torsdag den 12. januar 2012

Op på løbebåndet

Det ville ligesom ikke rigtigt blive ordentligt lyst i morges, vel?
Da jeg sad ved mit skrivebod på kontoret i morges og kastede et let desperat blik ud af vinduet på udkig efter indkommende opgaver jeg kunne løse, før jeg var nødt til at se på revisionsmapperne, undrede jeg mig over, at det var så mørkt at det nærmest så ud somom jeg var mødt en time for tidligt.
En times tid senere (jeg var stadig ikke kommet i gang med revisionsmapperne) stod regn og slud ned i gården i en vinkel, der afspejlede den storm, som ivrigt ruskede i stråtaget og selvom solen rent faktisk også skinnede i 20 minutter efter frokost, så blev min krop tung af modvilje hver gang jeg tænkte på at trække i løbetøjet.

Vel hjemme kiggede jeg lidt på mails og vejrudsigter og priser på de lokale motionscentre og endte med at lokke min mand til - på dagskort-basis - at træde over tærsklen til sådan et sted for allerførste gang i sit liv.

Løbebåndene stod supertæt og med front mod en væg.
En lille smule ubehageligt med det svedende og opmærksomme publikum man dermed fik bag sig, men ubehaget blev hurtigt trængt i baggrunden af den overvældende monotoni og kedsomhed, der overvældede mig, da jeg var færdig med at tælle hvor mange ord, stavelser og bogstaver der var i det opslag om at benytte indendørssko, som hang på væggen 1½ meter fra min næsetip.

Jeg startede med at løbe en forholdsvis langsom kilometer i strømpesokker og det føltes præcis ligeså herligt som til løbestilsanalysen i går.
Så tog jeg løbesko på, satte farten op og løb 4 kilometer mere.

Jeg synes man sveder helt vildt meget i et motionscenter hvor luften står helt stille, men det gav et effektivt endorfinkick, selvom løbeturen ikke blev så lang.
Jeg tror jeg vil have svært ved at løbe langt eller intervaller på løbebånd, men det er ikke så slemt at holde et højt pace på kortere distancer, som for eksempel 4-5 kilometer, så hvis jeg rykker indendøre er det nok det jeg vil fokusere på. Og så at løbe oftere måske, eller svede lidt på en motionscykel bagefter.
Jeg har set der er et sjippe-hold i et motionscenter i nærheden, det kunne også være rigtigt sjovt at prøve.

Men jeg har ikke meldt mig ind endnu, bare lige haft en prøve-gang, selvom vejret godtnok sælger motionscenter-aktiviteterne ret godt for tiden...

3 kommentarer:

  1. Hamsterhjulet kan desværre være et nødvendigt onde om vinteren. Men jeg syntes godt nok at det er idiotisk at sætte det med næsen ind mod væggen - jeg kan dog i det mindste glo på andre folk samt tælle skrue i loftet osv. når det gælder om at holde intervaller ud. Faktisk er det udemærket at løbe distance intervaller på bånd mens tids intervaller ikke er gode fordi båndet ikke reagerer hurtigt nok med at ændre tempo.
    Og jeg er også blevet set løbe langtur på bånd - sådan 15 km i jungleagtig luft med hørm af sure tæer kan få en til at længes efter udendørs løb i sne og slud.....

    SvarSlet
  2. Kirsten, jeg forstår heller ikke hvorfor de vender sådan, men lokalet er meget småt og maskinerne står meget tæt sammen, så der er sikkert tale om et tetris-agtigt pakkesystem.
    Jeg forestiller mig at medbringe en god podcast eller en lydbog og se om ikke det hjælper, for jeg er ikke stor fan af at få pisket slud i ansigtet af et eller andet lavtryk.
    Hvis jeg så løber mange korte ture på løbebånd på hverdage og en lang tur i weekenderne (hvor alle ved at det jo bliver fremragende vejr altid), så skal det nok blive fint. Og måske kan jeg benytte lejligheden til at prøve noget af alt det der yoga og "stram op" og se om det var noget. Sjipning! Dét kunne være sjovt.

    SvarSlet
  3. Uanset hvor svært jeg har det med omgivelserne i et fitness center, så er det en rigtig godt supplement. Der vil altid være mere motivation og udstyr end hjemme på stuegulvet. Og som du ved, famler jeg også lidt frem i den verden. For at finde ud af, om der ikke er noget af alt det der gode, som jeg kan synes er sjovt. Samtidig med at det giver mig et boost på den aerobe formkurve. :-)

    SvarSlet