Restitutionstortur

I går havde jeg sådan lidt....ondt i hovedet, ing, så jeg nøjedes med en rask gåtur med hundene, men i dag spiste jeg masser af kransekagrester til frokost på kontoret og kastede mig i løbeskoene sammen med min mand da jeg fik fri.

Han havde masser af elendige undskyldninger for at udsætte starten på sit løbeår med endnu en dag, men afsted kom han og begyndte ret hurtigt at brokke sig over mit temmeligt fredsommelige tempo.
Efter et par kilometer løb han hjemad, dikteret af sit meget fornuftige genoptræningsprogram, og jeg fortsatte fem kilometer sammen med Peter Øvig Knudsen og hans stærkt hypede Hippier på min Ipod.

Jeg startede med at have de sædvanlige problemer med, at mine sko - de nye, som jeg aldrig rigtigt er kommet til at holde af - enten sad for løst eller sad for løst, samtidig med at de var snørret for stramt et sted og stoppede for blodtilførslen. Det tog lang tid og mange om-bindinger før jeg accepterede en lidt løs fornemmelse og vi kom afsted.

Efter 800 meter tøede musklerne op og jeg fik halte-ondt i hoften og den ene balle og efter 1,5 kilometer var det væk. Sært.
Herefter føltes mine ben bare tunge og selvom min puls ikke blev så høj, så var det en anstrengende tur og jeg følte mig godt brugt, trods det frustrerende lave tempo.
Sådan plejer det vist også at være på de første par ture efter et halvmaraton og turen i dag blev noget længere end jeg plejer at løbe som første-tur-efter-halvmaraton, men den milde ømhed i musklerne fik jeg heldigvis løbet væk.

På vej forbi en lokal rideskole, hvor der altid plejer at være en masse løse - men helt fredelige -  hunde, fik jeg øje på en gul gummibold midt på grusvejen og tænkte at der nok var en hund der havde glemt den, så da jeg løb forbi, gav jeg den et beslutsomt puf ind i siden af vejen, så den søde hund ikke skulle få sin bold kørt over.

Det var der jeg opdagede at bolden ikke var lavet af gummi, men af jern og den vejede formentlig 2 - 3 kilo og var noget utilbøjelig til at flytte sig.

Jeg humpede et par skridt, mens jeg skrækslagent forudså hvordan dén historie ville lyde på skadestuen hvis noget skulle vise sig at være brækket. Jeg tror ikke det gik så galt og jeg kunne sagtens løbe den sidste kilometer hjem, men min storetånegl er begyndt at blive blå.
Tåen ved siden af fik et lille skrub af en lidt for løs sko i lørdags, så jeg håber på hurtig heling af blå negle, ellers blir der vist ikke meget sandal-år til mig i år.