lørdag den 19. maj 2012

Intervaller, lang tur og Cphmaraton i morgen

Min veninde skal løbe ret så langt inde i København i morgen og jeg har på påtrængende vis tilbudt min assistance som hepper og moralsk opbakning på en temmeligt insisterede måde, der ikke rigtigt kunne afslåes.
Og jeg glæder mig HELT VILDT.



Jeg har lavet en præcis plan over hvornår jeg forventer at kunne møde hende på udvalgte distancer og bevæbnet med iPhone-appen, regner jeg bestemt med at være på pletten alle vegne og få det hele med.
På billedet mangler lige et bredt udvalg af tyggegummi, pastiller og chokolade, som jeg regner med at anskaffe mig undervejs.
Er faktisk bare en lille smule bange for at 42,2 kilometer er så hårdt for deltagernes ben at jeg ender med at være den der skal køre bilen hjem fra Bredgade. Jeg er rimeligt....tøvende (pissebange) i forhold til den københavnske trafik.

Maratonløbere er usandsynligt seje og modige.

I torsdags løb jeg intervaller, af den slags hvor man løber kvalmende hurtigt, men ikke i så lang tid ad gangen (Vo2max).
Jeg havde helt glemt hvor lidt jeg bryder mig om intervaller, men dét kan man så godt sige jeg kom i tanker om.
Havde en intens indre debat om min løbefremtid ved samme lejlighed og repeterede en masse bandeord.

I dag løb jeg ugens lange tur, i denne uge dog ret så blottet for overskud og humoristisk sans, så for at mine løbesko og jeg kunne skilles som venner, sluttede den på omtrent 13 kilometer. Hvilket var planlagt, men jeg er rigtigt ked af at jeg blev i så dårligt humør undervejs.
Jeg er træt af mine sædvanlige løberuter, men heldigvis giver den lange tur jo mulighed for at man kan komme lidt udenfor de sædvanlige cirkler. I dag løb jeg så ud i en del af sommerhusområderne jeg ikke kender så godt og fortsatte ud i Asserbo plantage/Tisvilde hegn.
Plantagevejene kan være gode eller dårlige og på vej retur, efter at jeg lige var kommet nogenlunde over to kilometers "arj, jeg gider ikke løbe"-krise, skulle jeg ad et sandet og løst ridesti-spor og var på nippet til at tude af frustration over skrid, vrid og sand på det der skulle have været et herligt nedløb efter to kilometers stigning.
Dét var en træls og sur tur og jeg må vist tænke lidt over min motivation for at få det til at virke igen.


1 kommentar:

  1. Hvor gad jeg godt, at følge dig rundt på heppe turen i morgen. Venindeløberen er simpelt hen SÅ sej (må du gerne hilse og sige).

    Kan kun forestille mig, at din motivation kommer retur. Det med, at løbe i det samme område er altså dræbende. Skal jeg ramme 5 km inden for byskiltet skal jeg to gange på noget af stræknignen. Ikke motiverende.

    Hepper på, at du vinder over manglende motivation ♥

    SvarSlet