torsdag den 18. august 2011

Aller-allersidste løbetur før første halvmaraton

Du godeste, 21,1 kilometer er jo faktisk ret så langt, når man sådan får god tid til at tænke over det!

Tirsdag løb jeg 5 langsomme kilometer uden den helt store entusiasme, men i det tempo jeg har forestillet mig jeg kan holde i de ni kvarter jeg skal løbe på søndag.
I dag løb jeg en kort tur på 4,5 kilometer sammen min en kollega, der har tilmeldt sig Samsø maraton på lørdag. Det var sådan en slags generalprøve på løbetøj og udstyr for mit vedkommende og så beregnet på at få en rar lille løbetur helt blottet for anstrengelse og ubehag og blev også en god tur.
Selvom tempoet var urimeligt langsomt og der endda var indlagte gåpauser, så var det fint nok.

Jeg er superspændt på mit maratonløb og som tiden nærmer sig går jeg og er ekstremt opmærksom på om ikke mit knæ er lidt ømt, var det en krampe i min fod og huh? Har jeg nu ikke lidt feber?!
Faktisk synes jeg jeg har haft en smule ømhed i mit knæ, men da vi løb gjorde det overhovedet ikke ondt, så det ér simpelthen noget jeg bilder mig ind.

Jeg har været meget bekymret for at genleve det der med at løbe tør for sukker, som jeg prøvede da jeg løb 16 kilometer for 14 dage siden, og har prøvet mig frem med energidrik og gels.
Af en eller anden grund kunne jeg slet ikke forliges med mit væskebælte, som jeg ellers har løbet fint med tidligere. Pludselig kan jeg ikke længere finde et behageligt sted at sætte det og når jeg trak det ned omkring hoften hvor det før føltes rart, føltes det nu somom det sad for fast og jeg blev øm.
Så følte jeg mig faktisk pludselig lidt presset af den manglende tid til at eksperimentere.
Jeg ved jeg ikke bare kan drikke den Powerade, der bliver serveret i væskedepoterne, for der er tilsat kunstige sødestoffer som jeg får en gevaldig mavepine af, men jeg er endt med at finde mig tilrette med en koncentreret gel, der skal indtages sammen med lidt vand, men som ikke fylder meget og som har skruelåg, så man kan nøjes med en lille mundfuld pr. væskedepot.
Det er hvinende sødt, men det glider fint ned og jeg får ingen mavepine af det.
Jeg tog mig en ordentlig smagsprøve i går eftermiddags på tom mave og virkelig udkørt efter arbejde for at se om jeg kunne fremprovokere noget mavepine, men jeg blev bare aldeles speedet så dét tegner lovende.

Nu står den på en lille udflugt til sportsexpo efter startnummer i morgen, det bliver syret og dejligt at få dét i orden.

Jeg har foræret mig en ny t-shirt fra Nike - Sphere, tror jeg linien hedder. Jeg har i forvejen en langærmet løbebluse fra den linie og stoffet er superlet og tyndt. T-shirten har desuden en stor halsåbning, det kan jeg rigtigt godt lide og med dén sidste detalje stikker den min yndlingsløbe-T fra Craft, som jeg ellers altid foretrækker.

Nye løbesokker fra Falke har jeg også givet mig selv, så med pasta og alt det hvide brød jeg har lyst til (det hedder kulhydratloading, ikke "usund mad") resten af ugen, kan jeg teoretisk set bare læne mig tilbage og slappe af og glæde mig til på søndag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar