I dag kom de, mine Vivobarefoot Terra Plana Neo (ikke særligt svært at huske hvis man bare husker på vivobarefootterraplananeo) og 20 minutter senere snørede jeg dem lidt skeptisk nede i mit motionscenter.
Der er jo mere støtte i mine løbestrømper og sålen er bare et tyndt stykke gummi i samme fasthed som....daggammelt tyggegummi.
Tæerne er ret meget overladt til sig selv - ingen følelse af at der er noget der samler tropperne dér heller.
Men de virker!
Måske er det alligevel følelsen af "noget under fødderne", ihvertfald føltes det helt ubesværet at løbe i dem og jeg havde en helt klar fornemmelse af at lande kattepote-agtigt fremme på foden, rulle tilbage på hælen og afsted igen og det føltes helt rigtigt. Den lidt skrækslagne frygt i mit hovede for at knalde hælen hårdt i underlaget var fuldstændigt forduftet, for selvom gummiet under mine fødder næppe kunne dæmpe en solid hællanding, så giver det alligevel den følelse af sikkerhed, der gjorde at jeg slappede helt af og lod mine ben finde ud af resten, og de ved jo tydeligvis godt hvad de skal.
Jeg plejer ikke at løbe mere end 1½ kilometer ad gangen i strømpesokker, ikke mindst fordi der ved hvert skridt kommer sådan et lille skrid mellem sokken og huden under mine fødder, der minder mig om, at man godt kunne få en vabel af friktionen hvis man blev ved for længe, men dén fornemmelse var helt væk med de her sko på, selvom jeg havde løbesokker på i dem.
Så jeg fortsatte lige lidt længere end sædvanligvis og kom vist også til at sætte farten lidt op, bare for at prøve det, før jeg omsider kom igennem med mine formaninger om ikke at overdrive og huske at skride langsomt frem, men så havde jeg alligevel løbet 2½ kilometer i de nye sko og det føltes som om jeg lige var begyndt.
Bagefter skiftede jeg til almindelige løbesko og løb lidt mere med en god fornemmelse af at teknikken fulgte med over i de almindelige sko og jeg tror nok dagens tur var den bedste løbebåndsløbetur nogensinde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar