mandag den 29. august 2011

Dobbelt tempotur

I går bød programmet på to gange tre kilometer tempotur.
Jeg kan godt lide tempoturene, det føles som at strække ud og få fyret lidt ekstra krudt af, men jeg var alligevel en lille smule bekymret for denne, fordi jeg godt kunne mærke en vis....nedsat hastighed i benene på fredagens løbetur.

Det gik alligevel fint nok. Især første tempo-stræk, som jeg løb langs en lang, lige landevej. Jeg kan godt blive rigtigt irriteret over at løbe lige dér ellers, fordi trafikken larmer sådan, men i går blev jeg så optaget af at holde tempoet, at jeg helt glemte at være sur på bilerne.

Anden del af tempoturen startede i et sommerhuskvarter, hvor jeg først skulle passere en temmeligt trafikeret vej. Det er svært både at undgå at sætte hastigheden ned OG slippe over uden at blive kørt ned, men jeg spænede lidt langs med vejen til der var fri bane, før jeg satte over og ind på en smal vej, hvor jeg ret hurtigt var nødt til at løbe gennem et brændenælde-bed, for at lade en bil passere.
Kort efter skulle jeg - stadig i fuld fart - gennem to stykker med "single track": Smalle stier, der efter weekendens skybrud var ret så mudrede. Og så lige lidt stiv modvind for at føje spot til skade.

Heldigvis var de sidste tre kilometer slut lige da jeg drejede op ad vores vej og mødte datter, der havde været ude at gå, så jeg havde en ret god undskyldning for at lade afjogningen bestå af slentrende (ikke slingrende!) spadseren det sidste stykke vej hjem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar