Man har knoklet på og forberedt sig grundigt og udløst timers spænding og kilometervis af løbetid i løbet af 21,1 kilometer. Og hvordan føles det så at sætte den ene fod foran den anden i muntert trav bagefter?
De andre gange har det været som at løbe med en sæk sand slæbende efter sig. Tunge ben og ingen fart.
Heldigvis er det hidtil gået over efter en tur eller to, men det føles alligevel fortvivlende meget som at blive sat ugevis tilbage.
Ikke denne gang!
Allerede mens jeg sad på arbejdet og kom i tanker om at det teoretisk set var løbedag, blev jeg helt glad i benene så jeg sprang direkte i løbetøjet og afsted med lidt zombiehistorie i ørerne da jeg hav fri.
Uden at slå zombiejagterne til, alligevel, det skulle jo forestille at være en restitutionstur. Så jeg blev bare vist lidt rundt i oplandet til Abel Township, hvor jeg som Runner 5 hører til. Altså i min Zombies, run!-app, ing.
Men så gik det alligevel over stok og sten og i en fart i overkanten af hvad jeg plejer at anse for komfortabelt og ihvertfald alt for hurtigt til at være restitutionsløb, men det føltes fint undervejs, så det opdagede jeg først da jeg kom hjem.
Det var en dejlig tur, der lover godt for fremtidige planer om at genoptage nogle ugentlige intervaller og arbejde med hastigheden igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar