Jeg er ikke begejstret for plantage-layoutet på mine løbeture, men der er jo masser af kilometer sådan nogle steder og de fleste steder er stierne velanlagte og venlige mod benene.
I Tisvilde hegn var der dog desværre lige en lang strækning med friskt, nyt og løst grus, der fik mig til at skære tænder af irritation over de konstante vrid, glid og skred, men det meste af turen var rigtig god og som altid var det herligt at løbe ad nye stier.
I dag løb jeg den meget vigtige "sidste tur inden Halvmaraton"-tur sammen med en kollega, der trods sin helt anden og ikke særligt ærbødige tilgang til løb som sport, også skal løbe Lillebælt Halvmaraton på lørdag.
Den sidste tur inden den rigtigt lange løbetur husker jeg med gru fra de andre tre gange, for det er på den tur at benene føles tonstunge og selvom farten er lav, bliver jeg forpustet og får ondt alle vegne undervejs, af bare skræk for den lange tur der venter forude.
Men i dag mødte jeg åbenbart mere velforberedt til strabadserne, for selvom den lille tur på 5 kilometer føltes mere anstrengende end 5 kilometer plejer at være, så mistede jeg ikke helt modet og selvtilliden undervejs denne gang.
Så nu er jeg klar og glæder mig til på lørdag!
Du klarer det helt sikker rigtig godt :-) Vi ses...
SvarSletJa, det skal nok blive en fin tur :)
SvarSletHeld og lykke også herfra!
SvarSletHvorfor kan du ikke lide plantageture? Det lyder da faktisk ret ideelt - bløde stier (ja altså ikke de der alt for bløde), læ for vinden, grønt for øjnene, uendelige muligheder for at forlænge / forkorte ture.....?
Mne hvad forstår bønder sig på agurkesalat ;-)
Uendeligt lange, ensformige, lige veje, der tit er anlagt med temmeligt groft grus med masser af halvstore sten og irriterende overraskelser for ankler og balance når man træder på dem.
SvarSletDer er også tit gode skovveje, der er for det meste rimeligt fladt, læ og masser af dyreliv og den slags plantage kan jeg godt lide. Men de der køre-plantageveje, dém undgår jeg helst.