Vi kørte afsted til svigermor, der bor 12 kilometer væk og mens mand og børn drak kaffe og sodavand, løb jeg hjemad.
Der var et par små-bakker undervejs som jeg havde betragtet med en vis bekymring, men jeg løb forholdsvis langsomt og havde ikke nogen problemer med dem og undrede mig undervejs over hvor let det var at undgå forpust, ved bare at holde hastigheden lidt nede under det tempo jeg foretrækker at løbe mine sædvanlige 6 - 10 kilometer ture i.
Det var fedt. Jeg kan stadig tydelig huske hvordan det føltes når man havde løbet sig så forpustet, at man blev helt øm i ribben og mavemuskler bagefter og jeg troede aldrig jeg skulle blive sådan een, der kunne løbe afsted og stadig synge med på mit yndlingsløbemusik efter 5 kilometer og en rådden bakke.
Jeg havde medbragt vand til turen, og havde sørget for at drikke mig godt "velhydreret" aftenen før og om formiddagen havde jeg også gjort en indsats for at få noget vand indenbords før afgang.
Når jeg løber mere end 8 kilometer på en varm dag, medbringer jeg altid vand. Jeg drikker sjældent ret meget, men en lille kølig mundfuld kan også gøre underværker. Jeg har et billigt væskebælte, hvor jeg har pillet to holdere af, så der er plads til to små drikkeflasker, der hver holder lidt over en deciliter væske. Jeg plejer kun at bruge den ene flaskeholder, men i dag havde jeg medbragt to, selvom jeg ikke rigtigt troede det ville blive nødvendigt.
Jeg drak heller ikke ret meget på de første 12 kilometer, men derefter fandt jeg desværre ud af hvad "sukkerkold" betyder.
Jeg begyndte at småfryse lidt, jeg følte mig sulten og kort efter forsvandt også det gode humør, så de sidste 4 kilometer var dels en temmeligt ophedet indre diskussion om hvor meget kredit man egentligt skal have sparet op på sin indre karmakonto, for at byde sin krop en fuldstændigt uhørt omvej på vej hjem efter 12 kilometers løb og dels lidt overvejelser omkring energidrik eller sukker/saftevand til min næste lange tur til at lukke munden på min indre sofa-coach.
Heldigvis blev jeg ikke fysisk dårlig, men jeg drak ligeså meget vand på de sidste fire kilometer, som på de første 12, mest for at få fornemmelsen af "noget i maven" for jeg blev vitterlig rigtigt hundesulten.
Bortset fra dét var det en fantastisk dejlig tur! En time og 40 minutter er lang tid i sit eget selskab, men den slags alene-tid er det jo heller ikke så tit man kan finde tid og lejlighed til.
Min flinke mand havde betragtet projektet med en vis bekymring og havde flere gange foreslået vand- og moraldepoter undervejs, så jeg tog billeder med min mobil og sendte dem til ham undervejs, så han kunne se hvor jeg var kommet til. Det viser sig at min mobil tager overraskende gode billeder, men det bedste billede var alligevel det her, da jeg kom hjem:
Tillykke med en god og flot overstået lang tur. Du kan med tiden få strakt det tidspunkt, hvor du går sukkerkold. Eller "snyde" lidt og indtage en gel eller lidt banan undervejs. ;-)
SvarSlet