Ny løbemakker

For nogen tid siden blev mit Garmin Forerunner 305 løbeur meget stille i det.

I første omgang var det herligt at slippe for alt bipperiet om "yay, 1 kilometer" og "wau, 1 kilometer mere", men da jeg ville i gang med intervallerne igen, viste det sig ret frustrerende, at uret kun sagde "....." og tilmed temmeligt lavt, når jeg løb for hurtigt, for langsomt eller når intervallet var slut.

Så jeg begyndte at se mig om efter et nyt ur og endte med 610'eren, som jeg har ejet og været kisteglad for i knap tre uger nu.


Uret fylder ikke meget, slet ikke i forhold til 305'eren og selvom jeg ikke går med ur til dagligt, er 610'eren så let og behageligt, at jeg ved flere lejligheder har beholdt det på ud over løbetræningen. En enkelt gang har jeg endda brugt det som ur det meste af en regnfyldt dag på golfbanen uden at blive det mindste irriteret.
Det er pænt.

Mens jeg løber kan jeg se lige det jeg har brug for på uret.
Jeg har hovedsiden indstillet på distance, aktuel pace, gennemsnitspace og tid, men det kan man jo rette til efter behov.

Derudover har jeg en pulsside, hvor jeg kan bese gennemsnitspuls, aktuel puls og % af pulsreserven, men den side har jeg ikke brug for under løbet, det er bare data der er sjove at analysere og evaluere lidt på bagefter.
Desuden måler uret på træningseffekt, hvor man efter træning (eller undervejs, hvis man vil) får en værdi mellem 0 og 5, som skulle vise effekten af ens træning.
Foreløbig synes jeg tallene holder okay med den indsats jeg selv føler jeg har leveret og det er jo dejligt at få bekræftet at man har lavet noget og at det har en effekt på ens form.
Det kan virke motiverende og der er vistnok også noget med at man kan finde løbeprogrammer der benytter træningseffekt-værdiens, men der er jeg ikke kommet til endnu.
Jeg bruger mest tallet som et skulderklap og i en snæver vending kan 4,6 for dagens intervaller være et fremragende argument for et glas koldt hvidvin på terrassen.

Det er let og superoverskueligt at bese sin historik i uret og navigationen er intuitiv og nem med touchscreen'en i stedet for de seje, modvillige knapper på 305'en.

Og så kan uret selvfølgelig det der med den virtuelle partner samt noget med at man kan løbe om kap med sig selv på udvalgte ruter, men der er jeg slet ikke kommet til endnu.

Ugen i mine sko

Efter mandagens fabelagtige løbetur, løb jeg også tirsdag.
Det skulle bare have været en lille tur på 5 kilometer, men efter en pludselig indskydelse, kørte jeg med min flinke mand ud i Asserbo Plantage, og løb sammen med ham derude.
Han skulle løbe langt, så efter nogen fumlen rundt med at finde vej, drejede jeg fra og vendte næsen mod parkeringspladsen (troede jeg) efter 3 kilometer.

Det er simpelthen så svært at finde rundt derude, og da jeg ikke syntes vejen forløb helt som forventet, tog jeg et kig på kortet i min iPhone og kunne konstatere at jeg var løbet to kilometer i en helt forkert retning.
Og jeg havde nøglen til bilen, som indeholdt tørt tøj, vand og min mands mobil, så med stress og panik prikkende i fingerspidserne, spænede jeg mod parkeringspladsen, mens jeg nervøst orienterede mig på mobilkortet hele tiden for ikke at tage en forkert vej.

Kan godt være jeg lige skal genoverveje de der orienteringsløbsplaner....

Jeg nåede tilbage til parkeringspladsen efter i alt knap 7 kilometer og næsten samtidig med min mand, heldigvis.
Og selvom jeg godtnok følte mig noget træt i benene tirsdag aften, men ikke øm, heldigvis, var jeg alligevel helt frisk på intervallerne torsdag, der forløb som de skulle og med godt overskud, så jeg er klar til at sætte distancen op i næste uge *gys.

I dag trak jeg i travevenlige sko igen, da vi havde et ret stort arrangement i min golfklub, hvor vi fik besøg af 90 mennesker, der gerne ville introduceres til lidt golf.
Og jeg skal lige love for at de blev "døbt" efter alle kunstens regler, da det begyndte at regne, præcis samtidig med at de blev budt velkommen over morgenmad i restauranten.

Og herefter vekslede vejret mellem støv- og styrtregn resten af dagen og det var en udfordrende opgave at piske en stemning op som entusiastisk vært under åben himmel på vores par3 bane.
Til gengæld var der rig lejlighed til at afprøve alt hvad der kunne mobiliseres af regntøj og paraplyer og det endte heldigvis med at være et fint og hyggeligt arrangement alligevel.


...når først man ér gennemblødt og vandet alligevel løber ud af snuderne på ens sko, så er det jo ligemeget og let nok at overgive sig til vejret og heldigvis var det jo ikke koldt.

I morgen er jeg inviteret på langtur sammen med min mand og hans badmintonmakker. De skal godtnok løbe længere end mig, for jeg holder mig til 10-12 kilometer til jeg har fået etableret min ekstra løbedag, men selskabet er godt, så jeg løber bare med på første del af deres tur.

En af den gode slags.

Nogen dage virker alting bare.

Jeg havde en rigtig god dag på arbejdet, hvor der ikke manglede andet end frokost og den glemte jeg kun fordi tiden fløj afsted.

Hjemme skyndte jeg mig at spise noget og få lidt at drikke, før jeg trak i løbetøjet og nåede afsted lige før det begyndte at regne.

Efter få hundrede meter mødte jeg en særdeles rasende chihuahua, der vredt løb mig i møde og fornærmet og forskrækket veg til siden, da jeg stoppede for at undgå at falde over den.
Hunden gøede dog stadig rasende af mig og ejeren, der gik på det modsatte fortov så ud til at more sig kosteligt over sin lille vrede hunds initiativ og mod så jeg fortsatte lidt irriteret i et tempo, der tillod hunden lige akkurat at følge med så den løb jagtivrigt og i fuld fart i hælene på mig omkring 150 meter, skarpt forfulgt af sin bandende ejer, der nu morede sig knap så meget. Det gjorde jeg til gengæld.

Jeg nåede skoven, lige da de første regndråber faldt og løb i læ nogle kilometer, mens regnen tog til.
Da jeg slap skoven, blev jeg gennemblødt i løbet af få minutter, nærmest på brusebadsmåden, men regnen var lun og vinden havde lagt sig, så det var skønt og det endte med at være een af de rigtigt dejlige løbeture.

Jeg vil gerne fast løbe en ekstra dag om ugen og forsøger at udvide lidt forsigtigt i denne uge, samtidig med at jeg fortsætter med en gangs kvalitetstræning i form af Vo2max intervaller og en tur over 10 kilometer i weekenden.
Sidst jeg fulgte et lignende program, blev jeg dog til min overraskelse rigtigt træt og satte stor pris på at hver 4. uge var restitutionsuge uden intervaller og langtur, så måske er det lidt optimistisk at begynde at skrue en ekstra dag på.
Hvis det føles for anstrengende og udmattende kan jeg jo forsøge mig med en lang fredsommelig cykeltur i stedet .

Intervaller, kunst i skoven og en hemmelig korridor

I torsdags tog jeg fat på intervaltræningen igen.

Jeg lagde lidt forsigtigt ud med 4 gange 800 meter lige omkring smertegrænsen og det gik heldigvis rigtigt godt og ihvertfald godtnok til at jeg er helt indstillet på at tage dem op igen i næste uge.
Jeg tager lige een gang til med 800 meter før jeg skrider videre til 1000.

Fredag tvang lokkede jeg familien på travetur på en sundhedssti i nærheden og det viste sig at en børnehave havde henlagt en kunstudstilling til en kilometer af skovstien.
Det var nok mere særligt end kønt, men der var da helt usædvanlige insekter i skoven den aften.


I dag drog jeg afsted til Sundhedskorridoren i Hundested.

Det skulle være sådan en slags 10 kilometers storebror til sundhedssporene og særligt velegnet til cykelture, så jeg medbragte min datter på følgecykel.

Desværre viste det sig at turen visse steder ikke var rigtigt cykelegnet, medmindre man var udstyret med en mere terrængående cykel, ihvertfald.
Nogen steder manglede der også pile og andre steder var skiltningen så utydelig at vi løb forkert og til sidst blev det bare lidt irriterende med alle de ophold og søgen efter pile og skilte.

Vi trøstede os med, at næste gang kender vi turen og så kan det måske lade sig gøre at finde en god rytme.
Det var en ret flot og meget afvekslende rute som jeg gerne vil løbe igen uden de frustrerende afbrydelser.

Orienteringsløbsdebutant

I går løb jeg city-orienteringsløb i København, sammen med en veninde, der er ligeså dårlig til at finde vej som jeg er.

Løbet startede fra Kastellet, og da jeg blev hostet op af metroen på Kgs Nytorv og passerede et summende Nyhavn på vej ud og løbe, tænkte jeg godtnok på om ikke vi i stedet skulle investere vores sommeraften i noget med en fadøl ved havnen.

Men afsted kom vi og indenfor voldene på Kastellet lagde vi stærkt ud med at lede længe efter start-området.
Vi så godt et par små skilte, men var enige om, at det ville være alt for let at følge dem, når nu det var et orienteringsløbsarrangement.

Til sidst spurgte vi højst ureglementeret nogle orienteringsløbere om vej og i startfeltet var der masser af andre begyndere som os og endnu flere erfarne orienteringsløbere, der vidste præcis hvad de lavede og gerne kom med gode råd.

Afsted kom vi i den rigtige retning og det viste sig at være væsentligt nemmere at holde styr på vores placering på kortet end forventet.
Det meste af tiden havde jeg ingen anelse om hvor i byen vi befandt os, men jeg vidste præcis hvor på kortet vi var og i hvilken retning vi skulle efter den næste post og lod min veninde om at udpege seværdighederne, for hun vidste tilgengæld præcist hvor vi var i byen.


Det var en sjov måde at løbe på og vi blev overraske hver gang løbeurene bippede en kilometer mere ind, for i jagten på posterne bemærkede vi slet ikke hvor langt vi løb, det var hele tiden bare lige til anden vej på venstre hånd og næste post. Og også lidt er-du-rigtigt-klog-husk-at-kigge-os-for-før-vi-kaster-os-ud-på-kørebanen, for man blev helt opslugt af kort og hushjørner og spejdende blikke efter næste post.

Efter en intens slutspurt op ad en kort bakke kom vi lettede og lidt overraskede i mål og forsøgte at overbevise arrangørerne om, at når der var et hold med to blonde damer på, så burde de altså have en medalje hvis de kom i mål....

Vi blev nummer 6 i vores klasse, ud af 32 hold.

Jeg er ikke færdig med at løbe orienteringsløb, selvom jeg ikke er sikker på det er ligeså sjovt at løbe efter kort ude i skoven. Jeg tror man kan få lov at være med på en prøvegang eller to hos en klub i nærheden og det er jeg nok nødt til lige at give et forsøg.

Et sundhedsspor mere

Inspireret af Kirstens kommentar fra forleden, om at bruge et sundhedsspor til at løbe omgange på, lagde jeg lørdagens løbetur ud omkring sundhedssporet på Melby Overdrev og testløb ruten i en tid, der heldigvis sikrede mig en plads i det grønne, god kondi-felt på tabellen.
Det hjalp sikkert at jeg denne gang hverken medbragte sludrende datter eller is.

Sundhedssporet i Melby er dog ikke udpræget velegnet til at løbe på, da der er rigtigt mange rødder og endda et par stykker sti med provokerende løst sand, så i dag lokkede (og tvang) jeg hele familien afsted til Hundested, for at inspicere det cirka 2,3 kilometer lange spor i Ullerød skov.



Hvis man ikke lige ved det, så ligner det her jo en helt almindelig familie i skoven.
I virkeligheden er drengen bagerst ikke en 9 årig, der modvilligt har fjernet sig fra computeren, men derimod selveste The Wizard of Awesome and the Knight of Charges. Eller det blev han ihvertfald, da hans far fandt den der pind stav til ham.
Senere på turen blev han også til The Assasin of Strangers og da han foretog et voldsomt stormangreb gennem den mudderpøl, der kort forinden nær havde nedlagt hans søster, var jeg ved at besvime af fnis ved tanken om selveste The Wizard of Awesome på rumpen i pløret.

Trods plørepølen var Hundestedruten velegnet til løbeture, komplet med et madpakkehus undervejs, hvor man kan udstationere en velvillig vandpost, hvis man skal løbe rigtigt mange omgange.
Skoven var tæt og gav god ly for blæst, så jeg er sikker på det kan blive en løberute man godt gider køre efter en gang i mellem.

Glad skridttæller

Sundhedssporet

For at gøre den lille mand i min lånte skridttæller glad igen i dag, forsøgte jeg mig først med lidt shopping i den lokale gågade, men da den ikke slog til, drog jeg efter aftensmaden afsted til et sundhedsspor i nærheden.

Sundhedsspor er noget Naturstyrelsen har fundet på og det er meningen at sundhedssporene landet over skal virke som motivationsfaktor i bestræbelserne på at få folk til at røre sig.
Sundhedssporene er 1,5 til 2,5 kilometer lange, en distance hvor de fleste kan være med. Man kan vælge at løbe eller gå turen og hvis man tager tid, kan man bagefter aflæse sit kondital på en tavle.
Man kan læse mere henne hos Naturstyrelsen

Hvis man går, skal man give den så meget gas, at man ikke rigtigt kan nå at nyde (na)turen undervejs, ellers ender man i "dårlig kondi" kategorien.
Der ender man i øvrigt også, hvis man farer lidt vild og desuden nussede afsted og spise vaffelis undervejs.

Ja, naturligvis blev datter og jeg en lille smule væk næsten før vi kom i gang, men så fandt vi alligevel en pæl med en pil på og fandt ud af at vi var startet baglæns på turen, hvilket gjorde det til en ret sjov gåde-udfordring at tyde skiltene i bagvendt orden og vi fandt sådan nogenlunde rundt alligevel.


Meget smuk og afvekslende natur på den rute, der både går over noget hede (der vistnok hedder "overdrev" og ikke "hede" på disse kanter) og gennem forskellige slags skov.


Og sikke et fint vejr.
Og stor glæde og begejstring hver gang vi fik øje på de røde pæle, der forsikrede os om at vi havde gættet rigtigt og stadig var på rette spor.

...og 100 meter hæk.

...eller 12.

Jeg er ikke udpræget havemenneske, så det meste af vores have henstår som "naturgrund" og når bare jeg kan finde et sted på en nogenlunde ryddelig terrasse til en havestol, hvor jeg kan slå mig ned med en bog, så er jeg godt tilfreds.
Bortset lige fra een ting: Min spireahæk, som jeg nidkært vogter over.

Første del af hækken er sådan lidt afskærmning mod vind og blikke i den ene ende af en terrasse (vores hus ligger på toppen af en lille bakke).
Jeg købte hækplanterne for 7 år siden i en meget intim lille planteskole, hvor man virkelig fik fornemmelsen af at man adopterede gartnerens børn og da jeg ville have noget "hæk med blomster, der duftede lidt" fik jeg altså den her specielle spirea-art, sammen med historien om, at gartnerens ældste søn havde netop denne plantes latinske navn som mellemnavn (!!!).
Derfor var det også relativt nemt at købe flere af samme slags forrige år, da jeg fandt på en undskyldning for at plante noget mere hæk. Jeg bad bare om noget af den slags spirea, der hed det samme som gartnerens søn....

Jeg er meget begejstret for den her slags hæk, der tålmodigt gror og gror og bliver supertæt i en fart og kan klippes snorlige og præcist.
Hidtil er klipningen sket med håndkraft (og krampe), men SÅ lånte jeg en elektrisk hækklipper af min svigerfar og nu ønsker jeg mig noget mere hæk jeg kan klippe!


Det var sjovt, præcist og gik som lyn og torden! Projektet plejer at tage timevis, men det her tog et kvarter.
Tænk at jeg er gået glip af det. En elektrisk hækklipper.

I dag løb jeg knap ti kilometer i herligt, køligt vejr og næsten ingen vind, det var skønt.
Med i lommen havde jeg også en skridttæller som en del af et "sæt Halsnæs i Bevægelse"-projekt, som min golfklub er med i, og det med skridttælleren er så een af de opgaver min chef har valgt at uddelegere, tø hø.

Jeg er ikke helt sikker på hvad skridttællerdelen helt præcist går ud på, men den skal ihvertfald med mig ud og løbe og den har sådan en lille glad mand, der begejstret løfter armene når man runder 10.000 skridt. Smart. Nu er jeg jo nødt til at sikre mig 10.000 skridt hver eneste dag resten af ugen for at glæde den lille pixelmand, d bor i min skridttæller...

Så må jeg hellere komme i gang med intervallerne....

I dag løb jeg knap 9 kilometer, men det holdt hårdt med at komme afsted, efter at jeg havde småfrosset på kontoret hele dagen og slet, slet ikke følte mig oplagt til at opholde mig i blæsten længere end allerhøjest nødvendigt.
Men før jeg kom på for mange undskyldninger trak jeg hastigt i lange løbetights (jeg FRØS!!) og kom afsted uden at tænke for meget over det.

Efter 500 meter havde jeg fået varmen og selvfølgelig havde jeg en fin løbetur.

Undervejs blev jeg lidt øm om læggene og skinnebenene og det var sært, for det plejer jeg ellers aldrig. Måske er det fordi jeg har kigget surt på mine løbesko, men de har kun løbet 7-800 kilometer, så det var nok bare lidt uoplagthed, der gav sig udslag i trætte ben.

Jeg glemmer altid at kigge på mit ur undervejs, så jeg tænker ikke så meget over hastigheden undervejs på turene i "frivilligt" tempo, men koncentrerer mig om at finde et tempo, der føles behageligt.
Men på de sidste kilometer løb jeg og tænkte på, at jeg jo egentlig havde en plan om at nå under to timer på et halvmaraton i år, og selvom det mål føltes indenfor rækkevidde til nytårsløbet, så synes jeg godtnok jeg er faldet af på den siden og selvom min generelle hastighed er blevet bedre, så er villigheden til at presse mig selv udover komfortgrænsen blevet en hel del mindre og det varer nok noget længere end til september, før et halvmaraton på to timer bliver "a walk in the park".

Så jeg må i gang med at øve mig i ubehag og i gang med at løbe intervallerne igen. De virker jo. Og det føles fint....bagefter.

Og som motivation til at komme i gang og ind i kampen igen, gjorde jeg en pludselig bevægelse, da jeg kom hjem fra min løbetur:

....så er startnummet ihvertfald på plads....

Rundt og rundt om Marienlundssøen

Jeg tilbragte weekenden i Jylland sammen med min familie og havde omsider lejlighed til at løbe en tur sammen med min bror.

Han har taget flere tilløb til at komme i gang med at løbe, men er blevet bremset et par gange af skader.
Nu har han købt sig et par Ecco Biomsko, og er efter en løbebåndsløbetur på strømpesokker begyndt at arbejde lidt mere bevidst med sin løbestil og jeg krydser fingre for at han kan slippe for flere skader og forhindringer i sit løbeliv.

Og det var jo rigtigt godt løbevejr og vi tog et par ture rundt om Marielundssøen i Kolding og jeg fik taget en masse, dekorativt rystede billeder undervejs.