torsdag den 29. september 2011

Sommerlig eftermiddag i skoven

Endnu en tur fra et halvsløjt udgangspunkt efter en temmeligt stresset dag på arbejde, for lidt søvn, ingen frokost, dårligt humør og så videre af den slags piverier.

Jeg har skiftet min irriterende pulsmåler ud med en soft-strap og dén er supergod og ikke det mindste irriterende, så jeg tog endnu en tur med et blik mod min puls og et forfængeligt håb om at løbe langsomt og holde den nede.

Men nej - helt umuligt.
Pulsen skulle blive mellem 140 og 155 og den steg ret hurtigt op på 160 - 165 og det føltes som en helt behagelig arbejdspuls, men det var jo alt for højt og jeg blev irriteret over at se tempoet falde uden at pulsen fulgte med ned lige meget hvor slowmotion-agtigt jeg løb. Til sidst føltes den langsomme lunten helt uudholdelig hård i hele kroppen (selvom pulsen i det mindste heller ikke steg) og med tanken om lidt ekstra opgaver ventende derhjemme opgav jeg at kigge mere på puls og løb hjem i et tempo der faldt mig mere naturligt, selvom jeg følte mig træt og sur.

Helt vildt langsomt - alligevel for høj puls i forhold til det planlagte.
Nu løber jeg bare de sidste korte og komfortable ture før halvmaratonet i behageligt tempo uden at lade mig gå på af pulsmålingerne og så må jeg lige se på det med det langsomme tempo igen bagefter. Efter Powerrade halvmaraton var det rigtigt svært at sætte farten op, så det kan være lidt udmattelse hjælper på problemet.

Svar til Rikke og Madame

Min kommentarfunktion driller.
Så jeg skriver lige til jer her

Rikke, nej, dén løbetur fik vi vist analyseret helt i bund på endomondo forleden =)
Madame, jeg ville faktisk have fotograferet dine gravhøje i fårefolden, men så måtte jeg holde for toget og så kom der en knallert meget larmende og hurtigt og så kom jeg vist til at tænke på noget andet og så glemte jeg det igen.
Så er det godt man kan løbe den vej igen en anden gang =)
Tak for invitationen til blogtræf, det ville jeg rigtigt gerne, men vi holder fødselsdag for min søn den weekend og med familie i Jylland strækker den slags sig ofte over en hel weekend, men jeg holder øje med næste gang I mødes.

tirsdag den 27. september 2011

8 kilometer til glemmebogen

I dag var ikke nogen god tur.

Modvind, bakker og i det hele taget den rene elendighed.

At glemme at spise frokost på arbejdet var nok halvdelen af grundlaget for en temmeligt sur og anstrengende oplevelse. Pulsmåleren, der irriterer mig ud af mit gode skind gjorde også sit til at holde stemningen, så jeg må have mig sådan en "soft-strap" pulsmåler og se om ikke det blir bedre med den.

Jeg tog samme nye rute som i sidste uge og endnu engang strandede jeg lidt på modvinden, selvom jeg ikke syntes det blæste nær så meget som i sidste uge, da jeg løb hjemmefra.
Bakkerne var naturligvis de samme som sidst og stigningen op over broen virker fortsat lidt skræmmende.


Ser sært nok ikke så slemt ud på billeder. Hm. 

Som prikken over i´et måtte jeg endda stoppe og vente på et passerende tog undervejs. Midt på en anden stejl bakke. Min puls nåede alligevel ikke at falde, før jeg toget var kørt forbi og jeg kunne fortsætte opad.

Der hvor der ikke var modvind var der - helt i dagens ånd - fuldstændigt vindstille og kogende varmt.
Ynk og klage.
Jeg havde også ondt i nogle mavemuskler i siden, fordi jeg absolut lige skulle slå to spande bolde ud på drivingrangen i søndags for at se om jeg kunne huske hvordan man ramte en golfbold, før arbejds-golfarrangement igår. Og jeg må have gjort helt forkert, for dér skulle man ihvertfald ikke få ondt af at spille golf, men jeg mærkede en hel del til dét undervejs også, surt.

Heldigvis er der meget langt mellem den slags ture, men på den anden side så kan den næste løbetur jo kun blive bedre...

søndag den 25. september 2011

Friløbet

Uh, hvor havde jeg glædet mig til i dag!

Starten gik sådan ret tidligt hjemmefra det nordsjællandske, og det var let at komme frem til både startområde og toiletter før opvarmning og startskud.

Det var ikke min mening at løbe rigtigt stærkt i dag, jeg ville gerne have det hele med i lidt højere grad end jeg får, når jeg løber til.
Det var også et ret tætpakket felt jeg løb i, der var helt vildt mange mennesker og adskillige steder måtte man ned og gå, simpelthen fordi der var så mange der skulle være på meget lidt plads. Hvis jeg havde fokuseret på en god tid, ville jeg være gået helt i spåner over dét, men det gik okay når nu jeg på forhånd havde bestemt at jeg ikke skulle nå noget.
I stedet blev det nærmest lidt interval-agtigt, for på de steder hvor man kunne passere satte jeg farten op og overhalede alle jeg kunne nå og fik så pusten igen i pauserne.

Langs søerne på vej ud, kunne der godt være røget en ivrig motionist eller to i vandet, for der er sørme ikke meget plads på de stier og på Axeltorv (?) var der parkeret masser af cykeltour-busser og proppet med cykelløbsturister, der lidt forskrækkede kiggede på den store mængde motionister, der krydsede pladsen.

Tivoli i løb var en helt speciel oplevelse og alene for dét ville jeg gerne tage turen igen.

Det var altså en ret afslappet tur og på vejen tilbage følte jeg mig stadig helt skarpladt med masser af energi, men stadig ude af stand til at løbe hurtigt over længere stræk, fordi der var så mange mennesker.
På den sidste kilometer på vej gennem fælledparken blev der dog lidt bedre plads og jeg satte farten op, dét føltes herligt!
De sidste 300 meter inde på Østerbro Stadion blev jeg helt revet med af overhalingsiver og sprintede i mål. Meget dejligt at have overskud og energi til en god slutspurt, det gik rigtigt stærkt og den sidste kilometer er faktisk også min hurtigste i dette løb. Usædvanligt, men sjovt og det var en god løbetur!

fredag den 23. september 2011

Lidt om ny asfalt

Der er 14 dage til mit næste halvmaraton, så i følge mit løbeprogram står de sidste to uger på noget nedtrapnings-agtigt, ikke flere progressive løb og kun en lillebitte tempotur. Og kortere og kortere ture i det hele taget.
Så jeg tager mig kreative friheder og løber lidt som jeg synes og kigger lidt på min puls, som forberedelse på mit næste løbeprogram.

I dag løb jeg ad en ny rute og jeg havde egentlig tænkt mig at prøve at løbe med forskellige hastigheder og se lidt på hvordan puls og hastighed fulgtes ad. Men på udturen var der voldsom modvind og ingen steder med læ, så det var anstrengende, selvom det ikke gik spor stærkt.
Så kom der knagme et stykke med helt løst sand, derefter en stejl bro over togbanen (den bliver god til noget bakke-løbsagtigt senere), en ujævn og halsbrækkende grussti og et par langstrakte landevejsbakker. Så det endte med at være vinden og vejens forløb, der bestemte hastighederne og hårdhedsgraden i dag, men det var en virkelig skøn tur alligevel.

Den sidste trediedel af turen gik gennem et sommerhuskvarter, hvor vejen skrånede en anelse nedad hele vejen - meget komfortabelt og min puls faldt stødt sammen med nedstigningen, der endda foregik på helt jævn, nylagt asfalt med en god og fast-tromlet stribe grus ved siden af, som var helt perfekt at løbe på.


På den slags dage føles det somom det bare ikke kan blive meget bedre.

onsdag den 21. september 2011

Pulstræning

I dag løb jeg otte kilometer ret-så-langsomt.

Løbesiden.dk har jeg fundet et ret så overbevisende maraton-løbeprogram, men i det program sættes tempoet af min puls, og jeg har ikke haft meget fokus på pulsen siden de allerførste spæde opstartsdage, hvor pulsmålingen mest skulle overbevise mig om at jeg ikke var død endnu, samt bekræfte mine fornemmelser, når jeg syntes det gik rigtigt hårdt for sig.

Så jeg måtte lige pille lidt ved opsætningen på mit ur så den viste mig min puls (den side er der godtnok bladret væk fra på billedet) og tage et notat på håndryggen om hvilket interval min puls skulle holdes indenfor.


Faktisk overraskende svært at holde pulsen nede efterhånden som turen skred frem, så jeg følte jeg løb langsommere og langsommere og et gennemsnitspace på 6.15 var godtnok også særdeles komfortabelt, men det var en dejlig tur alligevel, selvom den foregik helt uden hamrende høj puls.

Undervejs gennem fugtige plantage-sommerhuskvarterer begyndte jeg at kigge lidt efter svampe til plantefarvning og det var så hyggeligt og distraherende at jeg ikke for alvor nåede at blive irriteret over hastigheden.
Med tidens fylde bliver formen forhåbentlig også bedre, så man kan løbe lidt hurtigere uden at pulsen ryger ovenud af intervallet.

Det var en dejlig tur, jeg tror også jeg trængte til en fredsommelig tur til at slappe lidt af på ovenpå weekendens lange tur og mandagens særdeles nødvendige genstarts- og afstressningstur på 6 kilometer.


søndag den 18. september 2011

16 kilometer med selskab

I morges, mens min mand og jeg gjorde klar til at løbe en lang tur på 16 kilometer, var han på ægte mandevis døden nær på grund af hovedpine, mavepine og ondt i hoved, hofte, knæ, ryg og fødder og han havde vist også fået noget i øjet....

Vi havde med min svigermors beredvillige hjælp fået indlagt to vanddepoter undervejs, og min mand havde varslet at han muligvis ville stå af ved eet af disse og køre med hjem, og så mindede han mig om, at han jo heller aldrig havde løbet mere end 11 kilometer, samt at han også havde haft en meget hård badminton-aften i onsdags og vist ikke rigtigt haved fået løbet så meget siden badmintonsæsonen startede igen, så man kunne jo ikke forvente andet end at han nok ikke kunne løbe mere end til det første depot.

Han gør det altid før en løbetur. Nogengange når han endda at blive rigtigt vred før han kommer afsted, men han er altid glad når han kommer hjem igen, så jeg sagde ikke noget til dagens indvendinger.

Vejret var sådan lidt til den kolde side, og jeg trak i en langærmet bluse og 3/4 tights og satte pris på begge dele da det undervejs smådryppede lidt og det viste sig at vi havde kold modvind hele vejen.

Det blev en helt utroligt dejlig tur, helt uden optræk til kriser eller nedture undervejs.
Jeg blev lidt øm i hoften og i knæene undervejs og mærkede også et lille piv fra den ankel jeg engang vrikkede om på, men kun som sådan en ømhed man konstaterer kommer og går over igen, ikke alvorligt.

I stedet havde jeg vældigt god tur til at tænke på mine maratonplaner, og jeg tror næsten jeg skal prøve sådan et startnummer til Copenhagen Maraton 2012...

Min mand løb naturligvis med mig hele vejen, havde en fabelagtig tur og var verdens hersker, da vi landede herhjemme efter en time og 45 minutter.

fredag den 16. september 2011

Lidt om abstinenser

"I have an addiction, not a problem" plejer jeg at mumle, når jeg kaster mig ud og løbe i regnvejr eller står tidligt op for at nå min løbetur på en travl dag.
Men i dag tror jeg faktisk jeg havde et problem med min besættelse.

Jeg skulle egentlig have været ud og løbe i går, men droppede turen for at følge min kollega rundt på golfbanen og jeg tror nok jeg tænkte, at en fire timers gåtur måtte kunne gøre det ud for en kort løbetur.
Men allerede om aftenen, da jeg dumpede ned i sofaen i forventning om en herlig aften med valg-tv, kunne jeg mærke uro og rastløshed røre på sig og inden jeg gik i seng havde jeg besluttet at true mig til anmode om at tage en afspadseringstime, for at kunne nå en god løbetur i dag.

Og formiddagen var en rutsjetur rundt i irritation og rastløshed af præmenstruelle dimensioner kun afbrudt af hyppige ture omkring kagefad og bagerpose. Utroligt.

Min chef kiggede lidt nervøst på mig og spurgte om jeg var sikker på at det var nok at gå een time tidligere, så klokken 12 strøg jeg hjem, kastede mig i løbetøjet og afsted på en tur i "almindeligt tempo" på 8 kilometer.

Vejret var helt fantastisk dejligt og jeg smilede hele vejen.

Abstinenser virker sikkert fremmende for fuldkommenhedsfølelsen for jeg oplevede flere gange undervejs at solen i ryggen gik op i en højere enhed med duften af varm asfalt og vissen grøftekant sammen med lyden af mine skridt og mit åndedræt og så Steffen Brandt på min Ipod. Fabelagtigt!

Alligevel har jeg ingen planer om at forsøge at skippe en løbetur igen sådan lige med det første....

På søndag står programmet på en lang tur på 16 kilometer i "langsomt tempo"
Min mand vil løbe med - ihvertfald på noget af turen, siger han - og vi har allieret os med min svigermor, der sammen med vores søn vil agere vandpost på udvalgte steder undervejs.

torsdag den 15. september 2011

Min eftermiddag som golfcaddy

Egentlig skulle jeg have været ud og løbe 8 kilometer i dag, men først på formiddagen blev jeg bedt om at være caddy for min kollega i en turnering mellem ansatte og bestyrelse i den golfklub hvor jeg arbejder som klubsekretær.
Jeg spiller ikke selv golf, udover sådan lidt lejlighedsvis hyggetjatteri på pay&play par3 banen som vi bor lige ved siden af.


Jeg ér blevet tilbudt undervisning og al mulig støtte til at få mit grønne kort og tilladelse til spil på den store 18 hullers bane, men entusiasmen har manglet og jeg har været mere optaget af at løbe så det er ikke blevet til noget.
Men med i denneher turnering mente min kollega altså at jeg absolut skulle, så det blev til en særdeles hyggelig og sjov runde på golfbanen i dag og jeg var den eneste, der ikke havde eet eneste dårligt slag (slog nemlig ikke eet eneste slag overhovedet, ha!).

Det var nu også god motion, adskillige kilometers vandretur fordelt på fire timer i dejligt solskinsvejr med kraftig vind.
Så kan jeg tage ud og løbe i morgen eftermiddag i stedet, jeg kan vist lige mase en lille tur ind i programmet.

onsdag den 14. september 2011

Begejstring!

Min bror har netop fået et Forerunner 305 GPS ur, fordi det var på tilbud i Elgiganten til 777,- (nu sat op til 999,- kan jeg se).
Så tiltuskede han sig lige en julegave i lidt rigeligt god tid.

Og blev han glad? Det tror jeg nok han gjorde!

Ihvertfald kunne man senere se hans tracking af badminton på endomondo....


Det viser sig at man let kommer til at løbe 1,2 kilometer i løbet af sådan en kamp, og det går åbenbart ret vildt for sig af og til. "OUT" kan ihvertfald godt tages ret bogstaveligt, ser det ud til.....

tirsdag den 13. september 2011

11 kilometer progressiv tur

Der er kun tre uger tilbage på mit løbeprogram og dagens progressive tur var den sidste af sin slags.
Forude venter to tempoture, en enkelt lang tur og resten er ture i almindeligt tempo.



Den progressive tur gik rigtigt fint, selvom intervallerne var lange og 2,8 kilometer i "høj fart" med pace mellem 5.09 og 5.19 er sådan rimeligt langt for mig.
Jeg havde alligevel hele tiden følelsen af godt overskud og så kommer man jo over hvad som helst, selv den stive kuling, der var lidt hård at have imod sig på åbne dele af turen. Du godeste sikke en blæst! Dét må gerne snart gå over igen, for jeg bliver helt ør i hovedet af at blive stormet sådan om ørerne.

Ugens lange tur på 16 kilometer løber jeg på søndag.
Igen planlægger jeg at blive kørt afsted til en naboby 12 kilometer væk og så løbe hjem - med omveje - derfra. Min mand meldte sig frivilligt til at være vand-depot et par steder undervejs, men nu overvejer han at udlicitere opgaven til vores børn og min svigermor og så følges med mig på noget af turen. Det håber jeg han gør, det kunne være dejligt med selskab. Og det bliver rigtigt dejligt at slippe for at løbe med væskebælte, nu hvor der bliver eksklusive, levende depoter til mig.

mandag den 12. september 2011

Venindeløbet og alt kan lade sig gøre

Da jeg første gang løb 10 kilometer i træk, blev jeg fuldstændigt opfyldt af følelsen af, at når det kunne lade sig gøre for mig at træne mig op til at løbe så langt, så var der ikke længere noget der var umuligt.

Jeg har det stadig tit sådan, når jeg tænker på hvad der der sket med min kondition siden sidste år ved denneher tid og i går på vej til Amager viste det sig så, at alt rent faktisk KAN lade sig gøre:


Jeg havde knagme forsvoret at jeg nogensinde skulle køre bil i København, men her ser man lige mig passere rådhuspladsen. I god ro og orden og til stor morskab for min opmuntrende veninde, der talte mig igennem byen og endda overtalte mig til at gentage successen på hjemvejen også.

Nåmen Venindeløbet:

Vi startede med at stå i toiletkø i 20 minutter, før vi kastede os ind i de sidste fem minutters opvarmning på en ret så pløret og våd græsplæne.
Det havde vistnok regnet hele morgenen over Amagar strandpark, men lige før løbsstart brød solen frem og bagte ihærdigt på os gennem hele løbet.
Strandparken er overraskende gryde-agtig og kogende varm, kun på et enkelt stræk mærkede man lidt vind ude fra vandet, så det var en særdeles varm tur.

10 kilometer-ruten var to gange 5 kilometer og jeg var på forhånd lidt bekymret for det der med at skulle gennemløbe den samme rute to gange og modstå fristelsen til at luske i mål efter de første 5 kilometer, men det gik egentlig ret fint og uden alvorlige indvendinger fra min indre doven-diva.
Arrangørerne havde besluttet at 5 kilometer-løberne startede en halv time efter at 10'erne, så det passede lige med at jeg løb ind i en ny stime voldsom trængsel halvvejs gennem distancen og dét var frustrerende, for der var ikke meget plads at overhale på, og damer til kvindeløb giver bestemt ikke ved dørene.....eller plads i svingene eller nogensomhelst andre steder.

Jeg var splittet mellem trangen til at spæne afsted og løbe om kap og så lysten til at have mig en fredsommelig og komfortabel tur. Turen var også en formtest til mit løbeprogram og klog af skade efter at have løbet livet af mig til min sidste formtest, ville jeg ikke give den for meget gas til denne, blot for sidenhen at skulle justere i mit program.
Så jeg tog det altså rimeligt roligt og løb turen på 56.03 (ifølge endomondo).
Det er ny bedste tid på 10 kilometer for mig, men passede meget godt til løbeprogrammet, der kun blev justeret med et enkelt sekund. Så jeg får lov til at beholde mine komfortable intervaller lidt endnu.

fredag den 9. september 2011

6 km og 10 mage til

I eftermiddags stod løbeprogrammet på 10 kilometer i almindeligt tempo, altså lige under 6 min/km.

Jeg havde gjort mig umage og husket at spise en hurtig sandwich på arbejdet og havde endda drukket andet end kaffe, men jeg havde haft meget travlt og været på benene hele dagen og det kunne godt mærkes på løbeturen.

Jeg var sulten undervejs og fik lige en snert af den der frygtede følelse af at mangle sukker i musklerne.
Jeg havde også tilrettelagt min tur lidt forkert, så jeg endte med kun lige akkurat at nå op på 10 kilometer og det er rigtigt hårdt i mit hovede, at skulle beregne omveje, når man ude på 7 - 8 kilometer ikke rigtigt synes man gider andet end hjem til sofaen, et glas vand og noget at spise.

Men det endte alligevel med 10 kilometer indenfor det tidsinterval mit løbeprogram har beregnet til mig.

I forgårs løb jeg 6 kilometer, også i "almindeligt tempo" og det var helt underligt at løbe den korte distance.
Og så var det helt underligt at tænke på 6 kilometer som en kort distance, for jeg kan stadig huske sejrens søde fornemmelse i mine dirrende, tilsyrede muskler, da jeg første gang løb een kilometer.

Min bror er netop ved at gøre endnu et forsøg på at komme godt i gang med at løbe og jeg ser spændt til fra sidelinien via endomondo - vi bor langt væk fra hinanden - og krydser fingre for at han skal komme godt igennem den allerførste tid med ømme muskler, til der hvor det holder op med at gøre ondt og begynder at føles helt rigtigt og godt og man slet ikke kan lade være.
Vi har aftalt at løbe 5 kilometer sammen til Sydkystmaraton i Greve.
Det er ugen efter Eventløbets 21,1 km i Horsens, så jeg får sikkert ikke nogen problemer med at lade være med at sprinte afsted, og jeg tror og håber det løb er en god motivation for min bror til at blive ved med at trække i løbetøjet, selvom musklerne og den gode, naturlige dovenskab (som jeg kender vældigt godt fra mig selv) skriger op om sofa og tv-programmet.
Min flinke mand, som jeg også har smittet med løbebaciller (og pigelus), nægter stadig stædigt at deltage i motionsløb, men jeg håber stadig (stædigt) på at kunne lokke ham med til Greve også.

tirsdag den 6. september 2011

9 kilometers progressivt løb

I dag stod den på fire intervallers progressivt løb fordelt p 2.25 kilometer langsomt, 2.25 kilometer almindeligt tempo, 2.25 kilometer hurtigt og 2.25 kilometers langsomt løb. Dejligt vejr og friske ben.

Det er ikke så tydeligt at se hvad der er foregået på endomondos lap-tider, når intervallerne ikke er på hele kilometer, men her er de alligevel:


Ja, til sidst manglede der lige 200 meters langsomt løb, men jeg valgte alligevel som jeg plejer at stoppe uret og gå op ad bakken det sidste lille stykke hjem.

Det er igen blevet let at komme til at løbe for hurtigt i forhold til løbeprogrammet og jeg følger fint med det hurtige tempo, så måske skal jeg alligevel gøre mig lidt umage og give den lidt gas til weekendens formtest over 10 kilometer, som jeg løber sammen med en veninde til - tadaaa: Venindeløbet! i Amager Strandpark på søndag.

søndag den 4. september 2011

Asserboløbet

I formiddags løb jeg Asserboløbet.

Det er eet af de løb jeg hørte om sidste år da jeg begyndte at løbe, og som virkede fuldstændigt utopisk for mig dengang, så på den måde var det et vigtigt løb for mig.
Jeg skulle løbe 8 kilometer-distancen og min første plan var at løbe stille og roligt og have en dejlig og helt behagelig tur, men så opstod der en vis væddemålsstemning om hvorvidt jeg kunne løbe turen hurtigere end min kollega, der træner mindre løb end jeg gør, men som er væsentlig mere stædig end jeg er.
Så måtte jeg jo til det alligevel og selvom jeg ikke følte mig helt så tændt på et hurtigt løb som jeg gerne ville have været, så lykkedes det mig alligevel at holde en rigtigt god fart - og stikke grundigt af fra min kollega!

Glemte at stoppe mit ur da jeg kom i mål, så der løb lige et ekstra 1½ minuts tid på..

Undervejs kom jeg til at følges med to yngre mænd, den ene trak langsomt fra os, men den anden og jeg løb på skift de der gode 2 skridt skråt foran den anden. Det føltes som et fint samarbejde, men en kilometer eller to før mål opdagede jeg at jeg havde "tabt" ham og at han ikke længere var bag ved mig.
Kort før mål kiggede jeg mig over skulderen for at tjekke at min kollega ikke lå der og lurede på en slutspurt - det ville jeg aldrig være kommet mig over - men der var ingen lige bag mig. Før 10 meter før mål, hvor jeg kunne høre en løber sætte ind med en vild spurt bagved mig og ham jeg havde fulgtes med spurtede forbi mig een meter før målboksen! Jeg kunne ikke lade være med at grine, da tilskuerne omkring målstregen levende og med masser af tilråb fulgte vores korte, intense kapløb. Jeg troede ikke jeg havde mere i benene, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at forsvare min position dér, det var sjovt.

Næste år vælger jeg en af distancerne i Kolding-løbet i stedet, hvis de to løb igen i 2012 falder i samme weekend, for Asserboløbet var ikke imponerende, men det var et godt løb i år for fuldstændigheden af min "løbehistorie"s skyld.
Ruten lå i Tisvilde Hegn, der er sådan et plantage-område. Ikke så spændende og mange laaaaange liiiiige veje. Tidstagningen var med håndstopure - det har jeg aldrig prøvet før og jeg kender da heller ikke min officielle tid endnu, men det er spændende om den ligner min Garmin-tid - jeg ved godt Garminurene tit opmåler distancen forkert/for kort.
Og så var der ingen toiletter! Synes godt lige man kunne genoverveje dén detalje.



fredag den 2. september 2011

Lidt om kompressionstights

De der løber ved nok allerede at det der med at løb er en billig sport er til at dø af grin over.

I takt med at det er blevet populært, er der næsten heller ingen ende på alle de smarte ting man bare MÅ have og udover løbeskoene er jeg blevet kræsen og nørdet med mine tights. Kompressionstights især og de koster jo en formue, så noget måtte der være om sagen, tænkte jeg, og købte først et par CEP-tights i shorts-længde.

Jeg ved godt at fordelene ved kompression sikkert først rigtigt kicker igennem når man løber rigtigt, rigtigt langt og maraton-agtigt, men udover det, har de også vist sig at være superbehagelige fordi de sidder rigtigt godt til og holder muskler - og kvindelige fedtdepoter - på plads og i ro mens man bumper afsted.

Jeg har to slags, og de er meget forskellige.



CEP tightsene har kun kompressions-zoner omkring lårene og almindelig strækbart stof som mine almindelige tights oppe om livet. Kompressionszonerne er kraftigere vævet strækstof og de sidder virkelig godt til uden at give sig meget. Kompressionszonerne er ligesom lidt stivere og uelastisk i stoffet.

2XU tightsene har jeg netop taget i brug. De er lavet af en anden slags stof overalt, nærmest som badedragts-agtigt stof, og de er lidt mere "træge" i elasticiteten, så jeg var ret skeptisk da jeg løb i dem første gang, for de føltes nærmest som almindelige tights, bare med rigtigt, rigtigt god pasform. Men de holder altså på formerne som de skal og er fantastisk dejlige at have på

I dag løb jeg 6 kilometer og i går 5 kilometer i "almindeligt tempo". Tempoet føles mere og mere behageligt, så jeg er ved at være klar til formtest over 10 kilometer i næste weekend.

I denne weekend står den på Asserboløbet, hvor jeg skal følges med en kollega, som jeg vistnok desværre er nødt til at løbe mig halvt i smadder for at løbe fra for at undgå at blive mindet om hvem der vandt de næste mange, mange uger. Hvad man dog ikke gør for håneretten.....