mandag den 18. juni 2012

En af den gode slags.

Nogen dage virker alting bare.

Jeg havde en rigtig god dag på arbejdet, hvor der ikke manglede andet end frokost og den glemte jeg kun fordi tiden fløj afsted.

Hjemme skyndte jeg mig at spise noget og få lidt at drikke, før jeg trak i løbetøjet og nåede afsted lige før det begyndte at regne.

Efter få hundrede meter mødte jeg en særdeles rasende chihuahua, der vredt løb mig i møde og fornærmet og forskrækket veg til siden, da jeg stoppede for at undgå at falde over den.
Hunden gøede dog stadig rasende af mig og ejeren, der gik på det modsatte fortov så ud til at more sig kosteligt over sin lille vrede hunds initiativ og mod så jeg fortsatte lidt irriteret i et tempo, der tillod hunden lige akkurat at følge med så den løb jagtivrigt og i fuld fart i hælene på mig omkring 150 meter, skarpt forfulgt af sin bandende ejer, der nu morede sig knap så meget. Det gjorde jeg til gengæld.

Jeg nåede skoven, lige da de første regndråber faldt og løb i læ nogle kilometer, mens regnen tog til.
Da jeg slap skoven, blev jeg gennemblødt i løbet af få minutter, nærmest på brusebadsmåden, men regnen var lun og vinden havde lagt sig, så det var skønt og det endte med at være een af de rigtigt dejlige løbeture.

Jeg vil gerne fast løbe en ekstra dag om ugen og forsøger at udvide lidt forsigtigt i denne uge, samtidig med at jeg fortsætter med en gangs kvalitetstræning i form af Vo2max intervaller og en tur over 10 kilometer i weekenden.
Sidst jeg fulgte et lignende program, blev jeg dog til min overraskelse rigtigt træt og satte stor pris på at hver 4. uge var restitutionsuge uden intervaller og langtur, så måske er det lidt optimistisk at begynde at skrue en ekstra dag på.
Hvis det føles for anstrengende og udmattende kan jeg jo forsøge mig med en lang fredsommelig cykeltur i stedet .



2 kommentarer:

  1. Så kan hundeejeren sq lære, at have hunden i snor!

    Dejligt når alt bare svinger på jobbet og hjemme. Lyder som en god løbetur trods vandet fra oven :)

    SvarSlet
  2. Ja, det var en fin tur. Pyt med lidt vand, det bekom mig såmænd vel i varmen :)

    SvarSlet