Soduko!

Det var jo et helt tal-magisk't løb:

9.10.11 klokken 12.

Eventløbet i Horsens er en ny idé, løbet har ikke været afviklet før, men man kan ikke sige andet end at arrangørerne ihvertfald havde ambitionerne på plads og herfra hvor jeg ser det, klappede alting ret så godt på dagen.

Der var lagt op til velforsynede depoter (tjek) og masser af dem (absolut). En varieret rute (inclusiv bakker, jo-tak *suk*) og masser af hjælpere (bestemt!).

Jeg var - ligesom sidst - ret nervøs før start og endnu engang i tvivl om hvorvidt jeg ikke igen havde mistet fornemmelsen for egne begrænsninger. Men jeg følte mig godt forberedt og da først starten var gået, forsvandt også sommerfuglene i maven.

Efter den indledende lille bakke gik det nedad og jeg løb og talte lidt med en mand jeg havde genkendt som fartholder fra Powerrade i København. Så følte man sig jo næsten som en garvet maratonløber, når man sådan kunne løbe der og sludre med en man havde fulgtes med på distancen før.

Ruten var en 10,5 km rundtur som man skulle løbe to gange og jeg noterede mig stigninger, fald og depotplaceringer så jeg vidste hvad jeg havde i vente til anden omgang. Det gik lidt stærkt fra start og omkring 5 kilometer havde man løbet langt ad en lige strækning med modvind (modvind er endnu værre end bakker!) og jeg vidste at jeg havde en del "opad" til gode og indledte en ret opslidende indre samtale om hvor tåbeligt det også var at skulle til at løbe så langt og så på sådan en kedelig strækning.

Men så kom gågaderne heldigvis og masser af depoter og sving og bakker op og ned og hjælpere der alle vegne gik helt over gevind i entusiasme og begejstring og så glemte jeg diskussionen og resten af løbet gik fint.

Løbet bød også på en lille rundtur gennem Horsens Statsfængsel og det var ret sjovt at løbe igennem der (og blive lukket ud igen uden problemer, tøhø) og kigge på bygningerne og vinduerne og tænke på at det engang har været et rigtigt fængsel. Det virkede ikke særligt stort, synes jeg ikke. Jeg havde ihvertfald troet at det ville være meget større.

Efter fængslet ventede bare lige en lille bakke til, så var man tilbage ved Casa Arena og start og begyndte anden runde med at tage startbakken heeeelt fra bunden af og op. Ved starten af bakken hilste jeg igen på mine forældre og min bror - jeg vinkede også til dem nede omkring 5. kilometer - og jeg følte mig vældigt kæk og lovede at komme tilbage om en times tid.

På vej op ad bakken mærkede jeg dog lidt til noget forpust og mindede mig selv om at tage den med ro i håb om at holde pulsen i skak.

Anden omgang gik rigtigt godt. Den lange, lige strækning var stadig kedelig, kold og med modvind, men jeg glædte mig til gågaderne og læ og hyggede mig alligevel.

Efter gågaderne, på vej op ad de små, krappe bakker op mod fængslet, var et par hårde typer med fuldskæg og tatoveringer på al synlig hud, rykket ud på fortovet med et plastikhavebord, som de havde dækket op med nogle øl de havde åbnet og stillet op i bedste depot-stil sammne med et skilt der indbød til pause og optankning. På min smilende forespørgsel om hvorvidt det var et officielt væskedepot, blev jeg begejstret budt på en øl, hvilket jeg godtnok måtte afslå og så fik jeg et par opmuntrende ord med på vejen i stedet for. De var sjove og jeg morede mig længe over de muntre gutter.

På anden omgang var de begejstrede heppere fra første runde blevet endnu mere ophidsede og gik helhjertet ind for sagen med hep, high-five og slagsange. De var simpelthen guld værd!

Omkring fængslet begyndte jeg at tænke om jeg mon ikke snart løb tør for energi og entusiasme, men da jeg til min overraskelse opdagede at jeg kun havde 1½ kilometer hjem, satte jeg farten op og havde masser af overskud til resten af vejen også og endda til noget slutspurt langs med Casa Arena og rundt om plænen på stadionet - herligt! Det føltes rigtigt fint at mærke at jeg ikke var helt flad og presset da jeg løb i mål på 2:10:38.

Knap 100 meter til målstregen - der spurtes og overhales =)

Udenfor stadionet var der muffins (yay!), vand og et æble og så gik det hjemad til et dejligt bad!

I dag (mandag) er jeg lidt øm i lårene, men slet ikke alarmerende. Lige efter løbet var mine knæ ømme, men det kan måske også have hængt sammen med korte tights og så den virkelig kolde vind. Jeg frøs forfærdeligt før start og blev iskold igen næsten straks efter mål og jeg tænker at det godt kan have gjort det lidt ekstra hårdt for knæene.

Men jeg er altså stadig ikke færdig med at løbe halvmaraton! Jeg skal lige have fundet mig et løb på flad rute og så skal den altså have noget gas og løbes på under to timer....