Tusind tak for tillykker med min nye bedste tid på 5.
Jeg ved næsten ikke hvad der er bedst: Min nye bedste tid eller at formtesten er overstået.
Det er rigtigt at de her formtests er aller hårdest oppe i hovedet.
Jeg tænkte også over det undervejs, for faktisk føltes både ben og åndedræt ok næsten hele vejen, men mit hovede var helt ude over stepperne i skræk, rædsel og afmagt.
Efter 500 meter begyndte jeg at tænke på hver eneste meters stigning undervejs på den planlagte rute. Var vinden ikke også imod med alle sine 2 meter i sekundet? Og hvad? Var det en lille mavekrampe? Fik jeg alligevel for meget at spise til frokost? Eller for lidt at drikke? Hov, strammede den ene sko alligevel lidt? Var dét ondt i anklen? Hvornår ér vi der?!
Fordelen - tids- og PR-mæssigt - ved at deltage i løb for mig er, at jeg løber vildt om kap som en hovedløs høne den første kilometer uden at skænke de næste fire kilometer - eller noget som helst andet for den sags skyld - een eneste tanke.
Så går der to kilometer med at finde en god plads i feltet og løbe sådan lidt overhalelses-intervaller for at holde den eller forbedre min position.
Sikke en irriterende farve t-shirt, må overhale...Arj, hvaffor et latterligt kvindeløb fra 1998 med løjerlig løbs-t-shirt? Må forbi dén også.......lige forbi to løbere mere, for at lægge lidt afstand til ham der stønneren med svensker-håret....
Og så de frygtede sidste to kilometer, hvor jeg slår mig selv hårdt i hovedet for at tro jeg er sprinter. Eller løber. For overhovedet at have taget løbesko på nogensinde. Og latterligt syntetisk tøj. Alt for varmt, sved i øjnene. Og hvor kunne det også have været hyggeligt at tilbringe sådan en eftermiddag hjemme i sofaen. Og hvor blir det sjovt at tage til tandlægen næste gang, og glæde sig over, at man i det mindste ikke er ude og løbe motionsløb.....Hvornår ér vi der? Hvor fanden er målet? Har de målt forkert, måler mit ur rigtigt og mangler der virkelig 1½ kilometer endnu?! Hvor lang tid det mon tager at gå 1½ kilometer?
Men bagefter. Når man ikke længere tænker på om den underlige smag i munden er fra lungerne, fra maven eller bare blod og når man ikke længere kæmper med kvalmen og har fået pusten igen, så var det jo en meget fed tur og en god præstation og man bærer sine ømme lår og lidt forsigtige gangart som et hædersmærke.
Kunne ikke have beskrevet følelserne under testløbet løbet bedre selv. Jeg har dog aldrig deltaget i en konkurrence på så kort en strækning, de korte sprinteture er ikke noget for mig. Jeg får helt nervøse trækninger ved at forestille mig at deltage med alle de der superhurtige løbere......
SvarSletNæh, må vi bede om et langt sejt løb hvor det gælder om at holde ud i et rimeligt tempo - det er mindre skræmmende!