søndag den 25. september 2011

Friløbet

Uh, hvor havde jeg glædet mig til i dag!

Starten gik sådan ret tidligt hjemmefra det nordsjællandske, og det var let at komme frem til både startområde og toiletter før opvarmning og startskud.

Det var ikke min mening at løbe rigtigt stærkt i dag, jeg ville gerne have det hele med i lidt højere grad end jeg får, når jeg løber til.
Det var også et ret tætpakket felt jeg løb i, der var helt vildt mange mennesker og adskillige steder måtte man ned og gå, simpelthen fordi der var så mange der skulle være på meget lidt plads. Hvis jeg havde fokuseret på en god tid, ville jeg være gået helt i spåner over dét, men det gik okay når nu jeg på forhånd havde bestemt at jeg ikke skulle nå noget.
I stedet blev det nærmest lidt interval-agtigt, for på de steder hvor man kunne passere satte jeg farten op og overhalede alle jeg kunne nå og fik så pusten igen i pauserne.

Langs søerne på vej ud, kunne der godt være røget en ivrig motionist eller to i vandet, for der er sørme ikke meget plads på de stier og på Axeltorv (?) var der parkeret masser af cykeltour-busser og proppet med cykelløbsturister, der lidt forskrækkede kiggede på den store mængde motionister, der krydsede pladsen.

Tivoli i løb var en helt speciel oplevelse og alene for dét ville jeg gerne tage turen igen.

Det var altså en ret afslappet tur og på vejen tilbage følte jeg mig stadig helt skarpladt med masser af energi, men stadig ude af stand til at løbe hurtigt over længere stræk, fordi der var så mange mennesker.
På den sidste kilometer på vej gennem fælledparken blev der dog lidt bedre plads og jeg satte farten op, dét føltes herligt!
De sidste 300 meter inde på Østerbro Stadion blev jeg helt revet med af overhalingsiver og sprintede i mål. Meget dejligt at have overskud og energi til en god slutspurt, det gik rigtigt stærkt og den sidste kilometer er faktisk også min hurtigste i dette løb. Usædvanligt, men sjovt og det var en god løbetur!

1 kommentar:

  1. Desværre kom jeg jo ikke til start i år. :-( Men ligesom dig synes jeg også, at turen igennem Tivoli er helt speciel. Og helt vild hyggelig. Og en af grundene til, at man vender tilbage til Friløbet. I hvert fald nogle gange eller fire. ;-)
    Lyder som du havde en god løbeoplevelse. Og ja, der er ikke i dét løb, man skal sætte PR. ;-)

    SvarSlet