Jeg var i skoven og løbe en herlig forårsmorgen, hvor vejret var mildt og stierne fri for is og næsten usmattede. Man lærer at sætte pris på teknikken bag velanlagte stier, der lader smeltevand løbe væk i en fart, så man kan færdes på dem i løbesko uden at skride rundt og uden at få våde tæer. Der føles nørdet, at tænke så meget over et underlag af jord og grus, men man har virkelig god tid med sine tanker, når man løber 5 kilometer i skoven.
Nåmen ud og hjem ad samme vej er ret svært at forene med mit temperament, så på vej hjemad blev jeg fristet af en endnu uafprøvet sti der løb i genvejsretning, og så snuppede jeg den.
Det føltes som et rigtigt heldigt træk, da skoven uventet åbnede sig i en køn lysning med hestefold, så pyt med at den brede, velanlagte skovsti blev til en snæver, let mudret ridesti.
Da ridestien stoppede i en overiset vandpyt i sø-størrelse følte jeg mig ikke helt så heldig, men det viste sig at isen godt kunne bære mig, så jeg listede over og fortsatte - nu på gennemsmattet sti - langs en grøft og hen over en intermistisk bro, og befandt mig pludselig i noget tyndt skov for enden af en villabaghave. Men uden mere sti. Der stod jeg lidt desorienteret og anede ikke hvor jeg var, mens det dæmrede for mig at den eneste vej var tilbage til der hvor jeg kom fra.
Men så trådte en dame ud i sin baghave, og vinkede til mig med sin morgenkaffe og inviterede mig til at springe over hegnet og krydse gennem hendes have, for ellers skulle man meget langt i den ene og den anden retning for at komme ud til....njae, jeg ved ikke rigtigt hvor hun troede jeg var på vej hen og jeg var faret så meget vild at jeg ikke rigtigt hørte efter, men bare tænkte på hvor utroligt akavet det føltes at forcere en villabaghave på sin løbetur. Herefter forklarede hun mig meget hjælpsomt og præcist hvor jeg var, og jeg spurgte lidt mere om vej, for ikke at afsløre, at det netop gik op for mig at jeg boede 200 meter derfra.
Jeg tror ikke jeg behøver teste dén skovsti igen....
Nåmen ud og hjem ad samme vej er ret svært at forene med mit temperament, så på vej hjemad blev jeg fristet af en endnu uafprøvet sti der løb i genvejsretning, og så snuppede jeg den.
Det føltes som et rigtigt heldigt træk, da skoven uventet åbnede sig i en køn lysning med hestefold, så pyt med at den brede, velanlagte skovsti blev til en snæver, let mudret ridesti.
Da ridestien stoppede i en overiset vandpyt i sø-størrelse følte jeg mig ikke helt så heldig, men det viste sig at isen godt kunne bære mig, så jeg listede over og fortsatte - nu på gennemsmattet sti - langs en grøft og hen over en intermistisk bro, og befandt mig pludselig i noget tyndt skov for enden af en villabaghave. Men uden mere sti. Der stod jeg lidt desorienteret og anede ikke hvor jeg var, mens det dæmrede for mig at den eneste vej var tilbage til der hvor jeg kom fra.
Men så trådte en dame ud i sin baghave, og vinkede til mig med sin morgenkaffe og inviterede mig til at springe over hegnet og krydse gennem hendes have, for ellers skulle man meget langt i den ene og den anden retning for at komme ud til....njae, jeg ved ikke rigtigt hvor hun troede jeg var på vej hen og jeg var faret så meget vild at jeg ikke rigtigt hørte efter, men bare tænkte på hvor utroligt akavet det føltes at forcere en villabaghave på sin løbetur. Herefter forklarede hun mig meget hjælpsomt og præcist hvor jeg var, og jeg spurgte lidt mere om vej, for ikke at afsløre, at det netop gik op for mig at jeg boede 200 meter derfra.
Jeg tror ikke jeg behøver teste dén skovsti igen....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar