Min sidste ferieuge gik desværre med at forsøge at ignorere nogle foruroligende smerter omkring hoften, der var slemme når jeg løb, gjorde ondt når jeg gik og endda var ømt når jeg sad eller lå på siden.
Jeg udskød planerne om at genoptage intervalprogrammet efter restitutionsugen og forsøgte at holde hastigheden på nogle korte ture endnu langsommere end jeg plejer og mærkede heldigvis langsom bedring, men jeg var godtnok bekymret en uges tid, mens det slet ikke blev bedre.
Okay, allerførst forsøgte jeg at løbe det væk. Det har jeg haft god held med med de forskellige andre ømheder jeg har haft. Det hjælper næsten altid på alting at løbe en tur og stor var min rædsel, da det her bare gjorde mere ondt når jeg løb.
Nu går det meget bedre, men jeg er irriteret over at jeg ikke ved hvorfor denne lille løbeforhindring opstod, for jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for at forhindre at det sker igen og nu har jeg jo halvmaratonplaner om en måneds tid.
Jeg glæder mig, selvom mine planer om at nå under 2 timer midlertidigt er udsat. Jeg tror godtnok det er lige indenfor rækkevidde, men jeg er bare så utilbøjelig til at presse mig selv ud til den grænse. Forpust og alting. Jeg vil hellere have et dejligt løb og så må jeg jo vente til to timers grænsen er indenfor komfortzonen, det skal nok komme.
Den næste måned opgiver jeg intervallerne og fokuserer på nogen kilometer og lidt længere ture. Jeg har vist også lidt at indhente ovenpå mine to ugers ferie....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar