mandag den 22. august 2011

Debut på 21,1

Det var ikke svært at komme ud af sengen søndag morgen, men det var svært at få noget morgenmad i maven, for appetitten var veget til fordel for en stor flok sommerfugle og kun rædslen for at løbe tør for sukker i musklerne undervejs fik mig til at klemme en ostemad og en banan ned sammen med et stort glas vand og en kop kaffe.

Vejret var dejligt og det var en smuk formiddag der mødte os på den lidt stille Øster Allé da vi nåede frem til start omkring klokken 10, for at have god tid til at parkere bil, tisse af og finde det rigtige sted i startfeltet.

Startfeltet var rigtigt god skiltet, så det var let at finde min plads lige under skiltet med "Forventet sluttid 2.15", hvor jeg også fandt Rikke, der også skulle løbe sit første halvmaraton.
Vi var begge lidt lammede af skræk, selvom jeg synes vi ser heeeelt cool'e ud på det billede Rikkes mand fik knipset, før jeg kom i tanker om at protestere.


Jeg havde højtideligt sværget at jeg ville holde farten nede helt fra starten og følge mine fartholdere hele vejen, men allerede da startskuddet lød, og ingen af os bagerst i feltet havde taget så meget som eet skridt, tog jeg lige et halvt skridt ind foran fartholderne. Og så snart vi kunne løbe, lagde jeg dem bag mig, selvom jeg virkelig, virkelig prøvede at tage det roligt.
Det gik skidt med at løbe ordentligt langsomt, men da tempoet stadig føltes behageligt efter 5 kilometer tænkte jeg ikke mere over det og det var da også bare noget med at jeg løb 6.15 i stedet for 6.25.
Nogengange - særligt i starten - blev jeg optaget af liiiige at overhale ham eller hende foran mig og sådan kan man let komme til at skrue sin fart i vejret, så det tænkte jeg en del over at undgå undervejs.

Det var simpelthen så skønt at løbe igennem København og se de steder man normalt kun ser fra sin bil mens man holder i kø i myldretidstrafik.
Jeg er blottet for stedsans, men havde studeret ruten grundigt undervejs og holdt øje med vejskilte undervejs, så det var kun ganske kort - nede omkring Magasin - at jeg sådan rigtigt mistede orienteringen. Ikke at der var fare for at fare vild eller blive væk, men jeg ville alligevel gerne lægge rigtigt mærke til turen og genkende stederne.
Heldigvis viste det sig bagefter at Tor Rønnow også havde løbet Powerade Halvmaraton og han er jo super flink til at tage billeder undervejs og dele sin oplevelse med os andre, så jeg har genoplevet hele turen på Douruns forum.

Jeg havde medbragt min Ipod, men kun til "nødstilfælde" hvis det skulle gå hen og blive rigtigt hårdt og surt eller kedeligt at løbe så langt og længe, men jeg regnede egentlig med at føle mig godt underholdt undervejs og jeg ville gerne have det hele med og nyde turen.
Og det gjorde jeg!
Der var en rigtigt god stemning og undervejs på hele ruten var der en hel del tilskuere - og folk der bare ventede på at passere gaden - og alle vegne blev der klappet og heppet og det var helt fantastisk't at high-five adskillige turister på Langelinie samt en entusiastisk lille dreng undervejs.

Jeg var meget bekymret for det der med at "gå sukkerkold" undervejs, og da det samtidig var rigtigt varmt ville jeg prøve at gå igennem væskedepoterne for at være sikker på at få drukket noget undervejs. Jeg havde også medbragt en energi-gel som jeg skulle drikke vand til, så det var vigtigt at jeg tog mig tid til at ramme munden.
I første depot gik den plan rigtigt dårligt. Jeg styrtede bare lige igennem, greb en kop vand og kastede den nærmest bare i ansigtet, så der fik jeg cirka en halv mundfuld vand. Jeg var ikke tørstig, så pyt med det, men jeg var klar over at jeg nok skulle tage mig lidt mere sammen ved andet depot, hvor jeg også skulle have en mundfuld klistret sukker-gel skyllet ned.
Kort før andet væskedepot tog jeg min mundfuld varmt sukker (ydr!), men kunne stadig ikke finde ud af at gå mere end to skridt i depotet, så jeg fik kun to mundfulde vand og et skvulp i næsen. Og så havde jeg den blandede fornøjelse af en klistret fornemmelse i munden den næste kilometer, fordi jeg ikke havde fået skyllet gel'en ordentlig ned.
Klog af skade og tør i munden gik jeg roligere gennem tredie depot og drak næsten en hel kop vand til min mundfuld gel og så fungerede det fint derfra.

Jeg oplevede heldigvis slet ikke den der følelse af at miste al energi og mod som jeg stiftede bekendtskab med på min 16 kilometers tur og ved 12 kilometermærket følte jeg mig stadig fuldstændigt uovervindelig.
Et par gange fik jeg kuldegysninger undervejs, men det var af bevægelse og begejstring over det hele.

Op til 17 kilometermærket havde jeg forventet at det ville blive hårdt, også fordi vi der løb tilbage ad samme rute som på udturen, så jeg havde bedt min søde mand og selvudnævnte "Couch-Coach" tage opstilling der og det var SÅ dejligt at se ham stå der, selvom han godtnok så så bekymret ud, at jeg måtte mobilisere mit allermest overskudsagtige smil for at berolige ham. Jeg nåede ikke at se om det virkede og kort tid efter kom jeg i vejen for 2.15 fartholderne, der til min frustration passerede mig. Jeg hang på med lidt skrammer på moralen, hvorefter jeg løb fra dem i væskedepotet og begyndte at få ondt af mig selv.

Jeg fiskede Ipoden frem og forsøgte mig med lidt musik til distraktion, men jeg følte mig brugt og syntes pludselig at de sidste to kilometer var frygteligt langt.

På de sidste 5 kilometer var der desuden en hel del løbere der var drysset omkuld og fik vand og hjælp af læger og tilskuere. Enkelte blev afhentet af ambulancer og det var rigtigt ubehageligt og skræmmende at se halvt bevidstløse sportstrænede mænd i deres bedste alder være gået i brædderne på den måde.
Man når lige at tænke over om det nu også er helt forsvarligt det man selv laver.
Heldigvis var der masser af læger tilstede på cykel langs hele ruten, så alle blev hjulpet og man følte sig godt passet på.

Jeg kunne godt huske hvor langt der havde været nedad (NEDad) Øster Allé og den sidste kilometer føltes som en sej kamp, jeg havde ikke engang overskud til at se op og smile tilbage til alle dem, der klappede og heppede, før på de allersidste 100 meter (de hårdeste 10 kilometer jeg nogensinde har løbet) hvor jeg dog formåede at vinke til min mand og løfte armene af begejstring da jeg omsider løb over målstregen.

Fantastisk følelse! Havde jeg haft en dråbe ekstra væske i kroppen, ville jeg sikkert have grædt en lille smule dér.

30 sekunder efter fik jeg en medalje om halsen og så var jeg frisk og ved godt mod igen.
Jeg bukkede mig ned og pillede min chip af skoen, mens jeg undrede mig over at jeg kunne dét, men det gik fint nok, jeg var ikke øm nogensteder, selvom jeg godtnok havde fornemmelsen af en lurende mega-krampe i læggene.

Jeg havde frygtet smerter i knæ og hofter undervejs, men jeg mærkede ingenting til mine knæ - de blev først lidt ømme bagefter og her dagen derpå, men ikke noget dramatisk - og kun en smule ømhed i hoften undervejs og i dag.
Ingen muskelømhed, krampen i læggene blev ikke til noget og fornemmelsen var væk efter køreturen hjem.
Billigt og heldigt sluppet, synes jeg.

Og tiden! 2.14.29
Det er jeg meget godt tilfreds med, men allermest tilfreds er jeg med at det var en rigtigt god oplevelse som jeg godt kunne tænke mig at gentage.

3 kommentarer:

  1. Stort tillykke til dig med dit første ½ maraton. Det er stort med første gang. :-D
    Og god og meget personlig beretning. Super foto af dig og Rikke. :-)

    SvarSlet
  2. Tusind tak!
    Det allerbedste er stadig at jeg har lyst til at gøre det igen!
    Jeg genstarter mit halvmaraton-løbeprogram i weekenden og glæder mig til at møde bedre forberedt til det næste.

    SvarSlet
  3. Tillykke med din første ½marathon - det er stort! Og dejlig beretning.

    SvarSlet