tirsdag den 30. august 2011

"Almindeligt tempo"

Dagens træning var 8 kilometer i "Almindeligt tempo".

Jeg har haft lidt kvaler med at holde mit "Almindelige tempo" mellem 5.47 og 5.57 siden halvmaratonet. Jeg kan ikke rigtigt huske hvor hårdt det føltes før, men efter har jeg følt at det var frygteligt hurtigt, og faktisk skrev jeg i weekenden til mit-løbeprograms support for at få sat min formtest-tid endnu mere op.

I dag har jeg skrevet til dem igen for at få dem til at lade være med at pille ved noget, for det går jo alligevel okay.

Tempoturen forleden holdt sig næsten indenfor målene og skred kun få sekunder på det sidste interval, så hvis jeg kan acceptere at komme ind lidt i underkanten af mine pace-intervaller af og til, så går det fint alligevel. Lidt presset, men altså....jeg er jo temmeligt doven, så det er nok det der skal til.

Det er dog ganske vist, at jeg vil være lidt forsigtig når jeg skal løbe formtest til "Venindeløbet" om små 14 dage. Løbeprogramssupporten dør af grin, hvis jeg skal have rettet min formtest ned igen efter dén.....

Nåmen turen i dag gik helt forrygende godt, efter en lidt irriterende start hvor jeg først ikke rigtigt kunne finde ud af at komme afsted og derefter vendte om efter 100 meter efter en regnjakke fordi det begyndte at regne og desuden blæste og var for koldt til vådt løbetøj. Få minutter efter afsted igen - nu med regnjakke. 100 meter efter holdt det op med at regne!

Heldigvis faldt jeg for nylig for en supersnedig, prikket løberegnjakke fra Nike og jeg blir til stadighed forundret over hvor smart den er skruet sammen til løb.
Den kan pakkes sammen til at fylde næsten ingenting, den er helt vandtæt og alligevel bliver man ikke "dugget" og våd af kondens indeni den.
Og når man så med min sans for timing fremmaner solskinsvejr så snart man tager den på, kan man lige lyne lidt op nedefra og lidt ned oppefra og krænge den ned og binde ærmerne om livet. Og så mærker man ikke mere til dén.

Jeg har fundet en ny løberute gennem nye, ukendte sommerhuskvarterer og det giver lidt ekstra motivation med den lille variation, men gosh! hvor kan man blive træt af de der veje til og fra udgangspunktet som man løber igen og igen og igen.

2 kommentarer:

  1. Hihi kender det godt med, at meget driller, og lige på en dag, hvor det er svært at komme af sted.
    Det lyder som en ret smart Nike-jakke. Den må jeg vist holde øje med.
    Efter inspiration fra dig har jeg "fået" to gratis uger på det der løbeprogram til Garmin-uret. Jeg har så bare ikke været ude at løbe med det, fordi alt løb de sidste par uger har været på arbejdet med en masse børn. Og max. 3 km. Men håber at afprøve den der test-tur med uret senere i dag. Får jo også hele tiden mails fra dem... uhhhh bliver jo helt top-stresset...;-)
    Og tak for din søde kommentar hos mig.
    Kh Katrine

    SvarSlet
  2. Hej Katrine.
    Jeg synes test-turen var ekstremt frustrerende, fordi der er mange hurtige temposkift og på den første tur havde jeg slet ikke forstået pointen, så jeg blev ret fornærmet over hele tiden at få besked på at sætte farten op (!) eller ned (!) Ja, der er udråbstegn bagefter henstillingerne =) Men man finder ud af hvad det går ud på og hvad ens ur kan.
    Men god fornøjelse når du kommer afsted!

    SvarSlet