Noget af det dejligste ved at løbe er, når løbelysten smitter.
Jeg fik selv lyst til at løbe første gang for år tilbage, da en veninde med glød i blikket fortalte om sine løbeture. Jeg købte sko og startede og lagde for hårdt ud og overanstrengte mig og holdt op igen, indtil jeg så startede igen sidste år.
I begyndelsen af min løbeopstart sidste år, kiggede min mand forundret på mig, når jeg sammenbidt kastede mig i løbeskoene og ud i alt slags vejr. Og han kiggede ikke mindre rystet på mig, da jeg begyndte at pakke tasken og køre i motionscenteret da sneen faldt. Men efter forårets første løb, hvor han var chauffør for mig og fik en ordentlig dosis begejstring i den forbindelse, blev også han nysgerrig og satte i gang og forleden løb, luntede og gik jeg en lille tur med husets døtre på 13 og 16 år samt min særdeles magelige søn på 8 år, der tog turen på cykel.
Selvom mine løbeture er mine egne egoistiske frirum hvor jeg kan tænke mine egne tanker, så er det også dejligt at følges med nogen en gang i mellem og mærke deres spirende løbeglæde.
Ja, du har ret. Det er dejligt at løbe alene og have tid og rum til alle de tanker, som kommer myldrende. Men det er også dejligt at følges med nogen. Især ynglen, når de gider være selskab. ;-)
SvarSletDet er en rigtig fin blog med godt skriveri, som du har startet op. Jeg vender tilbage. Og smider lige dig på min links-liste.
Mange hilsener
Katrine :-)
Hej Katrine - tak for de pæne ord og velkommen til!
SvarSletJeg syntes det var SÅ forstyrrende at løbe sammen med nogen i starten, men det er rigtigtnok blevet meget hyggeligere efterhånden som jeg er kommet i bedre form og man kan føre en samtale.
Men når jeg løbet alene føles det nogengange nærmest ligesom lige før man falder i søvn, du ved. Tankerne glider bare ud og ind mellem hinanden og jeg føler mig helt opladet bagefter =)