lørdag den 29. oktober 2011

Jeg kan godt!

Jeg får ikke så tit set fjernsyn, men forleden aften så jeg lige eet minut af det der nye BS og pigebasserne-program mens fjernkontrolholderen zappede forbi og jeg var halvt optaget af noget andet.

Egentlig besluttede jeg at vi ikke kunne lide ham der BS dengang han kommanderede rundt med Anja og Bubber med en blanding af sarkasme og hånlig overlegenhed.
Hvis jeg havde været Anja havde jeg sparket ham hårdt over skinnebenet og hvis jeg havde været BS havde jeg skubbet Bubber ud fra et højt sted.
De udsendelser blev jeg særdeles irriteret over.

Men så så jeg den anden serie om BS og drenge-basserne og så ham tale til drengene på det udgangspunkt de befandt sig på og møde dem med motivation og konstruktive råd på det sted de var rent mentalt (og fysisk) og da jeg så hvordan hans irriterende, tålmodige vedholdenhed omsider tændte små glimt af forståelse og stolthed i de her drenges øjne, måtte jeg alligevel lukke munden på min indre BS-skeptiker.

Forleden, i de få minutter programmet kunne holde familie-zapperens opmærksomhed fanget, så man en ung pige iført træningstøj og hvalpefedt. Hun befandt sig på jorden og havde netop forsøgt sig med noget armbøjnings-agtigt og skulle nu lave 20 mavebøjninger.
Hun forsøgte uden entusiasme lidt halvhjertet at sætte sig op.
"Jeg kan ikke", sagde hun.

Og så fulgte en lille BS-prædiken om hvad det gør ved een når man siger, at man ikke kan.
"Hver gang du siger at du ikke kan, skal din underbevidsthed fortælle dig fem gange at du GODT kan, så hvis du har det sådan at du tror du ikke kan, så skal du i det mindste holde det inde i dig selv og nøjes med at tænke det".

....og så blev der zappet videre og jeg så ikke hvordan peptalken umiddelbart virkede, men jeg gætter på at den ikke havde anden effekt end at pigen lærte at holde lidt BS-forbandelser inde i sig selv, for det er nok ikke godt tv hvis moralen virker med det samme.

Og jeg vil bare sige at det er rigtigt!
Det er let at overbevise sig selv om at man ikke kan et-eller-andet, men hvis man ligeså indædt og stædigt siger til sig selv at man GODT kan, så kan man også godt. Eller man ender ihvertfald med at tro på det.

Og hvis der er noget man skal eller gerne vil - ind til millitæret som de her pige-basser for eksempel - så kan man lige så godt hjælpe sig selv med lidt indre opmuntring og tro på at man nok skal nå frem, så bliver opgaven og vejen til målet meget nemmere.

Eller i det allermindste, hvis alt andet glipper, kan man få sig en god, sund latter over sine egen stålsatte optimisme, hvis det viser sig at man endnu engang alligevel har kastet sig ud i noget uden blik for egne begrænsninger.


2 kommentarer:

  1. Helt enig. Og jeg nåede lige, at læse dit indlæg inden min egen løbetur i dag. Så du var med i tankerne, da den dovne indre stemme forsøgte, at overtage min krop :-)

    SvarSlet
  2. Jae, nogengange skal man bare lige være opmærksom på hvor meget optimisme og hårdnakket selvtillid kan gøre ved ens energiniveau og kræfter når man er ved at løbe sig træt.

    SvarSlet