fredag den 5. august 2011

Første tur med nyt tempo

Jeg tror jeg er ved at være lidt træt af morgenturene igen efter et par drøje morgener hvor jeg har været utilfreds med både tempoet og løberuten.....udover den sædvanlige vantro over det latterlige tidspunkt (klokken 6).

Men i morges gik det overraskende fint med at komme afsted og efter en aftale med mig selv om en lille variation på rutens allerkedeligste strækning, gik det også rigtigt godt, selvom jeg endte med at mangle 200 meter i forhold til mit løbeprograms planer da jeg kom hjem.
OG så glemte jeg også at stoppe uret, da jeg var hjemme og påbegyndte opstigningen (vi bor på en lille, stejl bakke) så på "papiret" var turen ikke så stor en succes som den føltes. Ikke i forhold til løbeprogrammet, ihvertfald.
Men i mit hovede fik jeg styr på mangt og meget på dén gode fredagsmorgentur.

Den nye hastighed passer mig rigtigt godt.
Jeg kan godt nyde turen undervejs, samtidig med at tempoet er en udfordring. Det er lige tilpas.

Nu er det weekend og jeg har god tid til den planlagte "lange tur" på 16 kilometer, der hører til i denne træningsuge. I virkeligheden først om et par dage, men jeg har ikke tid til sådan en lang tur på en hverdag i næste uge, så jeg skubber lidt rundt med brikkerne i programmet igen.

Det betyder også at jeg kan planlægge min lange tur sammen med et andet hemmeligt og løjerligt mål for sommeren, nemlig at følges - i bil - med min familie til en nærliggende sommerferieby, vinke farvel til dem ved iskiosken, hvor de spiser is, mens jeg løber hjem.
Min løbetur "hjem" skal lige udvides med en lille ekstra sløjfe på 3-4 kilometer, men altså, jeg kan vældigt godt lide tanken og jeg synes det er SÅ cool at være een der har løbet hjem fra en af vores yndlings iskiosker også selvom jeg er nødt til at opfinde en omvej og selvom jeg ikke rigtigt ved hvornår og hvorfor dén tossede idé har formet sig i mit hovede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar