torsdag den 15. september 2011

Min eftermiddag som golfcaddy

Egentlig skulle jeg have været ud og løbe 8 kilometer i dag, men først på formiddagen blev jeg bedt om at være caddy for min kollega i en turnering mellem ansatte og bestyrelse i den golfklub hvor jeg arbejder som klubsekretær.
Jeg spiller ikke selv golf, udover sådan lidt lejlighedsvis hyggetjatteri på pay&play par3 banen som vi bor lige ved siden af.


Jeg ér blevet tilbudt undervisning og al mulig støtte til at få mit grønne kort og tilladelse til spil på den store 18 hullers bane, men entusiasmen har manglet og jeg har været mere optaget af at løbe så det er ikke blevet til noget.
Men med i denneher turnering mente min kollega altså at jeg absolut skulle, så det blev til en særdeles hyggelig og sjov runde på golfbanen i dag og jeg var den eneste, der ikke havde eet eneste dårligt slag (slog nemlig ikke eet eneste slag overhovedet, ha!).

Det var nu også god motion, adskillige kilometers vandretur fordelt på fire timer i dejligt solskinsvejr med kraftig vind.
Så kan jeg tage ud og løbe i morgen eftermiddag i stedet, jeg kan vist lige mase en lille tur ind i programmet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar