torsdag den 7. juni 2012

Sundhedssporet

For at gøre den lille mand i min lånte skridttæller glad igen i dag, forsøgte jeg mig først med lidt shopping i den lokale gågade, men da den ikke slog til, drog jeg efter aftensmaden afsted til et sundhedsspor i nærheden.

Sundhedsspor er noget Naturstyrelsen har fundet på og det er meningen at sundhedssporene landet over skal virke som motivationsfaktor i bestræbelserne på at få folk til at røre sig.
Sundhedssporene er 1,5 til 2,5 kilometer lange, en distance hvor de fleste kan være med. Man kan vælge at løbe eller gå turen og hvis man tager tid, kan man bagefter aflæse sit kondital på en tavle.
Man kan læse mere henne hos Naturstyrelsen

Hvis man går, skal man give den så meget gas, at man ikke rigtigt kan nå at nyde (na)turen undervejs, ellers ender man i "dårlig kondi" kategorien.
Der ender man i øvrigt også, hvis man farer lidt vild og desuden nussede afsted og spise vaffelis undervejs.

Ja, naturligvis blev datter og jeg en lille smule væk næsten før vi kom i gang, men så fandt vi alligevel en pæl med en pil på og fandt ud af at vi var startet baglæns på turen, hvilket gjorde det til en ret sjov gåde-udfordring at tyde skiltene i bagvendt orden og vi fandt sådan nogenlunde rundt alligevel.


Meget smuk og afvekslende natur på den rute, der både går over noget hede (der vistnok hedder "overdrev" og ikke "hede" på disse kanter) og gennem forskellige slags skov.


Og sikke et fint vejr.
Og stor glæde og begejstring hver gang vi fik øje på de røde pæle, der forsikrede os om at vi havde gættet rigtigt og stadig var på rette spor.

2 kommentarer:

  1. Det er lige sådan en rute jeg brugte til min sidste langtur på 33 km. En pose med vand og bananer ved start og så bare rundt - 10 gange. Jeg havde en udtur og en hjem tur på 5 km hver vej, så det passede meget fint. Kan anbefales!

    SvarSlet
  2. Det synes jeg lyder som en fremragende idé!
    Jeg havde slet ikke selv nået at tænke den tanke, men den ligger jo lige til højrebenet.
    Jeg har to sundhedsspor indenfor 5 kilometer, det ene helt fladt og det andet meget kuperet, så der er jo lidt valgmuligheder.

    SvarSlet