fredag den 16. september 2011

Lidt om abstinenser

"I have an addiction, not a problem" plejer jeg at mumle, når jeg kaster mig ud og løbe i regnvejr eller står tidligt op for at nå min løbetur på en travl dag.
Men i dag tror jeg faktisk jeg havde et problem med min besættelse.

Jeg skulle egentlig have været ud og løbe i går, men droppede turen for at følge min kollega rundt på golfbanen og jeg tror nok jeg tænkte, at en fire timers gåtur måtte kunne gøre det ud for en kort løbetur.
Men allerede om aftenen, da jeg dumpede ned i sofaen i forventning om en herlig aften med valg-tv, kunne jeg mærke uro og rastløshed røre på sig og inden jeg gik i seng havde jeg besluttet at true mig til anmode om at tage en afspadseringstime, for at kunne nå en god løbetur i dag.

Og formiddagen var en rutsjetur rundt i irritation og rastløshed af præmenstruelle dimensioner kun afbrudt af hyppige ture omkring kagefad og bagerpose. Utroligt.

Min chef kiggede lidt nervøst på mig og spurgte om jeg var sikker på at det var nok at gå een time tidligere, så klokken 12 strøg jeg hjem, kastede mig i løbetøjet og afsted på en tur i "almindeligt tempo" på 8 kilometer.

Vejret var helt fantastisk dejligt og jeg smilede hele vejen.

Abstinenser virker sikkert fremmende for fuldkommenhedsfølelsen for jeg oplevede flere gange undervejs at solen i ryggen gik op i en højere enhed med duften af varm asfalt og vissen grøftekant sammen med lyden af mine skridt og mit åndedræt og så Steffen Brandt på min Ipod. Fabelagtigt!

Alligevel har jeg ingen planer om at forsøge at skippe en løbetur igen sådan lige med det første....

På søndag står programmet på en lang tur på 16 kilometer i "langsomt tempo"
Min mand vil løbe med - ihvertfald på noget af turen, siger han - og vi har allieret os med min svigermor, der sammen med vores søn vil agere vandpost på udvalgte steder undervejs.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar