I morges, mens min mand og jeg gjorde klar til at løbe en lang tur på 16 kilometer, var han på ægte mandevis døden nær på grund af hovedpine, mavepine og ondt i hoved, hofte, knæ, ryg og fødder og han havde vist også fået noget i øjet....
Vi havde med min svigermors beredvillige hjælp fået indlagt to vanddepoter undervejs, og min mand havde varslet at han muligvis ville stå af ved eet af disse og køre med hjem, og så mindede han mig om, at han jo heller aldrig havde løbet mere end 11 kilometer, samt at han også havde haft en meget hård badminton-aften i onsdags og vist ikke rigtigt haved fået løbet så meget siden badmintonsæsonen startede igen, så man kunne jo ikke forvente andet end at han nok ikke kunne løbe mere end til det første depot.
Han gør det altid før en løbetur. Nogengange når han endda at blive rigtigt vred før han kommer afsted, men han er altid glad når han kommer hjem igen, så jeg sagde ikke noget til dagens indvendinger.
Vejret var sådan lidt til den kolde side, og jeg trak i en langærmet bluse og 3/4 tights og satte pris på begge dele da det undervejs smådryppede lidt og det viste sig at vi havde kold modvind hele vejen.
Det blev en helt utroligt dejlig tur, helt uden optræk til kriser eller nedture undervejs.
Jeg blev lidt øm i hoften og i knæene undervejs og mærkede også et lille piv fra den ankel jeg engang vrikkede om på, men kun som sådan en ømhed man konstaterer kommer og går over igen, ikke alvorligt.
I stedet havde jeg vældigt god tur til at tænke på mine maratonplaner, og jeg tror næsten jeg skal prøve sådan et startnummer til Copenhagen Maraton 2012...
Min mand løb naturligvis med mig hele vejen, havde en fabelagtig tur og var verdens hersker, da vi landede herhjemme efter en time og 45 minutter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar