En dramatisk udvikling i løbeprogrammet

I går løb jeg en tur med en kollega, der gerne vil gennemføre sit første maraton på Samsø d. 21. august.

Vi har "fulgtes" lidt ad i vores løbetræning og startede næsten samtidig i efteråret, men han har grebet løbetræningen an på en helt anden måde end jeg har og har kastet sig meget hurtigere og langt mere dumdristigt og stædigt over udfordringerne og har således også langt mere erfaring med overbelastningsskader end jeg har.

I går satte han tempoet på en kort - og ikke alt for hurtig - tur, der sågar bød på et par intervaller med rask gang i stedet for løb. Det er på samme måde han har tænkt sig at gennemføre sit maraton: Fredsommeligt tempo og så er han ikke bekymret for at gå lidt undervejs.

Jeg har det helt anderledes. Når jeg løber, så LØBER jeg og jeg vil ikke ned og gå undervejs, medmindre der er noget alvorligt galt. Så hellere løbe kortere distancer. Og bruge længere tid på at forberede sig.

Men nu har tingene altså lagt sig sådan tilrette, at jeg alligevel ender med at forcere mit løbeprogram og med hjertet i halsen planlægger at løbe Spartas Powerade halvmaraton d. 21. august.

Det er en måned tidligere end mit løbeprogram er planlagt til, men efter at have tænkt grundigt over det og efter blandt andet at have genlæst beretningen fra en jeg kender, der hele to gange har gennemført broløbet uden forudgående intensiv træning og uden efterfølgende langvarige gener, så besluttede jeg mig for at lukke øjnene og få dén milepæl hakket af på listen.

Det er en nær bekendt, der sammen med en lille flok veninder tilmeldte sig Powerade halvmaraton tidligt på året som motivation for noget målrettet træning. Hun har nu pådraget sig en knæskade, som forhindrer hende i selv at deltage.

Og så spurgte hun om jeg ville overtage hendes nummer, lige efter at jeg endnu engang misundeligt havde kigget lidt på Powerade-hjemmesiden og overvejet hvilket løb jeg skulle debutere i.

Oh - hvor ér det spændende og skræmmende!

Dagens løbetur gik langs med kanalen der går fra Arresø og gennem Frederiksværk. Der var læ for stormvejret og helt idyllisk - se selv lidt rystet mobil-billede:

Jeg løb også lidt rundt i Arresødal-parken, hvor der var rigtigt dejligt - ihvertfald indtil jeg kom til at tænke lidt på den blotter, der en overgang havde skræmt pæne damer derude. Så var der faktisk pludselig ret øde, og jeg kom til at tænke på min veninde, der engang var blevet spurgt om hun da så ikke var bange for at løbe rundt helt alene derude i skoven? Hvortil hun havde svaret: "Nej, der er sgu da ikke noget at være bange for så længe man er alene!"

I dag var jeg ihvertfald helt alene i skoven og mødte først andre mennesker da jeg på vej ud af skoven - og så ender man altså nærmest midt i byens gågade - mødte en lille flok ældre mennesker på vej på skovtur.

Dejlig tur - 8 kilometer i et frisk tempo, der virkede fantastisk opkvikkende på en fridag hvor jeg ellers følte mig lidt flad før jeg kom afsted.