Uh! Shiny!

Jeg hentede min cykel i Vedbæk i går.
Jeg købte den hos Carina, der har fundet på Uneune.dk

Det er en cykelbutik, der henvender sig specifikt til kvinder.

Og det er ikke en helt almindelig butik, eller en "boutique", som Carina kalder det på sin hjemmeside/webshop og det er egentlig også mere end et "cykelunivers for kvinder", det er i sandhed et meget særligt sted og at alt er velovervejet og gennemtænkt er man på det rene med straks man har hilst på Carina.

Men hun og Une une er et helt kapitel og indlæg for sig, så lad mig nu først blære mig med min nye cykel.


Min cykel er en Giant Avail 1 med mange gear af den gode slags og carbonsadelpind (?) og carbonforgaffel.
Det med carbon'en skulle gøre cyklen lidt lettere og lidt "blødere" i affjedringen.

Desuden er den i stelmålene designet til en damekrop med lidt kortere overkrop, smallere skuldre og lidt længere ben end mænd og som ekstra bonus også en lidt bredere sadel, der passer bedre til en kvindebag.
De helt præcise specifikationer kan man læse via linket hvis man er nørdet nok.

Den første racercykel jeg prøvede på denne rejse var en herrecykel, der blev skruet på og indstillet så den passede til mig i sadelhøjde.
Jeg tror det er sådan det føles at ride på et helt uaffjedret kosteskaft, den var hård og afregnede hvert eneste lillebitte bump i vejen temmeligt kontant og ubarmhjertigt. Men den gav også fuld valuta for hver eneste lille anstrengelse jeg lagde i pedalerne og holddaop hvor den kunne køre stærkt!
Men den cykelbutik havde ingen dameracere og da Europas eneste damecykelbutik viste sig indenfor rækkevidde, skulle jeg naturligvis der forbi.

Der prøvede jeg også en dameracer, der var ligeså hård som herrecyklen, men et par trin oppe ad lækkerhedsstigen (og lidt længere nede i prislisten) fandt jeg min cykel, der godtnok også er stivere i det end min sofaagtige 12 kilos cityshopper fra Kvickly, men som også er superlet og hurtig.
Jeg købte selvfølgelig også en cykelhjelm. Selvom jeg aldrig før har cyklet så meget at jeg har skænket det en tanke, så føltes mine 23 km/t på den gamle cykel alligevel frygtindgydende nok til at jeg begyndte at tænke på, hvor hårdt man mon slog sig, hvis man væltede lige dér...

Min cykelhjelm er mat metallicblå og ikke spor ubehagelig at have på og det er helt fint med mig. Jeg kan ikke selv se den når jeg cykler, men jeg kan godt lide farven når jeg tager den af.

En gang brækkede jeg mit håndled og cykelture på min gamle cykel kunne faktisk hurtigt mærkes der, så jeg cykler med nogle handsker fra GribGrab, der har støtteomkring håndleddet og som måske egentlig er til styrketræning. Jeg brugte dem også da jeg gik til sjipning i vinters og også på cyklen gør de det de skal og jeg bliver ikke øm i håndleddet.

Og nej, ingen klikpedaler til mig. Ikke endnu, ihvertfald. Jeg synes tilvænningen til racercykel med gear og fart og puls og distance og KAdance er rigelig fordybelse for mig, så jeg cykler foreløbig i mine flade Biomsko, der bare kan løftes af pedalen uden fare for klampestyrt.

Straks efter hjemkomsten i går, kastede jeg mig op på cyklen og ud på en 25 kilometer tur, jeg har cyklet tidligere på min gamle cykel.
Min mand ville gerne med og demonstrede entusiastisk effekten af at "ligge på hjul".
Jeg kunne godt mærke at jeg lå i læ og blev trukket godt med bag ham, men jeg blev helt forstyrret at ikke at kunne holde øje med vejen foran mig og kæmpede en hel del med min egen kællingeagtige mening om farten, der naturligvis hele tiden skulle være lidt hurtigere eller lidt langsommere eller bare anderledes end den var.

Det meste af tiden fik jeg altså lov til at "køre" og bestemme farten og der er masser af godt puls-zen på en cykeltur. Jeg fik ikke-tænkt en masse og var gennemafstresset da vi kom hjem.

Faktisk var jeg så udcyklet at tanken om at lave mad gjorde ondt og jeg kuppede min mand til at nøjes med hurtige kulhydrater fra McD.
Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har sovet så usandsynligt godt!
I morges da vækkeuret ringede lå jeg dog lige lidt og frygtede hvor det ville gøre ondt, når jeg begyndte at bevæge mig, men til min overraskelse var jeg kun øm på de der sidde-knogler, så jeg kunne sagtens tage en rolig 17 kilometerstur efter min løbetur i eftermiddags.