onsdag den 7. december 2011

Nu med vintertights

Mælkesyreintervaller...


Tre gange 1500 meter og sådan cirka midt i det andet kunne jeg godt lige ane i mine lårmuskler, hvad det var jeg trænede på.

Mine ben kender kun én intervalhastighed og den nærmer sig spurt, så jeg brugte en del tid og kræfter på at finde ned i et mere fornuftigt tempo og det var rigtigt svært at ramme.
De første to intervaller blev gennemsnitstiden for hurtig og det sidste interval var jeg ved at dø  ramte jeg indenfor et par sekunder til den langsomme side.
Kun få gange undervejs overvejede jeg en rituel afbrænding af mine løbesko og det er nok til at jeg godt tør kalde turen en succes.

Jeg blev træt mod slutningen af intervallerne og pauserne føltes kun lige akkurat lange nok til at jeg nåede at komme nogenlunde til hægterne, så jeg tænkte en hel del over om jeg mon ikke bare skulle holde mig til distancerne og droppe planerne om at forbedre hastigheden.
Det tænker jeg sådan set stadig lidt over, men det føles ret godt når de er overstået, intervallerne. Og så betyder det sært nok mindre om de egentlig virker.

2 kommentarer:

  1. Jeg tror du løber intervallerne helt rigtigt. Det er derfor du føler at du hader dem mens de står på og bagefter er glad for din indsats. Sådan har jeg det også og kæmper også med det samme spurte-instinkt. Og det er vist nok kunsten at løbe dem rigtig hurtigt, men sådan at man lige har kræfter til at gennemføre dem alle sammen. Pauserne er aldrig lange nok....
    Jeg plejer næsten ikke at kunne slæbe mig hjem - og så ved jeg at det var godt nok!

    SvarSlet
  2. Jeg synes faktisk at pauserne efter mine Vo2max intervaller er passende, måske endda lidt lange, ihvertfald i forhold til de her pauser, hvor jeg kun lige akkurat nåede t få vejret. Men så blev jeg i det mindste heller ikke kold....=)

    SvarSlet