nøjes med at tænke frem til næste depot, og dermed spise elefanten i skiver. Og jeg havde en strategi omkring indtagelse af forplejning (vand, vand, energigel første gang v. 11,1 km. Herefter hver andet depot, og bananer ved hvert andet depot).

Strategierne holdt - men der var også ting undervejs jeg ikke havde en strategi for.

Selve løbet??
De første 15-16km var ....fantastiske. Jeg var flyvende, og måtte virkelig tvinge mig selv til at holde farten nede. Jeg holdt min plan med væskedepoterne, og blev mødt af mine heppende unger v. trianglen og søde Annie ved Torvehallerne. Jeg havde det virkelig godt. V. 7-8 km. kunne jeg mærke en begyndende vabel, og v. 16. km måtte jeg bide i det sure æble og kaste mig på fortovet foran samaritterne og bede om hjælp. Jeg fik foden tapet ind mens jeg drak vand og spiste banan og skumlende så at de fartholdere jeg havde fulgt forsvandt i horisonten. Det var først en skuffelse at se dem forsvinde, men da jeg kom op og løbe igen kunne jeg mærke at smertene i foden var helt væk, og jeg blev sgu så rørt og glad at jeg var ved at vende om og kysse de samaritter.


Da vi nåede de ca. 20 km. kunne jeg godt mærke at jeg begyndte at blive rigtig træt. Ved 25 startede den krise, der kom til at vare de næste 7 km. Jeg var træt. Helt afsindigt træt.
Ironisk nok ramte jeg på dette tidspunkt en del af ruten som jeg kender særdeles godt, da den indgår i en af mine yndlingsløberuter (langs vandet ved operaen, op mod kastellet). Jeg havde troet at den del ville blive et glædeligt gensyn. Men jeg var bare TRÆT!!! Ved væskedepotet lige før 28 km. gik det galt.
Jeg stoppede brat op ved WC'et og stod der i solen og rystede over hele kroppen. Så kom den. Kvalmen. Lynhurtigt. Og jeg nåede lige at tage tre skridt hen til et træ, hvor jeg kastede op. Overvejede panisk hvad der var den bedste strategi for at komme videre, vaklede hen og drak 2 glas vand, og tvang mig selv til at spise en energigel. Det hjalp. Jeg fik ro på kroppen igen, og gik et par 100 meter mens jeg drak et glas vand til. Og satte langsomt i løb igen.
Da Annie mødte mig ved 31 km. var jeg til hundene, men havde det dog bedre end få km. tidligere. Hun fik mig peptalket ud af at gå resten af vejen hjem, men ellers har jeg ingen ide om hvad vi talte om. Jeg husker bare at jeg tænkte at jeg nok bare var nødt til at fortsætte. Og peptalken var den helt rigtige strategi. Havde jeg fået medlidenhed var jeg begyndt at græde.
Og da jeg rundede de 32 km. kunne jeg pludselig se en ende på det. Det gik op for mig, at der var mindre end 10 km. til jeg havde gennemført en marathon.


De sidste 10 var hårde, men slet ikke på niveau med de forudgående 7 km. Ved 39 km. overhalede jeg min mand, som havde været syg to dage forinden, og var mere død end levende.
Vi løb de sidste km. sammen i et meget langsomt tempo, og da vi kom til Langebro gik vi op ad bakken hånd i hånd. Jeg var så bange for at han skulle falde om på det tidspunkt, at jeg ikke turde andet end at få ham til at gå. På toppen af langebro satte vi i løb, og løb det sidste lille stykke ind til mål sammen.

Sluttid 4 timer og 41 min. og vist nok 45 sekunder

At krydse målstregen....
På opløbsstrækningen antog opbakningen dimmensioner der nærmest fik én til at tænke på en enkeltstart på Alpe D'uez, og jeg husker at jeg følte mig helt og aldeles eufoisk og "skæv" (og tendens til snigende panik fordi jeg pludselig syntes at målstregen flyttede sig bagud...). Jeg så ingenting. Kun et flimrende brølende eufoisk hav af sammensmeltede mennesker, som heppede på MIG. Og min mand der løb ved min side. Det var SÅ STORT.


Det der med gåpauser...
Strategien omkring at undgå at gå holdt nogenlunde vand når man ser bort fra de 500 meter jeg gik sammen med min mand og at jeg tillod mig selv at gå gennem depoterne og ca 100 meter efter mens jeg drak vand. Det var noget jeg brugte meget krudt på undervejs - sjovt nok ikke mens jeg havde den store krise (hvor alting bare stod stille inde i mit hoved)- men på de sidste 10 km, og fra ca. 20-25 km. Diskuterede jeg meget med mig selv om jeg ikke snart havde fortjent en gå-pause. Jeg valgte at fokusere på at holde en "løbende" stil - altså bibevare løbebevægelsen mens jeg satte farten ned...oplevede jeg. Men når jeg kigger på mit løb på min tracking har jeg faktisk holdt et temmelig stabilt tempo, og det burde være nemt at se hvor depoterne er samt de to "dale" (besøg v. samaritter og opkasning..:-).




Opbakningen.
Opbakningen var fantastisk, det meste af vejen. At folk råbte ens navn fordi de kunne læse det på løbsnummeret var et stort plus. Det var naturligvis også fantastisk at se ungernes begejstring da de heppede på trianglen, men jeg er glad for at de ikke så mig senere i løbet, hvor jeg mildest talt ikke havde overskud til noget. Jeg var glad for børnene der lavede high 5, og dem der delte vand ud nede ved søerne. Også tak til de tilskuere der havde medbragt forstøverflaske og sprøjtede vand på os. Den var en ....omsorg som rørte mig dybt, og gjorde mig helt rørstrømsk (der skal ikke så meget til når man har løbet 37 km.). Endelig var Annies tilstedeværelse på de 31 km. Altafgørende. Jeg vidste gennem min krise, at jeg bare skulle derhen, så ville jeg "få hjælp".
Jeg aner ikke hvad vi talte om, ud over at jeg ikke fik den forventede opbakning til at gå (tak for det). Men det hjalp.


Den største overraskelse?
Var, at jeg på INTET tidspunkt overvejede at stoppe og udgå. Jeg havde forventet at det også var en diskussion jeg skulle have med mig selv, men selv da jeg kastede op var min eneste tanke hvordan jeg bedst muligt - og hurtigst muligt - kom videre.

mandag den 21. maj 2012

Der lugtede også lidt af sprød svær....

Jeg var træt i benene efter at have gået og løbet og stået i 6 timer i København i går, men en løbetur virkede som en fabelagtig metode til at få løsnet lidt op, så efter arbejde kastede jeg mig uden tøven i korte tights og løbesko og ud i solen.

Jeg så godt der stod 26 grader på termometeret i skyggen på terrassen, men det var først da jeg opdagede at der var 200 grader på de solbagte, vindstille sommerhusveje at jeg kom i tanker om at jeg måske burde have givet mig tid til at drikke lidt før løbeturen, udover de to kopper kaffe jeg havde nippet til om formiddagen på kontoret.

Pyh, det var en drøj, tung og temmeligt langsom tur og det hjalp ikke det mindste at tænke på de tusindvis af mennesker, der løb 42,2 kilometer i samme slags vejr i København i går.
Men jeg fik da tænkt lidt over det der med væskebalancen igen, og vil genoplive mine undersøgelser om væsketab i en lidt mere afdæmpet version end mine ulækre forsøg , nemlig ved at prøve at huske at veje mig før og efter varme løbeture og på den måde registrere hvad jeg mister undervejs.

I morgen - eller een af disse dage - bringer jeg et eksklusivt interview med min søndags yndlingsdebutant på maratondistancen.
Jeg har stillet hende en håndfuld spørgsmål om hvad sådan 42,2 kilometer kan betyde selvom jeg har en anelse om en del af hendes svar, glæder jeg mig til at kunne genfortælle en maratonhistorie her.



søndag den 20. maj 2012

Nykredit Copenhagen Marathon

Wau, sikke en dag.




Det er også meget spændende at være tilskuer og publikum til Copenhagen Marathon og jeg fik travet fra den ene ende af byen til den anden for både at være med til starten på Islands Brygge og for at kunne klappe begejstret undervejs og levere lidt koncentreret moralsk opbakning over 100 meter ude omkring 30 kilometer på Østerbro.

Jeg måtte kæmpe med et par rørte tud undervejs og var aldeles lamslået over tempoet og koncentrationen blandt de forreste, meget hurtige løbere, men også længere nede i feltet var modet og stoltheden ikke til at tage fejl af og på opløbsstrækningen, hvor der virkelig blev kæmpet med smerterne og mod varme og udmattelse, klappede jeg mig til en sprængt blodåre i lillefingeren i ren og skær sympati.

Godt løbet, marathonfolk!

Med mig hjem har jeg - udover hævet lillefinger, mild solskoldning, et krøllet kort og trætte fødder - en masse tanker og overvejelser som jeg er sikker på vil være gavnlige når jeg engang står der, med 42,2 kilometer foran mine fødder.

Efter løbet fik jeg lokket mine to yndlings nybagte maratonløbere til at tage knap 30 trin ned til metroen, i stedet for at vente i køen til elevatoren. Ret imponerende overtalelsesevner hvis jeg selv skal sige det.

lørdag den 19. maj 2012

Intervaller, lang tur og Cphmaraton i morgen

Min veninde skal løbe ret så langt inde i København i morgen og jeg har på påtrængende vis tilbudt min assistance som hepper og moralsk opbakning på en temmeligt insisterede måde, der ikke rigtigt kunne afslåes.
Og jeg glæder mig HELT VILDT.



Jeg har lavet en præcis plan over hvornår jeg forventer at kunne møde hende på udvalgte distancer og bevæbnet med iPhone-appen, regner jeg bestemt med at være på pletten alle vegne og få det hele med.
På billedet mangler lige et bredt udvalg af tyggegummi, pastiller og chokolade, som jeg regner med at anskaffe mig undervejs.
Er faktisk bare en lille smule bange for at 42,2 kilometer er så hårdt for deltagernes ben at jeg ender med at være den der skal køre bilen hjem fra Bredgade. Jeg er rimeligt....tøvende (pissebange) i forhold til den københavnske trafik.

Maratonløbere er usandsynligt seje og modige.

I torsdags løb jeg intervaller, af den slags hvor man løber kvalmende hurtigt, men ikke i så lang tid ad gangen (Vo2max).
Jeg havde helt glemt hvor lidt jeg bryder mig om intervaller, men dét kan man så godt sige jeg kom i tanker om.
Havde en intens indre debat om min løbefremtid ved samme lejlighed og repeterede en masse bandeord.

I dag løb jeg ugens lange tur, i denne uge dog ret så blottet for overskud og humoristisk sans, så for at mine løbesko og jeg kunne skilles som venner, sluttede den på omtrent 13 kilometer. Hvilket var planlagt, men jeg er rigtigt ked af at jeg blev i så dårligt humør undervejs.
Jeg er træt af mine sædvanlige løberuter, men heldigvis giver den lange tur jo mulighed for at man kan komme lidt udenfor de sædvanlige cirkler. I dag løb jeg så ud i en del af sommerhusområderne jeg ikke kender så godt og fortsatte ud i Asserbo plantage/Tisvilde hegn.
Plantagevejene kan være gode eller dårlige og på vej retur, efter at jeg lige var kommet nogenlunde over to kilometers "arj, jeg gider ikke løbe"-krise, skulle jeg ad et sandet og løst ridesti-spor og var på nippet til at tude af frustration over skrid, vrid og sand på det der skulle have været et herligt nedløb efter to kilometers stigning.
Dét var en træls og sur tur og jeg må vist tænke lidt over min motivation for at få det til at virke igen.


søndag den 13. maj 2012

Ugens lange tur

I dag var jeg usandsynligt tidligt oppe for at give en frivillig hånd med at starte en turnering i golfklubben.
Det er en bivirkning ved at være ansat i en forening, at man let får involveret sig i de frivillige dele også, hvis man da kan lide sit job.

Da vi var færdige løb jeg afsted på ugens lange tur.

Starten af turen gik langs en trafikeret vej jeg ikke er så begejstret for, og selvom jeg har løbet der en hel del gange efterhånden, er det først for nylig gået op for mig, at der går en fin sti langs med vejen, godt afskærmet fra trafikken.


...den sti er lidt af et fund, hvis du spørger mig....

Planen var 12-14 kilometer i hidtil uudforsket sommerhusland og så hurtigt gennem plantagen. Begge steder er det ret let at tage en forkert vej og fare vild, men velbevæbnet med et kort i min mobil, kom jeg på ret spor og løb næsten den planlagte rute.
Da jeg var klar til at vende næsen hjemad følte jeg mig stadig fuld af energi og overskud og besluttede spontant at udvide ruten med små fem kilometer ekstra ad velkendte veje uden risiko for at fare vild og endte med en god lang tur på halvanden time og i alt 16 kilometer.

Jeg er ved at være klar til at vende tilbage til et løbeprogram med intervaller og lange ture og regner med at tage fat på et fra Løbesiden.dk igen i næste uge.

torsdag den 10. maj 2012

Du danske sommer....

Nå, nu er det jo strengt taget ikke sommer endnu, men foråret har nu også været lidt nærig med temperaturerne, så begejstringen over endelig at kunne trække i lidt kortere tights og lægge vintermodellen væk vil ingen ende tage. Og så kan det være sært forvirrende at forlige sig med den slags heldagssmåregn vi har haft de seneste par dage.

I går havde jeg sent fri efter et erhvervsnetværksfrokostmøde og kiggede længe surmulende på regnvejret, før jeg til sidst gav op og fandt en bog og et hjørne i sofaen.
Jeg blev ved med at stirre vredt på regnen, så til sidst var der lidt ophold og hurtigt som et lyn stod jeg i løbeskoene og var helt sikker på tørvejr.
Det holdt også halvdelen af turen, så styrtede det ned i en grad så jeg nærmest frygtede at stå op og drukne, men en lille tur med zombier i hælene via IPod og fantasi blev det alligevel til.
Før skybruddet gjorde alting helt gråt og mørkt var det dog svært at finde den rette apokalyptiske stemning mens jeg løb afsted gennem lysende grøn bøgeskov og langs duftende knaldgule rapsmarker.

Midt i regnen mødte jeg en dame, der havde været på ramsløgshøst, formummet i regntøj og paraply og kunne ikke lade være med at smile bredt og vanvittigt, da hendes undrende blik mødte mit, efter at hun havde kigget bekymret på mine korte bukser og tshirt. Men det var jo dejligt varmt, bare lidt rigeligt.....fugtigt.

Eftersom jeg kortede gårsdagens tur lidt af på grund af skybrud, besluttede jeg at håbe på tørvejr til en løbeklubsløbetur i dag.
Vi havde også tørvejr - det klarer sært nok næsten altid op torsdag aften klokken 18.30 når løbeklubben mødes - og der var mødt en fin lille flok op.
Turen gik i dag gennem noget skov i nærheden af byen sammen med en anden "løbsleder" end ham der plejer at tilrettelægge turen. Vi løb og op og ned af bakker ad smalle stier, der krævede opmærksomhed og energi, for at undgå at snuble over rødder eller glide i mudder og blade.
Jeg ville nok have benyttet lejligheden til at løbe i mine tracksko, hvis jeg havde vidst at ugens udfordring skulle være i den slags terræn, det kunne have været sjovt at prøve.
Men jeg fik da løbet ad nogle stier jeg ikke kendte i forvejen og jeg vil bestemt vende tilbage til dem en dag med lidt bedre føre. Eller med mere smat og andre sko på.

En af mine veninder skal løbe Copenhagen Marathon den 20. Maj og i dag tilbød jeg beredvilligt min assistance til at kulhydratloade noget belgisk vaffel og softice sammen med cafe latte nok til at give en løjerlig, skvulpende fornemmelse i maven, mens vi forsøgte at planlægge præcis hvad jeg skulle råbe ind i hendes blussede ansigt omkring 30 kilometermærket.
Jeg tror ikke vi nåede frem til nogen helt fast strategi, men vi glæder os begge to og hun kommer til at klare det løb helt fint.




mandag den 7. maj 2012

Dagen efter dagen derpå

Den første tur efter et halvmaraton er ligeså spændende som den sidste tur før, synes jeg.

Man har knoklet på og forberedt sig grundigt og udløst timers spænding og kilometervis af løbetid i løbet af 21,1 kilometer. Og hvordan føles det så at sætte den ene fod foran den anden i muntert trav bagefter?

De andre gange har det været som at løbe med en sæk sand slæbende efter sig. Tunge ben og ingen fart.
Heldigvis er det hidtil gået over efter en tur eller to, men det føles alligevel fortvivlende meget som at blive sat ugevis tilbage.

Ikke denne gang!

Allerede mens jeg sad på arbejdet og kom i tanker om at det teoretisk set var løbedag, blev jeg helt glad i benene så jeg sprang direkte i løbetøjet og afsted med lidt zombiehistorie i ørerne da jeg hav fri.
Uden at slå zombiejagterne til, alligevel, det skulle jo forestille at være en restitutionstur. Så jeg blev bare vist lidt rundt i oplandet til Abel Township, hvor jeg som Runner 5 hører til. Altså i min Zombies, run!-app, ing.

Men så gik det alligevel over stok og sten og i en fart i overkanten af hvad jeg plejer at anse for komfortabelt og ihvertfald alt for hurtigt til at være restitutionsløb, men det føltes fint undervejs, så det opdagede jeg først da jeg kom hjem.



Det var en dejlig tur, der lover godt for fremtidige planer om at genoptage nogle ugentlige intervaller og arbejde med hastigheden igen.

søndag den 6. maj 2012

Lidt fra Lillebælt Halvmaraton

Jeg noterede mig Lillebælt Halvmaraton-fænomenet første gang i 2010 lige da jeg kunne løbe 1 kilometer uden stop og startnumrene blev udsolgt med lynets hast.

Jeg er opvokset i Kolding og har masser af gode historier fra Lillebæltsområdet og jeg tænkte at lige netop det halvmaraton kunne være sejt at gennemføre, så da det var L-dag (fint hypet, reklamefolk!) var jeg klar til at stille op.

Min mand ville også være med og trods en skade i foden henover efteråret og vinteren stod han i startboksen sammen med mig i lørdags i den blå udgave af løbstrøjen.




Vi havde aftalt at følges og jeg synes det var helt vildt fedt at opleve hans første halvmaraton sammen med ham.

Ruten var aldeles fremragende og meget afvekslende.
Der var både skov, marker, villa- og industrikvarter samt masser af broudsigt og de sidste kilometer ind gennem Middelfarts bymidte var helt særlige, pakket med glade tilskuere og entusiastiske børn, der havde luret pointen med navn på startnumrene og man fik masser af tilråb allevegne fra, det synes jeg var ret sjovt.

Det var også bakker og selvom et par af dem, især til sidst, trak tænder ud så føltes det mere udfordrende end uretfærdigt.

Der var ikke helt så meget musik undervejs som jeg havde håbet og forventet, men den der var var god og stemningen var fin hele vejen.

Efter at have løbet en masse rundt i Jylland, blandt andet gennem et villakvarter med læ og stegende hede, skulle vi op på broen igen, og der havde jeg mine to hårde kilometer og endte med at fryse temmeligt meget i vinden på broen.

Da jeg så min mand tænde for sin musik, vidste jeg at han også kæmpede lidt og blev så optaget af ikke at komme i vejen for ham eller forstyrre, at jeg selv kom over min egen lille motivationskrise.
Jeg ved, at der kan komme sådan en lille lomme af "hvad i alverden er det jeg laver" undervejs et sted mellem 12 og 17 kilometer, men jeg har aldrig oplevet at den har varet mere end 3 kilometer, så der er ikke andet at gøre end at tænke på noget andet og vente på det går over for det er udelukkende oppe i mit hovede at krisen er.

På den anden side af broen havde det kendte Highway To Hell-fænomen/band skiftet tøj og repertoire og optrådte med cheerleaderkostumer og pomponer. Synes af to hærdebrede gutter i skørt og pomponer fik mig til at fnise og på vej ned ad bakken fra broen fik jeg modet tilbage.

Så drejede vi ind omkring Hindsgavl og noget dyrehave og mødte mellem 17 og 18 kilometer en lang, lang stigning, hvor rigtigt mange begyndte at gå og også min mand måtte overgive sig til udmat og smerter i hoften.
Så gik vi nogle hundrede meter og hang lidt i baren i det sidste væskedepot, før vi luntede og løb det sidste stykke ned gennem byen og nød den supergode stemning.
Der stod faktisk en dame undervejs med en bradepande og delte chokoladekage ud.

Efter en lillebitte spurt krydsede vi målstregen sammen og kort efter begyndte den lange og langsommelige tur mod Kolding.


Oh, der var kø!!
Det tog en times tid at komme på motorvejen og i det hele taget var der ret meget trængsel både ind og ud af Middelfart den dag.

Det er da også den eneste finger jeg kan sætte på arrangementet: Trængslen.

Vi ventede meget længe på shuttlebussen ned i byen og der var så længe imellem afgangene, at vi kom i tvivl om hvorvidt busserne kørte endnu.
Ude på ruten var der heller ikke meget plads til at løbe, så man skal nok løbe ret stærkt for at kunne få plads til at løbe sit eget løb i et tempo man selv sætter. Der hvor vi løb, omkring 2.10, måtte man bare rette ind og følge trafikken, for det var ikke let at finde huller man kunne passere igennem hvis man gerne ville lidt hurtigere frem, men det blev nok heller ikke lettere af at vi gerne ville følges ad.

Første væskedepot var kaotisk, i de efterfølgende var der bare stærk trængsel, men deportere var lange og bemandingen god og effektiv, det var bare somom der hele vejen lige var lidt for mange mennesker.

Men et godt arrangement, det var det og det er slet ikke utænkeligt at jeg sidder klar ved computeren igen næste gang det bliver L-dag.

onsdag den 2. maj 2012

Så er jeg klar igen!

I weekenden var ugens lange tur skåret ned til ti kilometer og dem løb jeg sammen med min mand i plantagerne og Tisvilde hegn omkring Asserbo Slotsruin.

Jeg er ikke begejstret for plantage-layoutet på mine løbeture, men der er jo masser af kilometer sådan nogle steder og de fleste steder er stierne velanlagte og venlige mod benene.

I Tisvilde hegn var der dog desværre lige en lang strækning med friskt, nyt og løst grus, der fik mig til at skære tænder af irritation over de konstante vrid, glid og skred, men det meste af turen var rigtig god og som altid var det herligt at løbe ad nye stier.


I dag løb jeg den meget vigtige "sidste tur inden Halvmaraton"-tur sammen med en kollega, der trods sin helt anden og ikke særligt ærbødige tilgang til løb som sport, også skal løbe Lillebælt Halvmaraton på lørdag.

Den sidste tur inden den rigtigt lange løbetur husker jeg med gru fra de andre tre gange, for det er på den tur at benene føles tonstunge og selvom farten er lav, bliver jeg forpustet og får ondt alle vegne undervejs, af bare skræk for den lange tur der venter forude.
Men i dag mødte jeg åbenbart mere velforberedt til strabadserne, for selvom den lille tur på 5 kilometer føltes mere anstrengende end 5 kilometer plejer at være, så mistede jeg ikke helt modet og selvtilliden undervejs denne gang.

Så nu er jeg klar og glæder mig til på lørdag!