fredag den 9. september 2011

6 km og 10 mage til

I eftermiddags stod løbeprogrammet på 10 kilometer i almindeligt tempo, altså lige under 6 min/km.

Jeg havde gjort mig umage og husket at spise en hurtig sandwich på arbejdet og havde endda drukket andet end kaffe, men jeg havde haft meget travlt og været på benene hele dagen og det kunne godt mærkes på løbeturen.

Jeg var sulten undervejs og fik lige en snert af den der frygtede følelse af at mangle sukker i musklerne.
Jeg havde også tilrettelagt min tur lidt forkert, så jeg endte med kun lige akkurat at nå op på 10 kilometer og det er rigtigt hårdt i mit hovede, at skulle beregne omveje, når man ude på 7 - 8 kilometer ikke rigtigt synes man gider andet end hjem til sofaen, et glas vand og noget at spise.

Men det endte alligevel med 10 kilometer indenfor det tidsinterval mit løbeprogram har beregnet til mig.

I forgårs løb jeg 6 kilometer, også i "almindeligt tempo" og det var helt underligt at løbe den korte distance.
Og så var det helt underligt at tænke på 6 kilometer som en kort distance, for jeg kan stadig huske sejrens søde fornemmelse i mine dirrende, tilsyrede muskler, da jeg første gang løb een kilometer.

Min bror er netop ved at gøre endnu et forsøg på at komme godt i gang med at løbe og jeg ser spændt til fra sidelinien via endomondo - vi bor langt væk fra hinanden - og krydser fingre for at han skal komme godt igennem den allerførste tid med ømme muskler, til der hvor det holder op med at gøre ondt og begynder at føles helt rigtigt og godt og man slet ikke kan lade være.
Vi har aftalt at løbe 5 kilometer sammen til Sydkystmaraton i Greve.
Det er ugen efter Eventløbets 21,1 km i Horsens, så jeg får sikkert ikke nogen problemer med at lade være med at sprinte afsted, og jeg tror og håber det løb er en god motivation for min bror til at blive ved med at trække i løbetøjet, selvom musklerne og den gode, naturlige dovenskab (som jeg kender vældigt godt fra mig selv) skriger op om sofa og tv-programmet.
Min flinke mand, som jeg også har smittet med løbebaciller (og pigelus), nægter stadig stædigt at deltage i motionsløb, men jeg håber stadig (stædigt) på at kunne lokke ham med til Greve også.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar