søndag den 6. maj 2012

Lidt fra Lillebælt Halvmaraton

Jeg noterede mig Lillebælt Halvmaraton-fænomenet første gang i 2010 lige da jeg kunne løbe 1 kilometer uden stop og startnumrene blev udsolgt med lynets hast.

Jeg er opvokset i Kolding og har masser af gode historier fra Lillebæltsområdet og jeg tænkte at lige netop det halvmaraton kunne være sejt at gennemføre, så da det var L-dag (fint hypet, reklamefolk!) var jeg klar til at stille op.

Min mand ville også være med og trods en skade i foden henover efteråret og vinteren stod han i startboksen sammen med mig i lørdags i den blå udgave af løbstrøjen.




Vi havde aftalt at følges og jeg synes det var helt vildt fedt at opleve hans første halvmaraton sammen med ham.

Ruten var aldeles fremragende og meget afvekslende.
Der var både skov, marker, villa- og industrikvarter samt masser af broudsigt og de sidste kilometer ind gennem Middelfarts bymidte var helt særlige, pakket med glade tilskuere og entusiastiske børn, der havde luret pointen med navn på startnumrene og man fik masser af tilråb allevegne fra, det synes jeg var ret sjovt.

Det var også bakker og selvom et par af dem, især til sidst, trak tænder ud så føltes det mere udfordrende end uretfærdigt.

Der var ikke helt så meget musik undervejs som jeg havde håbet og forventet, men den der var var god og stemningen var fin hele vejen.

Efter at have løbet en masse rundt i Jylland, blandt andet gennem et villakvarter med læ og stegende hede, skulle vi op på broen igen, og der havde jeg mine to hårde kilometer og endte med at fryse temmeligt meget i vinden på broen.

Da jeg så min mand tænde for sin musik, vidste jeg at han også kæmpede lidt og blev så optaget af ikke at komme i vejen for ham eller forstyrre, at jeg selv kom over min egen lille motivationskrise.
Jeg ved, at der kan komme sådan en lille lomme af "hvad i alverden er det jeg laver" undervejs et sted mellem 12 og 17 kilometer, men jeg har aldrig oplevet at den har varet mere end 3 kilometer, så der er ikke andet at gøre end at tænke på noget andet og vente på det går over for det er udelukkende oppe i mit hovede at krisen er.

På den anden side af broen havde det kendte Highway To Hell-fænomen/band skiftet tøj og repertoire og optrådte med cheerleaderkostumer og pomponer. Synes af to hærdebrede gutter i skørt og pomponer fik mig til at fnise og på vej ned ad bakken fra broen fik jeg modet tilbage.

Så drejede vi ind omkring Hindsgavl og noget dyrehave og mødte mellem 17 og 18 kilometer en lang, lang stigning, hvor rigtigt mange begyndte at gå og også min mand måtte overgive sig til udmat og smerter i hoften.
Så gik vi nogle hundrede meter og hang lidt i baren i det sidste væskedepot, før vi luntede og løb det sidste stykke ned gennem byen og nød den supergode stemning.
Der stod faktisk en dame undervejs med en bradepande og delte chokoladekage ud.

Efter en lillebitte spurt krydsede vi målstregen sammen og kort efter begyndte den lange og langsommelige tur mod Kolding.


Oh, der var kø!!
Det tog en times tid at komme på motorvejen og i det hele taget var der ret meget trængsel både ind og ud af Middelfart den dag.

Det er da også den eneste finger jeg kan sætte på arrangementet: Trængslen.

Vi ventede meget længe på shuttlebussen ned i byen og der var så længe imellem afgangene, at vi kom i tvivl om hvorvidt busserne kørte endnu.
Ude på ruten var der heller ikke meget plads til at løbe, så man skal nok løbe ret stærkt for at kunne få plads til at løbe sit eget løb i et tempo man selv sætter. Der hvor vi løb, omkring 2.10, måtte man bare rette ind og følge trafikken, for det var ikke let at finde huller man kunne passere igennem hvis man gerne ville lidt hurtigere frem, men det blev nok heller ikke lettere af at vi gerne ville følges ad.

Første væskedepot var kaotisk, i de efterfølgende var der bare stærk trængsel, men deportere var lange og bemandingen god og effektiv, det var bare somom der hele vejen lige var lidt for mange mennesker.

Men et godt arrangement, det var det og det er slet ikke utænkeligt at jeg sidder klar ved computeren igen næste gang det bliver L-dag.

3 kommentarer:

  1. Ih, Annie, det lyder som en supergod fælles løbeoplevelse for dig og din mand! Tillykke med at I gennemførte trods trængsel.

    SvarSlet
  2. Tillykke med løbet, det lyder jo til, at det var en god oplevelse. Der vil altid være kriser når man løber så langt, så godt kæmpet igennem.

    Det er ligegyldigt hvor i verden man skal samle 10.000 eller flere løbere, så er der trængsel. Både på ruten samt til og fra. Det er desværre en del af det, at være med i de store løb; men et eller andet sted er det også en del af charmen ved, at løbe de store løb.

    Personligt har jeg løber halvmaraton fra 200 til 20.000 deltagere, og jeg foretrækker de store; men da var da også lækkert, at jeg til det med 200 deltagere kun havde 2 km på cykel til og fra løbet.

    SvarSlet
  3. Det var en rigtig god oplevelse og jeg synes det var et godt løb.
    Naturligvis følger der trængsel med sådan et stort løb og jeg tror heller ikke det ville have føltes så frustrerende på ruten, hvis ikke det var fordi jeg fulgtes med min mand og dermed havde brug for lidt mere plads for at passere andre løbere og jeg brugte en masse energi på at undgå at "blive væk", så for mig var der ikke rigtigt nogen fordele i at følges udover at det var meget hyggeligt at være vidne til min flinke mands første HM.
    Jeg har ikke løbet så mange halvmaratons, men jeg løb Powerrade sidste år og syntes det var et stort løb på den gode måde. Jeg glæder mig til at løbe det igen i år. Helst et kvarter hurtigere end sidst, så jeg kan komme under de der to timer :)

    SvarSlet